20100520

tungsindighed
han minder mest af alt om en fed flødebolle hvor ud fra volapyk og grimme ord springer
Min dag indtil videre:
du er så grim indeni.
det er I jo egentlig allesammen..
sammen er et grimt ord og alene passer bedre.
ikke?
og så skete det igen. hvem havde også forventet andet? måske et naivt lille grønt barn der stadig sidder højt på gyngen og rører skyerne med sine fine røde sandaler. men barnet er allerede på vej ned ad gyngen, og i mit univers er jeg lige pt. faldet helt ned. mine knæ rører jorden og mudderet er trængt helt ind.
hvem havde forventet andet?

20100519

og idag lukkede blomsterne sig i grimme farver. 
hvem forstod dét?
klam latterlighed. muggen driver ned af væggene.

20100518

og i dag sang fuglene en helt anden sang end hvad mit sind normalt er vant til. 
det var.. rart.

20100517

som en smag af forsødede jordbær overhældt med overvurderede smagsløg.
Aldrig og altid er problemord.

20100513

og i dag står de over det hele, de brune firkantede kasser. og hver enkel af dem er fyldt med vores ting, der hver fortæller en lille del om vores liv. det bliver rart at få det hele pakket ud og komme på plads.
sammen.
somebody took my thoughts.. 
Drømme om at en af forældrene dør; Det modsætningsfyldte i kærligheden forstærkes gennem sønnens rivaliseren om moderens opmærksomhed, eller datterens ønske om at skaffe moderen af vejen for at komme nærmere til faderen. I dette tilfælde fungerer drømmene som en sikkerhedsventil.
Drømmetydning;
Katastrofer (eksplosioner, bomber osv.)
Krav om holdningsændringer

20100512

fortiden; skriver jeg meget grimt... 

20100511

og nu er solen gået ned og jeg er klar til måneskud i din favn og varm kærlighed i halve druer
"det er faktisk lidt koldt"
"du kan jo bare lukke døren"?
"jamen.. "
"luk den nu bare. smæk den i"
"det kan jeg altså ikke"
"hvorfor? skal jeg gøre det"?
"nej"
"man tager bare fat her, hiver ned i håndtaget og.. "
"nej! jeg venter.. og hvis man lukker.. så"
"så hvad"?
"jeg venter... og det må du acceptere".
UTOPI
er et meget grimt ord..
vil du lade mig slippe fri at mit tankespind og stadig være en så stor del af dig som jeg altid har været?
for det vil jeg gerne.
hvis jeg får lov.
at indrømme nogle få ord der siger så meget om dig.
digmig&kærlighed.
vi er egentlig et meget godt macth efterhånden.
og jeg... elsker faktisk. ja det gør jeg.
jeg elsker når tonerne fra den mørkerøde guitar rammer mine øre. og når jeg minder mig selv om at det er dig der sidder og spiller. og når jeg ser en sommerfugl for mig og det smukkeste af det smukkeste rammer mig. for jeg ved det er dig og det er hele din sjæl du ligger i de toner der netop nu rammer mig i samme sekund som mine fingre lander på t - a - s - t - erne. 
blomsterne farver jo min blanke, tynde papirslap.
og den skulle forestille at være lig mig?
det er længe siden jeg har flettet de der tykke og lange fletninger i mit hår. det er fordi jeg er faldet hen til vanerne og rutinerne igen. det gør ondt der inde, men det gør også godt. nogle gange. men i dag vil jeg flette videre og sove med dem, - fletningerne. når jeg har bundet dem af mit hår vil jeg sætte et tyndt blåt elastik i hver af dem - for jeg skal selvfølgelig have to. og når jeg så vågner imorgen og kysser dig godmorgen og siger at nu skal jeg altså op for at nå alle mine gøremål, så vil jeg gå ned til spejlet og prøve at smile og sige at det hele nok skal gå og det hele er okay. og når mine fingre så piller det farverige elastik op på hver sin side, vil mine øjne møde bølgede hårstrå der sagte fortæller mig at det nok skal blive en god dag, og at jeg jo ser dig imorgen, torsdag.
det er farligt at falde ind i rutinerne og vanerne. og når jeg indser det, indser jeg pludselig også hvor glad jeg er for dine kram. og dine kys. og dit nærvær. jeg er så glad for dit nærvær at det mest skræmmende er dit fravær. men det hele skal nok gå, for du har lovet mig kys allerede på torsdag.
TI NU STILLE
OG RÅB!
min håndflade passer ikke ind nogen steder. den er for lille til din pande og for stor til kun at dække halvdelen af dit øje. min næse kan ikke få luft og mit sind siger smålighed. 
udenfor regner det ikke. og det har jeg lyst til.. 
var der nogen der sagde; forvirrende? 
som når du ser på mig med de der øjne der siger mere end hvad ord kan beskrive. 
en underlig følelse der fylder mit sind som alverdens knuder og usammenhængende sætninger på kryds og på tværs der slet ikke giver mening på nogen og som helst måde. hvorfor farves himlen ikke i alle farver når jeg synes det er passende og ganske opnåligt?
og engang virkede skuffen. den kunne lukkes i. og den kunne også åbnes. men nogle har været for voldsom, snydt og ingen tålmodighed haft. nu er lågen faldet af og alt står til frit udsyn. ingen bekymrer sig over det - for hvem skulle?

