en glæde der opfyldes med en inderlighed der ikke kan vente men blot må vente fordi der er den tid der er og har lov til at være.
men glæden har lov og det har den.
20100428
20100427
20100426
at skrive blot for at skrive gør det skrivende grimt og uforståeligt for den der ikke skriver men blot læser hvad den skrivende endnu engang har skrevet. at skrive når man føler for en skrivende stund er det samme som at skrive ord ind i farverne og skriver man hvad men engang har skrevet når man taler farver og skriverier, kan det skrevne fra dengang man skrev ikke være helt forkert, men blot en skrivende og skrevet realitet for skriverierne.
hun har lyst til at tage de blomstrede gummistøvler på, regnjakken over sig og lade de frie tanker hænge i en snor efter sig. og så sætte sig der, på bænken, lade regnen gennembløde hende, hendes sind og ikke mindst tankerne. lade håret klistre sig til kindbenene og dråberne vælte om kap med de salte, helt der inde fra. og når der så ikke er flere, se op, helt der op i, med øjnene åbne, og så kunne mærke hvordan det hele rammer som bløde sanser på trods af den regn, der af de fleste dømmes til værende dyster.
men hun ser noget andet, noget åbent og en sand virkelighed. og med hænderne åbne, fingrene spredt til alle sider, griber hun dem, dråberne, og lader dem blive et.
ét med helheden.
men hun ser noget andet, noget åbent og en sand virkelighed. og med hænderne åbne, fingrene spredt til alle sider, griber hun dem, dråberne, og lader dem blive et.
ét med helheden.
20100425
alt handler ikke blot om at få det ubehagelige væk. om mere handler det om at acceptere, indse og være i øjeblikket. i frygten, i angsten og i følelserne, der vækker det ubehagelig frem i dig.
først når du accepterer og skaber bekendtskab er du det skridt videre, der lærer dig flere ting om dig selv.
om selvet og jeget.
først når du accepterer og skaber bekendtskab er du det skridt videre, der lærer dig flere ting om dig selv.
om selvet og jeget.
20100424
Hvis kaninpelsen er en metafor for hvor man som menneske befinder sig med hensyn til viden og nysgerrighed, har jeg allerede valgt min vej; og jeg er ikke længere på vej ned af mod bunden, langs de fine små hår for at finde mig til rette og til gode med det, jeg blot bliver fortalt og vist hver dag; derimod er jeg på vej op ad, for at finde svar, oplysninger og ikke mindst forståelse for noget, der ikke er lige til og som ikke altid ses af øjnene, men af sindet, sanserne og sjælen.
- 'Sofies verden'
- 'Sofies verden'
som siddende i en varm masse med alverdens lag tøj på og tørklædet snørklet om halsen. med en alligevel tanke der siger dig at dine hår rejser sig og danser fordi der er noget inden i der er koldt og gerne vil ud. hvis du giver slip har du mistet noget. men hvis du lader det blive kan det kun blive værre.
20100422
hvad hvis svar også indeholdte påfyldninger af sindsstemninger
et ja ville ikke være et ja,
uden et væv af en negativ eller positiv bruglighed
og et nej ville ikke være et nej,
hvis ikke der var at finde et dertilhørende adjektiv
måske ville bare være en mellemting,
men alligevel tilønskes det alt andet end det
ja, nej eller måske?
empiri lagret i hukommelsens eget spindelvævsmaskine. og når hun smiler henter hun et stykke, sammensætter det med adfærdstolkningen, blander den med solens dertilhørende stråler, adderer det hele og får så det smil, hun kan tillade at påsætte sine blodrøde læber.
hvad hvis hun regnede forkert, multiplicerede i stedet og fik den forkerte... mængde?
hvad hvis hun regnede forkert, multiplicerede i stedet og fik den forkerte... mængde?
dengang ville jeg høre dig sige undskyld, mærke og føle hvordan det kom ud af din mund. se hvordan det ville forme sig, dine tænder vise sig, og dine læber igen omkranse hinanden, efter at have spyttet det ud.
'undskyld'.
men idag ønsker jeg blot at lade det ligge, for jeg har indset at din handling, dine ord og dit kyniske jeg har rørt, formet og dannet en lille del af mig.
en del der betyder så meget idag, at jeg ikke ville undvære den.
