20101130

intet andet end en ru kattetunge på en skrøbelig babyhud
hvidt bord, klinisk kulde, ødelagt tankegang - sagligt saglighed
er jeg et usselt menneske
fordi
jeg analyserer dig?
og finder frem til ting du tror jeg ikke ser
vil gerne bare lukke hjernen ned
lukke øjnene i
et specifikt sted
vil gerne bare åbne mine øjne blødt
åbne min hjerne blidt
et specifikt sted

20101128

og du har alligevel øjne som en mørk nat viklet ind i intet og alt 
.. og hvis du venter
ødelægger du det
hele
ord er ikke noget man venter på
det er dem der kommer
det er dem der kreerer
sætningerne
digtene
teksterne
der kommer til mig
og de arriverer
når de vil
når de lyster
og ikke
før
og dit ansigt er svøbt ind i røde rosenblade
dine øjne stirrer ud på mig
ikke på en ond måde
men på en fin og nostalgisk måde
din melankoli blev din død
men jeg vil dig stadig
og lad nu være med at analyser på mig.
jeg er et menneske som dig og alle andre.
jeg har lorte dage, ligesom de fleste.
og nej.
mit liv er ikke ødelagt på grund af lidt
jord.
som et vissent blad blandt hundrede andre
der blot venter
og venter
på blæsten
til at føre det lette væk
med det tunge
og du tror ikke jeg elsker dig
men skær mig op
tag det ud
mit hjerte
og mærk

20101124

empati versus sympati
og jeg tror jeg kysser dig indtil du siger alt er okay
men jeg ved det ikke
for jeg er blind
blind for mine omgivelser
og deres sansestøv
og tænker vi os frem til et ord, en situation, et ordinært kys eller en given situation der berørte vores sanser frem for at lede efter dem, får vi ikke blot den givne tanke registreret som et dybere minde men lærer herved også vores tankestrømninger at kende i en helt anden retning.
nærvær
fravær
besvær
spektakulær

20101123

det er jo bare grimt.
og meningsløst.

20101122

jeg kan ikke stykke noget sammen længere
- har jeg bildt mig ind
jeg har en bjælke i ryggen
det giver ikke mening
overhovedet
...
og jeg hører stadig sirenerne
de glimter for mit blik
mine tanker sløreres
ord bliver aldrig til handling
hvornår giver de slip
sirenerne
høje hæle med en højde der siger selvudviskeligt overblik og uransagelige mistrivesler der alligevel ikke findes andre steder end der hvor højden hæves over og ikke længere kan balancere
små lyde der alligevel ikke giver mening i et sammentømret hoved fyldt med alverdens verber ubrugelige kronologier og usmagelige vinterdepressioner
sammensnøret, som grus på en glatbane, igangværende hypoteser der aldrig lukker, sammenknebne øjne og umedgørlige skrig
mine øjenlåg tunge, min tunge fyldt med smagen fra den sidste clementin, clementin som i virkeligheden bare er en orange frugt der giver energi helt ind i det man kalder for hjerte, hjerte som noget der symboliserer noget godt
- noget rart
og rundt om mennesket er der et samfund
og inden i det samfund findes de
det man kalder
noget
og ord der giver sandhed og virkelighed ben at gå på

20101119

jeg kan ikke længere skrive i et worddokument
det emmer ligesom af...
rammer og usammenhængende regler