20100510

vil du lade mig føle universet og stjerneskuddene på mine kinder når du ser mig i øjnene og prøver at smile det bedste du har lært?
stor kærlighed i varme omfavnelser
og når et tal overrumpler mig og tror det skal bestemme at jeg ikke er god nok.
som når du sender små beskeder til mig hvor du hentyder til at dit hjerte er samme farve som mit og at det har sine afmærkninger i den retning så modsat af mine, at de ville passe sammen som i et smukt puslespil.

20100509

solnedgangen var smuk idag og et eller andet anderledes flød ind over min krop da vi stod der os to og kiggede ud over havet.
små kys
&
store kram
og tror du.. sådan virkelig, at jeg falder i igen?
spørgsmål er spørgsmål men er svar bare svar?
og det hele skinner så flot der ude hvor træerne er grønne og himlen blå. og det hele ser så virkeligt ud der hvor børnene leger og forældrene ser.
men når så skyerne skygger for det lyse og uvejret bryder løs - så er det som en hel anden verden.
idag er glæde for mig:
forståelighed, korrekthed, ord på stribe og ikke i rod, is der smelter på tungen, dine kys og glade smil. 
som den fine lyd der frembringes ved lukningen af en sådan smålig æske.

20100508

og du må jo ikke se sådan ud. for så vil jeg også. og det må jeg ikke.
det siger de andre.
jeg tror ikke rigtig der er noget der hjælper. og din ligegyldighed skaber bare mere gyldighed som ikke burde være gyldigt i mit hoved.
jeg bilder mig selv så mange ting ind, at der ikke længere er plads til de i realiteten virkelig ting.
det gør lidt ondt egentlig
og nogle gange når det virkelig er mørkt og jeg intet lys ser, bilder jeg mig selv ind at du ikke længere behøver mig. så bliver det endnu mørkere og følelsen af at falde bagover og ramle hovedet ned i et stengulv bliver pludselig en realitet. hvad jeg derefter husker er meget forskelligt. nogle gange drømmer jeg jeg tager livet af mig selv. kniven er rød og rebet er bare sort og bundet op i forskellige små knuder. andre gange er mine drømme helt anderledes. jeg sidder i en gul båd helt ude på vandet. det er en sø af en slags og rundt omkring svømmer grønne alger og små ænder. og selvom det hele virker så falskt og så evigtvarende, så står du der inde på bredden. men jeg har ingen årer og efter få minutter og et bedende råb vender du blot om og ryster på hovedet.
en enkelt gang har jeg drømt at du kysser mig på min næse, og at mit venstre næsebord derefter slipper en lilla sommerfugl ud.
men det er sjældent det sker. og der er også langt imellem de mørke tider. men de er der, og det er som om de prøver at tage livet af mig...
det er jo næsten som om du tager en blå kniv og skærer i mit røde hjerte.
hver gang.
mit spørgsmål er så bare.. hvorfor?
og forresten så har jeg sendt dig den længste besked i verden. den handler om dig og mig og kærlighed. 
og idag bølger mit hår og allermest helt der nede ved de slidte spidser.
- som når jeg vågner en lørdag morgen og mærker dine solide arme rundt om mig. 

