til tider er det hele jo eventyrets land. men andre gange bliver jeg bange og tør ikke indse at jeg har det godt og at det er glæden der fylder mit sind; og måske vil gøre det for en stund.

hvad skulle der være i vejen med at være bange for det uvirkelige, mørke og dystre? 

det er vel sagtens det ukendte ved det ukendte, og det mørke ved det mørke. men det er en sand realitet og en virkelighed vi alle må indse, opleve, mærke og erkende.

hvorfor er det så så svært? og mest af alt; hvorfor gør det så fandens ondt?