20100930

og skrøbeligt er det, som en fin balletdanser på den tyndeste tynde tråd.
det handler jo ikke bare om snak og status, men mere om hjerte og kys.
Åh, hjerte. 
materialisme er et meget slidt ord - det er blevet grimmere på en sær måde.
tunge ord der flyder oven på vandet når de egentlig skal falde til bunds - det gør situationen til noget helt andet som aldrig rigtig ville kunne analyseres fordi det der skulle betyde noget ikke gør og det der betyder noget ikke burde gøre det.
forstår du?
små sten på en ubetydelig grusvej kan også blive til bjerge..
du lærte mig at græde, du lærte mig at hade og at være tæt på noget, der ikke findes, du lærte mig at danse og dig, du lærte mig at livet ikke altid er som man går og gerne vil det skal være det, og du lærte mig at jeg ikke kan stole på alt og ej heller alle; nogen sinde, og dig, som mange af de andre, så lærte du mig at lykke findes, men i små mængder, der siger mere end noget andet, og du.. du lærte mig at jeg er heldig, når jeg kan mærke mit hjerte slå og er i stand til at samle ord og skabe sætninger.
og du lærte mig om mig og om dig. 
øjne der er så inspireret af livet, at de ikke behøver at se mere, end to sandheder og vide at den tredje er en løgn.
firkantet men sandt 
sammensmeltede tanker blandet med billeder og tekst der siger mere end en hel roman læst på syv og en halv dag
og imens det hele skifter farve udenfor mit vindue så putter jeg mig under dynen med din varme krop og fortæller dig og mig at vi to vi kan noget som mit hjerte aldrig havde turdet være enig med mit sind om
og vi mennesker vi kan godt lide farvede blomster men helst uden de pakkes ud for så skal der pludselig til og tages ansvar
og jeg tror ikke en overskrift siger noget om noget som helst men blot udfylder huller som ikke burde være der

20100929

en fregnet kind og en sommerdag med jordbær dybet i dyb kærlighed og følelsesladede spørgsmål
og jeg starter med et udgangspunkt der siger: to punktummer, fem ord der rimer på ord og en klang der siger ligegyldighed tilføjet noget sårbarhed.
fire grønne stilke i en grim kaffekop. han synes det er okay, men det synes den anden ikke. og det er derfor de slår. og når en af dem bløder så stopper de. ikke. så bliver de ved, og til sidst, når det ene øje falder ud og triller hen til de fire grønne stilke, så tager den anden kaffekoppen og drikker slatten. det er okay, det synes han i hvert fald. og så kaster han dem op i luften, de grønne stilke altså. og bagefter giver han kaffekoppen videre til ham den anden, og så smiler de begge.
men klokken er jo ikke særlig mange, sagde hun, da hun opdagede at han allerede havde pakket avisen og den skoldhede te væk. han havde blot svaret nej og nonchalant gjort mine til, at hun skulle flytte sig. det var underligt, det syntes hun. men hun var nu alligevel så vant til den underlige stemning, der var begyndt at fremkomme om aftenen. skal jeg hente din... begyndte hun, men han afbrød inden hun nåede at gøre sin sætning færdig, trak stolen ind så lyden af trækket trængte ind i hende, som var det den virkelig alvor. hvad var der sket? hun skuttede sig, da han travede forbi hende, smed avisen fra sig og lod sin størrelse 43 føre ham op ad trinene. du skal ikke forvente at jeg bare kommer løbende efter dig, mumlede hun - og jo, hun vidste godt han ikke hørte hende. men.. det var ligesom om hun bare blev lidt større, når hun blot prøvede. og det gjorde hun virkelig. i hvert fald når hun turde. klokken var kun halv elleve, men det var vel også okay. hun trak duen af spisebordet, pustede lysene ud og slukkede for radioen. 
en sen aften og jeg spiser chokolade imens min hjerne siger nej og tænker upersonlige tanker
det er okay,
tror jeg
et sæt nøgler, et lukket hjerte og et sind der ikke kan tale
og jeg tegner en lilla sommerfugl på et gult stykke papir
vil du også analysere det?
som en mørk sensommeraften hvor mørket har sænket sig i en sådan tone at selv de ny udklækkede myggelarver ikke kan finde hjem længere og da finder jeg dig flyvende i mørkets brillante realiteter som pænt pynter på naturens vægge højt oppe over de grøn kronede trætoppe der i en stille salsa svajer i takt med vindens pusten og overophede refleksioner der bestemmer hvilken vej du kan må og skal flyve og det er derfor jeg efter få skridt hen over engen mærker dine skiftende vingeslag fint berøre mit blødende hjerte
..