20100507

fiktion
jeg skar ikke mine æbler i både i dag og vandet nåede ikke at løbe i 7½ sekund før jeg tog mig af det.
faktisk så.. glemte jeg det. jeg glemte ikke at huske hvad det var jeg ikke måtte glemme, men jeg glemte det hele i det store hele,og ikke i de små dele, som det store hele eller var pakket ind i - nemlig de små dele.
det blev slet ikke min tur.
og jeg tror ikke du har en paraply så stor at der også er plads til mig og mine andre dele af mit jeg
fiktion og sort hvid dage
,
hun er lille men alligevel står hun der foran spejlet og studerer sit ydre og kan ikke finde ind til det der gerne skulle være hendes og kaldes for det indre.
og jeg tegner mit liv på et tyndt stykke papir til takten af en fuldendt bas. rundt omkring sætter jeg ringe og enkelte steder farvelægger til lyden af min puls, der sagte pumper mit blod til mit hjerte og hjerne, der begge fortæller mig hvem, hvad, hvor og hvorfor... 
nogle gange har jeg bare brug for at sige nej
til alting - og mærke følgerne deraf
og du giver mig kuldegysninger og lyst til at lukke alle de udsprungne blomster i igen. binde en tynd men kraft- og magtfuld snor rundt om deres hoveder, knække den grønne og farverige stilk og hive resten op ad jorden.
væk. 
fjer
,
at være alt for oplyst 
og
påvirket af de grimme omgivelser 
det tæer på sindet.
og når du ikke er her, og når I ikke er her, falder det hele og farverne forsvinder for mit syn.

udmattelse
og snart så slukker jeg lyset, her over spisebordet, tager min blomstrede tallerken ud og lader de grønne toppe falde i skraldespanden under vasken, der i forvejen er utæt og for iøvrigt ikke lugter særlig godt.
så går jeg op af trappen på de trin der er alt for grimme og uden den mindste farve, knirkende og bestøvede, for derefter at træde ind på stuegulvet der langsomt vil føre mig hen til den dør hvor i der bag findes et værelse med alverdens ting der tror de ejes af mig, men slet ikke findes og blot er som et lille støvfnug i en forunderlig verden.
når jeg så ser på alt rodet og siger til mig selv at ja, undskyld, det må ligge der en nat til, så lader jeg mig falde bagover og forestiller mig i et kort øjeblik at jeg er den fjer, jeg så gerne vil være.
efter at have ramt puden og den halve dyne med de farvede pletter, føler jeg en kulde og en umenneskeliggørelse blot fordi mørket endnu ikke er faldet på og derfor siger mig at jeg ikke burde være her - men der.
da jeg så sætter mig op og føler den tunge fornemmelse i for- og baghoved, svimler det hele pludseligt for mig og de få farver der før var at skimte med det blotte øje forsvinder som når du slukker der henne på stikkontakten.
i dag er:
kedelig, trist, grå, sørgmodig, grædefærdig, langsom, ødelæggende, grim, utrolig, ufattelig, mindre god, ring, løgnagtig, falsk, sippet, egoistisk, uspiselig, sort, farveløs, smagende, facadebelagt og udefinerbar.
og der spises grønne æbler og tales usandheder.
og igen træder du på mig selvom det egentlig er mig selv der træder ved siden af og rammer den jeg allerhelst og mindst vil ramme og derved vender det hele og får den forkerte i søgefeltet. 
det handler ikke om hvem der kan sige det højest og oftest; men hvem der kan sige det med klangen af virkeligheden og den sanselige berøring af følelserne

20100506

og hvad egentlig så hvis jeget er anderledes? 
idag er jeg blot... blank.
og jeg trækker blot vejret, for derefter at blive ældre og en smule visere.

20100505

og egentlig falder jeg hen til Thomas Buttenschøn' mærkværdige stemme der kører op og ned og danner forudsigelser og sanseberøringer.
der, bag det klinisk hvide gardin kommer en stråle hver gang mit hoved rykker sig. den skinner, stirrer og prøver at fortælle... men hvem lytter?
i dag dansede jeg med solens stråler, om kap og stillestående..
og hvad med de mennesker der konstant tilbyder en hånd og giver noget farverigt videre?
hvad med noget forståelse og noget taknemmelighed, i stedet for sorte farver uden pigmenter og forståelighed. 

