20091031

frygt

Hvad vrede dog kan gøre..
skræmmende.

20091029

Dengang


.. at drømme sig tilbage til barndommen, hvor alting var en hel del nemmere, og uden alverdens bekymringer.
at drømme sig tilbage til den barndom, hvor man opvoksede, tog til sig og samlede stykker til puzzlespillet i det indre.
barndommen, hvor man ikke tænkte abstrakt. dengang, at det handlede om sandkager og jordbær om sommeren.
dengang, hvor alting ikke betød en hel masse.

20091028

Menneskelig glæde

Glæde overfuser mange ting
Også de gode skriverier
Underligt
Men sandt
For mit vedkommende...
Så hej og hyg der ude

20091027

prøvelserrørmærkføl

Mørket sænker sig
og vi bliver bange
Menneskene
men hvorfor være bange
hvorfor blive bange
Afhængighed er nøglen
er nøgleordet
når mørket sænker sig
ses ikke længere
kanter, former og virkeligheder
Alt er gemt
og du må selv føle
sanse og tænke
men er du i stand
kan du
prøver du?

Tab

Der sidder hun. En efterårsdag, midt ude i farverne. Bladene hvirvler omkring hende, regnen drypper fra en overskyet og mørk himmel.
Og inden i hende hersker alverdens spørgsmål, som alligevel aldrig vil kunne besvares.
Men hvor er det smukt, og hvor er det utroligt som verden kan skifte udseende.
Efteråret. Og foråret.
De to tidspunkter, hvor landet er smukkere end noget andet. Farverne skifter, som en slange, der skifter ham. Kulden tager over, og regnen bliver smuk.
Hendes ben er lange, og fødderne er dækket af sportsko og snørebånd. Hendes hænder er fint beklædt af en lysegrå farve i form af ny strikkede vanter. Det varmer om hendes fingre, der er så tynde og slanke, at de kunne have tilhørt en ferm pianist.
Men det er hun ikke. Pianist, altså. Hun spiller blokfløjte. Har gjort det siden hun var fire år og så op til sin bror, der var syv år ældre.
Nu er han borte. Nu gør hun det kun for sin mors skyld. Og for.. inderst inde, at bevare mindet om ham.
Men det gør ondt. Og dybt inde hader hun lyden af den skingrerende ballade, der fylder hendes øre og omgivelser, hver gang hun puster. Men hun gør det alligevel..
Et dybt suk fylder hendes indre for derefter at lande blødt i naturens omgivelser. Her bliver alt godt modtaget. Om det så er en kedelig beretning fra skolen om hendes andengradsligninger, eller om hendes sokker, der ikke længere er værdige at gå med.
Alt bliver godt modtaget, altid er armene åbne og lukker ind.
Hun nyder det.
At se hvordan bladene lader sig løsrive, falde med en hastighed der er udefinerbar, og farverne, der ikke længere skærer, men blander sig i hendes øjne.
Det gør hende levende.
Og det river hende væk. Løsriver hende.
Væk fra fortiden, væk fra nutiden og væk fra fremtiden.
Så har hun det bedst.
Svævende, som et rodløst blad, i intetheden, tomheden - i sig selv..

idyl

Hvis du bare lader mig være mig, og dig være dig..
så skal det hele nok gå.
vi er jo alle bare mennesker
og bare er måske et for småt ord at bruge
for ubetydningsfuldt
men nogle gange er det godt at gøre noget der ikke er helt perfekt
prøv at halte
prøv at kravle
prøv at lave fejl
jeg er et menneske
og jeg er et menneske af stor karakter
det er vi alle
det handler
blot
om
at finde den
karakteren
og ikke den givet af tal
men den der siger tusinde ord og ingen tal
den der siger hvem du er
og så alligevel ikke
synk
tænk
træk vejret
for du er dig
og jeg er mig

20091026

Lad

Lad os holde det hemmeligt
Lad os lade som om vi er ganske normale mennesker
Lad os lade som om det vi gør ikke er grimt
Og ja
Lad os lade som om vi ikke stempler nogen uden at vide hvem de er
Lad os nu bare lade som om
For at lade som om
Det er hvad vi lader som om vi er bedst til

At menneskeliggøre sig på en stupid måde

Centrumnarkomani i den allerstørste, og for ikke at nævne, grimmeste størrelse.
Ad, siger jeg bare.
Samvittighed er åbenbart en by i Rusland for nogle mennesker.
...

20091025

Min klippe.

