det er okay,
der fortalte du mig selv

dine ben tynde
røgen tyk
vejen imellem os kort
og vores evighed
lang

og du minder om et jordbær i en varm sommer

kun iført fregner
en sort bh
en ubrugt smøg og et sind
fyldt med tanker om
dig

en fuglerede helt der oppe i himlen
lyde der ikke er hørt før
farver der endnu ikke er opdaget
og en smag af tåge i miles omkreds

og jeg tror også jeg skal sove nu
men mine øjne er som en sæbeboble
jeg er ikke træt
er høj af en virkelighed der ikke engang er min egen
ene og alene
længere

solens stråler laver streger på dine underarme
de matcher
de laver mønstre og de giver
dig
liv

og for nogle
og for mange
og for de fleste er livet
en stor
og smagfuld
mund
fuld

og de gange du har nydt at lide
de gange du har suget til mærket din virkelighed blive overtaget af en
anden
de gange du har lænet dig tilbage og bedt andre tage dig i hænderne
flytte dine fødder
og de gange du har fået andre
og specielt en bestemt
til at videregive dit hjertes -
slag

og jeg ønsker mig intet andet end
dig&mig
en vedblivelse og en virkelighed
jeg ønsker mig intet andet end dit smittende smil
dine bløde læber
din omfattende tilstedeværelse
og ved du
jeg ønsker mig intet andet end blot dig
og mig
sammen
og i en
evighed

et lyn bag øret, siger du
det kunne jeg aldrig
nej

og du stiller jo ord op som var de intet andet end jordklumper i en
mudder -
kamp

du siger så meget
dine negle er røde
og udenfor
helt der nede og forbi alt det andet
svømmer de
fiskene
i en lind og ubrydelig
strøm

og har du lagt mærke til hvordan mit ansigt og specielt
mine fregner
forsvinder hver dag
ind i røgen
skyen
ind i væggen
og væk

døde metaforer kalder de dem
men de er nok nærmere
ord
der aldrig fik en chance
blev støvede
og satte præg på en måde der blev
for ens -
farvet

din nakke fryser
du prikker til vinden og beder den holde op
bare lige
for en tid

og i min drøm kysser vi under vand
taler
laver fagter
vi tegner cirkler
og laver sjove kruseduller
vi oplever verden fra en ny vinkel
og sammen
os to
svømmer vi væk
som små fisk
i en kæmpe
ubetydelig
verden fyldt med
vand

dine hænder i min frisure
dit hoved i mit skød
dine læber der synger de fineste toner
en overvældelse af sanser
og
substanser

du tæller fjer på en omvendt måde der gør selv mig
og ikke mindst
månen
svimmel

hiv mig ud i en oval bue
kys mine omvendte læber
dan dig et overblik og fortæl mig om
skoven
nattens mulm
og dit virkelige
liv

det er som at tage et billede af verden
uden
at opleve den
inden
og
først

og de siger så mange ting
men ord er bare ord
når
de
ikke
bliver brugt
rigtigt

sandfærdigt siger de
uvirkeligt
siger jeg

din tilstedeværelse er virkelig

virkelig

og dengang var dine hænder så fine
stregerne var så tydelige
dine linjer i hænderne sagde så meget uden egentlig at påpege noget som helst
dine ord var så barmhjertige uden du vidste det
den måde dine øjne stirrede på hvergang en fugl fløj forbi dig
de gange sandet strøg igennem dine fingre og du kiggede op mod himlen
og da du flere gange spurgte til de blinkende farver i krydset og gjorde svarene til en del af dig
dine bevægelser var så uskyldige
så barnagtige og virkelige
hver gang du tog et skridt tog du det i nysgerrighed og ikke fordi du skulle
du vidste ikke hvad det ville medføre og det var det der gjorde det hele så smukt
nogle sagde at det æstetiske ved dig var måden hvorpå du fik verden vendt til en del af dig
den måde du fik det hele til at se ud som en leg
jeg tror det var da du begyndte at skrive bogstaver ned og jeg så din måde at udforme dig på
de snørklede af slagsen og dine opfundne ord
og når man spurgte til det prøvede du ikke at finde et klogt svar men sagde blot at det så flot ud
jeg tror din verden var virkelig foran dig bag dine øjne og bag dig
når det regnede fangede du dråberne med fiskenettet og fandt det helt naturligt
du sagde at man kunne se dem på den tynde kant af tråden men at de snart faldt af igen
det var meningen, påpegede du
og når du fangede solens stråler med dine små hænder gjorde du det ikke fordi nogen havde sagt at det ville være pænt
men du gjorde det fordi det faldt dig ind og fordi det gav dig noget
du levede virkelig
det gjorde du
og det sande i dig var dit væsen da du fik lov til at leve frit og i din helt egen verden
jeg tror ikke selv du husker det længere
at det var sådan det var engang og at du virkelig havde det sådan inderst inde
det tror jeg ikke nogen kan
overhovedet
nu er det andre ting der fylder
rammerne og det strukturelle der sætte dagsorden
og dine hænder er ikke længere som de var dengang
dine linjer er der ganske vist stadig men de virker så forældede
som er de tiløst noget de ikke længere kan stå inde for
det er ikke dig
det er ikke os
det er verden
hæftet på os
med et samtykke der aldrig har været vendt
men altid været tilstede

