20100428

en glæde der opfyldes med en inderlighed der ikke kan vente men blot må vente fordi der er den tid der er og har lov til at være.
men glæden har lov og det har den.
Nedtrådt bænk fyldt med alverdens erindringer. 
og jeg ser skodede fliser betrådt af menneskebelagte evigheder.
og mennesket er mest kreativt når det ikke tænker
sandt. 

20100427

og alting behøver ikke være sandt blot fordi bøger eller væsener der anses for værende højerestående siger det.

20100426

og jeg logger af, af alverdens ting og sager og gemmer mig for menneskeligheden der er på vagt og konstant kan se mig. men nu logger jeg af, for det er mørkt og skyggerne har lagt sig og gemmer sine kinder i mit sind og min søgen efter drømme og din kærlighed.
dine kys er som regnens dråber på en dirrende overlæbe.
skrøbelige men dog så sigende.
kunne i dag godt bruge grønne druer, en moden avocado med fyld af ord og kærlighed, og måske en rive til at samle alverdens sager sammen... igen.
at skrive blot for at skrive gør det skrivende grimt og uforståeligt for den der ikke skriver men blot læser hvad den skrivende endnu engang har skrevet. at skrive når man føler for en skrivende stund er det samme som at skrive ord ind i farverne og skriver man hvad men engang har skrevet når man taler farver og skriverier, kan det skrevne fra dengang man skrev ikke være helt forkert, men blot en skrivende og skrevet realitet for skriverierne. 
aldrig har noget duftet bedre end tidlig sommerregn. 
måske dit nærvær og gamle, vise hænder. men så også kun lige før.




at kun øjne fortæller sandheden er en stor og almægtig kliche..
jeg behøver heller ikke jer.
jeg har.
hun har lyst til at tage de blomstrede gummistøvler på, regnjakken over sig og lade de frie tanker hænge i en snor efter sig. og så sætte sig der, på bænken, lade regnen gennembløde hende, hendes sind og ikke mindst tankerne. lade håret klistre sig til kindbenene og dråberne vælte om kap med de salte, helt der inde fra. og når der så ikke er flere, se op, helt der op i, med øjnene åbne, og så kunne mærke hvordan det hele rammer som bløde sanser på trods af den regn, der af de fleste dømmes til værende dyster.
men hun ser noget andet, noget åbent og en sand virkelighed. og med hænderne åbne, fingrene spredt til alle sider, griber hun dem, dråberne, og lader dem blive et. 
ét med helheden.
og jeg kigger ud og tænker; findes det virkelig, - alt det her?
og udenfor bliver fliserne plettet, den friske muldjord mudret og de små myrer mast og skubbet.
udenfor regner det og alting dufter så rart.
og når dine hænder omkranser min talje og min sjæl 
og når du kysser mig på næsen og efterlader den rød
og når du krammer mig og fortæller mig at du er min
og når du er dig og jeg er mig
glæden ved impulsive ting gør mig høj 
som alverdens farver på en sensommer dag
fyldt med farvede buer i regn
som en sommerfarvet kjole der hen over vinteren er blevet for stor. 
tiderne skifter, ting ændrer sig og alt behøver ikke være som det nu engang har været.

20100425

det rører mig. helt der inde.
og hvor gør det ondt.
på en underlig måde.
som en smuk falset der får følelserne til at danse uden på tøjet
,
som når du kysser min mave og navle, laver skygger med dine fingre og fortæller mig at du skriver søde ord, der i skyggerne af solens stråler. og som når du fanger mig med dine arme og ben og fortæller mig at jeg er lille bitte, og at du elsker at passe på mig. 
og når du åbner døren og jeg falder dig om halsen og fortæller dig de ord du gerne vil høre og mærke.
re-kommanderede tanker 
og jeg spiser en gajol der smager af granatæble for derefter at spytte den ud og efterlade mig selv med en eftersmag så grim som en intethed uden alt.
at være mæt af sine omgivelser..  helt så appetitten endnu engang er mistet. 
at være påvirkelig i en højere grad end normalt. 
at slå ned som et lyn, i min sjæl, mit sind, og i min psyke...
og at være hjælpeløs i en hver situation. det er ikke dig men dem der bestemmer.