Jeg savner dig hver dag, tænker på dig ofte.
Nogle af dine sidste ord til mig sidder indprentet i mit sind. Og jeg vil altid efterleve dem.
Jeg har gjort, som du sagde, og det vil jeg blive ved med.
Din sidste handling inden jeg sagde farvel, inden jeg så dig for sidste gange, levende, men med et hjerte, der ikke kunne mere.
Dit kram, din krop, der sagde mig alting. Jeg vidste, hvad du ville sige, og jeg vidste, hvad du ville have sagt, hvis du havde kunnet tale.
Du betød alt for mig, selvom det ikke var så tydeligt, som det kunne være. Det var gemt bag alt muligt, men du vidste det godt. Og alle andre, der havde øjnene i orden, så det og vidste det også.
Du var min klippe, og da du lige så stille var på vej væk, sagde du god for den nye, der var på vej.
Det gjorde mig glad.
Men ulykkelig at se dig så langt væk. Så magtesløs.
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg gik og trykkede på knappen ude i køkkenet, som hørte til lampen, der ikke altid virkede. Og hvis den lyste, når jeg havde trykket, så skulle du nok overleve. Så ville du komme tilbage til mig, og du ville stadig være den samme, bare med få ridser, som jeg ville hele, ligesåledes som du havde helet mine sår igennem min barndom.
Men... lyset tændtes ikke.
Jeg havde bare rystet på hovedet og sagt til mig selv, at selvfølgelig passede det ikke, og jeg kunne da for guds skyld ikke gå og bygge mit håb op på et dårligt lys i en grim lejlighed.
Men det gøs alligevel i mig.
Hvordan kunne noget ske, som jeg aldrig nogen sinde havde turdet tænke? Det kunne ikke ske, for et sådan betydningsfuldt menneske ville da ikke bare, sådan lige, kunne forsvinde?
Men jo. Du blev revet fra mig. Som et lille barn, der endnu ikke har lært at tale, men alligevel godt ved, hvad der sker. Skrigende, råbende - afmagtelse. Sådan følte jeg det inden i.
Og de gange, hvor alt pludselig ingen ting betød længere. Og de gange, hvor det virkelig, i små split sekunder, gik op for mig, hvor skrøbelig livet er. Da gjorde det så ondt inden i, i mit hjerte og i min sjæl, at jeg havde lyst til at rive mig selv i stumper og stykker.
Hvordan skulle jeg kunne overleve uden dig? Hvordan skulle min hverdag nogensinde kunne blive som den havde været, dengang?
Men sådan blev det.
Du blev taget fra mig. Alt for tidligt.
Jeg husker tydeligt den aften, hvor jeg græd, så det gjorde ondt helt ind i knoglerne. Husker, hvordan jeg prøvede at gemme mig for de andre, hvordan jeg prøvede at skjule det. Men så slog det mig; hvad er det jeg gemmer mig for? Jeg er mig, jeg er et menneske, og jeg har lov til at vise, at jeg er ked af det, at noget rører mig.
Og der sad jeg. Hos dig, og holdt din hånd. Jeg græd, lod tårerne trille ned af kinderne på mig, og lod min næse løbe. Jeg vidste, hvor ondt det gjorde på dig. Det sagde dine øjne, og dine hænder, udmattede og ingen kræfter længere, prøvede at få mig til at stoppe. Men jeg vidste, at det var det rigtige. Med mine tårer kom også mine følelser. De ramte dig, og det gjorde noget.
Da du prøvede at ligge din arm over mig, løftede jeg den, og lod den hvile over min krop. Jeg lod dig varme i mine arme, i min krop, ligesåledes som du havde varmet mig, da jeg var lille. Da jeg var ked af det, syg og også umedgørelig. Altid havde du været der for mig.
Og nu var jeg der for dig. Mit højeste ønske ville ikke kunne blive opfyldt, det vidste jeg. Men så kunne jeg i det mindste prøve, at gøre det, jeg ønskede næst mest. At fortælle dig, hvor vigtig du var for mig, og stadig ville være, og den dag i dag, stadig er. Og det gjorde jeg.
Jeg krammede dig en sidste gang, tog din hånd, klemte den, og jeg så ind i dine øjne. Og så vidste jeg det. Og derfor gjorde det ekstra ondt.
.. Det blev sidste gang jeg så dig. Ved sekstiden blev jeg ringet op, og så havde du altså fået fred, sagde man.
Mormor, jeg håber inderligt at du har det godt, der hvor du er nu. Og jeg håber du ved, at jeg tænker på dig hver dag. Jeg håber at du ved, at du har været min klippe hele min barndom, og største delen af mit teenage-liv. Jeg håber du ved, at den tid, hvor du var syg, og hvor vi alle ventede og håbede.. da led jeg. Rigtig meget, - men på en måde, der fortalte mig, at der virkelig findes mennesker, der kan fylde så ubeskriveligt meget i en.
Du er det første menneske, der har fået lov til at komme helt ind, og du er det første menneske, der har forstået og accepteret mig helt. Og du er det menneske, der har haft allermest tid til mig.
.. Du fortalte mig, at jeg havde et liv, jeg skulle leve videre. Og det har jeg gjort, og det gør jeg. Og det vil jeg blive ved med at gøre. Og jeg vil altid tænke på dig.
Men det gør stadig ondt at vide, at mennesker, man holder så dybt og ubeskriveligt meget af, kan blive revet væk fra én, så hurtigt og ufatteligt.
Derfor er jeg bange. Inderst inde.
Men man skal jo leve, og man kan ikke rende rundt og være bange hele tiden, som du sagde til mig.
Men det gør stadig ondt.. og frygten sidder i mig.
Mennesket er skrøbeligt, det er det virkelig. Men det gør mig ikke til en person, der aldrig vil turde at holde så meget af et andet menneske igen.
Det gør jeg allerede. Blot på en anden, men anderledes måde. Og det udspringer fra dig, mormor.
Du lærte mig at holde af andre mennesker, se på dem og have tillid til dem. Du lærte mig, at jeg var god nok.. du lærte mig, at holde af andre mennesker.
Uden dig, havde jeg idag, ikke været andet end et lille og skrøbeligt fnug.
Tak.

