20100930
du lærte mig at græde, du lærte mig at hade og at være tæt på noget, der ikke findes, du lærte mig at danse og dig, du lærte mig at livet ikke altid er som man går og gerne vil det skal være det, og du lærte mig at jeg ikke kan stole på alt og ej heller alle; nogen sinde, og dig, som mange af de andre, så lærte du mig at lykke findes, men i små mængder, der siger mere end noget andet, og du.. du lærte mig at jeg er heldig, når jeg kan mærke mit hjerte slå og er i stand til at samle ord og skabe sætninger.
og du lærte mig om mig og om dig.
20100929
fire grønne stilke i en grim kaffekop. han synes det er okay, men det synes den anden ikke. og det er derfor de slår. og når en af dem bløder så stopper de. ikke. så bliver de ved, og til sidst, når det ene øje falder ud og triller hen til de fire grønne stilke, så tager den anden kaffekoppen og drikker slatten. det er okay, det synes han i hvert fald. og så kaster han dem op i luften, de grønne stilke altså. og bagefter giver han kaffekoppen videre til ham den anden, og så smiler de begge.
men klokken er jo ikke særlig mange, sagde hun, da hun opdagede at han allerede havde pakket avisen og den skoldhede te væk. han havde blot svaret nej og nonchalant gjort mine til, at hun skulle flytte sig. det var underligt, det syntes hun. men hun var nu alligevel så vant til den underlige stemning, der var begyndt at fremkomme om aftenen. skal jeg hente din... begyndte hun, men han afbrød inden hun nåede at gøre sin sætning færdig, trak stolen ind så lyden af trækket trængte ind i hende, som var det den virkelig alvor. hvad var der sket? hun skuttede sig, da han travede forbi hende, smed avisen fra sig og lod sin størrelse 43 føre ham op ad trinene. du skal ikke forvente at jeg bare kommer løbende efter dig, mumlede hun - og jo, hun vidste godt han ikke hørte hende. men.. det var ligesom om hun bare blev lidt større, når hun blot prøvede. og det gjorde hun virkelig. i hvert fald når hun turde. klokken var kun halv elleve, men det var vel også okay. hun trak duen af spisebordet, pustede lysene ud og slukkede for radioen.
som en mørk sensommeraften hvor mørket har sænket sig i en sådan tone at selv de ny udklækkede myggelarver ikke kan finde hjem længere og da finder jeg dig flyvende i mørkets brillante realiteter som pænt pynter på naturens vægge højt oppe over de grøn kronede trætoppe der i en stille salsa svajer i takt med vindens pusten og overophede refleksioner der bestemmer hvilken vej du kan må og skal flyve og det er derfor jeg efter få skridt hen over engen mærker dine skiftende vingeslag fint berøre mit blødende hjerte
..
..
20100926
og det er jo ikke bare ord men sandhed når du ruller ned over det hele og ryster på hovedet fordi du ikke kan relatere til noget af det overhovedet og slet ikke føler nogen form for refleksion opremse virkeligheder inde i dit overophedede hoved -
er du okay eller skal du have.. en pille mere?
og da de så fortalte hende med det gule hår og orange negle at piller ikke renser sjælen men blot gør den mere hullet da smed hun glasset ud og lagde sig i rendestenen
er du okay eller skal du have.. en pille mere?
og da de så fortalte hende med det gule hår og orange negle at piller ikke renser sjælen men blot gør den mere hullet da smed hun glasset ud og lagde sig i rendestenen
20100925
og jeg tør ikke tænke på hvis blomsterne visner der ovre på den anden side af søen for hvor skal jeg så gå hen og plukke mine lilla anemoner - og hvor skal jeg holde i hånd med dig og sige at du godt ved hvad jeg tænker når du læner dig ud over kanten der ellers er noget så robust men hvem ved hvad der kan ske hvis du virkelig vil det dit sind siger dig og hvem siger at hvis er et godt ord når nu jeg ved at du er en del af det jeg vil dele mit liv og mine sanser med helt der ud hvor stjernerne ikke længere ses men kun det blålige af himlen findes og dig og du sidder og venter på mig og fortæller mig at jeg valgte rigtigt da jeg tog hans hånd og lod hans læber berøre mine og du nikker standhaftigt når jeg fortæller dig om mine planer i fremtiden om små mindre enheder og sandheder og en vilje der ikke stemmer i overens med de flestes men i hvert fald gør med hans.. og din.
og når jeg vender tilbage fra stjernes bo og jeg vinker farvel til dig og siger dig at jeg stadig savner dig men tit tænker på dig som en del af mig og mine omgivelser så siger du at jeg skal huske at leve fuldt ud som er det mit liv og ikke andres for du ved mere end nogen anden hvad der kan ske hvis ikke det udfyldes og du ved også at mine tanker er mine og helt min egne og det sætter du stor pris specielt fordi du ved at jeg er en del af dig og altid vil være det og inden jeg siger helt farvel og lander på broen sammen med ham jeg ved jeg elsker så siger du at den bedste beslutning du nogensinde har taget var dengang du valgte at give slip på mig og når jeg begynder at græde og du kan se mine tårer ikke passer til dit sind så forklarer du at jeg ikke må være ked af det for selvfølgelige elskede du mig og gør det stadig men du ved hvor godt han passer på mig og hvor godt vi kan passe på hinanden resten af livet.. og så vinker du igen og sender din moderlige blødhed mod mig og jeg føler pludselig at jeg lever mere end jeg nogensinde har gjort når jeg tager imod hans hjerte og gør det til en del af mit og så.. så slentrer vi ned af broen over til mine lilla anemoner og der holder vi i hånd og kysser og lover hinanden at vi vil hinanden mere end vi egentlig selv er klar over og så ser vi op på himlen og takker dig fordi du er som du er og fordi du gav os din velsignelse og fordi du holder hånden over os og fører tættere sammen end vi endnu ikke har været..
