20100520
og så skete det igen. hvem havde også forventet andet? måske et naivt lille grønt barn der stadig sidder højt på gyngen og rører skyerne med sine fine røde sandaler. men barnet er allerede på vej ned ad gyngen, og i mit univers er jeg lige pt. faldet helt ned. mine knæ rører jorden og mudderet er trængt helt ind.
hvem havde forventet andet?
hvem havde forventet andet?
20100518
20100513
20100512
20100511
"det er faktisk lidt koldt"
"du kan jo bare lukke døren"?
"jamen.. "
"luk den nu bare. smæk den i"
"det kan jeg altså ikke"
"hvorfor? skal jeg gøre det"?
"nej"
"man tager bare fat her, hiver ned i håndtaget og.. "
"nej! jeg venter.. og hvis man lukker.. så"
"så hvad"?
"jeg venter... og det må du acceptere".
"du kan jo bare lukke døren"?
"jamen.. "
"luk den nu bare. smæk den i"
"det kan jeg altså ikke"
"hvorfor? skal jeg gøre det"?
"nej"
"man tager bare fat her, hiver ned i håndtaget og.. "
"nej! jeg venter.. og hvis man lukker.. så"
"så hvad"?
"jeg venter... og det må du acceptere".
og jeg... elsker faktisk. ja det gør jeg.
jeg elsker når tonerne fra den mørkerøde guitar rammer mine øre. og når jeg minder mig selv om at det er dig der sidder og spiller. og når jeg ser en sommerfugl for mig og det smukkeste af det smukkeste rammer mig. for jeg ved det er dig og det er hele din sjæl du ligger i de toner der netop nu rammer mig i samme sekund som mine fingre lander på t - a - s - t - erne.
det er længe siden jeg har flettet de der tykke og lange fletninger i mit hår. det er fordi jeg er faldet hen til vanerne og rutinerne igen. det gør ondt der inde, men det gør også godt. nogle gange. men i dag vil jeg flette videre og sove med dem, - fletningerne. når jeg har bundet dem af mit hår vil jeg sætte et tyndt blåt elastik i hver af dem - for jeg skal selvfølgelig have to. og når jeg så vågner imorgen og kysser dig godmorgen og siger at nu skal jeg altså op for at nå alle mine gøremål, så vil jeg gå ned til spejlet og prøve at smile og sige at det hele nok skal gå og det hele er okay. og når mine fingre så piller det farverige elastik op på hver sin side, vil mine øjne møde bølgede hårstrå der sagte fortæller mig at det nok skal blive en god dag, og at jeg jo ser dig imorgen, torsdag.
det er farligt at falde ind i rutinerne og vanerne. og når jeg indser det, indser jeg pludselig også hvor glad jeg er for dine kram. og dine kys. og dit nærvær. jeg er så glad for dit nærvær at det mest skræmmende er dit fravær. men det hele skal nok gå, for du har lovet mig kys allerede på torsdag.
det er farligt at falde ind i rutinerne og vanerne. og når jeg indser det, indser jeg pludselig også hvor glad jeg er for dine kram. og dine kys. og dit nærvær. jeg er så glad for dit nærvær at det mest skræmmende er dit fravær. men det hele skal nok gå, for du har lovet mig kys allerede på torsdag.
20100510
20100509
20100508
det gør lidt ondt egentlig
og nogle gange når det virkelig er mørkt og jeg intet lys ser, bilder jeg mig selv ind at du ikke længere behøver mig. så bliver det endnu mørkere og følelsen af at falde bagover og ramle hovedet ned i et stengulv bliver pludselig en realitet. hvad jeg derefter husker er meget forskelligt. nogle gange drømmer jeg jeg tager livet af mig selv. kniven er rød og rebet er bare sort og bundet op i forskellige små knuder. andre gange er mine drømme helt anderledes. jeg sidder i en gul båd helt ude på vandet. det er en sø af en slags og rundt omkring svømmer grønne alger og små ænder. og selvom det hele virker så falskt og så evigtvarende, så står du der inde på bredden. men jeg har ingen årer og efter få minutter og et bedende råb vender du blot om og ryster på hovedet.
