og det er utroligt hvad du kan gøre for mig og ved mit humør; jeg er dybt taknemmelig for at du lader mig og lærer mig at se alle farverne; hver og én.

opskrift på glæde:

et hjerte, et åbent sind og en hjerne, let krydret med utæmmeligt menneskeligt kontakt, musik, kys og kram. for til sidst en ordentlig godt fyldt næve med nærvær; (drysses let hen over for bedste resultat)

det er til at grine over og vende øjnene af - men jeg gør det ikke; for det er mennesker med menneskelige egenskaber og det er sundt og sandt det hele om end hvor grimt det så ser ud; så elsker jeg det.

sommerregn på stilk og solrige fornøjelser indbundet af den sande nutid. 

det er de uforanderlige udslag der gør forskellen og skaber grobunden for de tanker de refleksioner og de associationer der skabes i det menneskelige hoved.

det er da op til hvert enkelt om disse og dette skal bruges, anskueliggøres eller blot nedfældes i første og eneste sekund de lader sig vise. 

og inderst inde tror jeg ikke der er nogen der forstår noget.
de lader bare som om.
og sådan bliver det ved i en symmetrisk køre. 

naboerne, de griller. der lugter af hvidløg og sensommer. 
min hud er klistret af solens hede stråler fra dagen igennem; jeg burde bade men det er som er det vigtigt og virkeligt.
det hele.
sand under fødderne og ind på stuegulvet, blomster der dufter af kærlighed og kys der smager af tosomhed. 

og på små tæer og hårdhudede trædepudder slentrer hun endnu engang ud på terrassen; for nu regner det, - også selvom solen skinner.
efter få sekunder er det allerede som om alt det beskidte og uægte er væk. vasket og ren gjort af dråberne.

som når de rammer min skoldhede krop, dråberne - de våde, runde dråber.

åh,
lyden af regn.
og når hun tripper ud på terassen med sine små sommerlige tæer og betræder hver en dråbes landingssted. og som når hun kigger op mod himlen og ser hvordan det hele pludselig har skiftet substans; og hun smiler og ved at det hele er ok.

hvem sagde haiku digte?

et vildt og aldrig fuldendt sjæleliv.. 

og det er endnu mere som om mit hoved er tomt for alt og lige meget hvor meget jeg prøver at gribe en sætning eller en åbenbarende tekst så bliver det ikke andet end uforståelig grimhed; og det skal accepteres for hvem kan skrive på tomme hoveder og døde sætninger?

og fulgene kvidrer som er der noget de ikke har fået sagt men alligevel ikke vil ud med for det er sommer og solen skinner og skyerne leger fangeleg på den blålige himmel over hovederne på os.

endnu en af de aftenener hvor man sidder oppe til sent med skoldhed the dampende hen over noter og herlige tanker.

så smukt at alt inde fra bryder ud og smadrer alt det ydre i splinter stumper og stykker.

at søge så meget efter alt andet at man glemmer alt det der allerede ligger for næsen af en; alt det man på lykkelig vis er ejer af.

regn fra en blågrå himmel der rammer huden som var den kun modtagelig for sådanne formede dråber af sødeligt vand. og som når de alle triller ned ad kinderne, over de buede bakker og de hullede hulninger, da virker det hele som en pludselig åbenbaring af en levende stund. 
endnu en dag.

jeg kommer aldrig til at forstå dig.
det er som om..
.. du er farveløs
?

og jeg skal bare have det hele ud.. helt ud af hovedet.
så kan jeg sænke mine skuldre og se det hele for mig igen, som jeg kunne, dengang.
og tillade det.

og de næste dage frem og resten af sommerferien skal det være de farvrige farver der styrer mine tanker og styrker mine sanser; det er her jeg skal lade op som det brugte batteri jeg nu langt om længe er..

og selv da intet gav mening og bølgerne var højere end normalt; da overlevede jeg.