helt der inde.
og jeg ligger i de blomstrede dyner og ser på imens du bader mine negle i lilla lak. 
alt handler ikke blot om at få det ubehagelige væk. om mere handler det om at acceptere, indse og være i øjeblikket. i frygten, i angsten og i følelserne, der vækker det ubehagelig frem i dig.
først når du accepterer og skaber bekendtskab er du det skridt videre, der lærer dig flere ting om dig selv. 
om selvet og jeget. 
Udmærkelse

20100424

Those Sweet Words
og solen går ned, siddende i dit skød seende ud over vandet, der bevæger sig som var der intet på færde. og aldrig har været det.
og hvis jeg er fletningen i alle afskygninger, former og farver, så er du elastikken der holder mig sammen, fra at gå op og springe i alle mulige retninger.
Hvis kaninpelsen er en metafor for hvor man som menneske befinder sig med hensyn til viden og nysgerrighed, har jeg allerede valgt min vej; og jeg er ikke længere på vej ned af mod bunden, langs de fine små hår for at finde mig til rette og til gode med det, jeg blot bliver fortalt og vist hver dag; derimod er jeg på vej op ad, for at finde svar, oplysninger og ikke mindst forståelse for noget, der ikke er lige til og som ikke altid ses af øjnene, men af sindet, sanserne og sjælen.
- 'Sofies verden'
jeg venter, men burde jeg vente på noget, jeg ved der kommer, og ikke kommer til at udføre min ventetid men blot gør det ventende moment endnulængere end ventet. nej, at vente er som at vente på det ventede uden at vide, hvad der venter sig i det sekund det ventede øjeblik er forbi. 
og i dag er det lørdag og klokkens viser slår som de plejer, duften er den samme og tingene står ikke anderledes placeret end ventet. 



Regn gør så meget.
dig og mig, en sensommer aften til tonerne af græshopperne og fuglenes liv, til følelsen af en kærlighed og til sansernes eget bedste.
idag spiser jeg nuddelsuppe som værende morgenmad og middagsmad, og når det skoldhede vand rammer mine læber, tænker jeg på dig og dine varme kys. og på hvornår du holder om mig igen.
der bliver nødt til at være plads. ellers kører man galt. i hvert fald på et eller andet tidspunkt.
som siddende i en varm masse med alverdens lag tøj på og tørklædet snørklet om halsen. med en alligevel tanke der siger dig at dine hår rejser sig og danser fordi der er noget inden i der er koldt og gerne vil ud. hvis du giver slip har du mistet noget. men hvis du lader det blive kan det kun blive værre.
vand der koger over en rød plade i en metalgryde siger ikke ret meget mere end mørkbelagte skyer uden regn.
.. og jeg kan lade dig gøre hvad du vil og føle følelsen af en virkelighed der endelig er blevet til.

20100422

til toner der minder mig om kærlighed og minder mig om minder der aldrig svømmer væk men blot fæstner sig fast til min evige sjæl for aldrig at blive glemt. det er lykke og glæde.
at skrive dit navn hen over mine knoer og male det hele med røde nuancerede farver... 
det kan også blive for.. meget.
hvad hvis svar også indeholdte påfyldninger af sindsstemninger
et ja ville ikke være et ja
uden et væv af en negativ eller positiv bruglighed
og et nej ville ikke være et nej
hvis ikke der var at finde et dertilhørende adjektiv
måske ville bare være en mellemting, 
men alligevel tilønskes det alt andet end det
ja, nej eller måske?
... og så ønsker jeg mig et ovalt stykke chokolade med fyld af kærlighedens substans. 
empiri lagret i hukommelsens eget spindelvævsmaskine. og når hun smiler henter hun et stykke, sammensætter det med adfærdstolkningen, blander den med solens dertilhørende stråler, adderer det hele og får så det smil, hun kan tillade at påsætte sine blodrøde læber.
hvad hvis hun regnede forkert, multiplicerede i stedet og fik den forkerte... mængde? 
som guldblade der hvirvler rundt på mit bord hvisker jeg ordene ud på tavlen skrevet med en farve der ikke burde være ud viskelig. men ikke alt bærer frugt og ikke alt har sandheden med sig.
mine øjenhuler er som lukkede porte til mit sind, som farverige anemoner og mørkristede kaffebønner. 
at moralisere er ikke altid svaret
kram på snor, op til flere kys på række og en kærlighed der binder det hele sammen.
Æstetiske sanser
inde sidder jeg i min egen hule med lys og minder omkring. omkranset af en virkelighed, jeg ved der er til, og en uvirkelighed, jeg ved, jeg kan skabe. 
dengang ville jeg høre dig sige undskyld, mærke og føle hvordan det kom ud af din mund. se hvordan det ville forme sig, dine tænder vise sig, og dine læber igen omkranse hinanden, efter at have spyttet det ud. 
'undskyld'.
men idag ønsker jeg blot at lade det ligge, for jeg har indset at din handling, dine ord og dit kyniske jeg har rørt, formet og dannet en lille del af mig.
en del der betyder så meget idag, at jeg ikke ville undvære den.

