Ud af dine lilla briller kommer ej ensomheden men tosomheden som ser den ud når man ser farverigt på den. Som når fuglen synger sin trille og lader frøerne danse med som var de på stoffer af de højeste farvepatroner. Som et belejligt kick og alligevel værende ophøjet og alt sigende på et og samme sted. Som var der noget gemt bag alt det vante og det rituelle der aldrig kom frem, aldrig ville det og aldrig gjorde det.
Men ser du ud af de mørke blå briller...

så er det straks en anden sag.

Brusende som en bølges dans hen over den lyseblå facade, slentrende som en gul-øjet kat og foroverbøjet som en forventningsfuld og erfarende gammel dame.

Som en aftenvind der visker godmorgen, som sne der er på vej væk som var det skræmt af de glade tanker.

Som en dag der går videre til aften og i al hemmelighed leger skjul med atmosfærens virkelighed.

Som spirrende tanker
op af en
konservesdåse

,

Lad os græde sammen.
Altså lykkeligt.
Som når solen skinner lyserødt og havet modtager med åbne arme.

Som en grim smiley...
Som værende en kunstig

virkelighed.

Det kan også gøre ondt.

Katten spinder og løber let og elegant overfor rødt, imens sidder du på din aftenvarme altan og læser de sidste sider i det magasin du gav 42,50 ,- for ovre i kiosken. Da du betalte med dine beskidte mønter, tænkte du på, om der overhovedet var noget, der var noget værd længere? Men da hun så smilede til dig, der bag den grågrønne kasse, så var det alligevel som om du skulle leve, bare et par dage eller år endnu. Da du tolerant ventede på at den vante mand skulle lyse grønt og ikke rødt, lagde du mærke til fuglene, der kvidrerede som var de stået op på ny. Og da manden lyste grønt, gik du nonchalant over gængerne, de hvide striber, og tænkte på en identitet som fugl. Da du sparkede til den kantende sten og samtidig mærkede hvordan det fine sand smøg sig om dine tæer, da mindede det dig pludselig om dengang, med hende, da I rejste og hun sagde at du var blevet solbrændt, der på din runde næseryg. Du rystede med en sådan kraftighed på dit hoved, at det pludselig føltes som var du ved at vælte omkuld. Men alligevel gik du videre som var der intet hændt og troede fuldt og fast på, at det intet betød, også selvom fuglene skreg til dig og prøvede på at få dig til at indse noget helt andet. Da du låste dig ind og du blev blændet af aftensolen smilede du hurtigt, kastede dit magasin fra dig og gik ud i dit ny malede køkken, for at brygge dig en kande kaffe. Da duften overmanede dine smagsløg, var det som var du i den syvende himmel og alligevel, som du havde sagt til dig selv at det ikke skulle påvirke dig, gjorde det dig alligevel. Og da du satte dig ud, der på din altan og mærkede solens sidste stråler varme dig, havde du hende stadig i tankerne. Selv da du slog op på siderne, der plejede at gøre dig ophidset, var hun stadig at finde på din nethinde, omkranset af dine hænder og ikke mindst af lysten. Da du sukkede højlydt og tog en slurk af den ny bryggede kaffe var det som det hjalp på det hele, og helt hjalp det, da du så katten, som den var, let og elegant på vej over vejen, blive kørt ned, mast og ødelagt i en blodpøl... blot 50 meter fra dig.
Med en rystende mine satte du kaffekoppen ned, lukkede magasinet og rejste dig. Solen var gået ned nu.

Jeg tror godt, du ved det.

Men tør du indse det?

Dit øjeæble der bevæger sig under dine tynde øjenlåg forvirrer mig for jeg tror de prøver at fortælle mit sind at du ikke er blind for mine omgivelser og at du for længst har opdaget hvor jeg befinder mig med hensyn til dig og dit hjerte, og måden hvorpå de bevæger sig fortæller mig hvor du er og det er ikke blot i en lille fanatisk drøm om sommerfugle i hovedet og glæde ud af næsen men derimod en ide der siger at du vil danse med mig over skyerne og fint lade mig bestemme at det skal være farven blodrød der følger os resten af vores dage der oppe på regnbuen når vi vinker til de andre der endnu intet har forstået......

