20100331

57,56,55,54,53,52,51,50.... 49?
nu er jeg dopet igen.. af ordene.
afhængighed?
00.31
klokken er ikke mange i mit sind.
måske i dit?
da jeg gladeligt fortæller dig med mine ord at det er den 1. april og du barnligt fortæller mig noget som du godt ved jeg ikke vil tro på så varmer du mit hjerte fordi du er den du er og du er den jeg elsker for at være den du er. da du lader dine arme fæstne sig fast om min krop og kysser min venstre kind og fortæller mig at lige meget hvad der sker så vil du altid være min og jeg fortæller dig at du ved jeg føler det samme så er det som er jeg svævende og ikke til. men jeg er til og jeg lever jeg trækker vejret og fortæller og erindrer hver dag at ord er med til at gøre noget vigtigt for mig og mine svære skridt hen i mod det jeg prøver så ihærdigt på.
når mine blå øjne stirrer på din gule tshirt og bedende beder dig om at tage mine fødder i dine hænder er det som kærlighed der kommer helt der inde fra hvor det store blodrøde organ pumper liv i dine årer.
åh, jeg elsker dine hænder. specielt på en varm sensommeraften når de varmer min krop hvor vi sammen ligger tætomslynget i hængekøjen der ude på altanen og ser på solen gå ned over bakketoppene og sammen tænker over livet og vores tilværelse og imorgen sammen som to i een.
alt er jo ikke
lyse.... blåt?
Da vi i dag gik en lang tur ved stranden og mærkede hvordan foråret varmede os fra yderst til inderst udbrød du:
"Hvornår holder du op med at være ked af det"? Og jeg kan nok aldrig rigtig svare dig for det er som med verden - utilregneligt alt sammen.
"Hej, mine læber tilhører dig - vil du også have et kys"?
som den svimlende fornemmelse af banaliteten.
mit glas er halvt fyldt
men dit er halvt tomt
.. og til sammen er det én stor kliche.
du skal ikke forstå mig og holde om mig fordi jeg siger du skal du skal forstå mig fordi du har lyst og du skal holde om mig fordi du ikke kan lade være og så skal du glemme ordet skal for det er grimt og minder mest af alt om en grim klat mudder der ikke hører til på den grønne græsplæne.
who told you lies when you were a kid?
er man underlige hvis man pludselig har en sådan hang til at fæstne en sådan tingest mellem sine tynde fingre lade mundstykket overfuse og suge til for dernæst at kaste en røgsky ud i rummet-
ja, altså.. er man underlig hvis man pludselig har lyst til noget man aldrig rigtig har prøvet?
jeg ved godt hvorfor din krop pludselig smager af virkelighed.
så fint at det minder om krystaller der splintres.
ordene, du ved, de der skaber sætninger og for nogle kan skabe billeder - de skal være bløde og formet hvis de skal give mening.
ellers bliver det hårdt og brutalt - og så virker de ikke.
jeg kan bedst lide når tingene virker.
forårsnat
udenfor er mørket knas tørt og katten kan finde vej uden nogen form for hjælp. skiltene lyser op i mørket skønt der spares på lyset. og når jeg ser ud ser jeg intet lys og ej heller farver.. jeg ser det sorte det mørke og det uhyggelige.
men pludselig irritereres mine øre som havde en myg fundet sit bo, men det er ikke en fredløs myg men i stedet dig der kommer gående, der op ad grustien der plejer at være grøn og farvet af foråret.
pludselig er mit mørke ikke længere det sorte, men det lyse.
så følsomt er det. så følsomt er det at det giver klumper i halsen. så følsomt er det at det giver klumper i halsen og får mennesket til at føle sig småligt.
åh.
som lyden af dine øjenlåg når de lukker sig sen nat. som smagen af isterninger når de smelter på tungen.
og som følelsen af mine tårer der gør dit kolde ansigt varmt.
at omkranse ord, sætte dem på snor og danne par.
Jeg skal lære
.. det skal jeg virkelig.
din vrede er som en nål der presses ned i min tynde hud for hvert ord du spinder ud over mig.
hej
dit åndedræt minder mig om små jordbær med sukker og et lille fint glas hvidt mælk.

