henslængt og med ord spyttende ud af fingerspidserne.
rart..

det er som blød kærlighed over for hård realitet.
tør du?

og det siger mit intet, tror jeg i hvert fald ikke.
og jeg kender i hvert fald ikke til det, bilder jeg mit hjerte ind.
og jeg er slet ikke en del af det....
lyver jeg.

men inderst inde,
der er det bevidst/ubevidst. 

jeg anbefaler gerne...
ja, jeg anbefaler gerne folk med skrøbeligt sind; at skrive.

og når jeg lørdag morgen står op og mærker livets virkelighed i form af dug fra græsset sandheder over mig.
som når jeg fører skeen ind i munden for derefter få sekunder efter lade mine smagsløg overmande af mælken. og som når jeg lytter til Bon Iver og tror jeg er skabt til det her.

hvad du prøver på er ikke mit ansvar, mit liv eller min konstanthed.
hvad du prøver på er dig.. og ikke mig.

og det hele er så sigende og alligevel slet ikke så lige til.
som når solen strømmer ind af mine gennemsigtige ruder og som når de rammer mig dér, lige i hjertet.
og jeg bilder mig selv ind at jeg ved hvad dagen bringer, klæder mig forsvarligt på i mit sind, i mit hjerte og i mine øjne... 
jeg er klar.
måske det hele bare handler om at.. smile?

og hendes spinkle krop samler sig om det iskolde toilet; inden hun lukker øjnene og slipper det hele, sukker hun og lader en skrøbelig tåre falde.
det er okay at give udtryk for livet.. 

og jeg skriver mig varm, og varmer mig på ord.

det rare i en omfavnelse er trygheden og den vel vidende tanke der svømmer rundt i sindet og fortæller sjælen at du er et menneske med en ild der kan røre andre helt ind i hjertet.

jordbærsmag og kolde nætter.

en virkelighedsfølelse men dog alligevel så fyldt med klicher.
hvornår lærer vi noget nyt?

som lydløse fingre over en vant tangent.
som sarte læber over en sød mund.
som en nattehimmel over en fugtig, men sigende jord.
og som... dig over mig.

og nu tror jeg at den vante følelse af at ramme en ny betrukket pude vil være det samme som at få iskoldt vand over en skoldhed krop en varm juli måned.
og jeg glæder mig.
glæder mig til den skrøbelige og samtidige fine lyd af mit hår der rammer pudens substans og mine øjenvippers kamp om at blinke om kap med dine læber.
du taler meget, og mest af alt taler du om ting der siger mig alt og intet; men alligevel tager jeg det til mig, sætter det ind og lader det få plads, for..
du er en del af mig.
og jeg kan godt lide dig.
som den der te.. der rummer så meget og giver lige så.

og de nætter hvor jeg vågner af månens skær mod din højre kind og mærker helt inde at jeg virkelig ved hvad jeg laver.
og de gange jeg indser at det egentlig også er det eneste punkt i mit liv at jeg er så sikker..
som når jeg nikker og tænker at ja;det er egentlig også ret.. rart.

som når du griber om mig og trykker min krop mod din og fortæller mig at jeg dufter helt ligesom dengang.
du ved,
dengang hvor det hele var nyt og alt var skrøbeligt.

og min hjerne svømmer over af intethed og alt.
et glas vand med eftersmag af kærlighed,
tak.

du ved det ikke. din hjerne tror du ved det fordi du har pisket den igennem ordene der sagde hvad du skulle tænke.
det er forskellen.
i mit sind oplever jeg det som værende en del af min virkelighed.
og ikke som tvungen læsning.
ad.

og jeg er et helt andet sted hvor du slet ikke findes og dine ord bliver til rotter der bliver skudt af mine underbevidste tankers rationalitet.

og jeg burde høre efter,
men hjerne
sind
sjæl
og hjerte
er et helt andet sted.
det er jo ikke
vigtigt... 

et sind i oprør er letpåvirkeligt og om end ikke dumdristigt

tillæst intelligent
vs.
fremkommende intelligent

som når mennesket ikke kan se ud over sine egne anelser.
blindhed bliver til grimhed,

hvem siger også at alt skal være smukt
giv os det grimme og lær os om det smukke
,

det er som sider i en støvet roman
aldrig anset men alligevel så kendte
og det er som om hele universet det vælter
ja,
når de rammer mig
dine læber
kan man kalde det.. englestøv?

jeg tænker ikke og det er det der gør det hele så sprøjtende usandfærdigt
- men hvem ved det
og hvem skal i det hele taget vide det
overhovedet
?

og min dag har været lyserød krydret med gråligt støv helt der oppe fra hvor ingen andre tør befinde sig.
det er også okay engang i mellem - ikke?

