20101130
20101128
20101124
20101123
20101122
20101119
20101114
imens tænker jeg bare på dagen imorgen, spekulerer over mit blik da jeg så på dig sidst, lader mine fingre blande med lemonaden jeg fik igår, blander tanker med sindsstemning, lytter til musik jeg normalt ville hade, synger med på noget jeg egentlig ikke bryder mig om men måske alligevel ser som en del af mig, ser på min mobil og forventer at du snart skriver, græder over noget der går mig på men alligevel ikke burde gøre det, tillader mig selv at spise og se fjernsyn imens, løber en tur og falder over tre grene på min vej, hilser ømt på dig da jeg ser dig gå over stien, rømmer mig da jeg skal overhale en pensionist, prøver at sige min mening når du spørger hvad jeg synes, reflekterer en enkelt gang over livet og de valg jeg ved jeg bliver nødt til at træffe, tænker på om jeg er lykkelig nok i den position jeg befinder mig i, overvejer om sex føles forskelligt fra gang til gang, skriver en tekst der er grim i mine øjne men smuk i en andens, ser ikke andet en overskyet himmel og regn, råber at jeg ikke vil alligevel, hulker i min pude og smiler da du kysser mig på næsen, ruller om på siden, åbner munden med ord jeg ikke vidste jeg indeholdte, taler med dig, forklarer at du er den jeg vil og interesserer mig for, indvier dig i mine drømme og spekulationer, fortæller at jeg ikke ser andre mennesker som subjekter men som levende spændende væsner, kysser dig da du siger at alt er okay, krammer dig da du laver ansigt og smiler, hvisker at jeg gerne vil være din, ruller gardinerne for og forestiller mig resten af mit liv.
jeg kan alligevel kun se den ene side det ene blad og den ene virkelige evighed. du danner dig overblik danser koregrafier jeg ikke engang har lært og aldrig har tænkt mig at spekulere i. og verden findes alligevel ikke i den vi tror vi drømmer om.
var det sandt nok eller skal det ganges med syv i anden og dernæst tilpasses med den grammatiske mening af den ideologiske sandfærdighed?
..jeg forstår det heller ikke.
var det sandt nok eller skal det ganges med syv i anden og dernæst tilpasses med den grammatiske mening af den ideologiske sandfærdighed?
..jeg forstår det heller ikke.
der er så mange regler, så mange krav, så mange forventninger og så mange uhensigtsmæssigheder. og alligevel gang på gang lader du jeg vi os og dem overrumple. det er som en klat maling der bliver til tyve. som en ustyrlig lille baby der bliver slået ved hvert fejlbare skridt. som en dråbe regn der rammer den tørre sandjord.
det er som... intetheden i det hele.
det er som... intetheden i det hele.
20101111
og jeg bruger 27½ sekund på at gå over fodgængerfeltet, tænker på en sang jeg engang hørte, nynner en strofe fra det vi lærte til musik i femte lektion, danner mig et overblik over hvor mange der i bilerne egentlig stirrer på mig, forestiller mig hvordan det næste sex mon bliver, overvejer om jeg skal købe nye strømper, ser mig efter den stemme der råber ord jeg ikke forstår, vikler mig ud af en snørklet vending i mit hoved, fokuserer på indgangen til det pointerede sted, lader mine øjne lukke for 37. gang, tænker over om det jeg spurgte om nu også var relevant nok, ser ned på mine fødder der flytter sig hurtigere end mine tanker, løber hen til næste kantsten, tænker igen på om han mon mente det han sagde, overvejer om jeg skal skrive en sms eller bare lade være, synker mit tyggegummi, fugter mine læber og mærker vinden fæstne sig fast, hiver mine vanter af mine iskolde fingre, træder over en brugt bon og tænker på en gammel klassekammerat, pointerer med mine tanker over for mig selv at jeg skal huske at købe jordbær engang senere, laver en liste i hovedet over vigtige ting, glemmer dem allerede ved syvende flise, griber et blad fra den flyvske vind, konkluderer at efteråretsfarver gør mit humør rart, nynner en linje af en venindes nyskrevne sang, lader min pegefinger glide hen over en kastanje der trygt ligger i min lomme, drømmer mig til din og min verden, husker hvordan du var inden du forlad min verden, løfter skuldrene og prøver at forestille mig hvordan det mon er der oppe hos dig, kaster tanken væk og får øje på et kendt ansigt, reflekterer over vores sidste samtale, kommer frem til at vi bare er bekendte og ikke behøver at snakke, mumler et hej men du siger intet, balancerer over en gren og sparker til en halvstor sten, mærker smerten i venstre storetå men forlader hurtig følelsen, danner sætninger i hovedet og skaber drømme, aner den sidste solstråle over trækronerne og efterlader mit sind i balance.
