20100630
20100629
20100627
20100619
20100618
20100617
20100614
'jamen jeg... jeg har bare altid fået at vide at det var mig, der var problemet. hele mit liv?'
søgende og flakende. spørgende efter forstående øjne og et åbent sind.
'hvad så med at få gjort noget ved det'?
i stedet et sort hul og endnu en til at grave hullet dybere og om end ikke dybere.
hvornår stopper det?
søgende og flakende. spørgende efter forstående øjne og et åbent sind.
'hvad så med at få gjort noget ved det'?
i stedet et sort hul og endnu en til at grave hullet dybere og om end ikke dybere.
hvornår stopper det?
20100613
menneske
som når de kigger ud af vinduerne og drømmer sig til et andet sted, men alligevel vender det hele ryggen for det de tror er til, og det de tror de lever for, fordi de er enige med de fleste andre om det.
som når de anerkender og accepterer fordi deres virkelighed siger det er det rigtige og det vigtigste, og som når de snakker og taler og udviser deres mening og respekt, blot fordi de har lært af normerne fra samfundet, og ikke fra det inderste, sindet og deres egen velvilje.
som når de, få minutter over midnat, endnu gang ser ud af det samme vindue som de har gjort op til flere gange før, og som når det i et split sekund stikker dem i hjertet at tænke på det liv de nu engang lever, når nu det de ellers helst vil leve, ligger helt der ude, hvor den nærmeste stjerne blinker...
og som når de fleste alligevel, trods suk og en kortbølget tanke, hiver til om det efterhånden beskidte gardin, ruller det for med en fast bevægelse og med tunge skridt går over mod den vante seng og falder i den vante søvn, med de vante tanker om ting der skal nåes, siges, gøres og tænkes; blot fordi de er enige med alle de andre om det...
som når de kigger ud af vinduerne og drømmer sig til et andet sted, men alligevel vender det hele ryggen for det de tror er til, og det de tror de lever for, fordi de er enige med de fleste andre om det.
som når de anerkender og accepterer fordi deres virkelighed siger det er det rigtige og det vigtigste, og som når de snakker og taler og udviser deres mening og respekt, blot fordi de har lært af normerne fra samfundet, og ikke fra det inderste, sindet og deres egen velvilje.
som når de, få minutter over midnat, endnu gang ser ud af det samme vindue som de har gjort op til flere gange før, og som når det i et split sekund stikker dem i hjertet at tænke på det liv de nu engang lever, når nu det de ellers helst vil leve, ligger helt der ude, hvor den nærmeste stjerne blinker...
og som når de fleste alligevel, trods suk og en kortbølget tanke, hiver til om det efterhånden beskidte gardin, ruller det for med en fast bevægelse og med tunge skridt går over mod den vante seng og falder i den vante søvn, med de vante tanker om ting der skal nåes, siges, gøres og tænkes; blot fordi de er enige med alle de andre om det...
20100611
Kan du se døren?
Ja, jeg ved godt den ikke er din farve, men kan du se den?
Prøv nu bare, der sker ikke noget.
Nej, men jeg siger jo at...
Jo, håndtaget er sort, men resten kan da godt være grønt?
Åh. Ved du ikke hvad grøn symboliserer?
Ikke i min verden. Grøn er lig håb.
Jeg h a r jo gjort det - jeg venter bare på dig.
Ikke?
Jeg tvinger dig jo heller ikke, jeg siger bare til dig, at...
Nej, man dør ikke.
Du behøver heller ikke, jeg ved bare at det ville være godt.
Nej, for dig - ikke for mig. Jeg siger jo til dig, at jeg..
Lad nu være.
Okay, jeg skal nok vente på dig; det ved du da jeg altid ville gøre.
Ja.. bare et skridt mere.
Nej, der sker.. ja, ræk hånden frem. Det er det første skridt mod..
NEJ; jeg har jo sagt der ikke sker.. ja, bare tryk ned.
Føles det ikke.. rart?
Ja, jeg ved godt den ikke er din farve, men kan du se den?
Prøv nu bare, der sker ikke noget.
Nej, men jeg siger jo at...
Jo, håndtaget er sort, men resten kan da godt være grønt?
Åh. Ved du ikke hvad grøn symboliserer?
Ikke i min verden. Grøn er lig håb.
Jeg h a r jo gjort det - jeg venter bare på dig.
Ikke?
Jeg tvinger dig jo heller ikke, jeg siger bare til dig, at...
Nej, man dør ikke.
Du behøver heller ikke, jeg ved bare at det ville være godt.