Alle de dage du har siddet og talt,

skrevet, erindreret og ikke mindst tænkt på hvad du troede var rigtigt men som du senere hen fordi andre fortalte dig noget andet fandt ud af var helt forkert.
Alle de streger du havde sat og alle de minder du havde fået besat, for ikke at nævne alle de sorte farveblyanter du havde brugt op fordi du troede det var rigtigt at tegne fanden på væggen når nu du alligevel skulle sidde der altid og for evigt.
Alle kan tage fejl og ligesåledes som du tog fejl knækkede skallen også og lod dig hoppe ud som det mærkværdige menneske du nu engang var blevet til.

Hørte du også fuglen idag

da den sang blåt og sagde

at klaveret spiller en helt anden lyd

end katten plejer at spinde?
Jeg tror jeg hørte det.

I dag drak jeg mælk og lod mine tanker flyde imens hans arme lod sig hvile tungt men rart om min talje og skulder. I dag lod jeg ikke den store blå kasse med hjul føre mig der ind hvor jeg i mine vanedannede tanker plejer at være. I dag lod jeg den køre videre og jeg tillod mig at være i hans favn og hans tanker i blot få minutter mere end hvad plejer siger er rigtigt. I dag mærkede jeg hvor dejligt det er at trække vejret og hvor grønt det du siger er. I dag mærkede jeg hvad der vil sige at holde tilbage og vise sjælen at noget er rigtigt selvom det føles så forkert som farven sort. I dag lod jeg min bevidsthed føre mig tilbage til dengang hvor alt var leg og sandkagerne var demokratiets styre.
I dag lod jeg mig være mig og jeg lod dig være dig på en helt anden måde end fuglene plejer at synge. I dag lod jeg ikke lade være ordet men i stedet realitet være sandhed.
Og hvem sagde egentlig det var forkert?

Hvad så med de hvis sjæl siger nej

Hjerte siger ja

Og øjne måske?

Huskatlukke posen efter dig

- ellers vil følelsen overtage.

Fordi du vakler, fordi du ikke tør og fordi du ikke kan se lyset - så behøver det ikke være ensbetydende med en som jeg, der ser blå og grøn, når du ser sort og grå - ikke kan - for det kan jeg, hvis jeg mærker efter, helt der inde hvor de bløde linjer danner forståelse for de kantede - de inde, hvor de fine ord belærer de grimme, og der inde hvor fastsatte punktummer bliver belærte om opstartende og evigt fortsættende kommaer

,

Det er os tætomslynget på en varm sommeraften
Regnen står ned i lårtykke stråler men vi bliver stående og lader os gennembløde

Din højre hånd over min lænd
Din venstre arm holder et solidt greb om min talje

Mine mørke øjne rammer dine de lyse og de siger tusinde år

Det er som brikkerne samles da dine læber rør mine

Og det er som regnen tager ekstra fat i de få sekunder du får mig til at svæve

Dit lyse hår klistrer til dit charmerende ansigt
Jeg er fyldt med intethed og alligevel alting

Vi er stadig tætomslynget og vi nyder det

Som to forelskede sjæle der flyver af de rene erkendelses veje

Helt ind til knoglerne og ud igen...

FUCKYOUI'LLDANCE
og tænke lyseblåt..

Det bliver ikke

mere sigende

i mine øjne

og ej heller

i mit sind

,

14:24

... jeg burde.

nogle gang er det faktisk skræmmende

så virkelige vi kan være

og så alligevel så intetsigende

jeg har fundet noget smukt

...