20100926

listen er lang, men ordene korte.
som når jeg skriver på en brugt bon at idag var en god dag men at jeg savnede din hånd til at holde min da jeg vadede over vandpytterne og bildte mig selv ind at det var okay
og det er jo ikke bare ord men sandhed når du ruller ned over det hele og ryster på hovedet fordi du ikke kan relatere til noget af det overhovedet og slet ikke føler nogen form for refleksion opremse virkeligheder inde i dit overophedede hoved -
er du okay eller skal du have.. en pille mere?
og da de så fortalte hende med det gule hår og orange negle at piller ikke renser sjælen men blot gør den mere hullet da smed hun glasset ud og lagde sig i rendestenen
lets just pretend 
they said
dine kys er som ord der rammer plet og blomster med en saglige duft af kram og fingerflet
og vi kender allesammen til hemmeligheden, men den sidder så dybt at ingen af os er i stand til at pakke den ud og acceptere den før.. det er for sent
men
vi er jo også bare mennesker
allesammen
.
og lad os alle tegne vores fortid, fremtid og nutid
.. som vi vil den
skal se ud

20100925

høj kigger ned på lav
lav smiler med øjnene og rammer høj
høj kysser lav i panden
.
og du sidder dybt og du har lov 
som en af de eneste
og jeg tør ikke tænke på hvis blomsterne visner der ovre på den anden side af søen for hvor skal jeg så gå hen og plukke mine lilla anemoner - og hvor skal jeg holde i hånd med dig og sige at du godt ved hvad jeg tænker når du læner dig ud over kanten der ellers er noget så robust men hvem ved hvad der kan ske hvis du virkelig vil det dit sind siger dig og hvem siger at hvis er et godt ord når nu jeg ved at du er en del af det jeg vil dele mit liv og mine sanser med helt der ud hvor stjernerne ikke længere ses men kun det blålige af himlen findes og dig og du sidder og venter på mig og fortæller mig at jeg valgte rigtigt da jeg tog hans hånd og lod hans læber berøre mine og du nikker standhaftigt når jeg fortæller dig om mine planer i fremtiden om små mindre enheder og sandheder og en vilje der ikke stemmer i overens med de flestes men i hvert fald gør med hans.. og din.
og når jeg vender tilbage fra stjernes bo og jeg vinker farvel til dig og siger dig at jeg stadig savner dig men tit tænker på dig som en del af mig og mine omgivelser så siger du at jeg skal huske at leve fuldt ud som er det mit liv og ikke andres for du ved mere end nogen anden hvad der kan ske hvis ikke det udfyldes og du ved også at mine tanker er mine og helt min egne og det sætter du stor pris specielt fordi du ved at jeg er en del af dig og altid vil være det og inden jeg siger helt farvel og lander på broen sammen med ham jeg ved jeg elsker så siger du at den bedste beslutning du nogensinde har taget var dengang du valgte at give slip på mig og når jeg begynder at græde og du kan se mine tårer ikke passer til dit sind så forklarer du at jeg ikke må være ked af det for selvfølgelige elskede du mig og gør det stadig men du ved hvor godt han passer på mig og hvor godt vi kan passe på hinanden resten af livet.. og så vinker du igen og sender din moderlige blødhed mod mig og jeg føler pludselig at jeg lever mere end jeg nogensinde har gjort når jeg tager imod hans hjerte og gør det til en del af mit og så.. så slentrer vi ned af broen over til mine lilla anemoner og der holder vi i hånd og kysser og lover hinanden at vi vil hinanden mere end vi egentlig selv er klar over og så ser vi op på himlen og takker dig fordi du er som du er og fordi du gav os din velsignelse og fordi du holder hånden over os og fører tættere sammen end vi endnu ikke har været..

