20110607

og når du kaster med sand og jeg aldrig rigtig griber det
hele
og de gange solen skinner og strålerne farver mig mørk og dig
rød
og alle de dage hvor du virkelig føler dig levende og jeg
utilstrækkelig
da mødes vi på midten
binder tråde og
udveksler
og det er når dine arme krammer mit sind at jeg føler mig som det hele menneske jeg burde
være
og måske gør det ondt i min mave
nu
og muligvis bliver det værre
imorgen
men vigtigst ved jeg
at
det blot er en intethed
i en
evighed
og du er fin
lille pige
sådan som du bare står der
ser ud og
efterlader dit skrøbelige sind
og du er så elegant
lille pige
sådan som du fremtræder som virkelig
sandfærdig
og som det mindste sandkorn blandt de
største

20110606

at transformere tilsvøbede tanker til alt andet
læseligt
jeg blev altid fortalt at jeg ikke skulle bevæge mig ud i noget jeg ikke ville kunne styre på anden grund
men
hvad sagde de til dig?
og du kunne lige så godt sparke til mig
kaste mig hen af asfalten
grine af de små sten der fint ville fæstne sig til min hvide hud
du kunne lige så godt vende mig ryggen
sige at jeg intet betød længere
men
det er jo ikke det du vil
i det sind betyder jeg intet for dig
overhovedet
men det er jo så sjældent
men....
alligevel
men jeg tabte jo min faldskærm dengang jeg prøvede,
sidst
du sagde jeg godt kunne
at jeg bare skulle stole på mit inderste
men,
det snød mig...
du burde holde om mig som var jeg en lille
skrøbelig
porcelænsfigur
helt der ude i
intetheden
og når du ikke er hos mig
passer på mig
føler jeg mig ubrugelig
uvirkelig
og intet værd
overhovedet

20110604

det er blot en strøm af blomster der flyder
der
i overfladen af det vilde ocean
det er blot som dine tanker overøst af en overbemandet
uophørlighed
og det fine ved det fineste er ikke blot det fine
men det er det fineste ved det helt fine der helt
og aldeles
danner ramme
sætter spor
og evig tæthed
omkring noget så fint som det fineste af det
fine
og i hånden holder du et brændende lys
det ikke bare brænder
det lyser
omdanner den dunkle mørke intethed
til
en åbenlys virkelig-
hed
det er måden dine læber omslutter et hvert ord
måden hvorpå din tunge snørkler tvetydige sætninger
og
det fascinerende er især måden hvorved du
der
helt inde og indesluttet i dig selv
dit nærvær og dine selv-
producerede tankespind
danner ser observerer og
kreerer
nye sider
af et hvert og eneste omfattende 
ord
og sommerens hede arme har hæftet sig til min hud
gjort den sprød
svedig
og alt andet end
menneske-
lig
så fint som du fletter din fingre ind i min sammenhæng
danner billedlige rammer for dig
mig
og dit sande indre
og du har et nostalgisk indre
sjæle-
liv