og det bliver så grimt det hele og det værste er at jeg selv er i stand til at se det uanset hvilke briller og hvilken refleksion jeg frembringer og midt i alt det rod jeg selv har kreeret og pådraget dig den største skyld i verden for...
så kan jeg godt lide de tre ord og specielt når de omhandler dig.
og mig.
så kan jeg godt lide de tre ord og specielt når de omhandler dig.
og mig.
20100923
20100922
20100919
og det går ind og rør ved det lille frø der så fint ligger inden i mig. det ikke blot prikker og går igen. det smyger sig i takt med lyden af den skrøbelighed der ligger i teksten omkring mit indre, mit sind.. min sjæl.
forestil dig et rod af udefinerbare systemer være omkranset af en harmoni af lyde, ord og noget.. noget der bare ikke er i stand til at kunne forklares.
nogen sinde.
og det er det.. der gør det så skrøbeligt fint.
20100915
og lille er hun som sidder hun der i det grågrønne græs med en viol og leger med sine små plastikdukker alt imens regnen lige så fint drypper hendes lyse hår til og lader det krølle så yndefuldt imens ord som kær og lighed strømmer ind i hendes hoved og ud igen blot fordi hun er for lille til at forstå det og først senere vil anse hvad det egentlig vil sige at være slave af hjertet og de vibrationer det med tiden sender.
og et rødt regnslag over grønne marker hvor gule blomster spirer i takt med musikkens pumpen imens fuglenes kvideren minder om en sensommer aften med rødvin og blommer alt imens ord bliver nedfældet på efterårets blade der hen over himlen danser som var det en virkelighed blandet op med sukker og en te ske fuld bagepulver for at skabe en overdimensionel illusion der alt i alt og til sidst ville kunne åbne øjne der siger hej og aldrig farvel.
20100914
at lege med dem som var det en modellerbar overflade fyldt med små bitte atomer dansende i en veludviklet sværm af sandheder substanser og refleksioner over livet og dets gøren ageren og velovervejelser alt i mens det virker som værende en usand sandhed at de blot kan bøjes altså ordene i den ene og den anden retning for derefter at betyde noget helt andet og tredje blot fordi nogen siger det og derved også gør det og alligevel finder det interessant og om end ikke spændende når det flyder som farver i en bøtte blandet med en stiv pensel af de fineste hår fra noget der minder om et skrøbeligt menneskesind.
og så flyder vi igen...
20100913
20100910
20100909
og jeg bryder mig om bladene der hvirvler i vindens stille susen. og jeg kan godt lide når blæsten tager om mit hår som var det den fineste silkedug, ubrugt og jomfruelig.
og det bedste er dråbernes stille slag på mine runde kinder en sensommer aften, hvor klokken har slået 01.37 for længst og du har købt kirsebær.
til os to.
og det bedste er dråbernes stille slag på mine runde kinder en sensommer aften, hvor klokken har slået 01.37 for længst og du har købt kirsebær.
til os to.
20100907
og det hele er så fint og så enkelt at det gør helt ondt når du folder kanterne og lader den ene flyde ud over din underlæbe.
men jeg kan godt lide adressen du skriver og frimærket du stempler.
og jeg kan godt lide det regner når du træder ud over dørtærskeln. og specielt nyder jeg når dine øjne udstråler glæde ved den mindste detalje. og.. når din venstre tå rører vandpytten og din højre hånd fint pakker dit sjæl rundt om din spinkle krop.
og jeg kan godt lide.. når det hele er enkelt. fint. detaljeret. og småt.
20100905
og vi har været igennem meget og vi har været som ærter i en ærtebælg på den vante måde og på den måde som de fleste kan nikke genkendende til og vi har været som to snore i helt forkerte ender og vi er nu der hvor kærligheden udfolder sig på den måde der siger sandhed og oprigtighed; og vi er der hvor det hele fletter sig og vi igen ender i den samme bælg som de to uadskillelige ærter som vi altid har været; men alligevel med en ny viden om vores hjerters realiteter og behov - vi to, vi vil hinanden.
og det meste af din tale og frembringende sætninger er ubrugeligt men jeg lytter og jeg lytter men ikke efter hvad du tror jeg lytter efter for jeg ser på dit kropsprog og dine små tics ved dine smukke øjne og jeg lytter til dine tryk på dine runde e'er og ovale o'er - og jeg lytter til dit åndedrag når du fremstammer sex og trope nætter.
Abonner på:
Opslag (Atom)