og i dag har jeg besteget endnu et af de der de kalder bjerge.
mit tilløb var langt og tilbagefaldende, tårefrembringende og alt andet end fyldt af glæde.
men jeg brugte mine sidste kræfter og endte helt der oppe - på bjerget.
og jeg sejrede.

kreative mennesker tænker åbenbart bedst om natten

'jamen jeg... jeg har bare altid fået at vide at det var mig, der var problemet. hele mit liv?'
søgende og flakende. spørgende efter forstående øjne og et åbent sind.
'hvad så med at få gjort noget ved det'?
i stedet et sort hul og endnu en til at grave hullet dybere og om end ikke dybere.
hvornår stopper det?

og de der har smidt sten på min grusvej...

og når det hele dufter af eksaminer og brugte farver og grim virkelighed; da er det alligevel vigtigt at vide at det hele nok skal komme igen; farverne, og den flotte.. sandhed. 

menneske
som når de kigger ud af vinduerne og drømmer sig til et andet sted, men alligevel vender det hele ryggen for det de tror er til, og det de tror de lever for, fordi de er enige med de fleste andre om det.
som når de anerkender og accepterer fordi deres virkelighed siger det er det rigtige og det vigtigste, og som når de snakker og taler og udviser deres mening og respekt, blot fordi de har lært af normerne fra samfundet, og ikke fra det inderste, sindet og deres egen velvilje.
som når de, få minutter over midnat, endnu gang ser ud af det samme vindue som de har gjort op til flere gange før, og som når det i et split sekund stikker dem i hjertet at tænke på det liv de nu engang lever, når nu det de ellers helst vil leve, ligger helt der ude, hvor den nærmeste stjerne blinker...
og som når de fleste alligevel, trods suk og en kortbølget tanke, hiver til om det efterhånden beskidte gardin, ruller det for med en fast bevægelse og med tunge skridt går over mod den vante seng og falder i den vante søvn, med de vante tanker om ting der skal nåes, siges, gøres og tænkes; blot fordi de er enige med alle de andre om det...

åh, og jeg elsker når du kysser mig farvel og jeg ved inden i mig selv at du snart er her igen til at holde om mig og fortælle mig at jeg er god nok selvom mine omgivelser ikke siger det samme. 

I begynder for tidligt.
alt alt for tidligt. forstår I det ikke?

Kan du se døren?
Ja, jeg ved godt den ikke er din farve, men kan du se den?
Prøv nu bare, der sker ikke noget.
Nej, men jeg siger jo at...
Jo, håndtaget er sort, men resten kan da godt være grønt?
Åh. Ved du ikke hvad grøn symboliserer?
Ikke i min verden. Grøn er lig håb.
Jeg h a r jo gjort det - jeg venter bare på dig.
Ikke?
Jeg tvinger dig jo heller ikke, jeg siger bare til dig, at...
Nej, man dør ikke.
Du behøver heller ikke, jeg ved bare at det ville være godt. 
Nej, for dig - ikke for mig. Jeg siger jo til dig, at jeg..
Lad nu være.
Okay, jeg skal nok vente på dig; det ved du da jeg altid ville gøre.
Ja.. bare et skridt mere.
Nej, der sker.. ja, ræk hånden frem. Det er det første skridt mod..
NEJ; jeg har jo sagt der ikke sker.. ja, bare tryk ned.
Føles det ikke.. rart?

dine sørgmodige øjne siger alt.

og lad os nu blot drømme os væk sammen. væk i intetheden, evigheden og altheden. lad os smile og kysse os væk, omfavne os ind i en virkelighed vi altid har set værende som en realitet siddende for næsen af os.
altid, evighed og nutid.

