som to elskende i en grøn ærtebælg.

og som når vi åbner øjnene og ser vi ligger ved siden af hinanden, som når vi bevæger os ud af skallen og danser rundt og skælder, og som når vi begge vender tilbage og siger ja til hinanden med vis og tillid til en åben skal og en lukket kærlighed. 
jeg holder meget af dig.

og jeg holder af tanken om dig og mig og en uendelig lang vej. 

og vi har været igennem meget og vi har været som ærter i en ærtebælg på den vante måde og på den måde som de fleste kan nikke genkendende til og vi har været som to snore i helt forkerte ender og vi er nu der hvor kærligheden udfolder sig på den måde der siger sandhed og oprigtighed; og vi er der hvor det hele fletter sig og vi igen ender i den samme bælg som de to uadskillelige ærter som vi altid har været; men alligevel med en ny viden om vores hjerters realiteter og behov - vi to, vi vil hinanden. 

og det hele var som et gulligt lys der pludselig brændte for hurtigt og ikke længere efterlod det så vante stearin... 

og jeg tror ikke du ved hvad det hele betyder men det betyder heller intet for det der egentlig betyder noget betyder noget for den person der selv ved at det betyder noget at antyde det betydningsfulde i de ufuldendte betydninger. 

og det meste af din tale og frembringende sætninger er ubrugeligt men jeg lytter og jeg lytter men ikke efter hvad du tror jeg lytter efter for jeg ser på dit kropsprog og dine små tics ved dine smukke øjne og jeg lytter til dine tryk på dine runde e'er og ovale o'er - og jeg lytter til dit åndedrag når du fremstammer sex og trope nætter.

og baggrunden er mørkeblå men du fremstår så hvid at det skærer i øjnene
hvad siger du og hvad betyder det?

og jeg tror verden er en skrøbelig sæbeboble undfanget af forsøget på at danne en virkeligheden der aldrig ville kunne fremgrave en sand realitet;
.. og I prøver at briste den.

og jeg kan egentlig bedst lide når dine hænder ikke overser en eneste detalje og det hjerte der tilhører dig slår som var det en flok vild heste i en fuldendt trav

og hej du inspirerer mig og fuldender mine sætninger som det aldrig er blevet gjort før
tak

og dit stemmebånd knækker over hver gang du skal være virkelig og udstå farverig.

og i dag dufter af realistiske følelser, oprigtige venskaber og varme kys.

kontinuerligt og uden pauser; det flyder som var jeg en sommerfugl med ekstra vinger.

uden filter ser vi verden ganske anderledes

og du behøver ikke at forstå eller indse noget - det er mine ord i mit hoved der svømmer ud i en strøm af sanseligheder der gør at jeg lever og findes.

en knugen i mit bryst, i mit mellemgulv og imellem mine ribben

og det rør mig helt ind og tilbage igen

henslængt som ord der intet betyder i mit hoved men i dit dannes til virkeligheder
smukt.

din hånd hen over klaverets sanselige tangenter siger mere end havets brusen over alverdens flader i farver der siger mere end stjernerne hele vejen og op ad himlen i en tone der slet ikke er definerlig.

selv smagende af hverdag er bitter og lugter af opkast

og i min kalender står der at jeg skal sige at det forstår jeg godt. og i min kalender står der at jeg skal være ligesom jer. og i min kalender står der at jeg skal synes og mene det I siger for ikke at blive defineret som værende underlig. og i min kalender står der at livet er hvad I gør det til.
og.. der var en grund til jeg smed min kalender ud.

og I tror I bliver større og bedre af at sige at de andre er sære og utilregnelige?
det er som en udtrådt grød blandet med grus fra en sti der ikke kun skriger usikkerhed blandet med kontrollerbare følelser, men også pointerer at skrøbelighed er en del af jeres velbefindende.

og det er okay at tillægge hverdagen en smag af noget der måske ikke emmer af sandhed men mere af drømme med lyserødt drys. 