(jegsavnerdigmormorogtakkerdigstadig)
koldt spil.... 
og hvis du ikke prøver.. hvordan vil du så nogen sinde være i stand til at vide?
og det giver ikke mening.. for nogen af jer.
men meningen er den at det giver mening for mig når jeg trykker og udlever.
og.. det er rart.
og det bliver så grimt det hele og det værste er at jeg selv er i stand til at se det uanset hvilke briller og hvilken refleksion jeg frembringer og midt i alt det rod jeg selv har kreeret og pådraget dig den største skyld i verden for...
så kan jeg godt lide de tre ord og specielt når de omhandler dig.
og mig.
det er mørkt men det er jo ligegyldigt når du alligevel ikke tror på lyset og dets.. tilstedeværelse. 
2 langstilkede violer, 7½ brombær og et hjerte der slår i rødnuancerede farver
når vrede overgår angst

20100923

som dine spørgende øjne der siger langt mere end hvad ord egentlig kan..
og alligevel.
så ved jeg at hjerter er varme.
som et hårdt kvæstet dyr kommer du slæbende ind med hjerteråb, hjertesind og hjertesang.

20100922

og du ligger aldrig låg på for massen er for voldsom og duften for tiltrængt 
hvad hvis det bare er... sådan,
hvidt?
og dine klør viser mere end grønne skove og våde regnvejrsdage fyldt med skovlende egoisme og ventende.. spørgsmål.
og varm kærlighed i vores blå og røde krus, og sandheder og kys overtrukket med svimlende virkeligheder.
og jeg tror mit sind er søvnigt.
men mine øjne vil mere og mine tanker mest.
så skrøbeligt.. og så fint.
som en lille dråbe regn der lander på det grønne blad helt der ude i skoven og maser det ned for et split sekund med sin vægt og sit.. indre.

20100919

og jeg tror hun er i kontakt med noget på bestemte tidspunkter der ikke er at sande men kun at føle.
det gør det så.. tiltrængt.
og det går ind og rør ved det lille frø der så fint ligger inden i mig. det ikke blot prikker og går igen. det smyger sig i takt med lyden af den skrøbelighed der ligger i teksten omkring mit indre, mit sind.. min sjæl.
forestil dig et rod af udefinerbare systemer være omkranset af en harmoni af lyde, ord og noget.. noget der bare ikke er i stand til at kunne forklares.
nogen sinde.
og det er det.. der gør det så skrøbeligt fint.
og de gør det godt. der ude på marken blandt sivene, frøene og.. kornene. som små uskyldige individer. og med hver deres bagage... der siger mere end kornene i blandt dem ganget med stjernernes omfang af lykke.
opskrift på virkbar inspiration

. Bon Iver
. Et balanceret sind
. Et sind ude af balance
. Lyde
. Blandede tanker
. En halv times refleksioner
. Uviden - hed 
. måske.. chokolade.
og de er over det hele, fjerne. de hvirvler rundt i luften og hver og en rammer hendes pande som et lille vindpust højt oppe fra. det er så sigende og alligevel så langt fra alting at det forstås med farver af en underlige substanstro.
som når mine øjenlåg lander hen over mine runde øjne, som når mine vipper hviler over min varme hud og som når du kysser mig på den venstre kind for at se hvordan mine øjne mekanisk våger over drømmene midt i natten..
selvhøjtidelighed vs usikkerhed
.. jeg ved godt hvad du vælger.
og det er ikke farven grøn.

