20101030

vi hænger alle vores ønsker op på et træ
binder knude og sløjfe
og så vender vi det hele ryggen

20101029

og jeg tæller de sidste stjerner for i aften, lukker min bog, sætter den ovale prop på mit skriveredskab og lader gardinerne falde for i en bløde bue.
imorgen håber jeg på stjerneskud og din hånd i min.
fingre der bladrer den ene side efter den anden, øjenlåg der lukker sig efter lange timer, hår der rammer en pude i en knitrende fornemmelse, åndedrag der bliver tungere og en sandhed der findes et eller andet sted
der ude
kan man overhovedet være i stand til at tage godt imod et tab, være okay med at miste, sige ja til det ufattelige i ikke at være i stand til at kunne gøre noget - overhovedet.
og jeg ser stadig for mig hvordan jeg i min drøm falder i armene på dig græder en syndflod og hikstende prøver at forklare dig alt hvad der er sket alt hvad jeg vil dig til at vide og alt hvad jeg ønsker du skal opleve se og være en del af.
men så er det at jeg vågner og ved at sådan bliver det aldrig.
det er en form for inderlighed når følelsen af dit hoved på en pude giver kuldegysninger helt der ind hvor hjertet ikke kun bor men ånder for at leve og lever for at pumpe
og det er når alt andet står stille ordene kommer dansene og spiller op til noget uvirkeligt men ganske finurligt
min kærlighed til dig er varm og fyldt med halve teskeer sukker
og jo, det er koldt udenfor
men nej, jeg gider stadig ikke følges med dig, høre på dig eller se dig for mig længere
du kan gå dine egne veje
tage din lilla paraply med dig og leje gentleman et andet sted
jeg er mig og spiller mit eget spil med egne terninger
og du kaster konstant forkert og vælter ind
i mig
jeg har mit eget liv nu
folk der holder mig og endda mennesker der til tider viser at de
ja, at de faktisk elsker mig
du er ikke i stand til den slags
og jeg har tilgivet dig og sagt okay - det går nok
og da du drejede til højre drejede jeg skarpt til venstre
vi er ikke enige og har aldrig været det
sejl selv
det er alligevel fredag aften og tiden har slået seksten minutter over treogtyve
mine tæer er kolde, mit hjerte varmt og mit hoved proppet med usmagelige tanker
udenfor synger vinden i træerne, regnen danser på trækronerne og alt levende er for længst krøbet i hi
og her sidder jeg
midt i rummet
tæller stjerner på nattehimlen
danner sammenhænge og konklusioner ud fra noget jeg egentlig slet ikke ved hvad er
og måske egentlig slet ikke er i stand til at vide noget om
men jeg gør det
og det føles rigtigt
specielt når du med din varme stemme spørger om jeg vil have dine lilla sokker på
dem du fik specialsyet da du var 7½ år gammel
og selvom jeg siger nej og forklarer i et blidt tonefald at jeg gerne vil sidde her lidt endnu
i vinduet langt fra alting og alligevel så tæt på
så er vinden pludselig en smule koldere da den rammer mit ansigt få sekunder efter
for måske
skulle jeg have taget imod og givet igen
men det gør jeg imorgen
det siger de altid
og du er et smukt menneske, siger de.
men hvad er et smukt menneske egentlig,
hvad er definitionen af det og findes det
overhovedet?
du er så uduelig, hæslig, grim, ulæselig og ikke mindst langt fra fantastisk når du er sur og hundrede kilometer fra mig
jeg hiver, trækker, slider og råber; men der sker intet. du bliver sidende på din pind og jeg smuldrer væk i mørket imens nattens mulm æder mig op inde fra.
og så prikker du mig på næsen og siger at det hele bare er en ond drøm og at mit tankeværk er med til at spinde det værre end det nogen sinde har været.
så vågner jeg.
og så ved jeg pludselig hvad mågerne mener når de skriger, hvad ulvenes klagende budskab er - og jeg ved pludselig hvad det er fuglene kvidrer om om foråret når solen står tidligt op og strålerne strejfer et hvert grønligt blad.
jeg ved pludseligt at det ikke er så værst; og du lærer mig det.
med tiden.
og du tror ikke på ord; men derfor kan jeg vel godt leve?
mest af alt ligner jeg vel bare en kedelig og klichepræget gymnasieelev der endnu ikke har lært hvad livet egentlig har at byde på.
men hvad hvis mit hjerte, mit sind og min sjæl siger noget helt andet?
spørgsmålstegn er grimme
du vrider min mavefornemmelse af led hver gang du knækker
og jeg har lyst til at tegne det hele op med sort og farvelægge resten med rødlige nuancerede farver og måske på den måde opfange din opmærksomhed din varme og din ømhed - men da jeg greb tuschen mistede jeg modet det begyndte at regne og jeg kunne ikke længere tænke i de baner jeg troede jeg var så identificerbar for
så skrev jeg bare tre prikker efterhinanden og så gik jeg.
jeg spiser ikke for tiden
jeg lader bare som om
du ved
.. det sagde hun.
og der er kun huller og bare tæer
.. men det er vel også okay.
jeg tror ikke på du virker