og du tager fejl når du kigger på hende med de der øjne der siger mere end blot et par ord og et kys. og du tager helt klart fejl når du tror at du bare kan trykke delete og holde den nede fire af fem gange for helt at udrydde. og du tager mere end fejl når du tror at livet er noget der blot tillægges en masse form og indhold fordi folk prøver at.. bilde dig noget ind.

men du har ret.. når du siger at du ikke føler en følelse af værdighed når du ser ud over klipperne og rammer solnedgangens sandhed. for du har ret når du siger du ikke føler at du hører til fordi folk omkring dig virker så komplicerede og grimme helt ind i sindet.

for du har ret.. når jeg siger til dig at det handler om at åbne øjnene og erkende en sandhed der er din og ingen andens, og du siger - 

jeg må igang.

og dit hjerte er godkendt og sat i buktik til en pris værende højere end den ældste kødsuppe.
hvad tror du selv du er for en?

og nu jeg ser nærmere, så.. minder dine øjne mig om de mandler min mormor smuttede den jul der blev hendes sidste.

som en sensommer aften der vækker minder helt fra dengang i folkeskolen hvor livet var lig solmodne jordbær, hud der duftede af solcreme og kys der smagte af salt og havets brusen.

og tror du det er godt blot fordi du siger sådan og ser sådan ud?

slentrende på en måde der siger at du er mere end det din attitude lyver om

og jeg elsker dine hænder der siger at du vil bære mig igennem alt; og jeg elsker dine øjne der siger at vi to, vi kan godt.
og jeg kan godt lide.. og mere end det... dit jeg, dit sind.. dit hjerte.

og dine læber former et ord jeg ikke behøver at høre for jeg ved godt hvad dit hjerte vil sige mig; det har jeg følt længe og vidst altid.

blomster der smager af formlige noder og musik der smager af solstik på en skrøbelig sensommeraften. 

og du skal ikke bestemme,
det skal mit sind,
sjæl
og
hjerte..

og den dag gik han alligevel den anden vej. han gik omvejen fordi han vidste at om lidt ville det alligevel blæse op og så havde det at gå den anden vej alligevel været som at skyde sig selv i foden. og selvom det mørke over hans hoved prøvede at sige ham at han ikke burde gå der der på græsset over plænen med de der helt tunge skridt; så gjorde han det alligevel. og om sig havde han sin store trøje og med sig havde han.. ingenting. for han var ingen ting havde nogen bildt ham ind og han var alt havde andre sagt. men hvem havde ret og hvem havde i det hele taget ret til at bestemme hvem han var og hvad han indebar? men han gik alligevel; tunge skridt og uden nogen form for følelse i hans tilstedeværelse - der over græsset som i takt med pulsen gav ham sanseberøringer fra et højere sted. hans øjne sagde lyn og mørke skyer og selvom han alligevel ikke var som de troede så tiltrak han det han vidste ventede ham. 

...

og blomsterne åbnede sig langsomt efter lyset. vandet stod ned i stråler der ville kunne vælte et hvert menneskes tro på sandhed. og efter lyset og efter vandet; da kom braget.

og nogen siger at de ikke tror på at menneskets sind er med til at agere og udtrykke. og nogen siger at vind og vejr er det samme som hjerte og sjæl.

og nogen sagde da præsten talte og blomsterne væltede ind over den hvidbelagte kasse; at liv.. det er af skrøbeligt substans. 

for det er meningsløst i mit hoved..
og hvad skal det betyde?
som når ingenting alligevel ingen ende har
,

og du suger til dig af alt det jeg ikke har,
og.. jeg kommer i underskud og skriger ikke engang,
for.. det er ligemeget.
følelsen af tårer på hårdt betongulv er alligevel okay.
og... du er jo bare et menneske. 

skindogben
,

og kan du ikke bare fortælle mig at jeg er virkelig og ikke en del af alt det jeg ikke håber jeg ser.. men alligevel gør.

og hvem har overhovedet lyst til at have det sådan... 