Mæt af ord skubber jeg tallerkenen væk, sukker let og mærker hvordan det flyver ud af mig. Det er som værende ustabilt. Det er som var det en drøm, som ville vare ved. Ord der mætter, gør sulten uspiselig. Som når solen skinner ind og gør det mørke til det lyse. Som når katten endelig efter intens jagt hele natten fanger musen.
Så mæt og så afklaret. Og så alligevel så fyldt til randen med alverdens sætninger, ord og bøjninger. Punktummer, kommaer og uvidenhed.
Giv mig noget mere, foder mig, lad mit sind mærke efter.
Efter mætheden fra ordene det sigende og det virkende.
Det er sandt... Så sandt som sand kan være. Med sine små sandkorn, pirrelige og dog så rørende. Faldende, sviende og forfjamskede. Hvor kommer det hele fra, og hvem kan sige at pigen med hovedet på skrå er uvirkelig, blot fordi hendes blik siger det?
Følelsen af følelsen i sjælen udfylder sindet til en intethed der er lig det hele.
Mon mon er ord nok, og nok at reflektere over?

Jeg skar en blå drue over,
fyldte den med samhørighed.
Jeg delte en valnød,
lod intethedens konstans flyde ind.
Druen gav jeg til dig.
Nødden gravede jeg ned.

...jeg tror ikke på noget.

men jeg tror på dig. hjerte.

Lysten

vs.

Fornuften

Hvad siger øjne

der intet ser?

Jeg skiftede ord.
Tanker.
Og stemning.
Jeg skiftede intetheden ud med fyldestgørelsen.

Livet gør ikke ondt på den der konstant mærker smerte.

Jeg tænker på dig - nu hvor jeg ser solen skinne.
Jeg tænker på dig - nu hvor jeg mærker varmen udefra.
Jeg tænker på dig - nu når jeg ser vintergækkerne skyde frem.
Jeg tænker på dig - fordi du er inden i mig.

Jeg glemmer dig.
For du betyder ikke noget længere.
Tænk engang.
Hvor meget du fyldte dengang.
Tænk engang - at jeg troede du var mit endelige svar.
Tænk engang hvad du fik mig til.

Et ord: godnat..

Jeg har ikke skriveblokade
Lige nu

Det hele er ikke blot en drøm
Men en virkelighed

En realitet
Der er udefinerbar

Mennesket er som solen på en regnvejrsdag
Og ligesåledes er regnen, som mennesket på en solvejrdag

Et lille sandkorn triller
Hvor mon det ender?

Ser du det smukke
Opdager jeg måske det grimme
Mærker du natten
Føler jeg måske dagen
Tænker du i skemaer
Grubler jeg måske spontant

Når det regner udenfor
Skinner solen inde
Når havets brise synger
Skriger sjælen i sandet
Når himlen bryder ud i farver
Græder natten salte tårer

Når han løber nøgen
Er hun fuldt påklædt
Græder han blod
Griner hun glæde
Lader han sorgen komme ind
Er hun lukket som en dør

BE
MINE

dit nærvær og dit væsen

din tankegang og dit ansvarsfulde jeg

dine øjne og dine hænder

som en tætskrevet sætning

som et spørgsmålstegn opfyldt med et efterkommende udråbstegn

som når solen skinner på druerne der ligger uberørte i stuen

når solen går ned og den sidste stråle rammer

dig&mig

som et et i en helhed

som en helhed i et et

som øjne der ser

og hænder der rør

som et hjerte der banker rødt

og øjne der ser hvidt

som en kærlighed der driver

som en flod der hvirvler

Jeg ved i hvert fald en ting - og det er rart at jeg ved det

For du ved det også

Og når vi to, os to - dig og mig, ved den samme ting

Så er det en god ting
Nogle gode sekunder
Minutter
Timer
Dage, Uger, Måneder og år

Hvorfor glemmer jeg dig i perioder?
Du rør mig slet ikke.
Nogle siger det er usundt.
Jeg kan egentlig godt lide det.

...

Det smukke i mennesket
Kan ses
Af de
Der vil det
Og de

Der kan det
Kan du
Se
Det? .... tidengår.

