jeg lever ikke lige pt.

mit hjerte synger sange produceret af det fineste
væv

og på trods af et højre øje der bløder smerte
så
er jeg meget glad
ikke mindst varm
helt der inde
og rundt
om
hjertet

og selvom solen er gået ned og fliserne kølige sidder du stadig der og vipper

op

og ned

for intet skal stoppe dig

aldrig 

og som da du stolt med løftet pegefinger sagde;
"se... en spand med sommer".

og du lugter af råden umenneskelighed

blomsterne tegner sig på dine velproportionerede lår
de slanger sig og danner mønstre
de fortæller historier og skriger af ømhed
de siger med en blødsøden stemme at
du lever
kantede buede og ovale
sensommer, siger de
forårsfornemmelser, betror du
de formerer sig danner nyt liv blomsterne dér
på dine lår
op ad det bløde hen af det kantede og ind der
hvor intet og alt gemmer sig
alt sammen blot på grund af syv og et halvt minut
alt sammen blot fordi du blev forført af det grønne
farverne og blot fordi du bliver høj af solen,
siger du
og der går du over grusset - barfodet
uden hæmninger stille i dit sind og midt i virkeligheden selv
der går du med trofast følgesvend brusende i dit livlige
hjerte
blodig af solnedgangens døsige puls
farverig af dagens tangenter der sirligt slanger sig op
hen og over
dit jeg
og selv siger du,
har du altid elsket blomsternes levende atmosfære
misundet deres overdådige
liv

og det er helt der oppe
fint
og elegant

en hjertesubstans omringet af en
tåget
men rødelig
masse

en gang af intethed fyldt til renden med gråd
hemmeligheder
og u-
sandheder

og helt oppe på øverste etage
helt der oppe
ind af det lille tagvindue
over de elskende på syvende sal
under mågernes hvide tilintetgørelser
og helt der inde under over og dér
ved siden af rigmandsønnen uden social sikkerhed
skråt over og til højre for den utro arbejderkvinde
der inde og der ovre
og helt oppe på øverste etage

og der findes de nætter hvor jeg virkelig vokser
virkelig eksisterer
og virkelig føler en tilværelse af
spirrende
fornemmelser

og det er når jeg sover at stregerne i mine hænder
ændres
bytter om
og danner egne veje for sig
og for
mig

og jeg elsker din lille brombær hånd

forårsblade sammensluttet om dit fine ansigt
små træk
og fine jordsætninger

sammensmeltet i en tynd atmosfære

og sammen falder vi i søvn til styrtregn over vores små fine hjerter
der i takt banker omkap med virkelighedens-
rytmer

og i en kæmpe røgsky sender du de grimme tanker
væk

så fint sammenflettet af smågrønne pigmenter

og den eneste lyd i hele verdenshistorien er lyden af hjerneceller
og
hjerteceller
sammenflettet i en dans af omsvøb

og dine ben er så tynde som små tændstikker
udbrændte
brugt
og alligevel så mindeværdige
der
hvor de ligger og skinner bag persiennerne
en helt og aldeles
kedelig
tirsdag

og så lå vi der og smilede
grinte
så fine og menneskelige ud
og bag det hele
helt inde i knoglerne
i neglene
og i hårspidserne
sang vi sange vi ikke kendte teksten på
men
vi levede

dine læber smager af forår og dit hjerte udstøder farver der tilbeder
mit

og øverst og helt her oppe fra ligner det mest
og af alt
et kryds
et mylder af kulsorte myrer der desperat prøver at holde sig oprejst
som var de planter
uden gødning
uden sol
og uden vand
og øverst og helt her oppe fra er noget
nogle
eller det
langt fra som først eller sidst
antaget

og ja,
vi findes virkelig
os to
her
bag siv og elegante lyde fra fine eksistenser

du har skåret et blodigt rødt hjerte på din underarm
bildt dine nærmeste ind at det intet
er
viklet dig ind i spind af væv du ikke kender
til
og så gynger du højere end aldrig før på den der
gynge

et blåt kys;
skrevet på en hengiven og blød
måde

ødelagt og så alligevel så ny-
skabt

under et blodigt underlag findes utvivlsomme sandheder
farverige substanser
og dig

og din hånd er på størrelse med en nød
nødden er blågrå og tæller timer
dage
og nætter

og det er langt fra en lukket fest når du kaster ord
sætninger
og farvede bøjninger
helt der ud
og så tilbage
igen

siddende i skrædderstilling til styrtregn og duften af en euforisk nydelse

en skarp kant af virkelighed indrammer din tilstedeværelse
og dine blå
pupiler

og jeg skriver med små ord og usammenhængende sætninger
uden komma
uden punktum
men fyldt op til mindste detalje med
evighed

grønt oven på rødt
rødt oven på hvidt
hvidt oven på grønt uden nogen farve
overhovedet

og de gange du virkelig prøver at skrive noget der skal give mening kommer det aldrig og langt fra til at give mening men bliver derimod præget af en tankestrøm der befænger ordene på en måde der synger tang og klamme gylletanke,
så
lad nu vær med det