20101108
20101107
og udenfor er det mørkt og alligevel lyser min lampe rødt, mine hænder er utydelige men ordene standhaftige. selv stjernerne siger hej i dag, bladene har lagt sig og mit hjerte er i sit es. og nogle spørger mig om der nogen sammenhæng er med noget, eller om alt blot er usammenhængende og født til engang at kunne ses på med øjne af virvar og troværdighed af en skuffe med afskallet maling.
og jeg kender ikke svaret men kun masser af tanker og suppleringer.
og jeg kender ikke svaret men kun masser af tanker og suppleringer.
og hvad er det der sker, verden. hvad er det, der sker med os. vi er ikke længere private, men offentlige. og pigen der siger til sin psykolog at hun lider af tvangstanker fordi hun blev voldtaget som barn, siger det ikke kun til det private med lukkede døre og tilsømmede vinduer; hun siger det til det offentlige, blotter sig. intet skal ses som tabu men alt er alligevel intet.
en dag braser boblen.
og vi elsker det. vi elsker det balstyrigt.
en dag braser boblen.
og vi elsker det. vi elsker det balstyrigt.
20101106
at skrive tekster underubrikeret som kronikker, litterære artikler og essays er ikke ligefrem ophidsende.
syv er et grimt tal og jeg vil langt hellere skrive for mig selv frem for at tilpasse mine ustyrlige tanker i et skemalagt program der helst skal give et tal der siger seks gange to.
så kan du jo så dømme mig ud fra det.
syv er et grimt tal og jeg vil langt hellere skrive for mig selv frem for at tilpasse mine ustyrlige tanker i et skemalagt program der helst skal give et tal der siger seks gange to.
så kan du jo så dømme mig ud fra det.
den er orange, min biologibog. inden i er der en masse ord, sætninger - tegninger og farvede illustrationer.
og selvom min te smager af appelsin og ikke er jordbær, så er det alligevel rart, at jeg i dag fandt ud af, at når det regner, så betyder det ikke, at jeg er et enestående menneske; men snarere, at det har noget at gøre med latterlige frontsystemer.
nå, græder du nu?
og selvom min te smager af appelsin og ikke er jordbær, så er det alligevel rart, at jeg i dag fandt ud af, at når det regner, så betyder det ikke, at jeg er et enestående menneske; men snarere, at det har noget at gøre med latterlige frontsystemer.
nå, græder du nu?
hej.
i dag er det som ung og del af samfundets ageren blevet intellektuelt at sige, at alle er ensomme, ødelagte i sindet, smadret i hjertet og fyldt op og ud over alle kanter.
i dag er det smart at sige, at det er smart at sige, at man er smart, hvis man er skrøbelig og ødelagt.
det kan vi godt lide, for det er smart.
i dag er det som ung og del af samfundets ageren blevet intellektuelt at sige, at alle er ensomme, ødelagte i sindet, smadret i hjertet og fyldt op og ud over alle kanter.
i dag er det smart at sige, at det er smart at sige, at man er smart, hvis man er skrøbelig og ødelagt.
det kan vi godt lide, for det er smart.
hvad vil du mig, verden.
lad os sammen tænke ud over det almengyldige, ud over det banale og det der anses som værende det sandfærdige.