Jeg
Tror
Snart
Det
Bliver
Forår

gråtalligevel

Jeg tror egentlig slet ikke du ved hvad jeg mener eller ved hvad hvad betyder men hvem siger også du skal vide det for hvem ved egentlig det jeg ved det ikke men det kan vel egentlig også være lige meget

Kan det ikke?

questionmark

Hvem forstår egentlig hvem?
... og hvem er hvem

sådan helt abstrakt altså ..

i din hule hånd

Jeg søgte efter livet...
look what I found?

deleblivertilhelhedhelhedblivertildele

smukt ser der ud når solen skinner på det
blanke overflader bløde linjer og varme smil
luften fører det med sig - sammenhørigheden og assimilationen
vi er en helhed ud af en masse dele
sammen deler vi os i flotte gyldne farvrige farver
og sammen finder vi tilbage
til sidst varme og forsørgede
erfarede og fyldt til randen med livets blodrøde goder
så stykker vi os sammen som var vi en del af det store puslespil
og sammen ligger vi her som menneskeskabte individer
smuldrende men alt sigende
for vi åbnede op og lod vores dele danse livligt rundt
for til sidst på rette tidspunkt at lade dem tøjre
og forsvinde
ind i den varme helhed

underlighed

jeg
er
som
en
novelle
der
skal
analyseres
men
der
er
så
meget
at
tage
fat
på
at
jeg
er
blevet
opgivet
for
længst.

.. der er aldrig nogen der finder ud af det.

Filter

I har jo alle sammen et filter.
Og I tænker jo alle sammen de samme tanker som mig.
Mit filter.. det er bare brændt ned.
Du tog det med dig.
Mine tanker påvirker mig i en højere grad end jeres gør.
På grund af filteret.
Jeg ved ikke om I er heldige..
Eller om jeg er uheldig.
Men hvor lærer man meget.
Og hvor bliver man.. stærk.

AK

. Men det er også ekstreme eksempler på en, der elsker livet, og menneskene omkring sig.

... og du har mere end meget ret.

ært

måske er jeg syg?
men syg på en god måde
sådan... psykisk.

..

ja, jeg er bange for at miste
og ja
jeg er bange for at miste kontrollen

..
hvad fanden skal jeg gøre ved det snart?
FUCK UD!

...

jeg fatter dig ikke...
men hvornår kommer jeg nogensinde til det.
så det er nok godt nok.
ja - det er dig jeg taler til.
dig som at der sidder der inde og gemmer dig når jeg prøver at komme i kontakt med dig.
du lytter aldrig.
det er altid mig der skal lytte til dig.
det er sært.
du er sær.
og ja.
det er jeg vel også.

og nå ja, dig der - du gør mig ked af det.
og det burde du ikke.
eller også burde jeg sige - JEG burde ikke lade DIG gøre mig ked af det.
og slet ikke over en så latterlig ting.
jeg håber du hygger dig.
inderst inde.
jeg tror jeg er syg...

rejf

åh det gør mig høj
og hvor er det forkert
men det gør det altså <3
feather.

.

Rumle rumle rumle
.. mmh, det føles godt.

taktilsofiesverdenspændendelæsning

Hulelignelsen

- Tak til Sokrates der gjorde det muligt for Platon at tænke sådanne tanker.
At skabe oprør indenfor de vanedannede tanker, for at få mennesket til at indse de ægte indsigter.
Dét er filosofi.

Den hvide kanin, der bliver trukket op af hatten hver evig eneste dag, med den hvide kanin som det kæmpe univers, og os mennesker, siddende hist og her i pelsen.
De fleste på bunden af kaninen, sømmet fast af de vanelige tanker om livet, andre på vej op af et hårstrøg, på kanten til at indse - og for det helt tredje, andre, allerede siddende helt ude på spidsen af håret, spørgende og undrende over verden og menneskets eksistens.

Jeg bliver høj af den bog :b

nytord

Og således blev det verificeret..
Og det var godt.
Og rigtig gjort.
Tak.

...

Hvad nu hvis...
Hvad nu hvis..
Hvad nu hvis...
Hvad nu hvis.......

Hvad nu hvis jeg holdt op med at frygte alting og i stedet begyndte at leve?
- Hvad ville der så ske?

blabla

Ja, men så hyg jer dog fuckhoveder. Jeg har alligevel intet tilfælles med jer.
Og det at man ikke får tilbudet, det gør da ikke at afstanden bliver kortere.
Idioter.

atgørenogetsommanfindernaturligt

"Hvor er det tydeligt at du hviler i dig selv, som jeg sidder her og taler med dig... du har rigtig godt af at skrive, det kan jeg mærke"

Lad mig reflektere
Lad mig analysere
Lad mig skrive
Og lad mig tænke

Et tal siger intet om mine evner
Og det må jeg godt sige - bare en gang

Hvad med stjernerne, mor

Hvad med stjernerne?
Ja, hvad med dem?