det er blot en hjælp - men som åbenbart ikke er farverig nok - eller er blevet for dannet til at være vane. 
tak. 
og nogle folk burde se flere farver og
 indprente noget virkelighed i deres følsomme sanser. 
jeg kunne med en fin kniv fjerne toppen, skære den af, den grønne ting dér, og smide den ud i skraldespanden. måske for at få det til at se pænere ud. se flottere og mere indbydende ud. så ville det hele være rødt med et strejf af hvidt og gult. og måske... mere indbydende.
men det gør jeg ikke - skærer toppen af, alt det grønne. jeg lader den i stedet pænt sidde, være på sin plads som var det bestemt for altid. og så bider jeg til, indtil jeg kommer til toppen, den grønne dér. og så ligger jeg den fra mig. og den får lov til at være, som den altid har haft lyst. 
til. 
Og du lærte mig
at drømme
og jeg har brug for at du fortæller mig at min virkelighed ikke kun er sort men farverig som alverdens sandheder indhyldet i en sand moders omfavnelse. 
med mig har jeg tre jordbær, en vindrue og en halv appelsin.
har du lyst?
som når jeg griber en tekst med mine fingre i takt med tastaturets spillen. 
der ude i haven titter de frem, de gule nogle som i børnenes sprog kaldes for ukrudt og mad for gnaverne.
som en vivisektion uden farvede plamager.

20100504

mine fødder ligger samlet under den blomstrede dyne og udenfor drypper regnen ned i små ovale former der fortæller at i dag; der er farverne ikke til stede.
som når du gør noget du fortryder dybt inde og når jeg godt ved det.

20100503

og om lidt bliver kaffen brygget et andet sted og vi får vores helt eget med vores helt egne små fine gardiner, florerende virkeligheder og med kærligheden på lager. 
og jeg tror egentlig ikke de ved det.. 
og de der godt ved det, er ikke klar over at de egentlig er vidende omkring det.
Rødt barn
Drengen har rød trøje på. Og så gynger han. Helt der op for at røre skyerne med sine små indrammede fødder, sit hjemlige jeg og sit undersøgende sind.  

Og de, træerne, der rammer hans korte ben, fortæller ham sandheden om det uvidende lille barn han er. De fortæller ham at hans higen er alt for ubrugelig i hans indre lige nu, men at det hele nok skal komme, snigende som en overskyet himmel en varm sommerdag.
Men de indpakkede knogler hviler blødt i de grønne ruskinds bukser, og de ved, lige som han selv ved, at de kan modstå en hver gren der hænger over ham, og i stedet for at stoppe sætter han blot mere af og nyder synet af en cuttet jordforbindelse. 

Først nu når han falder af, triller en omgang og ramler ind i en rød barnevogn forstår han en lille del af den alvor der er at finde blandt alt det interessante... 
Vinden er stille i dag. Det er som fuglene endelig har fået den og det plads de længe har søgt.
Og det er ikke tilfældigt at det er den grønne farve og ikke den sorte der springer frem ved forårets opvækkelse.
Nogen har indhegnet mit før værende ressourcerum. 
hvad så hvis man har brug for et ekstra batteri - af de store af slagsen? og må man selv vælge farve?
og i dag sætter jeg min lid til de ristede mandler og den farvede advocado, som begge fortæller mig at det er tid og tid har ikke altid været som den er nu engang er, men tid er tid, og sådan er det blot og bare.
og lad mig blot købe en kjole i alverdens farver for derefter at mærke dine varme hænder i min talje og dine ord der fortæller mig at jeg hører til, der hos dig.
og sammen med mig kan du lytte til fuglenes sang og en ru kattetunge, der skraber hen over en tom mælkeskål. 

20100501

og udenfor regner det, som små dråber af samhørighed blandet med tryghed og en våd virkelighed.
spørgsmålstegn? på grund af udråbstegn, eller fordi et daværende spørgsmålstegn du godt forstod men blot ville gøre samtalen mere dyb og iværksættende... spørgsmålstegn.
og når du stiller mig et sådan spørgsmål; hvad forventer du så? et svar, eller blot at stemple mig som værende forstyrret for derved at ødelægge mine indre dele og sammenhænge endnu mere?
fangede følelser svimler forvirret rundt i en masse af alverdens farver hvor i de mørkeste af slagsen er alt dominerende og farvende.
hvordan har du det egentlig?
 bag det hele gemmer sig deres følelser som har været indespærret i op til år der ikke er tællelige, og deres mangel på visdomsord og virkelighed er ligeså utællelig.
som en materialistisk virkelighed bevæger de sig rundt i en grødet masse og viser hvor dårligt de har det.