20100330

glæde er:
som bobler i kogende vand springer rammer og fæstner sig fast.
en tilbagevendende følelse - men aldrig langtidsvarende.
jeg hviler i mig selv.
du hviler i den ihærdigt fremprovokerende anerkendelse
du higer efter hos andre.
at kunne se det smukke i det grimme er det samme som at kunne samle noget op der er faldet.
der findes et bestemt antal pauseklovne i det sandfærdige liv.
i er en del af dem... jeg har ikke brug for jer. se blot på farvene. i passer slet ikke ind.
tag jeres falske jeg og pak det godt og grundigt sammen.
jeg har gennemskuet jer.
hvem sagde du måtte gå i baglås?
som værende ustabil men dog med en løsrivelse af det ængstelige jeg og skrøbeligheden der ellers havde sat sig som spindelvæv over min krop.
hvad ord dog kan gøre.
jeg tror på regn og dets dråber.
idag er lyset grønt men hvem siger at lyset imorgen også er det så hvorfor ikke nyde dagen idag og de dertilhørende farver for hvem siger at idag ikke er mere værd end imorgen og hvem sagde egentlig nogensinde at noget er mere værd end andet?
suk.
et stykke med forståelighed, tak.
en halv med nærhed og varme.
prisen? den er skam ikke til at forhandle..
at sige nej til ting som sindet gerne vil men ikke kan, er som at lukke døren og dreje nøglen en ekstra omgang for at være sikker på, at den ikke går op og træder endnu mere med sit tilbud.
mit nej er egentlig mit ja. og måske kender jeg slet ikke forskellen...
Når der tænkes fest
tænker jeg samhørighed og varme
du tænker stoffer og stive legemer.
Når der tænkes tryghed
tænker jeg nære venner og tillid
du tænker brudte grænser og status.
Når der tænkes mennesker
tænker jeg følelser og adfærd
du tænker udseende og form.
Når jeg hælder kaffen op og ser hvordan den flyder til siderne i din grønne tekop så føler jeg at jeg er anderledes og ikke hører til men hvem siger egentlig at det er mig og ikke jer der er forkerte. Og hvem siger egentlig at der er noget forkert blot fordi vi ikke synger de samme triller og danser de samme danse?
Jeg bytter øl og smøger ud med verber og adjektiver.
Der står hun, i hendes lyserøde støvler, der i regnen og rømmer sig som den lille pige hun er. Håret der klistrer til hendes kind og solen der skinner under skyerne. Hendes mund siger intet, men hendes hjerte er fyldt op.
Ingen ved bedre i den alder, plejer man at sige - men hvad hvis hun gør? Ingen har lært hende at lukke op og udøse. Det eneste hun har lært sig selv er at åbne op, presse og masse for at holde inde, for dernæst at kunne gøre plads til alt det andet, fra de andre.
Der falder hun, i sine lyserøde støvler, der i regnen som den lille pige hun er. Håret flyder i regnpytten hun er endt i, og mudderet leger tegnebræt på hendes kinder. Hendes mund er halvt åben og solen skinner ned i den. Blander sine stråler med de mørke røde farver der fylder hende.
Alle ved bedre i den alder.. der er bare ingen, der har tilladt det.
Jeg tør godt

at være for at blive og for at være at turde men alligevel blev det at turde ikke som det at være.
op ad den fine jord spirrer en lilla viol og selvom den er lilla og ikke gul som de fleste så er den alligevel mere værd end noget andet - der er bare ingen der ved det.
okay?
jeg er ikke en del af jer, men hvem har sagt jeg nogensinde har villet være det?
at mit sind reagerer som det gør er ikke noget jeg selv bestemmer.
men hvad jeg selv bestemmer er, at I må sejle jeres egen sø i jeres utætte både.
gad vide hvornår I indser det...
min båd sank for nogle år siden, da indså jeg og jeg lærte. på den hårde måde.
og det bliver ved.
at tage tilløb i tankerne som værende en lille lysebrun hare der for alt i verden ikke vil falde i hulerne på sin vej.
det tager tid det hele og ingen kan stoppe tiden og tiden kan intet stoppe.
repressive tanker..
intet værre end et kraftigt forsøg på at være adjektivernes mester, der blot ender ud i en udsplattet grød, hvor ordene ligger sig til de steder der er så lige til, at det bliver for enkelt.
og kedeligt.
mit bløde dynebetræk er blomstret, min gamle top er sort og krøllet, mit store hår ligner noget der har været igennem kraftig tumult,
men jeg har det rart, - i min egen tilstand.
At elske mennesker.
... og samtidig værende ængstelig over for dem.
Det er også et liv der skal leves.
,