20100421

nu går solen ned, her inde fra mit vindue, min synsvinkel. ligninger og integraler svømmer rundt i min hjerne, men ikke i mit hjerte, for der er kun plads til de ting, der virkelig betyder noget. og nu går solen, skyggerne kommer frem og alting ser så mørkt og anderledes ud.
og solen går ned nu, og solens stråler rammer for sidste gang de levende organismer, der, uden for mit vindue. og jeg, jeg har taget et smukt billede. med mine øjne, gemt i mit sind.
sammen med dig føler jeg mig smuk og ligeværdig med andre mennesker. 
tasterne er mit gemme sted
min udvej
min livsforståelse
jeg ser blomster og solstråler. og når jeg sover ser jeg blot drømme der danser afsted som var de små kaninunger på en forårsdag. 
jeg står med mit ene ben det forkerte sted; men det kan du ikke lave om. det kan kun min selvstændighed og velvilje gøre, og den vil, den kan og den vil om noget prøve. bare prøve. for jeg vil dig, jeg vil livet og jeg vil dets udvikling og dets impulsive goder. 
rød jordbærglans. 
.. og hvis du får lyst, så ved du jeg er her, - også til at ligge under den skyfrie himmel, tælle stjerneskud og spise røde jordbær som vil smelte på tungen af varme og kærlighed. og når vi så holder sammen, der med vores hænder hvilende over græsstråenes nyslåede glans, så vil det gå op for os hvor vigtigt det hele er. og når vores læber mødes, og jeg kan smage du smager af savn, og jeg frigiver mit hjerte og lader dig holde det, der, svævende imellem os, vil vi begge mærke den virkelig samhørighed og sandhed, der fortæller os, at det hele vil vare evigt og også selvom vi intet stjerneskud ser og de røde jordbær en dag slipper op.
og når du tager min hånd og fører den hen over dit hjerte og siger at det ikke kun tilhører mig, men os, så mærker jeg varmen fra dit sind og fra de røde jordbær, der ligger i min mave og spreder sig.
at indse og acceptere sjælens trolige dans kan om end være meget men også vigtig.
Der behøver ikke at være mere at sige, blot fordi solen skinner og skyerne lader regnen være til - på samme tid.



hej til verberne, der starter hele historien, teksten og erindringen ved skabelse af handling og tempo i den værende eksistens, der efterfølgende bliver fulgt op af en skabende grobund belagt af substantiverne, der giver tegn til billedlige dannelser i hovedet på læseren, tilhøreren eller tænkeren, som ved hjælp fra adjektiverne, får sanserne på spil og oplever en sand historie ved billedlige dannelser, forståelser og iagttagelser. 
jeg har to pakker med chokolade. den ene er lyserød og den anden er rød, og når jeg tager en bid af den røde, er det som at smage sommerens varme stråler. den lyserøde fortæller mig, at jeg i dag har været ude for en forståelse, der har løftet mig. og flyttet mig.

20100420

kan man være udmattet af farverig glæde?
den sprække, der var på vej til at blive en revne så stor som uendelig, helede du med dine ord og din, for mig, ukendte viden.
jeg har aldrig følt smukkere og så sigende før.

20100419

Vil du dele det hele med mig?
Udsigten, græssets duft og trætopperens dansen under den lyseblå himmel, der fint hviler over os, der på båden...
  
idag er solnedgangen som en sublim oplevelse ud over alle sanseværdier. jeg tror jeg må gribe din hånd og du må holde om min talje for at fortælle mig, at jeg virkelig er til.
jeg stjæler lidt af din kærlighed, hver dag.
er det okay?
Nå, hvad jeg tror på?
Jeg tror på ord og sommerfuglekys. 
Platon og nyplantonismen inspirerer mig.
'Når en sammenhæng pludselig går op for en, er dette ikke en ny indsigt, men blot en erindring af en tabt indsigt'. 