sanselighed overfor ødelagthed
barndom overfor ungdom
udfoldelse overfor... rammer

og du ved godt
at
du inspirerer mig
fra top
og så til
tå

den måde dine skuldre former et landskab jeg aldrig har set
men altid haft lyst til at være
og leve
i

de gange din hånd har beskyttet min
de gange du blot har smilt imens jeg har grædt
og de gange du har været til stede
imens jeg har været
væk
de gange og altid
dig
og så mig
sammenlagt
og en udefinerbar
varme

og jeg bliver ved
og ved
med at høre din stemme
genindspille din sange
forklare alle
at du
har ændret
og stadig ændrer
mit liv

det er digtet i sin ufuldendte form
der spirrer
inspirerer
og danner grobund
for
flere

og inderst inde ved jeg godt at du er det bedste der nogensinde er sket
mig

og alle de gange du har holdt om mig
og jeg har grædt
prøvet at forklare
og alle de gange du har sagt at det er okay
at jeg bare skal være mig
og ikke den jeg prøver på at være
og alle de gange du bare har været dig
tørret mine tårer væk og sagt intet
men vist
alt

forårsfornemmelser i mit spirrende hjerte

og jeg har tattoveret en flyvende drage på min fod
i barnagtig
forstand

og det er ikke alting der skal forstås før det frembringer nogen form for mening
hvis blot man føler og lukker øjnene vil de meste give
mening

det er når du efterlader dynen lun til mig
putter mit hjerte ind i det fineste silke
snørrer mig rundt i alverdens verdenshjørner
og det er når du viser alt uden at sige noget
overhovedet

og hvad med os der bare gerne vil leve uden at skulle tages stilling til og
bedømmes

og hvad med de gange du har tabt det hele ud af hænderne
og aldrig magtet
turdet
eller tænkt over
at samle det op
igen

et stykke med virkelighed,
tak

klichernes malplacering i dit stille indre

og jeg har ikke tal på de gange jeg har forsøgt mig under vandets ringe

og du fortalte mig engang at dine hænder kunne røre himlen
hvis du ville
jeg spurgte om du så kunne forklare hvad den indeholdte
og du svarede aldrig

min sandhed om dig begravede jeg i sandet
dengang
for langtid siden
det var jo så fint
sandet
gled ud og ned mellem mine fingre
dannede spor og producerede
tanker

din ensomhed kan spores i dine mangelfulde punktummer og iøjnefaldende kommaer

og det handler om at se det fra det store hele
i det store perspektiv
og det er når vi ubevidst gør mikroskopet til en del af os
når vi finder den mindste detalje og gør det til den største katastrofe
det er her det ikke bare bliver farligt
men til sidst
går
helt galt

du holder fast i træstammerne
jeg i stilkene
de grønne af slagsen

og for mig er det at bruge ordet 'elske'
som at trække hele himlen ned og lade stjernerne falde til jorden

og der er de dage jeg ved du højst af alt ønsker at drukne
svømme væk fra en verden
ude af proportioner
tilsølet i klicher overmalet med blæk
tilskrevet intethed
og
alt

dit hoved er spundet til af væv fra et indviklet møde i dit liv
det var som et jordbær skåret midt over tildrysset med sukker, sagde du
og jeg forstod det ikke
før jeg blev ældre

og det er ikke altid alting giver mening
overhovedet
ikke engang i de mindste detaljer
eller i det store overblik

en tåget masse udfylder huller
intethed
og den subjektivitet du troede
du indeholdte

og der er noget smukt ved indre tårer

og alt har du indrammet
gendannet
og
smadret

en mørk nat blendet med din kærlighed
vores sanser og en stjerneklar himmel
al sammen noget
vi aldrig kan
og aldrig vil
forklare

ligesom et tomt hul af ingenting
dine ord
hentydninger
bare dit væsen

og du er slet ikke
som du dengang
sagde

og det er når du holder sneen i din fine
lille
hånd og
det er når sneen begynder at smelte
der i din lille fine
hånd at
mit inderste jeg og mine yderste
sanser ved og ser
foråret

morgengry på kande
tryllekys i skiver
dig
og så mig
i helstøbte
former

og det er stilheden der skaber vores evige
minder
ikke blot de farvelagte
men også de sande
af slagsen

og de dage jeg kan holde solstrålerne i mine hænder er som de dage du virkelig elsker mig uden at sige det med ord

og hvad med alle de gange du intet har sagt
men blot farvelagt
skitseret
og
ageret

dine ben er så tynde at selv en sommerfugl føler sig
utilpas
i dit selskab

det handler om at være lille bitte
og med et lille
solidt
prik
udfylde hele verden

og de gange du ikke engang spørger mig
men blot tager min hånd
sind
og hjerte med
og så løber vi
os to
og væk fra det hele
alt

og de gange du ikke engang spørger mig
men blot tager min hånd
sind
og hjerte med
og så løber vi
os to
og væk fra det hele
alt

og det fineste er ikke måden din mund omslutter ordene og gør dem til dine men derimod måden din udstråling farver dem i en retning og skaber noget hensigtsmæssigt

vinteren har indkapslet din evighed

de nætter du tager mit hjerte i hænderne og kærtegner det som var det
udefinerbart

og det er de dage hvor tanker fylder mere end virkelighed og hvor virkelighed er så langt væk fra den sandhed mine tanker producerer