duvisnermedtiden..altforhurtigt.

Håndplukkede menneskebørn.
Ikke længere rod, men hevet op med menneskelige kræfter.
Som den lille fine blomst, der førhen stod og blomstrerede om kap med de andre.
Men pludselig blev alting anderledes..
og det var ikke længere 'moderne' bare at 'stå'.
Handling tog overhånd.
Umenneskelige livsvilkår og øjne der blændes.
Hvad er det, der sker?

Angstrimerpåfangst

Hvad er der at være bange for?
Du er jo bare et menneske.
Og hvad så med den fejl.
Og alverdens fejl, du vil komme til at lave.
Og hvad så?
Den eneste der stempler, og stempler hårdt..
det er dig selv.
Du er bare et menneske.
Den sætning burde sige dig alt.
En hverdag, et liv og en menneskekrop fyldt til randen med angst..
er det samme som at sidde fanget bag et par tremmer, der blot ruster mere og mere for hver dag, der går.
Bryd dem. Ryst dem, og slip ud.
Gør karriere i fornyelse og livs vilje.
Mærk vinden mod ansigt. Og mærk det fantastiske og lærerige..
ved at lave fejl.
Og bryde grænser.

20091024

pffss..

"Jeg er et menneske.
Stempel mig ikke.
Med mindre du har en grund til det.
Og argumentation for det.
Et menneske er ikke kun et menneske.
Det er så meget andet.
Og om end ikke.
Alt andet.
...
Et slags fængsel med spundet væv.
Spindelvæv.
Pres, forventninger og forhåbninger,
spundet ind, danset og trillet.
Og som man sagde engang.. forfængelighed,
det rimer sandsynligvis også på forgængelighed.
Fuldendelse.
Tomhed.
Giv individet tid. Det er det eneste, der er mangelvare.
Behovet.
Edderkopper kan være farlige... ".

hunloddetrenge

Regn er smukt.
Naturens tårer forplanter sig over landskabet. Falder som lette fnug, som var det vinterhalvårets årsstid.
Tårer er smukke.
Én lille dråbe lander og splintrer i hundrede stykker, da den rammer overfladen. Det hårde ydre.
Langsomt siver den ind, lader sig blande og får sig ganske langsomt, men bestemt og lige til, et billede af det bløde indre.
Gennemvæddet. Vådt . Slet ikke tørt.
Men der er noget smukt ved det.
Der er noget forståelse.
Drypdrypdrypdryp...

20091023

Frigørelsensløsrivelse

Kryptiske pigebarn uden definerbare handlinger.
Giv tid. Giv ro og giv fred.
Livet kommer. Det danser og det filtrerer dine drømme.
Gemmer.
Det skal nok være der.
Du skal nok finde det.
Det findes.
Det eksisterer.
Det er foran dig. Men dit blinde jeg.
Det ser intet.
Krakeler. Og bliv derefter til noget.
Åben dérefter dine øjne og se.
Føl og mærk efter.
En pludselig følelse af...
Menneskeliggørelse.
Af virkelighed.