en enkelt gang har jeg drømt at du kysser mig på min næse, og at mit venstre næsebord derefter slipper en lilla sommerfugl ud.
men det er sjældent det sker. og der er også langt imellem de mørke tider. men de er der, og det er som om de prøver at tage livet af mig...
og nogle gange når det virkelig er mørkt og jeg intet lys ser, bilder jeg mig selv ind at du ikke længere behøver mig. så bliver det endnu mørkere og følelsen af at falde bagover og ramle hovedet ned i et stengulv bliver pludselig en realitet. hvad jeg derefter husker er meget forskelligt. nogle gange drømmer jeg jeg tager livet af mig selv. kniven er rød og rebet er bare sort og bundet op i forskellige små knuder. andre gange er mine drømme helt anderledes. jeg sidder i en gul båd helt ude på vandet. det er en sø af en slags og rundt omkring svømmer grønne alger og små ænder. og selvom det hele virker så falskt og så evigtvarende, så står du der inde på bredden. men jeg har ingen årer og efter få minutter og et bedende råb vender du blot om og ryster på hovedet.
en enkelt gang har jeg drømt at du kysser mig på min næse, og at mit venstre næsebord derefter slipper en lilla sommerfugl ud.
men det er sjældent det sker. og der er også langt imellem de mørke tider. men de er der, og det er som om de prøver at tage livet af mig...
20100507
fiktion
jeg skar ikke mine æbler i både i dag og vandet nåede ikke at løbe i 7½ sekund før jeg tog mig af det.
faktisk så.. glemte jeg det. jeg glemte ikke at huske hvad det var jeg ikke måtte glemme, men jeg glemte det hele i det store hele,og ikke i de små dele, som det store hele eller var pakket ind i - nemlig de små dele.
det blev slet ikke min tur.
jeg skar ikke mine æbler i både i dag og vandet nåede ikke at løbe i 7½ sekund før jeg tog mig af det.
faktisk så.. glemte jeg det. jeg glemte ikke at huske hvad det var jeg ikke måtte glemme, men jeg glemte det hele i det store hele,og ikke i de små dele, som det store hele eller var pakket ind i - nemlig de små dele.
det blev slet ikke min tur.
udmattelse
og snart så slukker jeg lyset, her over spisebordet, tager min blomstrede tallerken ud og lader de grønne toppe falde i skraldespanden under vasken, der i forvejen er utæt og for iøvrigt ikke lugter særlig godt.
så går jeg op af trappen på de trin der er alt for grimme og uden den mindste farve, knirkende og bestøvede, for derefter at træde ind på stuegulvet der langsomt vil føre mig hen til den dør hvor i der bag findes et værelse med alverdens ting der tror de ejes af mig, men slet ikke findes og blot er som et lille støvfnug i en forunderlig verden.
når jeg så ser på alt rodet og siger til mig selv at ja, undskyld, det må ligge der en nat til, så lader jeg mig falde bagover og forestiller mig i et kort øjeblik at jeg er den fjer, jeg så gerne vil være.
efter at have ramt puden og den halve dyne med de farvede pletter, føler jeg en kulde og en umenneskeliggørelse blot fordi mørket endnu ikke er faldet på og derfor siger mig at jeg ikke burde være her - men der.
da jeg så sætter mig op og føler den tunge fornemmelse i for- og baghoved, svimler det hele pludseligt for mig og de få farver der før var at skimte med det blotte øje forsvinder som når du slukker der henne på stikkontakten.
og snart så slukker jeg lyset, her over spisebordet, tager min blomstrede tallerken ud og lader de grønne toppe falde i skraldespanden under vasken, der i forvejen er utæt og for iøvrigt ikke lugter særlig godt.
så går jeg op af trappen på de trin der er alt for grimme og uden den mindste farve, knirkende og bestøvede, for derefter at træde ind på stuegulvet der langsomt vil føre mig hen til den dør hvor i der bag findes et værelse med alverdens ting der tror de ejes af mig, men slet ikke findes og blot er som et lille støvfnug i en forunderlig verden.