20100418

helt der inde hvor ingen ting gror og aldrig noget når ind, helt der inde er der plads til dig.
hvis du har lyst.

Må jeg være mælkebøtten hvis du får lov til at være alle de andre blomster?
Jeg mangler blot et pust, og jeg får lov til at svæve som jeg længe har drømt om.
jeg tror ikke du ved at jeg ved at alle ikke ved at når de ved det så ved de altså ikke at de ved at verden tror at når man ved at ordet vide forbinder de fleste tanker og relationer med at de ved at noget er til, så er det jo alligevel som om de troede de vidste alt selvom de ikke anede at det at de ved det ikke er positivt men negativt, da det at værende vidende er at være uvidende uden nogen forstand på ordet i sin præteritum-tid. 
jeg ved at du vidste at jeg ved at jeg er vidende om det at vide.
den firkantede metalplade med det lignende ur, trækker jeg ud og ser det hele nøje an. den tiltrækker, river og siger; 
'ja, det må du gerne'.
og når min venstre fod planter sig solidt over den, slentrer den højre hurtigt med og snart er mine øjne fæstnet på den røde skive, der snart vil fortælle mig hvor jeg står.

lettet som var jeg en fjer, træder jeg ned, løfter den og stiller den fra mig og ser hvorledes min højre hånd har afsat sine svedplettede plamager i siden af den. jeg stiller mig med hænderne placeret nær min talje og ser ind i det underlige vindue, der fremkalder mig selv, mine øjne, mund og de forskellige ansigtstræk. 
der er jeg altså, og idag har jeg lov til at være til. og have en tilstand som værende et glad individ. 
måneskud og stjerneskud forvrænger mit tankespind sammen med alverdens proklamationer og opreklameringer der slet ikke hører til der inde hvor det hele bliver spundet til spindelvæv og vævsbindinger.
jeg må ikke tænke frem men gerne nu
du tror bare du kan træde på mig men hvad du ikke ved er at jeg ikke lader mig træde på og slet ikke af folk som dig som intet sind og for slet ikke at tale om sjæl har næh leg du din egen leg og giv mig så mine tanker tilbage - nu
Når man ikke er inspireret bliver det grimt.


hvad så med de dage hvor det alligevel gør ondt
trods alverdens forsøg på at hele?

20100417

00:19

godnat.
når man drømmer skabes det uvirkelige om til det virkelige.
jeg kan godt lide at drømme.
siddende med computeren i skødet og halsen snørende sammen, hører jeg dit åndedræt kalde på mig. du sover, men jeg kan fornemme at du drømmer. det siger dine øjne, der kører frem og tilbage, på kryds og på tværs, - fra højre til venstre. jeg vil børste mine tænder med min lyserøde tandbørste, måske tage elastikket ud af min fletning og rede mit hår. jeg vil ligge mig til ro, tæt ind til dig og små sekunder efter vil jeg mærke dine varme arme rundt om mig. lige så stille ved jeg at jeg vil mærke den velkendte følelse af din givende ro i kroppen på mig, og snart vil jeg falde i en velfortjent søvn. imorgen når du vågner før mig, vil jeg smile i min drøm og få dig til at tænke ligesåledes som jeg gjorde, her i nat. når du så kysser mig og spørger om jeg har sovet godt, vil jeg nikke søvndrukken og i et langsomt tempo slå mine blå øjne op, se ind i dine og føle følelsen af en virkelig glæde, der længe har skabt grobund for min eksistens..
mit tastatur er hvidt og en øjenvippe er faldet af og ligger og pryder sig ved F11-tasten. det ser underligt ud, som to kontraster på en underlig, kold mandag. alligevel vækker det noget, der fortæller sindet at blot fordi noget virker upassende, kan det godt være passende alligevel. og lige så muligt som værende umuligt, lige så upassende kan det også være passende.
pessimist eller optimist, det er efter eget valg.
spiller det nogen betydelig rolle om man er blevet til ved en elskelig elskov,
eller blot ved et hurtigt og tilfældigt samleje der alligevel aldrig skulle have været til?
,