'undskyld'.
men idag ønsker jeg blot at lade det ligge, for jeg har indset at din handling, dine ord og dit kyniske jeg har rørt, formet og dannet en lille del af mig.
en del der betyder så meget idag, at jeg ikke ville undvære den.
20100421
nu går solen ned, her inde fra mit vindue, min synsvinkel. ligninger og integraler svømmer rundt i min hjerne, men ikke i mit hjerte, for der er kun plads til de ting, der virkelig betyder noget. og nu går solen, skyggerne kommer frem og alting ser så mørkt og anderledes ud.
og solen går ned nu, og solens stråler rammer for sidste gang de levende organismer, der, uden for mit vindue. og jeg, jeg har taget et smukt billede. med mine øjne, gemt i mit sind.
og solen går ned nu, og solens stråler rammer for sidste gang de levende organismer, der, uden for mit vindue. og jeg, jeg har taget et smukt billede. med mine øjne, gemt i mit sind.
rød jordbærglans.
.. og hvis du får lyst, så ved du jeg er her, - også til at ligge under den skyfrie himmel, tælle stjerneskud og spise røde jordbær som vil smelte på tungen af varme og kærlighed. og når vi så holder sammen, der med vores hænder hvilende over græsstråenes nyslåede glans, så vil det gå op for os hvor vigtigt det hele er. og når vores læber mødes, og jeg kan smage du smager af savn, og jeg frigiver mit hjerte og lader dig holde det, der, svævende imellem os, vil vi begge mærke den virkelig samhørighed og sandhed, der fortæller os, at det hele vil vare evigt og også selvom vi intet stjerneskud ser og de røde jordbær en dag slipper op.
og når du tager min hånd og fører den hen over dit hjerte og siger at det ikke kun tilhører mig, men os, så mærker jeg varmen fra dit sind og fra de røde jordbær, der ligger i min mave og spreder sig.
.. og hvis du får lyst, så ved du jeg er her, - også til at ligge under den skyfrie himmel, tælle stjerneskud og spise røde jordbær som vil smelte på tungen af varme og kærlighed. og når vi så holder sammen, der med vores hænder hvilende over græsstråenes nyslåede glans, så vil det gå op for os hvor vigtigt det hele er. og når vores læber mødes, og jeg kan smage du smager af savn, og jeg frigiver mit hjerte og lader dig holde det, der, svævende imellem os, vil vi begge mærke den virkelig samhørighed og sandhed, der fortæller os, at det hele vil vare evigt og også selvom vi intet stjerneskud ser og de røde jordbær en dag slipper op.
og når du tager min hånd og fører den hen over dit hjerte og siger at det ikke kun tilhører mig, men os, så mærker jeg varmen fra dit sind og fra de røde jordbær, der ligger i min mave og spreder sig.
hej til verberne, der starter hele historien, teksten og erindringen ved skabelse af handling og tempo i den værende eksistens, der efterfølgende bliver fulgt op af en skabende grobund belagt af substantiverne, der giver tegn til billedlige dannelser i hovedet på læseren, tilhøreren eller tænkeren, som ved hjælp fra adjektiverne, får sanserne på spil og oplever en sand historie ved billedlige dannelser, forståelser og iagttagelser.
20100420
20100419
20100418
jeg tror ikke du ved at jeg ved at alle ikke ved at når de ved det så ved de altså ikke at de ved at verden tror at når man ved at ordet vide forbinder de fleste tanker og relationer med at de ved at noget er til, så er det jo alligevel som om de troede de vidste alt selvom de ikke anede at det at de ved det ikke er positivt men negativt, da det at værende vidende er at være uvidende uden nogen forstand på ordet i sin præteritum-tid.
jeg ved at du vidste at jeg ved at jeg er vidende om det at vide.
jeg ved at du vidste at jeg ved at jeg er vidende om det at vide.
den firkantede metalplade med det lignende ur, trækker jeg ud og ser det hele nøje an. den tiltrækker, river og siger;
'ja, det må du gerne'.
og når min venstre fod planter sig solidt over den, slentrer den højre hurtigt med og snart er mine øjne fæstnet på den røde skive, der snart vil fortælle mig hvor jeg står.
lettet som var jeg en fjer, træder jeg ned, løfter den og stiller den fra mig og ser hvorledes min højre hånd har afsat sine svedplettede plamager i siden af den. jeg stiller mig med hænderne placeret nær min talje og ser ind i det underlige vindue, der fremkalder mig selv, mine øjne, mund og de forskellige ansigtstræk.
der er jeg altså, og idag har jeg lov til at være til. og have en tilstand som værende et glad individ.