når jeg så ser på alt rodet og siger til mig selv at ja, undskyld, det må ligge der en nat til, så lader jeg mig falde bagover og forestiller mig i et kort øjeblik at jeg er den fjer, jeg så gerne vil være.
efter at have ramt puden og den halve dyne med de farvede pletter, føler jeg en kulde og en umenneskeliggørelse blot fordi mørket endnu ikke er faldet på og derfor siger mig at jeg ikke burde være her - men der.
da jeg så sætter mig op og føler den tunge fornemmelse i for- og baghoved, svimler det hele pludseligt for mig og de få farver der før var at skimte med det blotte øje forsvinder som når du slukker der henne på stikkontakten.
20100505
og hvad med de mennesker der konstant tilbyder en hånd og giver noget farverigt videre?
hvad med noget forståelse og noget taknemmelighed, i stedet for sorte farver uden pigmenter og forståelighed.
det er blot en hjælp - men som åbenbart ikke er farverig nok - eller er blevet for dannet til at være vane.
tak.
hvad med noget forståelse og noget taknemmelighed, i stedet for sorte farver uden pigmenter og forståelighed.
det er blot en hjælp - men som åbenbart ikke er farverig nok - eller er blevet for dannet til at være vane.
tak.
jeg kunne med en fin kniv fjerne toppen, skære den af, den grønne ting dér, og smide den ud i skraldespanden. måske for at få det til at se pænere ud. se flottere og mere indbydende ud. så ville det hele være rødt med et strejf af hvidt og gult. og måske... mere indbydende.
men det gør jeg ikke - skærer toppen af, alt det grønne. jeg lader den i stedet pænt sidde, være på sin plads som var det bestemt for altid. og så bider jeg til, indtil jeg kommer til toppen, den grønne dér. og så ligger jeg den fra mig. og den får lov til at være, som den altid har haft lyst.
til.
men det gør jeg ikke - skærer toppen af, alt det grønne. jeg lader den i stedet pænt sidde, være på sin plads som var det bestemt for altid. og så bider jeg til, indtil jeg kommer til toppen, den grønne dér. og så ligger jeg den fra mig. og den får lov til at være, som den altid har haft lyst.
til.
20100504
20100503
Rødt barn
Drengen har rød trøje på. Og så gynger han. Helt der op for at røre skyerne med sine små indrammede fødder, sit hjemlige jeg og sit undersøgende sind.
Og de, træerne, der rammer hans korte ben, fortæller ham sandheden om det uvidende lille barn han er. De fortæller ham at hans higen er alt for ubrugelig i hans indre lige nu, men at det hele nok skal komme, snigende som en overskyet himmel en varm sommerdag.
Men de indpakkede knogler hviler blødt i de grønne ruskinds bukser, og de ved, lige som han selv ved, at de kan modstå en hver gren der hænger over ham, og i stedet for at stoppe sætter han blot mere af og nyder synet af en cuttet jordforbindelse.
Først nu når han falder af, triller en omgang og ramler ind i en rød barnevogn forstår han en lille del af den alvor der er at finde blandt alt det interessante...
Drengen har rød trøje på. Og så gynger han. Helt der op for at røre skyerne med sine små indrammede fødder, sit hjemlige jeg og sit undersøgende sind.
Og de, træerne, der rammer hans korte ben, fortæller ham sandheden om det uvidende lille barn han er. De fortæller ham at hans higen er alt for ubrugelig i hans indre lige nu, men at det hele nok skal komme, snigende som en overskyet himmel en varm sommerdag.
Men de indpakkede knogler hviler blødt i de grønne ruskinds bukser, og de ved, lige som han selv ved, at de kan modstå en hver gren der hænger over ham, og i stedet for at stoppe sætter han blot mere af og nyder synet af en cuttet jordforbindelse.
Først nu når han falder af, triller en omgang og ramler ind i en rød barnevogn forstår han en lille del af den alvor der er at finde blandt alt det interessante...
20100501
Abonner på:
Opslag (Atom)