det giver ikke mening det jeg skriver men det er meningen i det ikke frembragte der alligevel frembringer en kryptisk men fremadvisende mening

og kommaer er grimme

ligesåledes med punktummer

de stopper det hele og gør det hele så

struktureret

det kan vi ikke lide

os der kommer fra de firkantede huse

med de kromosonlignende tanker 

og det eneste lys der anses for værende frembragt af hendes tilstedeværelse, er lampen der damper over det hvide bord, der, foran panorama vinduerne der siger mere end blot en grim status og løgne på køl.

det snor sig fletter sig ind danner cirkler og frembringer de så omtalte ovale krumninger.

og hjertechip krydret med sjælestøv og stjernepas

og det smukke i menneskets ydre vil aldrig overgå det skønne i det indre.

og du står i en tåget masse og prøver at bilde hele verden ind at du har det værst af os alle sammen
og ud af dine øjne synger alverdens klagesange der alligevel ikke tør se det eneste rigtige i øjnene
din sjæl
og dit sind
men hvem siger også du er i stand til det?
og når et menneske rækker hånden frem og prøver at føre dig over de skoldhede kul; da ryster du blot på dit hoved du tror skjuler alt.
men det vidende menneske ved og ser.
og det gør du også.
det handler om at turde.
og om bare at lade stå til. 

og lad os alle lege førende eksistentialister. 
lad os alle tro at vi er en del af det kreerende centrum.
og lad os alle vide at vores egen mening, sandhedens substans, blot skabes ud fra vores egne valg og de beslutninger vi dengang traf. 

som når hjertet slår slag over i en galop der siger trav.
og som når stjernerne siger skud blandet med stilhed.
da himlen siger blålig i stedet for grålig, danner måneskud og synger hjertesange.
som en enevældig tosomhed inspireret af en uvirkelig åbenhed.
og som læber der mødes i et savn til tonerne af hjertelighed, skaber mere end blot trolighed og kreerer saglighed.
da lynlåsen går i stykker og hiver i superlativet af et tyndt stykke hud... og
,
river hul.

og hvem har ikke lov til det?

læberne former et g, dernæst et oprørsk r, et skrigende i og for at få det hele til at emme af umulighed dannes et blødt m.
men lyden siger; "smuk".
tro ikke.
men vær vidende.

indhyldet i tåge, mørke og dis.
da sidder jeg, hun, den, han og dem.
det gør de, fordi de tror det er sandt og rigtigt.
men hvem fortalte dem at sætninger der starter med 'skal' er pligtopfyldende?
og sagde personen at det hele var en...
løgn?

nej.  

er et grimt svar.

men hvem bekymrer sig om det?

og plukker du blomster til mig, mit hjerte eller mit sind?
og når du siger du savner mig; er det så mit hjerte, mit jeg eller min sande virkelighed?
og da gange du krammer mig, tror du så jeg er mig, eller tror du inderst inde jeg er en anden i dine filtrerede sanseligheder?

vil du kysse mine kinder og kramme mit hjerte?
så vil jeg bade dig i min evighed, fylde dig med min taknemlighed, forklare dig min sandhed og fortrylle dig med min kærlighed.
alting handler om...
ærlighed.

der er syv trin på vejen, men resten er utælleligt

sandhed, konsekvens og staveleg. 
hvordan staver man til hjertelighed, fortæl mig hvem du anser som værende din kærlighed
- når du lyver mister du din værdighed.

,

grønne øjne, mørkt mørke og rød sandhed.
rastløse fingre over et lysende tastatur.
og ord der siger mere end bevægende læber.
.. det bliver snart nat.

din latter minder mig om en søgende muldvarpe indsvøbet i lyden af de smukke regndråbers møde med mudderet i vejkanten på vej ind til skoven med alle bøgetræerne.
det er som om du slet ikke hænger sammen.. på den rigtige måde.
(ps. jeg har ikke lært hvad den rigtige måde er. men min fornemmelse siger mig at rigtig er det modsatte af forkert. og nogle siger at man må opleve forkert for at føle rigtig)

og hvad så hvis det ser grimt ud synes du så jeg er et dårligt menneske og bliver jeg så stemplet som noget du synes jeg er men egentlig ikke ved noget som helst om?

og vi lever for de der øjeblikke.

de giver kicks. 

som når en cykelrytter når den højeste etape, når linedanseren overmaner sin perfektionisme og som når pigen med anoreksi har tabt et kilo..

det rammer, det får blodet i vores åre til at ånde lettet op og flyde hurtigere.

for en stund.

og ind til det næste rammer... da må vi leve med omgivelserne,

suge til os,

mærke med fingerspidserne

og sige stop..

sætte os for os selv og vride det ud.

for.. de må ikke blive følelsesløse. 

det er det yderste der føler, mærker, opsuger, omdanner og lader os få det.

kicket. 