'ja, det må du gerne'.
og når min venstre fod planter sig solidt over den, slentrer den højre hurtigt med og snart er mine øjne fæstnet på den røde skive, der snart vil fortælle mig hvor jeg står.
lettet som var jeg en fjer, træder jeg ned, løfter den og stiller den fra mig og ser hvorledes min højre hånd har afsat sine svedplettede plamager i siden af den. jeg stiller mig med hænderne placeret nær min talje og ser ind i det underlige vindue, der fremkalder mig selv, mine øjne, mund og de forskellige ansigtstræk.
der er jeg altså, og idag har jeg lov til at være til. og have en tilstand som værende et glad individ.
20100417
siddende med computeren i skødet og halsen snørende sammen, hører jeg dit åndedræt kalde på mig. du sover, men jeg kan fornemme at du drømmer. det siger dine øjne, der kører frem og tilbage, på kryds og på tværs, - fra højre til venstre. jeg vil børste mine tænder med min lyserøde tandbørste, måske tage elastikket ud af min fletning og rede mit hår. jeg vil ligge mig til ro, tæt ind til dig og små sekunder efter vil jeg mærke dine varme arme rundt om mig. lige så stille ved jeg at jeg vil mærke den velkendte følelse af din givende ro i kroppen på mig, og snart vil jeg falde i en velfortjent søvn. imorgen når du vågner før mig, vil jeg smile i min drøm og få dig til at tænke ligesåledes som jeg gjorde, her i nat. når du så kysser mig og spørger om jeg har sovet godt, vil jeg nikke søvndrukken og i et langsomt tempo slå mine blå øjne op, se ind i dine og føle følelsen af en virkelig glæde, der længe har skabt grobund for min eksistens..
mit tastatur er hvidt og en øjenvippe er faldet af og ligger og pryder sig ved F11-tasten. det ser underligt ud, som to kontraster på en underlig, kold mandag. alligevel vækker det noget, der fortæller sindet at blot fordi noget virker upassende, kan det godt være passende alligevel. og lige så muligt som værende umuligt, lige så upassende kan det også være passende.
pessimist eller optimist, det er efter eget valg.
alt er så underligt stille på den tid af døgnet. men alligevel holder jeg af den tid mere end så meget andet. det er som giver verden endelig et tomrum kun uddelegeret til sjælen og dens dybsindige tanker, der ikke bare sige ja, men også nej og måske. det som at lytte til en intethed alligevel fyldt med en kæmpe helhed, der siger alt og intet på samme tid. det er en underlig følelse, men jeg spidser alligevel ører og lader mig opsluge og påvirke. det værste der kan ske, er en tekst der ikke giver mening. men giver den ikke mening for nogle, giver den mening for andre.
natpoesi
sen nat og jeg drikker the med lemon smag og efterlader jordbærene med den grønne top tilbage, der på det hvide stykke køkkenrulle, der ellers var beregnet til min thepose. men ting de ændrer sig lige så vel som tiden konstant skifter fortegn, og fortegn skifter forståelse. hvem ville nogensinde have forudset at min fletning strammer og vejret i dag har gjort den mere kruset end normalt, for ikke at nævne alle de små skyer der stadig danser hen over himlen. i hvert fald i mine øjne. jeg ved jo godt du er der oppe et sted, men alligevel tror jeg ikke, jeg vil indse det. men min the smager godt. og den hjælper ganske betydeligt på min hals, der har snøret sig ganske besynderligt sammen de sidste par dage. vejret snød mig, da det lovede mig varme og tryghed, der ude på terrassen med samfundsfagsafleveringen i mit skød. men alligevel snød den mig, på trods af jeg følte mig veltilpas i momentet. sådan er det jo nogle gange, og vi lever jo stadig alligevel. om lidt er jeg færdig med mit sidste jordbær, men thekruset er stadig trekvart fyldt endnu. det bliver en god og lang nat med dit åndedræt ved siden af mine fingre, dansende hen over tastaturet for at finde vejene til min virkelighed. helt der inde..