20100329

19:16
.. det er et farverigt forår, nu.
dine fingerspidser på min tynde hud... dansende hen over min krop, mærkende og nærværende over de steder, hvor skrøbeligheden har sat sine spor. og som var det en virkelighed, en realitet, lader du energien, dit jeg og din kærlighed til mig, strømme ud... og du heler mig.
det er som bliver sjælen fyldt med solens energier. ikke blot en, men flere hundrede tusinde forskellige. strålerne der blænder de menneskelige øjne, virkeligheden og det uvirkelige svimler hen over dig, som ser du alt det smukke i verden for dig, i et split sekund. og så er det ovre, du læner dig tilbage, lytter til tonerne fra pladen der fylder rummet... mærker de sidste stråler danse hen over din krop, lukker øjnene og venter i din drøm på en ny, smuk dag. og den vil være der.. før du aner det.
solens stråler rammer mig, styrer imod mine øjne, min krop og leger spejlbillede og reflekterer sig i mit blodrøde hår. udenfor synger fuglene og lader sig svimle hen af aftenstimernes skønhed. luften er frisk som har det tordnet og børnene går trygt rundt i nabokvarterne.
verden er skrøbelig, men solens stråler rammer mig for syvende gang og siger noget helt andet...
som fæstnede blikke til tonerne af Led Zeppelin...
.. som i en tryg elskovsrede lader du dine arme hvile om min skrøbelige krop. sammen med dig, dit sind og din virkelighed føler jeg mig stærkere og mere fremtrædende end nogen anden.
du elsker mig virkelig.
At blive trådt på
som var man halvbelagte fliser
på en ødet landevej

20100328

som hvileløse atomer der smelter på tungen
snefnug der daler og salte tårer der bringer varmen frem i sindet
sjælen der åbner som en tung dør der gøres letsindig
som livet
baby,
jeg kan ikke uden dig
<3

15;19
følelsen af en nærværstilstand
,
som en rodet kasseformet tilstand som værende faret vild i alverdens farver og spekulationer der hver især fortæller om det sublime jeg der alligevel ikke er så højt hævet som det i tankerne tror, har troet og engang troede...

20100327

Husk på formen
inden du omformer
for hvem siger det er det rigtige
og det der var
var det det ville have været
,
Hvor var du da jeg havde brug for dig
Filter
?
Som et sort hul
I andre bare springer over
Let og
...elegant

Men jeg kæmper som et lille hamster i en trædemølle, og jeg bliver ved for jeg kan godt det ved jeg, det siger mit sind.

20100326

Som værende brudt ud af en skal der nu siger farvel og lader mig gå og stå på egne ben
At en sådan tanke førhen skreg på fordærvelse og nu blot har plantet sig og fundet sig godt til rette
Det er jo som skinnende sol på en gråvejrs dag.

20100318

der lå den, mariehønen, foran mine fødder, rød og med de fine små sorte prikker.
den prøvede at smile og fortælle mig at foråret...
det er på vej.
jeg drak min mælk og lod skeen bestemme vejen imens jeg tænkte over livets goder.

20100317


i dag var jeg jeg har også været
og engang havde jeg troet men så blev jeg
og bliver man noget så er man samtidig.
,


udenfor glider dråberne ned af mine beskidte ruder. de danner nye veje, i det nye lag, jeg fint har lagt efter mig idag. det ser smukt ud, og mine hår rejser sig, som var de følelser tilføjet liv og hjerterytme. lad det blive ved med at regne, lad dråberne renvaske mine veje, og lad dem bibeholde det jeg holder af. regn er min definition af noget smukt, noget ægte. og noget evigt.