og mine tårer er bare ikke nok.
og mine tanker er virkelige men prøver at være grimt og snusket fiktion
og.. mit sind er ødelagt.
og mit spørgsmål er så bare...
hvorfor?
og hvem?

og ingen kommer nogensinde til at elske dig lige så meget som jeg gør.
og ingen kommer nogensinde til at elske mig lige så meget som jeg ved.. du gør.

og kunne du synge lidt højere for jeg kan ikke høre hvad du synger når du holder dit hjerte lukket.

og det er sensommer og din paraply er lyserød og siger alt andet end hvad du vil.
min er grøn.
... de siger der er håb.

og lyden fra musikken strømmer ud i rummet og selvom alt før var så rodet og med fremmede hensigter er det nu som løfter det hele sig giver luft og lader det hele svimle i en duft af smukke liljer.
og det hele handler blot om
...  hvordan du ser på det, opfatter det og lader det fange dig.

og det tvist af den så eftertragtede skrøbelighed viser så meget af din indre substans at det ydre helt.. smuldrer. 

og jeg bruger de tre ord om dig fordi jeg ved du findes og er en del af mig ligesåvel og ledes jeg er en del af dig. og når jeg virkelig mærker efter så føler jeg stadig det samme og mere til for du er den du er og jeg er den jeg er og det at være det som vi tror vi er det gør at vi alligevel passer sammen og.. lever. 

og jeg er vild med din stemme, din hæshed og måden hvor på du ryger op i en falset uden overhovedet at virke berørt.
dit sind er vildt; jeg ser op til dig.
.. men..
hvem er du?
og de nætter hvor jeg tænker over hvem du er hvor du lever og hvor i verden jeg kan finde dig, så.. finder jeg alligevel frem til at der måske er to sider af samme sag.

kunne godt sove.. men du holder mig vågen. og kunne godt skrive.. men det er som er jeg tom for ord. og kunne godt smile.. men,
det kunne jeg ikke alligevel.

og træt helt ind i sindet. og blind helt ind til hjertet. og intet ser jeg.. selv ikke stjernerne på himlen, bladene der hvirvler i luften.. ikke engang din kærlighed er synlig.
og,
dårlige dage findes.

og ingen ved om der virkelig findes en sandhed om den sandhed vi tror er sand i dag.
og ingen ved om sandheder engang hører op og ordet helt bliver fjernet fra retskrivningsordbogen.
for ingen ved.. hvad sandheden egentlig er.
sandhed er defineret ved mennesker der anses som værende kloge.
og sandhed... ansiges som værende - sandt.

det bliver jo grimt når man kan mærke du har prøvet.
stop det.

som når dine læber sig nej; men dit hjerte tiltrækker mit og siger... ja.

Og det er okay at være en ud af intet. Og det er okay at lade vinden hive fat. Og det er okay at slippe med fødderne. Og det er okay at lade tankerne lege med følelsen af at flyve med. Og det er okay at smile over intethed. Og det er okay at kaste sig ud. Og det er okay at føle en tomhed hvergang ensomhedens skygger viser sig. Og det er okay at være et menneske af sky og stråler. Og det er okay at tro på noget som andre ikke anser som værende langsigtsholdbart. Og det er okay at gå en omvej selvom de andre siger det virker ulogisk. Og det er okay at smile trods sindet der siger grålighed. Og det er okay at være den man er uden at give udtryk for det egentlige jeg. Og det er okay at sige ja selvom man egentlig mener nej. Og det er okay... at græde.

og du river i min sjæl. skærer med din indre gennemslagskraft og gør hvad du har i sinde.
og jeg vil det ikke.

og du råber og skriver og prøver.
ja du prøver at få et ord indført, og når du ikke høres.
så starter du bare på noget nyt.

og i dag løb jeg.
og jeg løb ikke kun..
jeg løb med hjertet i dag.
og lod benene blive hvor de var.
jeg løb med hjertet... og løb længere end nogen sinde.

som opbrugte hjerneceller og energi der virker som sløvhed.

at verificere en usand sandhed.