sen nat og jeg drikker the med lemon smag og efterlader jordbærene med den grønne top tilbage, der på det hvide stykke køkkenrulle, der ellers var beregnet til min thepose. men ting de ændrer sig lige så vel som tiden konstant skifter fortegn, og fortegn skifter forståelse. hvem ville nogensinde have forudset at min fletning strammer og vejret i dag har gjort den mere kruset end normalt, for ikke at nævne alle de små skyer der stadig danser hen over himlen. i hvert fald i mine øjne. jeg ved jo godt du er der oppe et sted, men alligevel tror jeg ikke, jeg vil indse det. men min the smager godt. og den hjælper ganske betydeligt på min hals, der har snøret sig ganske besynderligt sammen de sidste par dage. vejret snød mig, da det lovede mig varme og tryghed, der ude på terrassen med samfundsfagsafleveringen i mit skød. men alligevel snød den mig, på trods af jeg følte mig veltilpas i momentet. sådan er det jo nogle gange, og vi lever jo stadig alligevel. om lidt er jeg færdig med mit sidste jordbær, men thekruset er stadig trekvart fyldt endnu. det bliver en god og lang nat med dit åndedræt ved siden af mine fingre, dansende hen over tastaturet for at finde vejene til min virkelighed. helt der inde..
smilet der danser hen over mine læber når jeg ser dine fødder stikke ud under dynen fordi dine ben er langt længere end hvad dynen har tænkt sig gør godt for. tanken der strejfer min sjæl når jeg spiser røde jordbær med grønne toppe, og følelsen der rører mig helt ind til knoglerne de gange du kysser mig når jeg har allermest brug for det.
først opdagede vi,
dernæst skrev vi sekunder, minutter, timer, dage og måneder
da jeg trådte ud af bussen så vi
omfavnede og mærkede vi
senere snakkede vi, lærte og lyttede vi
og da vi kyssede, opfattede vi,
eftersom vi indså og svimlende hen blev vi et par
og kys blev til flere og tanker til mere
timer gik, dage, måneder og år
og stadig opfatter vi,
tænker og elsker vi
på mit hvide bord står den gennemsigtige vase som jeg købte for tre dage siden. i den er blomsterne ved at visne, og tulipanen ved at springe ud. det minder mig om smukke dage blandet med en virkelighed der ikke vil fanges. og da jeg planter mine fingre om det runde og gennemsigtige, minder det mig om de dage hvor intet rigtig vil trænge igennem, men alligevel gør det og fylder på en tungsindig måde.
20100416
20100415
20100414
20100413
20100412
mine taster er hvide og fyldt med støv fra hverdagen. i revnerne imellem 'e' og 'r' sidder mine tanker, imellem mellemrumstasten og 'b' sidder mine spekulationer, alt imens mine uforklarelige hændelser og spørgsmål sidder ved shiftknappen.
det hele er en leg. men ikke som da man var lille og plukkede blomster fordi man troede det var det, det hele gik ud på. tværtimod som en leg der er uretfærdig og farlig at træde over tæerne.
jeg kan lade dig trille ned af min kind, som en lille kugle ned af en stor bakke. jeg kan flette mit hår i en lang fletning og spise jordbær indtil jeg forstår verden. når jeg så har hjernen og hjertet fyldt, kan jeg drikke et iskoldt glas vand for at blande det hele, og så kan jeg starte forfra.
hvornår kommer meningen?
20100411
20100408
20100405
mit bord er kridhvid og jeg stoler ikke helt på jer.
alligevel tager jeg en bid af det røde æble, og i samme sekund ser jeg ud af vinduet i stuen og forbinder mine tanker med noget, jeg kan relatere til.
de negative bliver sat på række, og de positive popper jeg let ind i mellem de andre.
der dufter af sommerregn..
20100404
Helt der inde, hvor knoglerne samler sig som en intethed. Helt der inde trykker det, hver gang du siger det. Hver gang du pointerer det.
Og hver gang falder jeg i et hul, et sort hul fyldt med sorte fangearme, der ikke ligefrem siger, at jeg kommer op igen.