Nej, for dig - ikke for mig. Jeg siger jo til dig, at jeg..
Lad nu være.
Okay, jeg skal nok vente på dig; det ved du da jeg altid ville gøre.
Ja.. bare et skridt mere.
Nej, der sker.. ja, ræk hånden frem. Det er det første skridt mod..
NEJ; jeg har jo sagt der ikke sker.. ja, bare tryk ned.
Føles det ikke.. rart?
20100610
og den dag hvor I vågner og jeres øjne endelig åbner sig og I falder på stribe over jeres kluntede fødder, da vil jeg ikke stå over jer og se ned på jer og grine og fortælle jer at det var det, det jeg konstant har prøvet at sige jer - nej, i stedet vil jeg lære jer at gå og indvie jer i mine kundskaber som jeg har lært ved ikke at være som jer hvilket også har udmundet i udelukkelse og nedværdigende blikke.
men igen. handlinger siger mere end ord.
men igen. handlinger siger mere end ord.
20100609
og i morges stod det ned i stænger og jeg blev våd fra yderst til inderst. så rystede jeg, svedte og troede angsten ville overvinde det hele. så oplevede jeg, så og gjorde hvad jeg kunne.
på vej hjem skinnede solen og jeg plukkede margueritter. store og flotte, og ligetilpas til stuen.
idag var endnu en prøvelse; og jeg bestod den.
på vej hjem skinnede solen og jeg plukkede margueritter. store og flotte, og ligetilpas til stuen.
idag var endnu en prøvelse; og jeg bestod den.
20100608
og på snoren til mit gardin er der alverdens knuder, store, små endnu mindre og helt store. dem laver jeg hver morgen, fordi jeg vil have lyset skal skinne ind. om aftenen bliver mit gardin mindre og mindre dækkende, og snart kan det ikke kaldes for et gardin længere; men nærmere bare et slags påhæng.
20100607
Omvendt
Og han ser på hende som frembringer han alverdens minder fra hans egen bardom i hende. Hendes lange fletning der elegant hviler over hendes lille men yndige barm, hendes sommerglød som et fint lag sand over hendes krop, og ikke mindst glimtet i hendes øjne der siger mere end noget andet at hun er ung, har livet foran sig og venter langt mere end han nogensinde turde drømme om. Og da hun vender hovedet og opdager hans stirrende øjne, vrænger hun ikke på næsen, men smiler i stedet et smil der bringer minderne om hans første kæreste frem i ham. Genert og undskyldende vender han hovedet bort og hans øjne rammer hans mørke hænder, der med sine skræmmer, rynker og livslinjer fortæller om hans liv nu, og pludselig med et, som et slag der har bragt ham tilbage til det, han før anså som værende ulykkeligt og uværdigt. Da han få minutter efter lindrer på sit hoved og lader sine øjne danse hen over hendes ungdommelige krop, smiler han stille for sig og oplever pludselig den fremkaldelige livsgejst igen. Han havde levet; var hans opfattelse før, men nu var den anderledes, nu, da levede han pludselig stadig i kølvandet af minderne og det og den han var og stadig er.
Og han ser på hende som frembringer han alverdens minder fra hans egen bardom i hende. Hendes lange fletning der elegant hviler over hendes lille men yndige barm, hendes sommerglød som et fint lag sand over hendes krop, og ikke mindst glimtet i hendes øjne der siger mere end noget andet at hun er ung, har livet foran sig og venter langt mere end han nogensinde turde drømme om. Og da hun vender hovedet og opdager hans stirrende øjne, vrænger hun ikke på næsen, men smiler i stedet et smil der bringer minderne om hans første kæreste frem i ham. Genert og undskyldende vender han hovedet bort og hans øjne rammer hans mørke hænder, der med sine skræmmer, rynker og livslinjer fortæller om hans liv nu, og pludselig med et, som et slag der har bragt ham tilbage til det, han før anså som værende ulykkeligt og uværdigt. Da han få minutter efter lindrer på sit hoved og lader sine øjne danse hen over hendes ungdommelige krop, smiler han stille for sig og oplever pludselig den fremkaldelige livsgejst igen. Han havde levet; var hans opfattelse før, men nu var den anderledes, nu, da levede han pludselig stadig i kølvandet af minderne og det og den han var og stadig er.
Som når han læner sig tilbage i stolen efter en hård dag, lader hatten glide af sit vidende hoved og akavet men alligevel med en livsbestemt mine ligger sine hænder over sine lår. Som når han indser idag blot har været som alle de andre - helt som han havde forudset den til, blot fordi han er enig med resten om at det tilsyneladende er således.