Det er en spændende titel.. og hvor vil jeg gerne skrive, og hvor vil jeg gerne gøre det godt.
Hvorfor er det som om der ikke er en dag, der er god nok til det?
Hvorfor er det som om inspirationen ingen ende tager - men stadig sidder fast som en fastklemt bold inde i mit hoved - og er skrækslagende for at hoppe ud - frit og lade sig falde.
Hvornår kommer dagen hvor papiret bliver fyldt ud til punkt og prikke, og hvornår kommer dagen, hvor den er færdig og jeg er stolt.
Stolt, mere stolt og mest stolt.

Den kommer en dag.
Og jeg vil glæde mig til at glæde mig, for det at glæde sig, det er fyldestgørende og mere til.
Tak.

ondskabsesikkealtidsomondskab

jeg er underlig
i dine øjne
og i mine øjne
er du et menneske
og det at være underlig - et kompliment
så tak!

filosofistisk

haha, du synes nok det er sjovt, hvad?
men det synes jeg ikke...
er du klar over hvor mange ting du forhindrer mig i?
hvorfor skal jeg have det sådan?
hvad får du ud af det?
af at sidde der inde.. og bestemme.
i mit sind.
.. det gør altså ondt på mig, det gør.
er du klar over det?
det tror jeg ikke...
måske du har en indre mission? som jeg bare ikke er klar over.
får jeg svar engang? vil du tillade det?
.. og bliver jeg engang fri?
sådan helt?
ja.. fri for dig.
og fyldt med glæde og længsel.
gør jeg?
eller måske er du bare en del af mig, fordi du har bestemt og sådan er det bare.
men synes du det er fair?
jeg synes det gør ondt.. der inde, du ved. det er som om du trykker på mig, konstant. nogle gange lader du mig komme op til overfladen og trække luft. åh, du aner ikke hvor skønt det er. hvor fyldest gørende det er. og hvor glad jeg bliver.
det plejer at holde i nogle timer.. og hvis jeg er heldig, ikke? så holder det et par dage.
men så er jeg også heldig.
hvorfor vil du ikke lade mig leve livet, som alle andre mennesker?
fordi jeg så ville have noget andet at brokke mig over?
men forstår du... det her er jo.. ikke til at holde ud.
eller jo.. selvfølgelig kan jeg leve for det, og jeg er også sund og rask og har nogle dejlige omgivelser... men... du trykker på mig.
og lader mig ikke gøre, som de andre kan og tør og vil.
det kan jeg ikke. det må jeg ikke. ... det tør jeg ikke.
kommer jeg nogensinde til det?
at turde det?
at tænke anderledes... at turde tænke anderledes?
måske.. engang.
det tror jeg aldrig du vil svare mig på.
i hvert fald ikke direkte...
du synes måske det gør mig stærk? stærkere end jeg var i forvejen?
jeg var vel for svag... men ser du.. det der gør mig stærkere, altså, det der løfter mig fra det svage, som jeg egentlig troede var det stærke, det gør ondt og ødelægger i split sekundet og i minutterne, timerne, dagene, ugerne og månederne efter.
ser du.. det forfølger mig.
ja, du har nok ret.. jeg bliver stærkere af det.
men hvad med alt den anden smerte den påfører mig?
er det virkelig livet?
hvis ja.. så er det ganske enkelt spændende. og interessant.
og uretfærdigt.
men hvem sagde retfærdighed er lig virkelighed?
og hvem sagde virkelighed er virkelighed for dig, ligesåledes som det er for mig?
det er der ingen der siger..
og hvad jeg siger, er hvad jeg mener, føler og tænker, ud fra hvad jeg har oplevet, set hørt og erfaret.
og alt det andet... det er ikke mit sind - men jeg vil gerne forstå det alligevel.
hvis jeg kan.
engang.

grå?