og..
ord kan være smukke, men betydningen gemt bag orden kan være endnu smukkere.

som når dine fingerspidser ikke kan, men vil.
og som når du virkelig lugter af øl fra et værtshus og ikke tør indse at.. indse.
og ja... som når du vælter ned af trappen til tonerne af det hårdeste sjælemusik, som når jeg siger til dig at jeg elsker dig ligemeget hvad, og som når du åbner øjnene og jeg ser du slet ikke er sådan; og at du for længst har været alt andet end det mørke, uvirkelige og fremkommelige, ja... som når jeg ser at jeg har været blind og ladet det mørke overskygge det lyse og min kærlighed til dit hjerte.
som når jeg i mit sind kommer til at blande min fortid ind i min nutid. og som når jeg virkelig blander dem, roterer dem og siger at nu,
.. nu ramler min fremtid.
men allermest og virkeligt. som når jeg føler følelsen af åbnede øjne, mit frie sind og dine bløde, drenge læber over mine. og som når du tørrer mine tårer væk i takt med min undskyldende stemme, og som når du siger at det hele er okay.
og at du godt forstår, og som når det du siger allerhelst er, at du vil dræbe min fortid.
men.. som når, som og når. jeg siger at det må du ikke... for jeg er en del af den, og den en del af mig, og jeg kan ikke, og den kan ikke leve, hvis ikke vi og jeg, den og det, er til stede.
og som når du bærer mig op af trappen til tonerne af den blideste Bon jovi stemme, og som når du ligger mig på min, din - vores, seng. og som når du lader din højre hånd bestemme til hvilken side mit hår skal ligge, og som når du virkelig viser, at du er min, jeg er din og som når du våger over mig indtil jeg falder i søvn.. og som når du virklig visker mig i mit venstre øre, at det bedste der er sket dig, det er mig. og som når jeg døsigt og halv sovende ryster utroende på hovedet og lader de sidste tårer rende videre. og... når du tager min hånd og lader din kærlighed strømme i mine åre og ramme mit hjerte. og som når jeg virkelig falder i søvn fordi jeg ved du er der, og altid vil være der, der.. hos mig, jeg i dine arme og mit hjerte tilhørende dit. 

og jeg er blevet levende igen, der inde hvor de blander sig, ordene, tankerne og.. ordene.

og jeg kan ikke lide jer. det siger ikke jeg, men det indre.
men.. skal det bestemme?

og der dufter af blomster og musik hvergang du åbner munden og føler med din stemme. 

tomme ord og en kage fyldt med sand og udråb.

og hvem tager billeder der alligevel intet siger når det menneskelige øje, sind og hjerte ser tilbage om tyve år.
utælleligt og sandt.
og hvem tager billedet kun med det bedste og realistiske kamera nogensinde.
sjælen, sindet, hjertet og det gode øje.
utælleligt.

og når det bliver personligt, så er det som ømhedens blideste punkt. det skærer ind til benet og I elsker det.
men hvem siger at det er det jeg egentlig siger, gør, tænker.. og vil vise?

som værende en del af en person der har været, var og er i blivende form, som en del af hårdhed, indædt tvivl og umenneskelige tanker. og alligevel også har den glæde at være i stand til at indeholde det smukke, skrøbeligheden og den så sigende kærlighed.
ikke underligt det nogle gange koger over, brænder og laver ætsende mærker.
i sindet.

og bordet er hvidt og så klinisk at det skærer i øjnene. du elsker det, fordi det minder dig om noget der giver dig adrenalin kicks og hårrejsende minder i sindet. jeg.. ved ikke hvad jeg skal synes, men hvornår ved jeg også det. i de øjeblikke hvor det virkelig går op for mig, hvad jeg egentlig synes at mene, da er jeg høj eller langt væk på dine grimme ord og brudte løfter.

knogler og skind og en smule... uvirkelighed.
udenfor skinner solen og idag lugter maden er appetitløshed.
ja.

jeg er besat af tanken.
hvem gør hvad gør hvor gør
.. og tænker de mon at..