som værende noget usædvanligt der pludselig dukker op der alligevel ikke gør ondt men stikker på en underlig måde som var man et lille barn med lyse lokker på opdagelse i skovens mørke dyb med øjne der sagde hej til de stikkende bær og var lige ved at sluge dem men blev stoppet i det sekund man blev ældre... hvad mon der var sket hvis bærene var blevet plukket gemt i hånden og senere hen slugt accepteret og forstået for til sidst derved at kunne formidle noget helt andet - end de andre?
et øjenlåg er som en låge til alt det sagte
og det usagte
bliver det smukkere?
som et intet og alligevel alt vidende individ løfter du hænderne og lader sandet hvirvle ned over dit ansigt som var det vand der ville nedkøle den skoldhede krop du går rundt med som ellers plejer at have en temperatur der svarer til det normale - men hvad er normalt og hvornår siges noget at være oprigtigt og ikke mindst realistisk, for hvem har facitlisten, og hvem har i det hele taget svarene på spørgsmålene, og hvem kommer nogensinde til at indse hvad der er rigtigt og forkert hvis ikke individet accepterer at der er alt og intet i verden men at alt alligevel fylder mest og intet en meget lille brøkdel som blikket på et lille sandkorn der forsigtigt men bestemt triller ned over dit runde øjeæble og fæstner sig fast i det hvide og gør det blå til noget rødligt
... hvem sagde ja - og hvem sagde nogensinde nej?
Når hjertet siger ja
Siger sjælen så nej?
Og hvad så hvis
hjertet siger nej
Og sjælen ja?

En ting er sikkert
Du er dig
Jeg er mig
Og sammen
Kan vi alt
<3

hvad har vi dog gjort
for at have det så
dejligt
,

20100316

VED DU HVAD
HVIS HVAD ER VED
OG IKKE HVIS HVAD?
som en fisk på land uden gælder, farvet af omgivelserne og alligevel med en sublim oplevelse af virkelighedens realiteter.
udbrændt som en kort tændstikke.
jo mere der slides hen over kanten jo mere flosset og ødelagt.
stop før den knækker.
,
helt.

20100315

dine arme som bløde vat-puder rundt om min krop. dine øjne som sigende mere end nogle ord. dit smil som værende givende og levende.
din sjæl, dit sind og dit væsen, der fortæller mig hvad jeg holder mere end meget af
,
<3
papirsklip... af de fineste slags
,

20100314

skærpede sanser der giver langt større oplevelser end normen ville have oplevet det
introvert
ÅH,
lad os drømme os væk
sammen
i alle farverne
i fornemmelserne
og i blandingen af solens stråler
,

det var som en ny side. som noget jeg har ledt efter i alle de år, jeg har følt det. og endelig.. der stod det. sort på hvidt.
er det virkelig sandt?
pludselig ser jeg på mig selv med helt andre øjne.
hårene rejser sig og hjertet slår syv slag over for derefter at frembringe tusindevis af svedperler på panden.
du er fanget...
kontrolmenneske

det kliniske hvide bord er din base, det er der du befinder dig bedst og det er der, de stærkeste tanker opnår eneret. selv da den mørkerøde kat kommer ind af døren reagerer du ikke men nipper blot til din kaffe, der har stået i op til flere døgn det samme sted, på den samme kantede underkop du engang fandt i den lokale genbrugsbutik. da den kynisk ser på dig med sine grønne øjne smiler du blidt og lader den gamle kaffe glide ned under din varme tunger, lader det sleske sig rundt om dine tænder for til sidst at lege diktator med det varme bæst, der til sidst skubber det ned i halsen på dig. katten går videre, spindende og med børster over ryggen. du lader dine hænder fæstne om bukketen med de lilla violer, ser hvordan langemand skubber en enkelt til side og hiver resten med sig. du inhalerer og vrænger på næsen, det lugter fælt. vreden vælder en kort stund op i dig og det ses i dine grågrønne øjne. pupillen udvider sig og du hiver ud efter pakken med smøgerne, temperaments fuldt river du den røde tråd af og en af de forgiftede stænger springer nærmest op i hænderne på dig. du tænder den med din rystende venstre hånd og kan endelig dufte det. du suger så kraftigt, at dine kinder synker mere ind, end de i forvejen gør i dit så spinkel ansigt. du former munden og laver tre røgringe, lige efter hinanden. din ryg brokker sig, så du læner dig bagover i stolen og ser samtidig hvorledes katten igen stirrer på dig. den er kommet ned ad trappen, helt uden du har hørt den og den er stadig fyldt med melankoli. du ryster på hovedet og inhalerer for femte gang, mærker hvorledes stadset fylder dine lunger og ligesåledes hvordan billeder danner sig i hovedet på dig. du ryster på venstre hånd igen, prøver at knuge den, men intet hjælper, og da den rødbrune kat bider dig i din højre leg er det ikke længere for sjov, og ej hellere nemt at tvinge vreden tilbage. du skoder smøgen, tager fat i den kridhvide vase hvor den ene viol stadig står ensomt tilbage. da glasset splintreres mod gulvet og spreder sig i tusinde stykker, ser du hvordan den lilla viol triller lige så elegant og uberørt over mod katten. dine øjne lyser, og da katten bider hovedet af vælter du tilbage, stirrende, men fyldt til randen... fandens.
"... og du er stadig lige så smuk som første gang du kyssede mig, så inderligt".