Hvad er der med folk og hårfarven grå?
Hvornår og h v o r d a n er den blevet moderne?
Forstår intet..
Men hvad - hvem siger jeg skal det.

.

Så tag dig dog sammen..
Barnlige røvbanan.

æselører

så klappede fælden
og igen en falden sammen
over ingen
ting
hvad er det?

.

sviende øjne
et forvirret sind
dirrerende læber og en træt lille krop
hvorfor må jeg ikke bare være mig?
gå væk dumme tanker...

.

JEG HADER DIG!

godt

tralalala la laaa
jeg må godt have det godt
bare fordi du ikke har det godt
og fordi du definerer godt
som dårligt
betydet det ikke at godt egentlig er dårligt godt
godt er ikke nødvendigvis godt
men godt for mig er godt
og godt kan være ment dårligt og ikke godt, for dig
men godt er godt for mig lige nu
og lad mig så leve og have det
godt

klapdogafjerselv

FUCK HOVEDER! så tag jer dog forhelvede sammen
er ved at være så mega fucking træt af alt jeres pis
selvhøjtidelighed og jeres evige og altid - jeg er bedre end dig - du skal ikke fortælle mig noget - jeg vil ikke have hjælp - det er mig der ved det
LÆR DOG FORHELVEDE AT TAGE IMOD HJÆLP!
og fat at vi ikke a l l e tænker ens
ÅH!


.. ja, jeg var lidt sur.

indbildning

I have been afraid for no reason

.. at bilde sig selv noget ind
ved en konstant handling og gøren
der til sidst får en langvarig konsekvens
hvor er jeg dog dum til sådan noget

skrig

.. og jeg ville falde i armene på dig, lade mine tåre dryppe ned over din solbrændte hud, jeg ville fortælle dig, at du aldrig måtte tage så langt væk og være så længe væk, igen - og jeg ville vise dig, alt hvad jeg havde at vise dig - og jeg ville kramme mig ind til dig, føle mig varm og velkendt igen.
Jeg ville fortælle dig hvor meget jeg har savnet dig, og hvor ond og hvor trykkende den følelse, der har siddet dybt i mig, har været.
Jeg ville se dig dybt i øjnene og jeg ville tage dig i hænderne og fortælle dig alt hvad du ikke vidste. Jeg ville fortælle dig alt - alt hvad der var sket på det lange men også hurtige år.
Jeg ville gøre alt for dig. Jeg ville prøve at forstå..

Jeg v i l prøve at forstå.
Men sådan bliver det aldrig. Aldrig nogensinde.
For du kommer ikke tilbage. Aldrig mere. Og det ved jeg også godt.
Så nu må jeg stå her... tilbage, i den dør, hvor du plejede at vinke, her må jeg stå - og føle mig så større og mindre end jeg egentlig er.
Men jeg er tvunget til det.
Tvunget ud i livet.
Og det ved du godt, og det var din hensigt - selvom den var hård og utilgivelig.

Jeg savner dig...
Rigtig meget. Og det at du aldrig kommer tilbage, at jeg aldrig nogen sinde kan trykke dig i din hånd igen, at jeg aldrig kan mærke din dejlige bløde, varme og gamle hænder - det at jeg aldrig nogen sinde kommer til at mærke dine varme ord over mig, dit forstående ansigt og dine bedende øjnene... det kommer aldrig til at ske igen - fra dig.
Og det må jeg forstå... det må jeg vel.
Men hvor er det hårdt. Og hvor gør det allerhelvedes og fandens ondt.
Jeg skriger.
Under vandet.
Og prøver at gemme mig i mængden... gemme mig hos de, der er tilbage, som jeg holder af - og elsker. Men ingen var som dig.
Og ingen bliver nogensinde ligesom dig.

lilleprik

jeg er ked af det

jeresegenlillelegetøjsverden

åh.. lad dem dog lege.
de leger jo bare?
deres eget lille Hollywood.
værsågod og glæd jer til den dag
dagen hvor I falder
og øjne viser hvordan virkeligheden
viser tænder