20110530

dine læber former små kanoer i en oval buede evig-
hed
og dit bløde pulserende hjerte hviler blødt
trygt
og i sikkerhed i mit varme
skød
dine øjne afslører hvad du ville have sagt

frygt ikke at jeg ikke fik dine sidste tanker
med
og sammen tilførte vi hinanden energi
hjertelighed og sammen førte vi hinandens energi
til
om jeg kan håndtere din måde at begribe tilværelsen på
det
ved jeg ikke men
jeg cykler alligevel og griber dagen med hvis ikke to
så en
hånd
og de gange du har sat dig hos mig og lagt dit hjerte i mine hænder blidt bedt mig opbløde de relationer du ikke længere har kunnet håndtere og jeg blot har sagt ja men inderst inde nej
og på en eller anden måde er der noget grammatisk forkert ved din måde at
se
tudeprinsesse,
kaldte du mig altid og om jeg vidste hvad det betød dengang det ved jeg ikke men hvad jeg ved er at jeg græd et stykke mere da du gik for dine ord gjorde altid så ondt og trykkede mit sind helt fladt og lod mig vælte ned af trapperne på en måde der langt fra var fysisk og gav blå mærker men nok nærmere psykisk og gav kvaler helt ind i mit inderste indre

20110529

din inderlighed er så tydelig,
sagde han og dykkede ned i hendes
navle
sammenkrøllede lagener til-sodet af tyk cigaretrøg
kærlighed på dåse
og en verden af klam
fugtighedsklima  
og for mig er du et fint lille elegant
kronblad
og så er du skovlet til med
kliche
og det giver meget mere mening at skrive noget der giver
mening
for mange andre helt der inde end alt det der kun giver mening
der
- ude
ja jeg græd mig selv i søvn
og det er tilladt
i min verden
og var der en grund til du aldrig nævnte at du glædede dig til jeg blev ældre
at du aldrig nævnte at du glædede dig til at se mig i den hvide kjole på vej op af det lange gulv
at du ikke kunne vente til at se mig med en masse nyt liv i min favn
var der en grund?
vidste du hvad der ville ske?
vidste du at du ville blive revet væk fra mig...
uden du sagde det til
mig?
og jeg er stadig lille bitte helt her inde
og jeg har stadig brug for dig
og ja
jeg har stadig brug for dig lige så meget som jeg havde dengang
da
du forlod mig
himlen er så fin
ligetil og mørke-
grå
den lover regn og vi glæder
os
din nøgne hud sitrer i lyset af det bål vi sammen
os to
tændte
de utællelige gange vi har plukket blade fra det lyserøde
figentræ
de ovale ord der kom ud af din mund og de noder du altid
betrådte
alle de spindelvæv vi gik igennem befængte os med og
alle de væv vi spændte der sammen os to
i skoven
de gange du har bedt mig lukke øjnene for dit køn
fortrænge at du var af det modsatte og havde hormonerne til at
trække
i mig
de gange jeg virkelig prøvede men ikke kun modstå
dig - det
alle de uvirkelige sandheder vi har oplevet
de langsommelige nætter under stjernehimler og nattefrost der krøb helt der
ind
de gange du har taget min hånd sagt at jeg aldrig må glemme at
huske
og de lyse sommermorgener hvor du hjalp mig med ordene spandt sætningerne sammen
og til sidst fik åbnet mine øjne
men også lukket dem igen
de gange du har sagt at virkeligheden aldrig var virkelig nok til dig
flettet anemoner og sommerkranse
og dengang du sagde vi ses
-
du kalder det ødelæggelse
de andre siger samlebånd
jeg siger
følelser på snor
- men du har ingen nål
og inderst inde aner du ikke hvordan du
nogensinde
skulle bære dig
ad
og nogle steder er du så tydelig
så ligefrem
og foran mit indre
og andre steder forsvinder du
tåger svamper
og fordamper
og der foran os er alenlange veje
snoede
skævhjernede
og alligevel så fristende
tiltrækkende
så livsbefængte
overøst med begær i alle mulige
størrelser
og så tæt på hinanden er dine fine hænder
pulserende er dine åre
tæt omslynget af blodomløb
og så sitrende en fornemmelse af
ubærlighed
og så elegant
der på din egen lille plads
vipper du
sanser og begærer en virkelighed vi andre kun
drømmer
om
og heldigvis
og u-
heldigvis
har jeg vel i og for sig og på lange dybe
samtaler
og perlerækker af tanke
rækker
fundet
set og gendannet
opstået og forstået
mine svagheder
men i endnu større forstand og i alen lange dybsindige
grænseoverskridende
gøremål set
opfattet
og ind - opfattet
styrkerne
og så fint som det ser ud
der
under de grågrønne blade i forårsvejrets
slumrende tilstand
lige så utåleligt kan det agere
og vi kan godt lide at klikke
trykke
bestemme
og tro at vi har
magt-
en
men det har vi jo egentlig
stærkt
og påtaget
slet
og langt fra
ikke
istandsættelse af et følsomt sind på en opbrugt tirsdag
i
styrtregn og sjæle-
kys