20101114

jeg burde gå i seng nu det siger stemmerne der inde i mit hoved jeg burde gå i seng nu for jeg er lavet af glas og glas kan smadres jeg burde gå i seng nu sove og drømme som jeg nu kan drømme jeg burde gå i seng nu for i morgen er endnu en dag
jeg går i seng nu.
imens tænker jeg bare på dagen imorgen, spekulerer over mit blik da jeg så på dig sidst, lader mine fingre blande med lemonaden jeg fik igår, blander tanker med sindsstemning, lytter til musik jeg normalt ville hade, synger med på noget jeg egentlig ikke bryder mig om men måske alligevel ser som en del af mig, ser på min mobil og forventer at du snart skriver, græder over noget der går mig på men alligevel ikke burde gøre det, tillader mig selv at spise og se fjernsyn imens, løber en tur og falder over tre grene på min vej, hilser ømt på dig da jeg ser dig gå over stien, rømmer mig da jeg skal overhale en pensionist, prøver at sige min mening når du spørger hvad jeg synes, reflekterer en enkelt gang over livet og de valg jeg ved jeg bliver nødt til at træffe, tænker på om jeg er lykkelig nok i den position jeg befinder mig i, overvejer om sex føles forskelligt fra gang til gang, skriver en tekst der er grim i mine øjne men smuk i en andens, ser ikke andet en overskyet himmel og regn, råber at jeg ikke vil alligevel, hulker i min pude og smiler da du kysser mig på næsen, ruller om på siden, åbner munden med ord jeg ikke vidste jeg indeholdte, taler med dig, forklarer at du er den jeg vil og interesserer mig for, indvier dig i mine drømme og spekulationer, fortæller at jeg ikke ser andre mennesker som subjekter men som levende spændende væsner, kysser dig da du siger at alt er okay, krammer dig da du laver ansigt og smiler, hvisker at jeg gerne vil være din, ruller gardinerne for og forestiller mig resten af mit liv.
metaforisk set er sex følelser der flyder sammen og danner kærlighedsbrag.
og nu strømmer musikken ud af højtalerne.
det betyder jeg gerne må være til - og tale.
det betyder du er i godt humør og at jeg gerne må kysse dig.
det betyder at det regner i mit sind men at solens stråler er kommet igennem skydækket.
jeg kan alligevel kun se den ene side det ene blad og den ene virkelige evighed. du danner dig overblik danser koregrafier jeg ikke engang har lært og aldrig har tænkt mig at spekulere i. og verden findes alligevel ikke i den vi tror vi drømmer om.
var det sandt nok eller skal det ganges med syv i anden og dernæst tilpasses med den grammatiske mening af den ideologiske sandfærdighed?

..jeg forstår det heller ikke.
og ja,
det var tamt faldt og slet ikke særlig smukt.
der er så mange regler, så mange krav, så mange forventninger og så mange uhensigtsmæssigheder. og alligevel gang på gang lader du jeg vi os og dem overrumple. det er som en klat maling der bliver til tyve. som en ustyrlig lille baby der bliver slået ved hvert fejlbare skridt. som en dråbe regn der rammer den tørre sandjord.
det er som... intetheden i det hele.
du siger det er så enkelt
så lige til og så
fint
du siger det virker så let
så definerbart og så
skrøbeligt
og imens du brokker dig over dit underlige sindshumør prikker jeg mig selv til blods og cirkulerer rundt i regnen som en anden psykopat på euforiserende stoffer
dine guitarstrenge lyder falske i dag

20101111

og jeg bruger 27½ sekund på at gå over fodgængerfeltet, tænker på en sang jeg engang hørte, nynner en strofe fra det vi lærte til musik i femte lektion, danner mig et overblik over hvor mange der i bilerne egentlig stirrer på mig, forestiller mig hvordan det næste sex mon bliver, overvejer om jeg skal købe nye strømper, ser mig efter den stemme der råber ord jeg ikke forstår, vikler mig ud af en snørklet vending i mit hoved, fokuserer på indgangen til det pointerede sted, lader mine øjne lukke for 37. gang, tænker over om det jeg spurgte om nu også var relevant nok, ser ned på mine fødder der flytter sig hurtigere end mine tanker, løber hen til næste kantsten, tænker igen på om han mon mente det han sagde, overvejer om jeg skal skrive en sms eller bare lade være, synker mit tyggegummi, fugter mine læber og mærker vinden fæstne sig fast, hiver mine vanter af mine iskolde fingre, træder over en brugt bon og tænker på en gammel klassekammerat, pointerer med mine tanker over for mig selv at jeg skal huske at købe jordbær engang senere, laver en liste i hovedet over vigtige ting, glemmer dem allerede ved syvende flise, griber et blad fra den flyvske vind, konkluderer at efteråretsfarver gør mit humør rart, nynner en linje af en venindes nyskrevne sang, lader min pegefinger glide hen over en kastanje der trygt ligger i min lomme, drømmer mig til din og min verden, husker hvordan du var inden du forlad min verden, løfter skuldrene og prøver at forestille mig hvordan det mon er der oppe hos dig, kaster tanken væk og får øje på et kendt ansigt, reflekterer over vores sidste samtale, kommer frem til at vi bare er bekendte og ikke behøver at snakke, mumler et hej men du siger intet, balancerer over en gren og sparker til en halvstor sten, mærker smerten i venstre storetå men forlader hurtig følelsen, danner sætninger i hovedet og skaber drømme, aner den sidste solstråle over trækronerne og efterlader mit sind i balance.
og din næse minder mig om bakker jeg har gledet over, dine øjne om søer jeg har roet i, dit sind om den bløde melodi min mormor sang for mig og dine kys om.. dig.