20100313

Det er ikke som smør og brød,
for jeg kan ikke lide smør.
hvad din kærlighed gør for mig, er som at fremhæve hvad solens stråler gør for alle spirer på jorden
17:54
... åh hvor jeg gør.
det er helt sikkert.
jeg savner når du kysser tårene væk
,
Værende rastløs og alligevel med et op fyldt sind der intet andet tænker end dette.
at have glemt at savne
er at savne noget glemt
jeg savner dig
og det er ikke længere
glemt

20100311

Hvem siger der er noget at forstå?
Det er tanken og følelsen ved udførelsen der er det tællende.
Set i mine øjne.
20.52
... jeg tror jeg ved hvad jeg ved.
Ville du hvis du gjorde og gjorde du hvis du vidste at du ville og gjorde du hvis du var vant til og hvis du havde vænnet dig til det var det så af at skulle eller noget du tror du skal og hvordan ville du se på det at turde hvis du alligevel intet tør der har at gøre med at tænke hvad du tænkte?
Sådan helt... abstrakt.
Mit sind er i status, mit status er i sind, min status af mit sind, er sind af mit status, og denne status af dette sind er.... rød blandet med alverdens lyse farver.
(tilsat et helt specielt krydderi som ingen alligevel kan definere)
Dengang da solen gik ned og du så hvorledes mågerne skreg og den lille mus du intenst havde siddet og fulgt de sidste minutter forsvandt under det blad du ellers havde stemplet som værende grimt og slidt - dengang da fandt du ud af at livet er mere end meget værd at leve og at tiden ikke venter på dig men at det er dig der venter på tiden.
Ud af dine lilla briller kommer ej ensomheden men tosomheden som ser den ud når man ser farverigt på den. Som når fuglen synger sin trille og lader frøerne danse med som var de på stoffer af de højeste farvepatroner. Som et belejligt kick og alligevel værende ophøjet og alt sigende på et og samme sted. Som var der noget gemt bag alt det vante og det rituelle der aldrig kom frem, aldrig ville det og aldrig gjorde det.
Men ser du ud af de mørke blå briller...
så er det straks en anden sag.
Brusende som en bølges dans hen over den lyseblå facade, slentrende som en gul-øjet kat og foroverbøjet som en forventningsfuld og erfarende gammel dame.
Som en aftenvind der visker godmorgen, som sne der er på vej væk som var det skræmt af de glade tanker.
Som en dag der går videre til aften og i al hemmelighed leger skjul med atmosfærens virkelighed.

20100310

Som spirrende tanker
op af en
konservesdåse
,
Lad os græde sammen.
Altså lykkeligt.
Som når solen skinner lyserødt og havet modtager med åbne arme.
Som en grim smiley...
Som værende en kunstig
virkelighed.

20100309

Det kan også gøre ondt.