20100917

det handler om tosomhed rødtonede farver og regn med indre psyke

20100915

og det hele er så hvidt at intet kan ses høres eller forstås men alligevel giver det mening helt der oppe under og over skyerne fordi det  er så sandt som noget og nogen kan og vil blive.
og lille er hun som sidder hun der i det grågrønne græs med en viol og leger med sine små plastikdukker alt imens regnen lige så fint drypper hendes lyse hår til og lader det krølle så yndefuldt imens ord som kær og lighed strømmer ind i hendes hoved og ud igen blot fordi hun er for lille til at forstå det og først senere vil anse hvad det egentlig vil sige at være slave af hjertet og de vibrationer det med tiden sender.
og jeg tror det er okay når du lader det hele rende og ikke tørrer op efter dig fordi du siger at det er sandt og at verden skal have lov til at opleve hvordan det er at leve med nåle under huden og med pastel farver i hjertet. 
og det er som når dine fingre lander på guitarstrengene og mekanisk får det hele til at lyde som en fantastisk tone der siger alt og mere til.
og det er så livsbekræftende når du tager en bid af æblet og lader det trille af den grønne bakke ned imod gruset hvor vi for tre dage siden gik tætomslynget og lod vores læber og hjerte nyde godt af hinanden.
kærlighed.
og et rødt regnslag over grønne marker hvor gule blomster spirer i takt med musikkens pumpen imens fuglenes kvideren minder om en sensommer aften med rødvin og blommer alt imens ord bliver nedfældet på efterårets blade der hen over himlen danser som var det en virkelighed blandet op med sukker og en te ske fuld bagepulver for at skabe en overdimensionel illusion der alt i alt og til sidst ville kunne åbne øjne der siger hej og aldrig farvel.
så troede de at de kunne men de kunne ikke tro det da de opdagede at det kan man ikke når man kun kan tro at deres kunnen og gøren hører til sandhed og grimhed.
og hvis det gør jer bedre og mere veltroende; så gør det, så tal grimt om mit jeg og mit selv, så ophøj jer selv og bliv mere farverige.
det er okay.
jeg kan godt uden.
og du giver mig lyst til at pande dig en i dit velproportionerede ansigt

20100914

at lege med dem som var det en modellerbar overflade fyldt med små bitte atomer dansende i en veludviklet sværm af sandheder substanser og refleksioner over livet og dets gøren ageren og velovervejelser alt i mens det virker som værende en usand sandhed at de blot kan bøjes altså ordene i den ene og den anden retning for derefter at betyde noget helt andet og tredje blot fordi nogen siger det og derved også gør det og alligevel finder det interessant og om end ikke spændende når det flyder som farver i en bøtte blandet med en stiv pensel af de fineste hår fra noget der minder om et skrøbeligt menneskesind.
og så flyder vi igen... 
og du tager min hånd og kysser mine læber
helt og aldeles uden adjektiver og det virker alligevel så.. rart.
og der ude går solen ned og vi spiser chokolade og drikker kakao og tror på ordene og sammenhængen i vores kærlighed og sande øjeblikke.
og vi kan også kaste med ærter og lege i jord indtil det begynder at regne og vores sko skifter farve og substans?

20100913

og en smule klinisk på den søde måde.
det smager af.. bitterhed.
og din hånd virker så stor og ude af proportioner når jeg ser hen over landskabet og føler dråberne fra den veloverståede byge.
grimt er et væmmeligt ord der siger alt andet end det egentlig lyster
jamen,
det er jo grimt
og det afspejler ikke mig at jeg bruger ordene som en del af det fremkommende tekststykke og ej heller spejler det nogen at jeg sætter dem sammen på den måde det nu engang bliver gjort på

20100910

og dine ord brænder og din ånde siger alt andet end det dit sind og hjerte vil mig.
normalvis.
og du drikker.
igen.
og du er ikke..
den jeg elsker.
han drikker ikke.
og hej.
jeg har det ikke rart. inde i mig brænder det og snart faldet det sammen. du ved det, der de kalder for sjæl, sind og indre.
har du et spejl?

20100909

og det starter i det smålige. og det udvider sig fra væggenes kanter til verdens centrum. og det ender med et omfang der siger mere end hjerter på snor og kold sarkasme.
.. det handler om øjnene der ser og ikke det talte i teksten.
kropslighed