'giv mig tid, giv mig noget... giv mig en opsang, der ikke er fuld af gode råd'.Thomas Buttenschøn. 

og jeg vil elske dig; lige meget hvad der så sker og hvad du så gør. 

indoktrinere. 

så accepter dog hvem du er og lad være med at drikke farver du inderst inde ikke vil, men kun gør og vil fordi du vil noget andet end det du egentlig gør.

og den dag hvor I vågner og jeres øjne endelig åbner sig og I falder på stribe over jeres kluntede fødder, da vil jeg ikke stå over jer og se ned på jer og grine og fortælle jer at det var det, det jeg konstant har prøvet at sige jer - nej, i stedet vil jeg lære jer at gå og indvie jer i mine kundskaber som jeg har lært ved ikke at være som jer hvilket også har udmundet i udelukkelse og nedværdigende blikke.
men igen. handlinger siger mere end ord.

absurde menneskehjerner.

og i dag flyver skyerne hurtigere end aldrig før.

og mest af alt har jeg lyst til at gå uden for og knipse al verdens billeder af farverne naturen menneskene og deres gøren.
men i stedet sidder jeg her og prøver at overbevise sindet og sjælen om; at det er okay. 

jeg kan ikke være nogen anden end den jeg egentlig er selvom jeg nogle gange ville ønske noget andet.

til tonerne af Jimi Hendrix' magiske guitarstrøm læner jeg livet tilbage og ser ud over det hele som et stor hele og der går det op for mig at det som anses værende uoverkommeligt intet er i forhold til hvad der ellers vil komme.

og i morges stod det ned i stænger og jeg blev våd fra yderst til inderst. så rystede jeg, svedte og troede angsten ville overvinde det hele. så oplevede jeg, så og gjorde hvad jeg kunne.
på vej hjem skinnede solen og jeg plukkede margueritter. store og flotte, og ligetilpas til stuen.
idag var endnu en prøvelse; og jeg bestod den.

og på snoren til mit gardin er der alverdens knuder, store, små endnu mindre og helt store. dem laver jeg hver morgen, fordi jeg vil have lyset skal skinne ind. om aftenen bliver mit gardin mindre og mindre dækkende, og snart kan det ikke kaldes for et gardin længere; men nærmere bare et slags påhæng.

og hvad så hvis du mener det du skriver, når nu du alligevel ikke kan stå inde for det? se indad, lyt og lær. skriv dit eget og se hvilke følelser det giver dig.

Det hele minder mig så meget om dig, mormor..

og hvorfor gjorde jeg nu også det? du fortjener ikke mere plads af mine tanker,
mit sind
og ej heller af mine kærkomne øjne.

hvorfor styrer du mig... nu igen.
det må du ikke.
det har jeg da forklaret dig?

Omvendt
Og han ser på hende som frembringer han alverdens minder fra hans egen bardom i hende. Hendes lange fletning der elegant hviler over hendes lille men yndige barm, hendes sommerglød som et fint lag sand over hendes krop, og ikke mindst glimtet i hendes øjne der siger mere end noget andet at hun er ung, har livet foran sig og venter langt mere end han nogensinde turde drømme om. Og da hun vender hovedet og opdager hans stirrende øjne, vrænger hun ikke på næsen, men smiler i stedet et smil der bringer minderne om hans første kæreste frem i ham. Genert og undskyldende vender han hovedet bort og hans øjne rammer hans mørke hænder, der med sine skræmmer, rynker og livslinjer fortæller om hans liv nu, og pludselig med et, som et slag der har bragt ham tilbage til det, han før anså som værende ulykkeligt og uværdigt. Da han få minutter efter lindrer på sit hoved og lader sine øjne danse hen over hendes ungdommelige krop, smiler han stille for sig og oplever pludselig den fremkaldelige livsgejst igen. Han havde levet; var hans opfattelse før, men nu var den anderledes, nu, da levede han pludselig stadig i kølvandet af minderne og det og den han var og stadig er.

Som når han læner sig tilbage i stolen efter en hård dag, lader hatten glide af sit vidende hoved og akavet men alligevel med en livsbestemt mine ligger sine hænder over sine lår. Som når han indser idag blot har været som alle de andre - helt som han havde forudset den til, blot fordi han er enig med resten om at det tilsyneladende er således.
Men hvad så hvis han sagde fra og lod sit sind være i fokus - og bestemme. 