Katten spinder og løber let og elegant overfor rødt, imens sidder du på din aftenvarme altan og læser de sidste sider i det magasin du gav 42,50 ,- for ovre i kiosken. Da du betalte med dine beskidte mønter, tænkte du på, om der overhovedet var noget, der var noget værd længere? Men da hun så smilede til dig, der bag den grågrønne kasse, så var det alligevel som om du skulle leve, bare et par dage eller år endnu. Da du tolerant ventede på at den vante mand skulle lyse grønt og ikke rødt, lagde du mærke til fuglene, der kvidrerede som var de stået op på ny. Og da manden lyste grønt, gik du nonchalant over gængerne, de hvide striber, og tænkte på en identitet som fugl. Da du sparkede til den kantende sten og samtidig mærkede hvordan det fine sand smøg sig om dine tæer, da mindede det dig pludselig om dengang, med hende, da I rejste og hun sagde at du var blevet solbrændt, der på din runde næseryg. Du rystede med en sådan kraftighed på dit hoved, at det pludselig føltes som var du ved at vælte omkuld. Men alligevel gik du videre som var der intet hændt og troede fuldt og fast på, at det intet betød, også selvom fuglene skreg til dig og prøvede på at få dig til at indse noget helt andet. Da du låste dig ind og du blev blændet af aftensolen smilede du hurtigt, kastede dit magasin fra dig og gik ud i dit ny malede køkken, for at brygge dig en kande kaffe. Da duften overmanede dine smagsløg, var det som var du i den syvende himmel og alligevel, som du havde sagt til dig selv at det ikke skulle påvirke dig, gjorde det dig alligevel. Og da du satte dig ud, der på din altan og mærkede solens sidste stråler varme dig, havde du hende stadig i tankerne. Selv da du slog op på siderne, der plejede at gøre dig ophidset, var hun stadig at finde på din nethinde, omkranset af dine hænder og ikke mindst af lysten. Da du sukkede højlydt og tog en slurk af den ny bryggede kaffe var det som det hjalp på det hele, og helt hjalp det, da du så katten, som den var, let og elegant på vej over vejen, blive kørt ned, mast og ødelagt i en blodpøl... blot 50 meter fra dig.
Med en rystende mine satte du kaffekoppen ned, lukkede magasinet og rejste dig. Solen var gået ned nu.
Jeg tror godt, du ved det.
Men tør du indse det?
Dit øjeæble der bevæger sig under dine tynde øjenlåg forvirrer mig for jeg tror de prøver at fortælle mit sind at du ikke er blind for mine omgivelser og at du for længst har opdaget hvor jeg befinder mig med hensyn til dig og dit hjerte, og måden hvorpå de bevæger sig fortæller mig hvor du er og det er ikke blot i en lille fanatisk drøm om sommerfugle i hovedet og glæde ud af næsen men derimod en ide der siger at du vil danse med mig over skyerne og fint lade mig bestemme at det skal være farven blodrød der følger os resten af vores dage der oppe på regnbuen når vi vinker til de andre der endnu intet har forstået......
Alle de dage du har siddet og talt,
skrevet, erindreret og ikke mindst tænkt på hvad du troede var rigtigt men som du senere hen fordi andre fortalte dig noget andet fandt ud af var helt forkert.
Alle de streger du havde sat og alle de minder du havde fået besat, for ikke at nævne alle de sorte farveblyanter du havde brugt op fordi du troede det var rigtigt at tegne fanden på væggen når nu du alligevel skulle sidde der altid og for evigt.
Alle kan tage fejl og ligesåledes som du tog fejl knækkede skallen også og lod dig hoppe ud som det mærkværdige menneske du nu engang var blevet til.
Hørte du også fuglen idag
da den sang blåt og sagde
at klaveret spiller en helt anden lyd
end katten plejer at spinde?
Jeg tror jeg hørte det.
I dag drak jeg mælk og lod mine tanker flyde imens hans arme lod sig hvile tungt men rart om min talje og skulder. I dag lod jeg ikke den store blå kasse med hjul føre mig der ind hvor jeg i mine vanedannede tanker plejer at være. I dag lod jeg den køre videre og jeg tillod mig at være i hans favn og hans tanker i blot få minutter mere end hvad plejer siger er rigtigt. I dag mærkede jeg hvor dejligt det er at trække vejret og hvor grønt det du siger er. I dag mærkede jeg hvad der vil sige at holde tilbage og vise sjælen at noget er rigtigt selvom det føles så forkert som farven sort. I dag lod jeg min bevidsthed føre mig tilbage til dengang hvor alt var leg og sandkagerne var demokratiets styre.
I dag lod jeg mig være mig og jeg
lod dig være dig på en helt anden måde end fuglene plejer at synge. I dag lod jeg ikke lade være ordet men i stedet realitet være sandhed.
Og hvem sagde egentlig det var
forkert?