20110525

du besteg bjerge allerede dengang da du var barn
nu kan du ikke
længere

20110523

og et menneske krøbet sammen på et iskoldt
stengulv
sammenpresset af omgivelses forventninger
og
tankeræs
små fine klemmer på en lige frem
snor

20110522

fint hjerte på fin lille elegant
stilk
og sammen smører vi os ind i virkeligheds-
kopier
sammensmelter vores hjertesind
opererer med natsværmedug
og så
når solen går ned natten falder på

falder vi sammen
græder lysets partikler ud og
danner nye tråde af
håb
og jer der i sidste ende vinder er
jer
der bedst og som de eneste
og fleste og enestående
kan
begå jer i manualer
opfylde befængte kasse-regler
det er jer der opnår det
højeste
men samtidig også det mest
virkeligheds-forskudte
det er
jer
som et hul i min vejrtrækning.
og fine ovale dråber der
på min varme
kind

20110516

og der er ingen der har bedt mig være poetisk
og heller aldrig nogen der har sagt jeg er det
så hvorfor hverken tro det ene
eller det
andet 
og selvom det langt fra og aldrig rigtig nogensinde har givet mening
siger du stadig
og hver aften klokken elleve minutter over nitten
at
du ser dit eget spejlbillede der ovre på den anden side af bilernes hjertelighed
at dit spejlbillede findes der ovre hvor de små dyr holder lydløse fester 
du siger at dit spejlbillede ses i rosen-busken over den afhuggede 
stub 
og aldrig skal I være en del af mit liv
igen
det sagde hun
en stikkende fornemmelse af en afslutning
af en afblomstring
en bølgende tanke af ny-opdaget mod
et nyt
jeg
blodrød er farven
på din skjorte
uberørt er dit sind
forunderlige og søgende siges der om dine øjne
bundet fast lænket
påduttet og bevirket
siger de at du er der inde
helt der
du ved
og vi bløder jo langt fra
og aldrig
og vi sanser jo altid
og evigt
og alligevel lever vi som små bøtter
med
låg på
som smeltet chokolade på min tunge
som varme hænder over min krop
som hede sensommernætter
og som du ved
som livet pakket ud af den æske så mange tror det tilhører
og som den aften hvor vi flettet ind i hinandens nærvær slentrede ved den åbne strand
hvor du blidt i mit øre hviskede til mig at fuglen der - det var en svale
jeg lod blot sandet oversvømme mine tæer og påvirke mine sanser i en retning af frihed
det betyder sommer, hviskede du igen
som kærlighed pakket ind og ned til mindste
og fineste
detalje
og over os er himlen ny
grågrøn og svampet i sin atmosfære
og under os er meget
men også
intet
mørkets mulm fortæller om tunge øjenlåg
men også et sind der siger mere end
det
egentlig
burde
og rundt om dine finde skuldrer er bundet et rødt bånd
i en svævende vind rundt om din virkelighed har jeg samlet mit
jeg
og rundt om dig og mig og vores verden er der intet helt
men
en masse små dele som vi sammen
og hver for sig
kreerer
og der findes alligevel intet i min verden der betyder mere end
du
og til rytmen af dit bløde åndedræt falder jeg i søvn
ind i drømmeland
spundet af dit virkelighedsvæv
kreeret af din kærlighed til verden og ikke mindst til
mig
og til rytmen af dit bløde åndedræt falder jeg i søvn
ind i drømmeland
mumler underlige ord som kun du
og dit indre
forstår