20101108

og alt skal ikke forklares.
alt skal ikke defineres ned til mindste detalje.
"kan du uddybe det nærmere"?
nej.
og det kan du heller ikke. det er din bog, der kan det.
jeg vil ikke, for det er min følelse.
og den skal ikke analyseres, skematiseres...
og ødelægges.
ja,
jeg er ked af det.
og det må jeg gerne være.
det er der ingen grammatiske regler, ustyrlige begreber eller umenneskelige ideologier om.
jeg må gerne.

20101107

og udenfor er det mørkt og alligevel lyser min lampe rødt, mine hænder er utydelige men ordene standhaftige. selv stjernerne siger hej i dag, bladene har lagt sig og mit hjerte er i sit es. og nogle spørger mig om der nogen sammenhæng er med noget, eller om alt blot er usammenhængende og født til engang at kunne ses på med øjne af virvar og troværdighed af en skuffe med afskallet maling.
og jeg kender ikke svaret men kun masser af tanker og suppleringer. 
vi lever på en sky af selvopfyldende profeti.
bundet og så løsrevne at det ophæver det hele og ødelægger på samme måde.
det drysser med sand og smager af chili.
det skal være enkelt.
men alligevel så kreativt, usammenhængende og ustyrligt at folk bliver forargede.
helst så de taber underkæben og siger en masse, som alligevel er alt det, de plejer at sige.
det er abnormt og banalt på ingen og alle måder.
og hvad er det der sker, verden. hvad er det, der sker med os. vi er ikke længere private, men offentlige. og pigen der siger til sin psykolog at hun lider af tvangstanker fordi hun blev voldtaget som barn, siger det ikke kun til det private med lukkede døre og tilsømmede vinduer; hun siger det til det offentlige, blotter sig. intet skal ses som tabu men alt er alligevel intet.
en dag braser boblen.
og vi elsker det. vi elsker det balstyrigt.