20100308

Hvad så med de hvis sjæl siger nej
Hjerte siger ja
Og øjne måske?
Huskatlukke posen efter dig
- ellers vil følelsen overtage.
Fordi du vakler, fordi du ikke tør og fordi du ikke kan se lyset - så behøver det ikke være ensbetydende med en som jeg, der ser blå og grøn, når du ser sort og grå - ikke kan - for det kan jeg, hvis jeg mærker efter, helt der inde hvor de bløde linjer danner forståelse for de kantede - de inde, hvor de fine ord belærer de grimme, og der inde hvor fastsatte punktummer bliver belærte om opstartende og evigt fortsættende kommaer
,
Det er os tætomslynget på en varm sommeraften
Regnen står ned i lårtykke stråler men vi bliver stående og lader os gennembløde
Din højre hånd over min lænd
Din venstre arm holder et solidt greb om min talje
Mine mørke øjne rammer dine de lyse og de siger tusinde år
Det er som brikkerne samles da dine læber rør mine
Og det er som regnen tager ekstra fat i de få sekunder du får mig til at svæve
Dit lyse hår klistrer til dit charmerende ansigt
Jeg er fyldt med intethed og alligevel alting
Vi er stadig tætomslynget og vi nyder det
Som to forelskede sjæle der flyver af de rene erkendelses veje
Helt ind til knoglerne og ud igen...

FUCKYOUI'LLDANCE
og tænke lyseblåt..

Det bliver ikke
mere sigende
i mine øjne
og ej heller
i mit sind
,

14:24
... jeg burde.
nogle gang er det faktisk skræmmende
så virkelige vi kan være
og så alligevel så intetsigende
jeg har fundet noget smukt
...
Mæt af ord skubber jeg tallerkenen væk, sukker let og mærker hvordan det flyver ud af mig. Det er som værende ustabilt. Det er som var det en drøm, som ville vare ved. Ord der mætter, gør sulten uspiselig. Som når solen skinner ind og gør det mørke til det lyse. Som når katten endelig efter intens jagt hele natten fanger musen.
Så mæt og så afklaret. Og så alligevel så fyldt til randen med alverdens sætninger, ord og bøjninger. Punktummer, kommaer og uvidenhed.
Giv mig noget mere, foder mig, lad mit sind mærke efter.
Efter mætheden fra ordene det sigende og det virkende.
Det er sandt... Så sandt som sand kan være. Med sine små sandkorn, pirrelige og dog så rørende. Faldende, sviende og forfjamskede. Hvor kommer det hele fra, og hvem kan sige at pigen med hovedet på skrå er uvirkelig, blot fordi hendes blik siger det?
Følelsen af følelsen i sjælen udfylder sindet til en intethed der er lig det hele.
Mon mon er ord nok, og nok at reflektere over?
Jeg skar en blå drue over,
fyldte den med samhørighed.
Jeg delte en valnød,
lod intethedens konstans flyde ind.
Druen gav jeg til dig.
Nødden gravede jeg ned.
...jeg tror ikke på noget.
men jeg tror på dig. hjerte.
Lysten
vs.
Fornuften
Hvad siger øjne
der intet ser?
Jeg skiftede ord.
Tanker.
Og stemning.
Jeg skiftede intetheden ud med fyldestgørelsen.
Livet gør ikke ondt på den der konstant mærker smerte.
Jeg tænker på dig - nu hvor jeg ser solen skinne.
Jeg tænker på dig - nu hvor jeg mærker varmen udefra.
Jeg tænker på dig - nu når jeg ser vintergækkerne skyde frem.
Jeg tænker på dig - fordi du er inden i mig.
Jeg glemmer dig.
For du betyder ikke noget længere.
Tænk engang.
Hvor meget du fyldte dengang.
Tænk engang - at jeg troede du var mit endelige svar.
Tænk engang hvad du fik mig til.

20100307

Et ord: godnat..
Jeg har ikke skriveblokade
Lige nu
Det hele er ikke blot en drøm
Men en virkelighed

En realitet
Der er udefinerbar

Mennesket er som solen på en regnvejrsdag
Og ligesåledes er regnen, som mennesket på en solvejrdag

Et lille sandkorn triller
Hvor mon det ender?