alt er så underligt stille på den tid af døgnet. men alligevel holder jeg af den tid mere end så meget andet. det er som giver verden endelig et tomrum kun uddelegeret til sjælen og dens dybsindige tanker, der ikke bare sige ja, men også nej og måske. det som at lytte til en intethed alligevel fyldt med en kæmpe helhed, der siger alt og intet på samme tid. det er en underlig følelse, men jeg spidser alligevel ører og lader mig opsluge og påvirke. det værste der kan ske, er en tekst der ikke giver mening. men giver den ikke mening for nogle, giver den mening for andre.
natpoesi
sen nat og jeg drikker the med lemon smag og efterlader jordbærene med den grønne top tilbage, der på det hvide stykke køkkenrulle, der ellers var beregnet til min thepose. men ting de ændrer sig lige så vel som tiden konstant skifter fortegn, og fortegn skifter forståelse. hvem ville nogensinde have forudset at min fletning strammer og vejret i dag har gjort den mere kruset end normalt, for ikke at nævne alle de små skyer der stadig danser hen over himlen. i hvert fald i mine øjne. jeg ved jo godt du er der oppe et sted, men alligevel tror jeg ikke, jeg vil indse det. men min the smager godt. og den hjælper ganske betydeligt på min hals, der har snøret sig ganske besynderligt sammen de sidste par dage. vejret snød mig, da det lovede mig varme og tryghed, der ude på terrassen med samfundsfagsafleveringen i mit skød. men alligevel snød den mig, på trods af jeg følte mig veltilpas i momentet. sådan er det jo nogle gange, og vi lever jo stadig alligevel. om lidt er jeg færdig med mit sidste jordbær, men thekruset er stadig trekvart fyldt endnu. det bliver en god og lang nat med dit åndedræt ved siden af mine fingre, dansende hen over tastaturet for at finde vejene til min virkelighed. helt der inde..
smilet der danser hen over mine læber når jeg ser dine fødder stikke ud under dynen fordi dine ben er langt længere end hvad dynen har tænkt sig gør godt for. tanken der strejfer min sjæl når jeg spiser røde jordbær med grønne toppe, og følelsen der rører mig helt ind til knoglerne de gange du kysser mig når jeg har allermest brug for det.
Og jeg kan slet ikke vænne mig til at jeg aldrig kommer til at mærke din bløde stemme opbløde mine bekymrede tanker igen.
vejret afspejler mit sind mit sind afspejler vejret vejret er mit sind og afspejler... intet.
søger rensemaskine, to modne blommer og en fjer.
tungsindighed
først opdagede vi,
dernæst skrev vi sekunder, minutter, timer, dage og måneder
da jeg trådte ud af bussen så vi
omfavnede og mærkede vi
senere snakkede vi, lærte og lyttede vi
og da vi kyssede, opfattede vi,
eftersom vi indså og svimlende hen blev vi et par
og kys blev til flere og tanker til mere
timer gik, dage, måneder og år
og stadig opfatter vi,
tænker og elsker vi
på mit hvide bord står den gennemsigtige vase som jeg købte for tre dage siden. i den er blomsterne ved at visne, og tulipanen ved at springe ud. det minder mig om smukke dage blandet med en virkelighed der ikke vil fanges. og da jeg planter mine fingre om det runde og gennemsigtige, minder det mig om de dage hvor intet rigtig vil trænge igennem, men alligevel gør det og fylder på en tungsindig måde.
samme dag kigger jeg ud af vinduet og forstår slet ikke vindens rusken når nu det jeg allerhelst vil er sommerens blide favntag rundt om mig. og dig.
At vaske op til tonerne af alverdens guitarspil er som værende i et blødt rum med sæbebobler.
Love is when someone you trust cuts a smile in your face
- Kashmir

20100416

At elske;

20100415

Hemmelighedsfuldt og med en glans af elegance ligger vandet hen i morgentimerne. Ved strandbredden går to, hånd i hånd, og grubler over livets filosofiske spørgsmål.
De prøver
solens stråler
at bryde igennem rudens dominans.