lad os mænge os med de, der i vores samfund ses som evigt herskende, lad os alle bilde os ind at vi er enere - alle sammen, hver og en.
og lad os så til sidst lade verden tage pis på os, hælde euforiserende stoffer ud i alle verdenshjørner for dernæst at lade os alle falde i en dyb søvn og måske aldrig vågne igen.
vi lever i en drøm der ikke er betegnet som en drøm i vores tidsalder.
lad os sammen tænke ud over det almengyldige, ud over det banale og det der anses som værende det sandfærdige.
lad os mænge os med de, der i vores samfund ses som evigt herskende, lad os alle bilde os ind at vi er enere - alle sammen, hver og en.
og lad os så til sidst lade verden tage pis på os, hælde euforiserende stoffer ud i alle verdenshjørner for dernæst at lade os alle falde i en dyb søvn og måske aldrig vågne igen.
vi lever i en drøm der ikke er betegnet som en drøm i vores tidsalder.
jeg kan ikke lide dig,
kliché.
alt er kliché. manden der går over gaden og ikke hjælper den gamle dame, pigerne der snakker om slankehelvedet og arrene på armene, læreren der belærer eleverne om at man bliver hvad man arbejder for, alt er kliché, specielt når han tager hendes hånd og siger at hun er den eneste i verden for ham, og de gange pigen de tror der er så evig intellektuel siger at alt nok skal gå - at man skal igennem det hårde for at komme til det gode, og det er kliché indsnævrende når man tager det næste skridt og siger; det gør alle de andre også, det er grimt, gennemtæsket og alt for tydeligt når de siger, at vi i dag er materialistiske og lider af psykotiske tanker, mindreværdskomplekser og ødelagte barndomme.
det er en kliché.
det er slidt, som en gammel støvle , det er ødelagt i en overvældende storm af grusomheder, det er sagt for tit og nævnt og bearbejdet i sindet for lidt.
kliché.
alt er kliché. manden der går over gaden og ikke hjælper den gamle dame, pigerne der snakker om slankehelvedet og arrene på armene, læreren der belærer eleverne om at man bliver hvad man arbejder for, alt er kliché, specielt når han tager hendes hånd og siger at hun er den eneste i verden for ham, og de gange pigen de tror der er så evig intellektuel siger at alt nok skal gå - at man skal igennem det hårde for at komme til det gode, og det er kliché indsnævrende når man tager det næste skridt og siger; det gør alle de andre også, det er grimt, gennemtæsket og alt for tydeligt når de siger, at vi i dag er materialistiske og lider af psykotiske tanker, mindreværdskomplekser og ødelagte barndomme.
det er en kliché.
det er slidt, som en gammel støvle , det er ødelagt i en overvældende storm af grusomheder, det er sagt for tit og nævnt og bearbejdet i sindet for lidt.
og det ser så grimt ud, som du står der på toppen af bjerget, stirrende, flakkende i blikket og med et hjerte der springer hver syvende slag over. du ved ikke hvem du er, hvor du hører til eller hvad der er rigtigt at sige; men du lever stadig og tror på, at alt hvad du laver, alt hvad du sætter i verden - og alt hvad du siger god for; at det er godt nok.
20101104
20101103
og det er utroligt hvad et billede kan gøre
hvad det kan gøre ved sanserne
ved øjets opmåling
hvad det kan sige og hvad det kan opsamle
og blot et lille snit
en vinkle
og en ankel
tre røde blomster langt kruset hår
og en næse
fem småsten
regn fra en mørkeblå himmel
og alt det
blandet med så meget andet
giver
sanseberøringer
hvad det kan gøre ved sanserne
ved øjets opmåling
hvad det kan sige og hvad det kan opsamle
og blot et lille snit
en vinkle
og en ankel
tre røde blomster langt kruset hår
og en næse
fem småsten
regn fra en mørkeblå himmel
og alt det
blandet med så meget andet
giver
sanseberøringer
20101101
Abonner på:
Opslag (Atom)