Ser du det smukke
Opdager jeg måske det grimme
Mærker du natten
Føler jeg måske dagen
Tænker du i skemaer
Grubler jeg måske spontant

Når det regner udenfor
Skinner solen inde
Når havets brise synger
Skriger sjælen i sandet
Når himlen bryder ud i farver
Græder natten salte tårer

Når han løber nøgen
Er hun fuldt påklædt
Græder han blod
Griner hun glæde
Lader han sorgen komme ind
Er hun lukket som en dør
BE
MINE
dit nærvær og dit væsen
din tankegang og dit ansvarsfulde jeg
dine øjne og dine hænder
som en tætskrevet sætning
som et spørgsmålstegn opfyldt med et efterkommende udråbstegn
som når solen skinner på druerne der ligger uberørte i stuen
når solen går ned og den sidste stråle rammer
dig&mig

som et et i en helhed
som en helhed i et et
som øjne der ser
og hænder der rør
som et hjerte der banker rødt
og øjne der ser hvidt
som en kærlighed der driver
som en flod der hvirvler

Jeg ved i hvert fald en ting - og det er rart at jeg ved det
For du ved det også
Og når vi to, os to - dig og mig, ved den samme ting
Så er det en god ting
Nogle gode sekunder
Minutter
Timer
Dage, Uger, Måneder og år

Hvorfor glemmer jeg dig i perioder?
Du rør mig slet ikke.
Nogle siger det er usundt.
Jeg kan egentlig godt lide det.
...
Det smukke i mennesket
Kan ses
Af de
Der vil det
Og de
Der kan det
Kan du
Se
Det? .... tidengår.


Jeg
Tror
Snart
Det
Bliver
Forår

20100306

gråtalligevel

Jeg tror egentlig slet ikke du ved hvad jeg mener eller ved hvad hvad betyder men hvem siger også du skal vide det for hvem ved egentlig det jeg ved det ikke men det kan vel egentlig også være lige meget
Kan det ikke?

questionmark

Hvem forstår egentlig hvem?
... og hvem er hvem
sådan helt abstrakt altså ..

i din hule hånd

Jeg søgte efter livet...
look what I found?



deleblivertilhelhedhelhedblivertildele

smukt ser der ud når solen skinner på det
blanke overflader bløde linjer og varme smil
luften fører det med sig - sammenhørigheden og assimilationen
vi er en helhed ud af en masse dele
sammen deler vi os i flotte gyldne farvrige farver
og sammen finder vi tilbage
til sidst varme og forsørgede
erfarede og fyldt til randen med livets blodrøde goder
så stykker vi os sammen som var vi en del af det store puslespil
og sammen ligger vi her som menneskeskabte individer
smuldrende men alt sigende
for vi åbnede op og lod vores dele danse livligt rundt
for til sidst på rette tidspunkt at lade dem tøjre
og forsvinde
ind i den varme helhed

underlighed

jeg
er
som
en
novelle
der
skal
analyseres
men
der
er

meget
at
tage
fat

at
jeg
er
blevet
opgivet
for
længst.

.. der er aldrig nogen der finder ud af det.

20100305

Filter

I har jo alle sammen et filter.
Og I tænker jo alle sammen de samme tanker som mig.
Mit filter.. det er bare brændt ned.
Du tog det med dig.
Mine tanker påvirker mig i en højere grad end jeres gør.
På grund af filteret.
Jeg ved ikke om I er heldige..
Eller om jeg er uheldig.
Men hvor lærer man meget.
Og hvor bliver man.. stærk.

AK

. Men det er også ekstreme eksempler på en, der elsker livet, og menneskene omkring sig.


... og du har mere end meget ret.

ært

måske er jeg syg?
men syg på en god måde
sådan... psykisk.

..

ja, jeg er bange for at miste
og ja
jeg er bange for at miste kontrollen

..
hvad fanden skal jeg gøre ved det snart?
FUCK UD!

...

jeg fatter dig ikke...
men hvornår kommer jeg nogensinde til det.
så det er nok godt nok.
ja - det er dig jeg taler til.
dig som at der sidder der inde og gemmer dig når jeg prøver at komme i kontakt med dig.
du lytter aldrig.
det er altid mig der skal lytte til dig.
det er sært.
du er sær.
og ja.
det er jeg vel også.

og nå ja, dig der - du gør mig ked af det.
og det burde du ikke.
eller også burde jeg sige - JEG burde ikke lade DIG gøre mig ked af det.
og slet ikke over en så latterlig ting.
jeg håber du hygger dig.
inderst inde.
jeg tror jeg er syg...

20100304

rejf

åh det gør mig høj
og hvor er det forkert
men det gør det altså <3
feather.

20100303

.

Rumle rumle rumle
.. mmh, det føles godt.