20100414

Hvis mine tanker var en muskel ville jeg kunne løfte hvad og hvem som helst
,
En erstatning behøver ikke altid kunne være brugbar. Men en venlig mine og et par hjælpsomme hænder viser meget.
Betontrapper som gerne være lig porcelæn.
som et usynligt tæpper der viser sig, når jeg lukker mine øjne. det er sandt, og fuglende er fremme igen.
foråret er som konge og dronning af superlativerne
,
jeg glæder mig til det hele bliver grønt, der ude
- og til jeg ikke længere kan dufte de skodede cigaretter

20100413

jordbærkys,

20100412

mine taster er hvide og fyldt med støv fra hverdagen. i revnerne imellem 'e' og 'r' sidder mine tanker, imellem mellemrumstasten og 'b' sidder mine spekulationer, alt imens mine uforklarelige hændelser og spørgsmål sidder ved shiftknappen.
det hele er en leg. men ikke som da man var lille og plukkede blomster fordi man troede det var det, det hele gik ud på. tværtimod som en leg der er uretfærdig og farlig at træde over tæerne.
jeg kan lade dig trille ned af min kind, som en lille kugle ned af en stor bakke. jeg kan flette mit hår i en lang fletning og spise jordbær indtil jeg forstår verden. når jeg så har hjernen og hjertet fyldt, kan jeg drikke et iskoldt glas vand for at blande det hele, og så kan jeg starte forfra.
hvornår kommer meningen?
jeg har bare brug for at være... den fjer.
selvstændig, flyvende og ikke som værende to i en, men som værende en i en.
det er jo blot at falde tilbage til det dengang værende og derved føle sig godt tilpas og tryg i det, fordi det har været igennem følelsesregistreret hundredevis af gange allerede.

jeg vil gerne snart have lov.
det føles som en uvirkelighed når solen går ned, fuglene synger på sidste vers og mørket ligger sig over verden, som et vanedannende ritual.
et eller andet sted, helt der inde hvor intet er gjort sandt endnu, trygger det.
det er som når du slukker lyset og alt bliver mørkt.
der er støv i filteret.
puds det.
hvem siger at ørerne er åbne når I taler?
at farve sin dag på andre måder er åbenbart ikke populært.
jeg tror ikke omverden kunne være mere ligeglad.
pludselig er alle farver tilstedeværende.

jeg ville ønske din klistrende stemme forsvandt.
din klistrende tilstedeværelse.
og din klistrende falskhed.
jeg skærer min kiwi ud i ovale former, lader min skinnende metal ske bore ned i dem for at bevise over for verden at det er alt andet end grøn sortkernet frugt med brun overflade, vi har med at gøre.
da jeg lader smagen overfuse mine smagsløg er det første jeg tænker på;
bitterhed.

20100411

jeg får ondt i hovedet af at spise din usikkerhed. så jeg styrer udenom med skeen og skovler i stedet noget selvtilfredshed ind.
det smager... nyt.
Hvad så hvis jeg spinder dig en hat af mine tanker, tilføjer noget grønt og forårets stemninger?
Ordet siger det ikke. Det gør tankerne.
Jeg fik bekræftet at det er okay at græde.
Som tårer på en perlekæde, strikker jeg den om din hals.
Påvirker dig og får dig til det.
Du skulle mærke.
Føle.
Og se.
Det var rart at være din klippe for en nat.
Jeg beviste over for mig selv at jeg ikke kun er lig sort men også alverdens andre farver.
Jeg kan jo godt.
At lære på den hårde måde.
Jeg skulle have gemt.
Når adjektiverne ligger sig til substantiverne sluger vi det hele råt.
Nethinden siger ikke stop ved substantiverne, men først efter det sidste punktum ved adjektiverne.
Ord er rare.

20100408

Så kom du ud.
Ad tårernes vej.
Det var som farvene blå og sort var blandet sammen.
Jeg observerer dig, transformerer dig.
Spytter dig ud, som var du en grim lille flue og jeg en grøn frø.

20100406

aktive konstruktioner min røv,
- sproget er da langt pænere med passive?
hej.
i dag jeg er har besteget et bjerg.

20100405

jeg sætter min alarm til 06:07
mit bord er kridhvid og jeg stoler ikke helt på jer.
alligevel tager jeg en bid af det røde æble, og i samme sekund ser jeg ud af vinduet i stuen og forbinder mine tanker med noget, jeg kan relatere til.
de negative bliver sat på række, og de positive popper jeg let ind i mellem de andre.
der dufter af sommerregn..
som salte sår, eller som sår du hælder salt i.