og hver gang mine hænder kører hen over det hvide tastatur virker det som var det en drøm og en eventyrlig duft af røde farver.
og den følelse. det kører fra føddernes endestation til hårstråenes evige dannelse.
og den vinder altid.
åh, lille mælkebøtte. du er gået fra gul til visen. du er gået fra glad til dødelig. du er gået fra sommer til efterår.
du.. står så fint.
det er som sitrer det helt i kroppen.
af opstemthed og skrøbelighed. af sandhed og bruglighed. af ord og sætninger.
det er som sitrer det helt i kroppen af silkebløde strømme af ord, sætninger og vanedannende tekster.
og..
det er rart.
og jeg bryder mig om bladene der hvirvler i vindens stille susen. og jeg kan godt lide når blæsten tager om mit hår som var det den fineste silkedug, ubrugt og jomfruelig. 
og det bedste er dråbernes stille slag på mine runde kinder en sensommer aften, hvor klokken har slået 01.37 for længst og du har købt kirsebær.
til os to. 
og du er som klistret mudder på et rødt sengetæppe. du har øjne som stål og hjerte af blåt skinnende vand. og du træder, kaster, spytter og.. er ligeglad.
det tror vi i hvert fald.

20100907

og det hele er så fint og så enkelt at det gør helt ondt når du folder kanterne og lader den ene flyde ud over din underlæbe. 
men jeg kan godt lide adressen du skriver og frimærket du stempler.
og jeg kan godt lide det regner når du træder ud over dørtærskeln. og specielt nyder jeg når dine øjne udstråler glæde ved den mindste detalje. og.. når din venstre tå rører vandpytten og din højre hånd fint pakker dit sjæl rundt om din spinkle krop.
og jeg kan godt lide.. når det hele er enkelt. fint. detaljeret. og småt.
dig mig nogle ord en te kande og fem hjerter. 
og det hele ser så snavset og brugt ud. og det ser så ødelagt og forkert ud. og det ser ud som om..
dine ord har gjort det smukt.
og selvom det er mørkt omkring os, omkring dig og omkring mig, så er det alligevel som om jeg inderst inde ved hvad det hele indebærer og hvad det hele gemmer; for.. jeg har prøvet det før.
du holder min hånd og øjne siger hej ja måske og jeg ved ikke.
og det regner.

20100905

som to elskende i en grøn ærtebælg.
og som når vi åbner øjnene og ser vi ligger ved siden af hinanden, som når vi bevæger os ud af skallen og danser rundt og skælder, og som når vi begge vender tilbage og siger ja til hinanden med vis og tillid til en åben skal og en lukket kærlighed. 
jeg holder meget af dig.
og jeg holder af tanken om dig og mig og en uendelig lang vej. 
og vi har været igennem meget og vi har været som ærter i en ærtebælg på den vante måde og på den måde som de fleste kan nikke genkendende til og vi har været som to snore i helt forkerte ender og vi er nu der hvor kærligheden udfolder sig på den måde der siger sandhed og oprigtighed; og vi er der hvor det hele fletter sig og vi igen ender i den samme bælg som de to uadskillelige ærter som vi altid har været; men alligevel med en ny viden om vores hjerters realiteter og behov - vi to, vi vil hinanden. 
og det hele var som et gulligt lys der pludselig brændte for hurtigt og ikke længere efterlod det så vante stearin... 
og jeg tror ikke du ved hvad det hele betyder men det betyder heller intet for det der egentlig betyder noget betyder noget for den person der selv ved at det betyder noget at antyde det betydningsfulde i de ufuldendte betydninger. 
og det meste af din tale og frembringende sætninger er ubrugeligt men jeg lytter og jeg lytter men ikke efter hvad du tror jeg lytter efter for jeg ser på dit kropsprog og dine små tics ved dine smukke øjne og jeg lytter til dine tryk på dine runde e'er og ovale o'er - og jeg lytter til dit åndedrag når du fremstammer sex og trope nætter.
og baggrunden er mørkeblå men du fremstår så hvid at det skærer i øjnene
hvad siger du og hvad betyder det?
og jeg tror verden er en skrøbelig sæbeboble undfanget af forsøget på at danne en virkeligheden der aldrig ville kunne fremgrave en sand realitet;
.. og I prøver at briste den.
og jeg kan egentlig bedst lide når dine hænder ikke overser en eneste detalje og det hjerte der tilhører dig slår som var det en flok vild heste i en fuldendt trav
og hej du inspirerer mig og fuldender mine sætninger som det aldrig er blevet gjort før
tak

20100903

og dit stemmebånd knækker over hver gang du skal være virkelig og udstå farverig.

20100901

og i dag dufter af realistiske følelser, oprigtige venskaber og varme kys.