Men hvad så hvis han sagde fra og lod sit sind være i fokus - og bestemme.
Men hvad så hvis han sagde fra og lod sit sind være i fokus - og bestemme.
20100606
til tider er det hele jo eventyrets land. men andre gange bliver jeg bange og tør ikke indse at jeg har det godt og at det er glæden der fylder mit sind; og måske vil gøre det for en stund.
hvad skulle der være i vejen med at være bange for det uvirkelige, mørke og dystre?
det er vel sagtens det ukendte ved det ukendte, og det mørke ved det mørke. men det er en sand realitet og en virkelighed vi alle må indse, opleve, mærke og erkende.
hvorfor er det så så svært? og mest af alt; hvorfor gør det så fandens ondt?
Du minder mig om første gang jeg steg ud af den blå bus og satte benene på den jord der skulle vise sig at være lykkens jord; og du minder mig om dengang en dreng for første gang lod sin hånd berolige min sjæl og fortalte mig at jeg var noget værd; og du minder om dengang du strøg håret væk fra min pande og kyssede mig på næsen og sagde at mine øjne var noget af det smukkeste du længe har set; og du minder mig om den første gå tur på landet med fuglene om ørerne og to hjerter der sagde ja; og du minder mig om da du tog om mig og svingede mig rundt i luften for til sidst at hviske de tre søde ord i mit øre; og du minder mig om den dreng jeg til evig tid vil elske og se op til - du ikke blot minder mig om ham; men du er ham.
Tak.
Tak.
når religions repetition tager overhånd...
at atman er lig individet sjæl, og at individet fra dag til dag skaber karma i takt med dets knyttelse til verden, dets handlinger og dets dertilkommende konsekvenser, siger meget om det avidya vi alle lever i, i den evige illusion om hvorledes mennesket og verden udgår og vekselvirker, og ligesåledes pointerer det også, at ligeså langtid atman bliver ved med at skabe karma igennem sit begær og handlingsbeskæftelse, ligesåledes vil motoren i samsara blive ved med at køre og køre og køre og sådan vil atman blive ved med at genfødes, opgive mere karma og mørklægge endnu flere briller; dog sker det nogle gange at mennesket indser at atman er lig brahman, det vil sige den store verdensjæl - at vi alle er en lille del i det store hele, og da dette indses stopper den uundgåelige motor i samsara og snart hopper individet let og elegant ud af avidya og den fremkommelige moksha skabes - mennesket har nu, ifølge hinduismen, opnået det ypperste og det højeste; frelsen!
at atman er lig individet sjæl, og at individet fra dag til dag skaber karma i takt med dets knyttelse til verden, dets handlinger og dets dertilkommende konsekvenser, siger meget om det avidya vi alle lever i, i den evige illusion om hvorledes mennesket og verden udgår og vekselvirker, og ligesåledes pointerer det også, at ligeså langtid atman bliver ved med at skabe karma igennem sit begær og handlingsbeskæftelse, ligesåledes vil motoren i samsara blive ved med at køre og køre og køre og sådan vil atman blive ved med at genfødes, opgive mere karma og mørklægge endnu flere briller; dog sker det nogle gange at mennesket indser at atman er lig brahman, det vil sige den store verdensjæl - at vi alle er en lille del i det store hele, og da dette indses stopper den uundgåelige motor i samsara og snart hopper individet let og elegant ud af avidya og den fremkommelige moksha skabes - mennesket har nu, ifølge hinduismen, opnået det ypperste og det højeste; frelsen!
når det roder.. lidt
og når han sidder over sin varme kop kaffe med sin smøg over hovedet og tankerne, ordne lige foran sig, som burde han blot række hånden ud og fange dem. de dage findes der alverdens af, men selvom de alle ligner hinanden og dog alligevel ikke, finder han dem fantastiske og alligevel så enestående at de alligevel aldrig helt bliver identiske. når så natten begynder at melde sin ankomst og solen for alvor er gået ned og hans førhenværende livlige sjæl begynder at slække, da vælder kopper og kander af te og kaffe over ham og smøgerne tager til i styrke; for det er nu han skriver bedst, det er nu, hvor det er mørkt, dystert og nu, når han er indhyldet i tågen fra kaffekandens dampe og teens superlative smag af den intethed han suger mest og alt ud af.