jordbærtoppe i en hvid vindueskarm;
muligvis et tomt billede men en fyldig illusion
et stille minde og en røbende sjæledans
sommerdage er langt fra det bedste sagde du altid
men alligevel var det i varmen du fandt på
uddelte af din fantasi og sammenspillede ord
at jeg ikke forstod dig dengang betød langt fra at jeg ikke så op til dig
at mine fingre aldrig flettede den struktur du havde ønsket betød ikke at jeg ikke ville det
men når det virkelig regner giver det alligevel mening til sidst
det sagde du altid og så smilede du på den der skæve måde
og vi havde vel fem dage sammen som alligevel føltes som så meget mere
et for hver dag, sagde du og så tegnede du hvad du tænkte
at jeg ikke tegnede med betød ikke at jeg ikke følte hvad du illustrerede
at jeg vente ryggen til de gange du prøvede at komme mig nær betød
måske
så meget sagt
men da vi sammen spiste det sidste jordbær og du placerede toppen i vindueskarmen
den hvide vindueskarm vel og mærke
da begyndte det at regne udenfor
som jeg altid har sagt, sagde du og fremtryllede det skæve smil
så er sommerdage langt fra altid de bedste
at du så pakkede din taske og lod mig tilbage med de fem toppe og den hvide vindueskarm
det betød måske noget
men at jeg ikke fulgte med eller kontaktede dig betød ikke at jeg ikke
i sidste ende
vidste hvad du mente
jordbærtoppe i en hvid vindueskarm - det sagde du aldrig
og inderste ved jeg også at det ikke var det
og langt fra
det du
mente

og selvom du aldrig som sådan har været en del af min tilstedeværelse
så
har du alligevel altid fyldt helt og aldeles
og alt for meget
der
i mit varme
sind

og jeg er så forskrækket at mit sind står stille
mit hjerte banker halvfems slag i sekundet
og mine tårer smager af skræk
skoldhede på mine kolde kinder

og det vigtigste er ikke at I ved det
at andre ved det
at verden og resten af befolkningen
ved det
det vigtigste er at jeg ved det
at jeg kender farverne
rammerne
og at jeg føler at jeg på trods af den mindste rystelse stadig er i stand til at tegne indenfor stregerne
der hvor jeg
lyster

og jeg tror jeg elsker dig helt der ud hvor ingen nogensinde har farvelagt et eneste tern

sammen med alt ser jeg intet
og sammen med intet ser jeg
alt

og alt hvad ønsker mig lige nu er at se dig smile
mærke dig svinge mig rundt ude på marken
opleve sensommeraften lukke sig omkring os
og alt hvad jeg ønsker mig lige nu er
dig

og jeg ser jo blot ud i intetheden
sekund efter
sekund
og alt hvad jeg ser er blot
mørke
små prikker af
mørke

en ubærlig tilstedeværelse og dog alligevel så rummelig at selv regn på det fineste sand skaber lykkefølelse og sensommer stemning helt ind og dybt der i det blodrøde
hjerte

og os to på et koldt trægulv
to kopper te
en smøg eller to
hjertedans, gennemsigtighed
og
rummelighed

og dine arme rundt om mig er det eneste
jeg
ønsker

og for dit vedkommende står tiden stille
regnen trommer på dit vindue
og akkorderne er mere end blot dine sjæle
venner

og dit greb om paraplyen i et sådan vejr siger
alt
om din måde at håndtere verden
og ikke mindst livet
på

men dit ansigt er skjult af en røgsky
dine kinder blodrøde
og bag din strikkede blågule cardigan
sidder et hjerte
pulserende
pumpende
og langt fra
til stede

og det var jo en hel sværm af sorte fugle
svømmende
drømmende, sejlende
flyvende
helt der ud af den blå
blå
himmel

og dit hoved er formet som en guitar
dine hænder som de fineste strå
og når du taler viser dine læber sig som små
fine
elegante
kajakker
som vi to - kun os to
sejler og bliver væk
i

små klumper af ord der efter et sanseligt indtryk bliver til hvirvelstrømme af
virkelighed

jeg elsker når du bruger luften til at holde dig levende

og du tømmer mit hoved
slipper mine tanker løs
lader dem flyde i en strøm der langt fra er
påvirkelig
og sammen med dig er jeg blot
tom
og så alligevel helt
og aldeles
fyldt

og det er når man giver slip og lader alt det strukturelle flyde at det der virkelig er til og oprigtigt spinder tråde bliver og langt fra
slipper op

og du blander farverne sammen på en måde der skjuler alt det u-
nødvendige

midt i naturen
og så alligevel placeret tæt
massivt
og helt lige der
i din overdramatiske
drøm

og her fra ser vi alt andet end månen
og her fra ser vi intet
og alt

tusindvis af aflagte sanser
men endnu flere af
de
der virkelig findes

i lyset af månens skær elsker vi hinanden
bag vinduer
gardiner
bag lag af lagner og farvede
sanser

et sommerfugle kys
blidt
på din albue