20100404

baby,
du har mit liv i dine hænder.
pas på.
du må ikke bestemme om jeg må græde,
hvornår må jeg
gå i et
med det hele
bare for en
dag ?
lad mig nu blot blive den... fjer.
Der er jo aldrig nogen der kommer til det.
Hvad er det jeg går og venter på?
Helt der inde, hvor knoglerne samler sig som en intethed. Helt der inde trykker det, hver gang du siger det. Hver gang du pointerer det.
Og hver gang falder jeg i et hul, et sort hul fyldt med sorte fangearme, der ikke ligefrem siger, at jeg kommer op igen.
Du er lige som de kæmpemæssige maskiner, og jeg er asfalten. Igen og igen kører du over mig, - og du tænker ikke videre derover.
For hvem gør det?
"Åh, lad nu være med at græde hele tiden".

Hvad med du prøvede at lukke døren op og indse ikke alle kan være så følelseskolde som dig?
Jeg er svag.
JEG ER SVAG.
Er du glad nu?
hvorfor får du lov hver evig eneste gang? du presser det ud og ødelægger alting.
sådan en latterlig lille ubetydelig ting.
du burde mases og tilintetgøres.
du fortjener det ikke
SORT HUL
.. du fik lov alligevel.
Jeg kæmpede. Men ikke nok.
at sætte en stopper for det, der gerne vil nedbryde og ødelægge.

20100403

jeg ønsker mig lige nu:
to røde violer, en valnød med kærlighed og måske en drue med dertilhørende forståelse?
Jeg tror stjernerne er fremme i dag, som på en kølig vinternat. Og jeg ved, kan jeg mærke, at du holder øje med mig.
Jeg tænker også på dig...det har jeg gjort længe.
I aften har jeg brugt alt for mange timer på at forstå noget matematik, som jeg alligevel ikke kan bruge til noget smukt... hvad ville der mon ske, hvis jeg ikke lavede det, og i stedet gav mig til at spekulere over, hvorfor den følelse skal være der, når nu jeg ikke gider at have, at den skal være der? Men alligevel springer de frem, de dersens ligninger der fortæller mig, at det ikke længere er nemt som i 1.g, men at jeg derimod er stødt på en kant der fremprovokerer differentialregning på kryds og på tværs...
Hvem sagde tal var gode, når det kun er bogstaver jeg kan trylle med?
at have ondt et sted,
der slet ikke findes,
skaber komplikationer,
der ikke kan afhjælpes.
tror du, du finder min sjæl, mit legeme og mig - i egen person, blot ved klikke dig frem, læse og forstå?

ude i haven, hos os, er de ved at springe op, de gule af slagsen.
det gør luften smukkere og træerne grønnere.
Jeg kan jo godt lide mennesker og deres måde at agere på - hvorfor så være så skrækslagende over intetheden?
i dag mødte jeg endnu flere mennesker, og selvom jeg koncentrerede mig om ikke at ramme stregerne, så blev jeg alligevel bange.
tak for din hånd.
din ømhed over mig smelter noget i mig til en tilpas mængde kærlighed.
kærligheden pakker jeg ud i små dele, og for hver del smører jeg en mad til dig, som jeg efterfølgende rækker dig for at dele din kærlighed blandet med min.
og sådan bliver jeg ved, for hvem kan stoppe med at dele, med en sådan tildelt og så dyrebar gave?

Jeg tror, at jeg ved, at jeg dengang, tog det forkerte valg.

20100402

Ordbogen siger;

elske [ælsg] vb. -r, -de, -t 1. elske ng holde meget af el. føle kærlighed til nogen = HOLDE AF, VÆRE GLAD FOR

- kunne det være grimmere defineret?
Som en smag af belgisk chokolade og salte kys, dér - kommer vi slentrende ned af gaden, imens solen går ned og fuglene begynder på deres sædvanlige triller. Hvad hvis jeg kastede sand op i luften og lod det hvirvle omkring os, - ville du så stadig smile dit vante smil, og ville du stadig kramme mig tryg i nattens mørke?
det kan ikke forklares kort, men jeg kan godt prøve en dag - hvis du giver mig tid.
ti fingre der danser hen over et ujævn tastatur der alligevel siger mere end meget.
jeg tror, jeg lærer hver evig eneste dag.
altså, på den der kreative måde.
så lad mig dog blive inspireret som en sød lille kattekilling, der ikke aner hvad livet går ud på - endnu.
Hvad så hvis jeg gerne vil...
men ikke kan?
Får jeg så en chance mere?
vil du revurdere mine tanker?
en trykkende følelse tager det hele fra mig.