20110509

og er der noget jeg ikke bliver inspireret af er det virkelighedens
kedelige
substanser
dine hænder er blødere end alt andet
og meget
mere
og inderst inde og helt der ude på ydersiden og alt det der man plejer at sige når man ikke rigtig ved hvilke ord man skal bruge ja så tror jeg ikke det tæller overhovedet noget af det på noget tidspunkt nej det kan hoppe og løbe langt væk i alt det her forår der er kommet for at blive og videregive sommeren til os og selvom at det først skal overståes måske faktisk syv af dem så tror jeg alligevel på at det intet betyder i forhold til så meget andet og til så meget mere her - i verden
og lille slyngplante
hvad vil du
dog
her
i mit
hjem

20110508

og det hele virker så smukt
så lige til
og så fint
elegant og højt oppe over de der
skyer
og du er indhylet i røg
du løber efter tågerne
danser i regnen
og venter
venter i op til flere sekunder
og så
slår du ned
danser som var du en lystig puls
lader dit hår hvirvle om din spinkle krop
og til sidst
til sidst lander du i en rede af dit eget selvindsvøbte
liv
godt tilfreds
og ovenud
elsket
i din verden findes ingen punktummer
kun komma
komma
og til tider
et kolon
og jeg tror jeg elsker den måde du skuer verden an

måden hvorpå du griber med tomme hænder om ting du aldrig har set
men blot hørt
om
og jeg tror jeg elsker den måde du betræder jorden
måden hvorpå du former ordene i din egen lille atmosfære af
tætvævet
sødemidler
din åbne bog giver ikke mening for andre end dig eget lukkede
sind
et fad fyldt med alverdens tilkendegivelser
sandheder
døre der åbnes og nøgler der falder
for fødderne
af dig
og det eneste du siger
det eneste du vælger
og det eneste du ser
er den blå himmel
og luften der
imellem
dig
og det du ikke
og aldrig nogensinde vil
og kan
opnå
og det smager ikke længere af noget sandt
noget virkeligt
det smager derimod af håb
tilstedeværelser der summer af lykke
og smil der bobler af
glæde
drømme vævet af tykt sansepind
spundet op i en gynge af tæt kærlighed
i søvn og i vågne tilstande
da luller jeg dig
os
og vi to
og min inspirationskilde er lukket ned
lukket inde
forkastet og
gemt væk
men jeg er her stadig
findes
eksisterer
og
producerer
skoldhed te brænder mit sind
åbner mine øjne
lukker din hjertelighed
ind

20110501

fingerbøl over øjenvipper svøbt ind i en sort masse af
mørkerad og barnesvigt
du dufter af morgendug, sagde du altid
og sammen flyder vi på overfladen af en sammenblendet
væske
blandt grønne blade
i blandt tomrum og igennem
runde blade af forår
og sommer-
substans
fanget i en pose af
selvstændighed
udmattet af en lukket krans af
ansvarlighed
til stede i en atmosfære af
uvirkelighed
og ord som jeg elsker dig højere end valdnødder og halve jordbær er alligevel så
ødelagte
de lyser i mørke
de gør
de lyser op og kreerer omgængelighed
de lyser i det mørklagte
rum
de gør
og sammen står de
ene og alene
ser på toget forsvinde i massive
streger
på kryds og på
tværs
foran dem
bag dem
og sammen står de bare og
ser
og vinden rusker i mit sind i dag
kraftigt
og særligt brutalt
og hør
hør fjeren falde til
bunds
til jords
og hør
hendes ødelagte hoved møde
puden
hendes knitrende hår ramme overfladen
og hør
tårerne ramme gulvet
hør dem falde i stumper
og i
stykker
og din hånd tegner landskaber
illustrerer virkeligheder der
på ryggen og videre ned
der
tegner
du
tomhjernede organismer
lever og bunder som var de intet andet end
regndråber
tårer på en skoldhed
kind
punktummer efter streger
vind efter stormvejr
organismer så tomhjernede
som intet
heden