Du er lige som de kæmpemæssige maskiner, og jeg er asfalten. Igen og igen kører du over mig, - og du tænker ikke videre derover.
For hvem gør det?
For hvem gør det?
20100403
I aften har jeg brugt alt for mange timer på at forstå noget matematik, som jeg alligevel ikke kan bruge til noget smukt... hvad ville der mon ske, hvis jeg ikke lavede det, og i stedet gav mig til at spekulere over, hvorfor den følelse skal være der, når nu jeg ikke gider at have, at den skal være der? Men alligevel springer de frem, de dersens ligninger der fortæller mig, at det ikke længere er nemt som i 1.g, men at jeg derimod er stødt på en kant der fremprovokerer differentialregning på kryds og på tværs...
Hvem sagde tal var gode, når det kun er bogstaver jeg kan trylle med?
din ømhed over mig smelter noget i mig til en tilpas mængde kærlighed.
kærligheden pakker jeg ud i små dele, og for hver del smører jeg en mad til dig, som jeg efterfølgende rækker dig for at dele din kærlighed blandet med min.
og sådan bliver jeg ved, for hvem kan stoppe med at dele, med en sådan tildelt og så dyrebar gave?
og sådan bliver jeg ved, for hvem kan stoppe med at dele, med en sådan tildelt og så dyrebar gave?
20100402
Som en smag af belgisk chokolade og salte kys, dér - kommer vi slentrende ned af gaden, imens solen går ned og fuglene begynder på deres sædvanlige triller. Hvad hvis jeg kastede sand op i luften og lod det hvirvle omkring os, - ville du så stadig smile dit vante smil, og ville du stadig kramme mig tryg i nattens mørke?
20100401
til tonerne af din guitar.
jeg falder hen til tonerne af dit akustiske guitarspil. imens går solen ned, der ovre på den anden side, og jeg lader blot strålerne danne sig et overblik over mit mikroskopiske ansigt, som jeg for dagens skyld har ladet se lyset. der er ikke at se store totter hår der vælder, det eneste der ånder og ser er mine øjne og min mund, der mærker dine læber mod mine, engang, når dine fingre er færdige med at løbe op og ned af strengene på din elskede guitar.
jeg lader min venstre hånd åbne den grønne gajolpakke, fæstner en lille rund pastel ind i min mund og lader smagen af granatæbler overfuse mine smagsløg. jeg lukker mine øjne for syvende gang og overvældes endnu engang af dit guitarspil, og tonerne og lydene, der fortæller mig at du spiller den sang, du spillede for mig, første gang vi sås, og jeg lå lige således som jeg gør nu. henslængt i alverdens pudder og ser på dig, dig der fylder mit sind, min sjæl, min krop og mit bankende organ. mit blodrøde hjerte.
dig.
mine øjne svier og mit sind siger stop.
IDAG:
jeg elsker dig = jeg har status.
I kan jo ikke engang stave til ansvar.
de tre små ord, den sætning som skulle betyde så meget, - er som kastet rundt i luften for til sidst at blive trådt på og fladmast til noget af det grimmeste jeg har set.
IDAG:
jeg elsker dig = jeg har status.
I kan jo ikke engang stave til ansvar.
hvor er det sørgeligt.
det kommer der inde fra hvor det hele sætter sig.
det er som når du tager en kniv fra skuffen åbner pakken med kærgården smør og let og elegant lader metaldingenoten glide hen over det bakkede landskab for til sidst at klandre det ud over det krummede stykke du har bestemt skal tilhøre dig.
det er det samme. du ved det bare ikke og du finder heller aldrig ud af det for du tillader ikke dig selv at bevæge dig der ud hvor kun ganske få andre er.
hvem sagde at livet skal forstås og ikke blot leves?
lyden af et øjeæble der bevæger sig til rytmen af en ubrugelig bas helt der ude hvor ingen længere bunder.
pas på, sagde de, at du ikke drukner. ja ja, sagde det, stærkt vidende om hvorledes det føles når det hele kæntrer og musklerne klæber sig sammen som i en ophidset mundharmonika - blot for at overleve.
I har intet følelsesregister.
Abonner på:
Opslag (Atom)