20100401

jeg er blot hende der skriver, hende der vælger ordene
og hende der sammensætter.
jeg er forfatteren og I er mine byggeklodser.
kunsten er ikke at være i nuet
men at være i jeget.
(vi bytter ikke misforståede citater på helligdage)
alting behøver ikke være så smukt for at være definitionen af perfekt.
men hvem definerede perfekt og hvem siger der er noget der er perfekt overhovedet?
smukt.
jeg forestiller mig syv og en halv due flyve over himlen i en fin og elegant vals.
det er så fint og mageligt det hele.
det burde være sandt.
til tonerne af din guitar.
jeg falder hen til tonerne af dit akustiske guitarspil. imens går solen ned, der ovre på den anden side, og jeg lader blot strålerne danne sig et overblik over mit mikroskopiske ansigt, som jeg for dagens skyld har ladet se lyset. der er ikke at se store totter hår der vælder, det eneste der ånder og ser er mine øjne og min mund, der mærker dine læber mod mine, engang, når dine fingre er færdige med at løbe op og ned af strengene på din elskede guitar.
jeg lader min venstre hånd åbne den grønne gajolpakke, fæstner en lille rund pastel ind i min mund og lader smagen af granatæbler overfuse mine smagsløg. jeg lukker mine øjne for syvende gang og overvældes endnu engang af dit guitarspil, og tonerne og lydene, der fortæller mig at du spiller den sang, du spillede for mig, første gang vi sås, og jeg lå lige således som jeg gør nu. henslængt i alverdens pudder og ser på dig, dig der fylder mit sind, min sjæl, min krop og mit bankende organ. mit blodrøde hjerte.
dig.
Som et forårs smil der smager af ny slået græs og vintergækker

7,95 er prisen

lad os nu bare lukke op for tårekanalerne
lade tårerne flyde og fylde
lad os nu blot græde sammen
lade verden bliver indhyldet i glæde og samhørighed
mine øjne svier og mit sind siger stop.
de tre små ord, den sætning som skulle betyde så meget, - er som kastet rundt i luften for til sidst at blive trådt på og fladmast til noget af det grimmeste jeg har set.

IDAG:
jeg elsker dig = jeg har status.
I kan jo ikke engang stave til ansvar.
hvor er det sørgeligt.


sammen os to
vender vi om på
dag
og
nat
lille er hun,
men alligevel er der ingen der sætter grænser for hvor småligt det må være,
det der kommer ud af hjertet.

det kommer der inde fra hvor det hele sætter sig.
det er som når du tager en kniv fra skuffen åbner pakken med kærgården smør og let og elegant lader metaldingenoten glide hen over det bakkede landskab for til sidst at klandre det ud over det krummede stykke du har bestemt skal tilhøre dig.
det er det samme. du ved det bare ikke og du finder heller aldrig ud af det for du tillader ikke dig selv at bevæge dig der ud hvor kun ganske få andre er.
hvem sagde at livet skal forstås og ikke blot leves?
lyden af et øjeæble der bevæger sig til rytmen af en ubrugelig bas helt der ude hvor ingen længere bunder.
pas på, sagde de, at du ikke drukner. ja ja, sagde det, stærkt vidende om hvorledes det føles når det hele kæntrer og musklerne klæber sig sammen som i en ophidset mundharmonika - blot for at overleve.
I har intet følelsesregister.
ja, jeg taler i tåger i koder i uforståelighed men hvad er det så helt præcist og smukt du tænker i?
hvad med blot at sy jeres læber sammen med den tykkeste tråd af slagsen for I har tydeligvis ikke øjne og sind til at forstå og hvem gider bruge tid på noget hvor intet forståelse er at hente.
at løsrive sig i en sådan hastighed der måske ikke er mulig for de der selv tror de lever men muliggøres for de der ved at de lever og på deres egne måder.
smagen af regn og sensommer
er som smagen
af den virkelighed vi alle søger.
du kære tid,
jeg forguder dig.