20101106

og den er så fin, den lyd.
supplerende og tangenttilsvarende.
og som jeg sagde tidligere;
jeg er en firkløver på euforiserende stoffer.
hvem er du?
jeg bad dig ikke om at svare; blot samle bladene op, hver gang de falder ned - helt der oppe fra trækonernes toppe.
de synger om efterår og vinterfarver.
min mave er varm af kærlighed, læber farvede af den røde vin og øjne trætte af dagens observationer
rødkronede blade, en åbenbaring der siger hej til verden og en smag af rødebedesaft blandet med alt for meget peber.
at skrive tekster underubrikeret som kronikker, litterære artikler og essays er ikke ligefrem ophidsende.
syv er et grimt tal og jeg vil langt hellere skrive for mig selv frem for at tilpasse mine ustyrlige tanker i et skemalagt program der helst skal give et tal der siger seks gange to.
så kan du jo så dømme mig ud fra det.
den er orange, min biologibog. inden i er der en masse ord, sætninger - tegninger og farvede illustrationer.
og selvom min te smager af appelsin og ikke er jordbær, så er det alligevel rart, at jeg i dag fandt ud af, at når det regner, så betyder det ikke, at jeg er et enestående menneske; men snarere, at det har noget at gøre med latterlige frontsystemer.
nå, græder du nu?
hej.
i dag er det som ung og del af samfundets ageren blevet intellektuelt at sige, at alle er ensomme, ødelagte i sindet, smadret i hjertet og fyldt op og ud over alle kanter.
i dag er det smart at sige, at det er smart at sige, at man er smart, hvis man er skrøbelig og ødelagt.
det kan vi godt lide, for det er smart.
hvad vil du mig, verden.
lad os sammen tænke ud over det almengyldige, ud over det banale og det der anses som værende det sandfærdige.
lad os mænge os med de, der i vores samfund ses som evigt herskende, lad os alle bilde os ind at vi er enere - alle sammen, hver og en.
og lad os så til sidst lade verden tage pis på os, hælde euforiserende stoffer ud i alle verdenshjørner for dernæst at lade os alle falde i en dyb søvn og måske aldrig vågne igen.
vi lever i en drøm der ikke er betegnet som en drøm i vores tidsalder.
jeg kan ikke lide dig,
kliché.

alt er kliché. manden der går over gaden og ikke hjælper den gamle dame, pigerne der snakker om slankehelvedet og arrene på armene, læreren der belærer eleverne om at man bliver hvad man arbejder for, alt er kliché, specielt når han tager hendes hånd og siger at hun er den eneste i verden for ham, og de gange pigen de tror der er så evig intellektuel siger at alt nok skal gå - at man skal igennem det hårde for at komme til det gode, og det er kliché indsnævrende når man tager det næste skridt og siger; det gør alle de andre også, det er grimt, gennemtæsket og alt for tydeligt når de siger, at vi i dag er materialistiske og lider af psykotiske tanker, mindreværdskomplekser og ødelagte barndomme.
det er en kliché.
det er slidt, som en gammel støvle , det er ødelagt i en overvældende storm af grusomheder, det er sagt for tit og nævnt og bearbejdet i sindet for lidt.
og det ser så grimt ud, som du står der på toppen af bjerget, stirrende, flakkende i blikket og med et hjerte der springer hver syvende slag over. du ved ikke hvem du er, hvor du hører til eller hvad der er rigtigt at sige; men du lever stadig og tror på, at alt hvad du laver, alt hvad du sætter i verden - og alt hvad du siger god for; at det er godt nok.
og du skal ikke spørge
du skal ikke sige at nu skal jeg
fortælle
for jeg gør det ikke
jeg er her
du er der
og vi finder aldrig hinanden
jeg har fundet dem jeg skal finde
indtil videre
du elsker mig grænseløst
men alligevel
gør du det
imod mig
og dig
og jeg er fyldt til randen med alt og alting
men der er ikke plads
ikke ord
og ikke formuleringer
nok

20101104

og vi kunne også bare tie stille og strikke spind af tanker og perspektivudvidelser
og du siger du ikke forstår
men det er okay
for hellere være uvidende
og i stedet
undre sig
og derved lære

20101103

knogleskind og hjertevind 
har du lagt mærke til hvor smuk jorden er for tiden
sommeren har smidt alt af sig
efterladt farverne
i bladene
og nu hvirvler de
snart bliver det vinter
og det er utroligt hvad et billede kan gøre
hvad det kan gøre ved sanserne
ved øjets opmåling
hvad det kan sige og hvad det kan opsamle
og blot et lille snit
en vinkle
og en ankel
tre røde blomster langt kruset hår
og en næse
fem småsten
regn fra en mørkeblå himmel
og alt det
blandet med så meget andet
giver
sanseberøringer
og vi står helt der oppe
helt der over
og helt her henne
og vi ser ned
på trætoppene
.. så tæt
så mast sammen
og så alligevel

sirligt, pirreligt 
og så berørt af sansernes
dans

20101102

det er som en klat rød maling der glider ned af skærmen og efterlader
... intet

20101101

regndråberne kunne anes på græsstråene i dag