Og jeg sad i en halv time og skrev; og bare skrev.
Det var så virkeligt.

Og de busture frembringer nu altså alligevel et eller andet nostalgisk i mig. 

Og der går hun, hende der prøver at dække, med sin makeup, hvad hun igennem sit kun attenårige liv har været igennem. Og hov,
der går de, de der tror at  skjule er løsningen.

Så langt væk i intetheden at jeg endog helt glemte min egen lille virkelighed. Min egen lille mikrokosmos i det store hele makrokosmos. 

Det smukke ved intethed er at den indeholder så meget mere end virkeligheden.
Note: Det er til intetheden mennesket sender sine problemer og spekulationer hen og derved fjerner det hele fra virkeligheden, som var det hele blot dug for solens indre. 

Og jeg tror jeg har svært ved konkrete standpunkter.

Han sad med benet hvilende over det andet der samtidig støttede sig til jorden, og det hele mundede ud i en mundi der sagde alt og mere om den bedste skovmandmanér. Hans hånd holdt den orange hat svævende over hans knæ, og hans missen mod solen fortalte mig at inden i ham var gnisten stadig. 

Og... i dag sad jeg i den blå bus og blev så inspireret at jeg blev høj af det. Det er fantastisk, det de kalder livet. Jeg lever for disse øjeblikke. Og jeg lever for jer. Og dig.

Der er ikke ord for hvad du ikke gjorde for mig og mit liv dengang. 

Og det er der det går op for mig at det intet betyder, for jeg har jer og jeg har dig, minderne og  tiden med mig.

Og du gør mig så glad inden i af den glæde og lykke dit ansigt og rynker anviser. Og jeg ved at hun lever videre i dig, men også i mig. Vi to er de, der elsker hende højst her i verden - og det skal vi være stolte af.

som når det hele mudrer sammen i én stor pærevælling; og jeg bliver nødt til at lukke mine øjne for at stave til sanselighed. 

hvilke tanker var dybest dengang?

billede

som når jeg lukker mine øjne til en rytme af dine fingre der danser hen over de strenge der danner rytmer, sange og minder i mit hoved om mange, men ikke mindst, flest ting.

undskyld; men kender du prisen på et liv uden bekymringer, sorg og mørke fordybelser?
ikke?
nej - 

jeg tror egentlig heller ikke jeg vil vide af den, 

- hverken prisen eller det omtalte liv.

og hvad så hvis det er noget jeg inderst inde finder interessant og du blot stempler mig som værende sindssyg?

til tider er det hele jo eventyrets land. men andre gange bliver jeg bange og tør ikke indse at jeg har det godt og at det er glæden der fylder mit sind; og måske vil gøre det for en stund.

hvad skulle der være i vejen med at være bange for det uvirkelige, mørke og dystre? 

det er vel sagtens det ukendte ved det ukendte, og det mørke ved det mørke. men det er en sand realitet og en virkelighed vi alle må indse, opleve, mærke og erkende.

hvorfor er det så så svært? og mest af alt; hvorfor gør det så fandens ondt?

Du minder mig om første gang jeg steg ud af den blå bus og satte benene på den jord der skulle vise sig at være lykkens jord; og du minder mig om dengang en dreng for første gang lod sin hånd berolige min sjæl og fortalte mig at jeg var noget værd; og du minder om dengang du strøg håret væk fra min pande og kyssede mig på næsen og sagde at mine øjne var noget af det smukkeste du længe har set; og du minder mig om den første gå tur på landet med fuglene om ørerne og to hjerter der sagde ja; og du minder mig om da du tog om mig og svingede mig rundt i luften for til sidst at hviske de tre søde ord i mit øre; og du minder mig om den dreng jeg til evig tid vil elske og se op til - du ikke blot minder mig om ham; men du er ham.
Tak.