da han lettet falder tilbage i sin stol og har smidt alverdens ord og stavelser ud fra sit inderst, har han det som er blot en kæmpe orgasme vældet over ham. og snart, når han slukker den sidste smøg, drikker den sidste tår og ruller de efterhånden beduggede persienner ned; da sover han dybt og drømmer videre om den virkelighed han skaber blandt ordene, linjerne, tankerne, refleksionerne og ikke mindst hans virkelig realitet der snart virker som motoren i alles drivværk.
han slukker lampen helt; og det er først nu, da han lukker øjnene og smager duften af aftens sensommer dug, at det går op for ham, at han er et menneske af kød og blod; et menneske af alle kræfter, der har lige så meget lyst og lov som de fleste - forskellen er blot at han udviser og udforsker det til det ypperste.
godnat.
og når han sidder over sin varme kop kaffe med sin smøg over hovedet og tankerne, ordne lige foran sig, som burde han blot række hånden ud og fange dem. de dage findes der alverdens af, men selvom de alle ligner hinanden og dog alligevel ikke, finder han dem fantastiske og alligevel så enestående at de alligevel aldrig helt bliver identiske. når så natten begynder at melde sin ankomst og solen for alvor er gået ned og hans førhenværende livlige sjæl begynder at slække, da vælder kopper og kander af te og kaffe over ham og smøgerne tager til i styrke; for det er nu han skriver bedst, det er nu, hvor det er mørkt, dystert og nu, når han er indhyldet i tågen fra kaffekandens dampe og teens superlative smag af den intethed han suger mest og alt ud af.
da han lettet falder tilbage i sin stol og har smidt alverdens ord og stavelser ud fra sit inderst, har han det som er blot en kæmpe orgasme vældet over ham. og snart, når han slukker den sidste smøg, drikker den sidste tår og ruller de efterhånden beduggede persienner ned; da sover han dybt og drømmer videre om den virkelighed han skaber blandt ordene, linjerne, tankerne, refleksionerne og ikke mindst hans virkelig realitet der snart virker som motoren i alles drivværk.
han slukker lampen helt; og det er først nu, da han lukker øjnene og smager duften af aftens sensommer dug, at det går op for ham, at han er et menneske af kød og blod; et menneske af alle kræfter, der har lige så meget lyst og lov som de fleste - forskellen er blot at han udviser og udforsker det til det ypperste.
godnat.
20100605
og tiden er ved at være tid igen. men jeg har lært, og når det ramler op i mig igen, prøver at udfylde, ødelægge og ramme, så tænker jeg blot på dig og hvorledes du drev bort fra mig, og jeg tænker på dig, der gav mig en brat opvågning, og så tænker jeg på jer mennesker, der hver dag forsikrer mig om, at jeg er god nok, også selvom jeg ikke kan diverse formler, begreber eller termer til punkt og prikke.
jeg er mere end blot et tal værd.
det er vi alle.
jeg er mere end blot et tal værd.
det er vi alle.
20100603
Jeg er her stadig,
Tiden går og alting går så hurtigt, at det ikke opfattes, ses, mærkes eller for den sags skyld høres.
Nettet har været væk for en stund, og hvis jeg ikke har lært, så har jeg i hvert fald haft tid til at tænke, reflektere, filosofere og læse mig klogere i det jeg finder så interessant og mærkværdigt, at selv ikke engang intetheden kan overgå det. Mennesket er og bliver en underlig størrelse, det er vi alle, hver og en, et over ordentligt godt eksempel på. Og sådan er det, og sådan vil det blive ved med at være. Selv os der intet forstår når andre føler visdom, vi lever også, og brænder blot for andre ting, der ikke ses nogen visdom i af andre end de, der ved, hvad der tales om.
Jeg har savnet at skrive.
Hold fast hvor har jeg savnet det!
Tiden går og alting går så hurtigt, at det ikke opfattes, ses, mærkes eller for den sags skyld høres.
Nettet har været væk for en stund, og hvis jeg ikke har lært, så har jeg i hvert fald haft tid til at tænke, reflektere, filosofere og læse mig klogere i det jeg finder så interessant og mærkværdigt, at selv ikke engang intetheden kan overgå det. Mennesket er og bliver en underlig størrelse, det er vi alle, hver og en, et over ordentligt godt eksempel på. Og sådan er det, og sådan vil det blive ved med at være. Selv os der intet forstår når andre føler visdom, vi lever også, og brænder blot for andre ting, der ikke ses nogen visdom i af andre end de, der ved, hvad der tales om.
Jeg har savnet at skrive.
Hold fast hvor har jeg savnet det!
Abonner på:
Opslag (Atom)