22.56;
mand med forklæde og klam grill.
har de da heller ingen indhold længere?


.. og han sukker og tror det hele bliver bedre ved at brokke sig og ryste på hovedet. og de få ord der danner grobund for hans vrede, helt der inde, de er ikke nok. og slet ikke vidende og om end forklarende nok.
hvem bestemmer egentlig det - hvad?

grimt mørke og smukt lys.
jordbær og mælk med tanker og sammenbundne sætninger.
de siger det skulle være...
sundt?

viden
de troede de vidste at vi andre ikke vidste hvad de vidste men vi ved at vi alle ikke ved hvad de fleste ved men da de anså at det vidende ikke altid er det som det indre egentlig ved så vidste de også at det de vidste og det de nu midt i tiden ved, er det de vidste om de vidende dengang de sagde at de vidste det - uden egentlig at vide det. 

åben munden, tag dine hænder, fold dem ud, smag på luften, duften og momentets stilhed. vrid dem om mig og mærk min bløde hud, min eksistens der strømmer med blodets veje i mine åre. 
se, hør - oplev.
vi er mennesker, men er vi det, vi tror vi er?

stiklys, virkelighed, hjerter der banker af stødt sukker og blomster der farver tilværelsen i en realitet af sundheds substanser og grinagtige virkelighedsfølelser. 

som når det stikker i højre hjernedel fordi...
fordi det regner?

hjertekys og tåreregn.

,

giv mig en kniv, et stykke kernerugbrød.. og en hjerteskabelon. 

og solen skinner, kaster sine stråler ned over dem og lader den blå himmel udfylde dagen.
hvilken dag det er, anes ikke - men det er også ligegyldigt. alt er ligegyldigt, alt anes ligegyldigt og alt virker lige således. om regnen daler eller lynene rammer - det rører dem ikke.
for solen skinner. og den rammer dem.
rammer deres kroppe. hendes lange ben og hans nøgne overkrop. de vrider sig. og helt der oppe fra virker det som den smukkeste leg. som når sommerfuglene leger tagfat og regnens dråber rammer uskyldige læber. som når alt virker som intethed og alligevel udtrykker alt på den mest udefinerbare måde.
hendes udslåede hår der når længere end den længste å, hans hænder der blidt berører hende og den kærlighed. kærligheden der stråler ud af dem. og om kap med solen danner de en atmosfære. en luftart og en virkelighed. 
ja... for solen skinner. og de vrider sig. ikke som de vilde hanløver eller en hyæne på jagt. men som.. de mest skrøbelige kanter, små siv og grønne græsstrå. og hendes læber der omslutter hans bare kind og hans muskuløse ben der trykker dem dybere sammen. 
og solens stråler blander sig. de hvirvler rundt i luften og de danser. rammer øjeblikket og sanserne.
og de vrider sig. i dansen. i legen.
og i deres virkelighed.

det er den der følelse af...
godhed.
men ordet er ikke tæt nok.
det er som er det hullet og ubrugligt.
det er en virkelighed der siger mere end og - og men.
som en virkelighedsfølelse af bruglighed og sanselighed
ud over kanten..
helt der ud over hvor det hele bruser og samler sig.
bare i et split sekund.

og.. det er lidt sådan som
sukker.
den knasende følelse af små sten i munden uden virkelighedsfølelsen af sødmen der straks overmander smagsløgene. 
det er lidt som brændte sandheder.
er du 
der?

kys på stribe og en børnetegning der fortæller alt og intet.

opskrift på det du ønsker dig.. og lidt til.

1 halv tsk øjebliks stilhed
2 halve druer
5 knps ømhed
Én troende virkelighed

p.s. - for ekstra tvist; et håb om kærlighed.
(helt inde fra sjælen)

hvem sagde musik der giver tanker ord og spekulationer
og hvem sagde stjerner der flyver som aldrig før hen over himlen i en fart der siger blå og gul og lidt kærlighed.

som når min røde sofa puster fjer i hovedet af mig og mine indtagelser i løbet af dagen er gjort til fuldbydende tanker der intet andet siger end stop den sang og lad mig strikke mit eget halstørklæde - det hele skal flyde men du skal have lov til at leve.
suk. 

grimt.
stop det.
prøv igen
imorgen..

som når jeg vågner til min telefons spinden og fuglenes kvidren.

og nogle gange går det hele stærkt og det er som sten på en granitsnor tæt på overbegæring og ødelæggelse.

... og hvis du så bare havde været - grim?

og jeg har lyst til at stenen skal ramle ned over dig og få dig til at smutte ud af mit og ikke mindst hans liv.

og hvorfor den følelse når den følelse alligevel ikke passer til de rigtige følelser?

subsystemet
,
interessant