20101028

min kalender er linjeret
dit sind er rødt
verden er ufuldendt
og
i nat sov jeg uden selv at være i stand til at vide at jeg faktisk
sov
hvem fik mig til det og hvad var mine tanker i split sekundet
lukkede jeg øjnene
eller stirrede jeg mon
bare
og han tegner blade i alverdens farver
han lader dem hvirvle i luften og danne substans 
virvar og dans 
han farvelægger i usmagelig farver
men jeg elsker dem alligevel
ser på det som var det en lille fjer over en kæmpe bjergklippe
oplever det som var jeg den syv årige lille eksistens
overfor den årtusinde oplevelsesrige verden
og så læner jeg mig tilbage
der hvor han tegner dem
bladene
de hvirvler nu 
og jeg ryger længere tilbage i en indre konflikt
skal jeg skal jeg ikke
jeg har ikke selv svaret
det har regnen
og den trommer løs som en vild svirpende gren
bladene hvirvler ikke længere men falder
farverne blander sig og
jeg græder

20101027

.. og jeg tæller kronbladene
de er røde!
jeg synes det er så fint når du smiler så glædeligt og bekræfter mig i at jeg virkelig findes her 
ved din side i din hånd omkranset af dit hjerte
du havde en mariehøne på kinden da jeg så dig første gang men det var ikke det jeg faldt for det var mere dit smil og din næse der altid vil minde mig om en varm bjørn og så var det din måde at sige at alt var okay og tiden var til at slappe af i der gjorde at mit sind blev roligt og jeg startede at hele specielt da du tog min hånd og jeg begyndte at flyve.
og jeg bryder mig meget om når du høj som du er ser ned på mig med kærlighed ømhed virkelighed og efter få sekunder ikke blot kysser mig klichefyldt på munden men på min kolde fregnede næse der efter vejrets regnskyld har efterladt den kold kølig og os begge våde sammenkrøbet men stadig opfyldt af den kærlighed vi har opbygget og stadig bygger sammen som to i en og en i to 
du er ikke bare dig
men du er også mig

dine tårer er ikke bare frigørelse af al det der ligger i dig
men også en sandhed der fortæller om følelser og rørene
ord


... vi prøver allesammen 
du er så insisterende som når du står der og ligner en sky af kaffe og melankoli
råb det ud
jeg skal hvile i mit jeg mit sind min virkelighed og min sjæl for at kunne nedfælde noget spektakulært 
det er længe siden det har været smukt på nogen måde - overhovedet
det er længe siden det har været smukt på nogen måde - overhovedet
og det kan på ingen måde vises, skitseres, portrætteres, defineres, forklares, udtales... eller sandfærdiggøres.
det er er blot
til.
og det lyder som psykotisk hjertebanken når du går på den der helt ambivalente måde

20101026

og i dag...
fik jeg lov til virkelig at trække
vejret igen
tak

20101025

... vi bryder os ikke om sammensatte ord
det er for
banalt
og det er ikke jordbær på stylter, ikke sandkorn i regntøj og ej heller kold hævede menneske tanker 
et blik kan let... misforstås
vi smiler ens når vi lyver
og fortæller sandheder
men hvem kan man stole på her
i verden
og hvem kan man regne med
når nu man tænker...
blåt blandet med kastanjer?
jeg savner dengang virkeligheden ikke fandtes og alt omkring mig smilte og uddelte hjertebegær 
skal vi lytte sammen?
det regner der ude
trommer på mit tag med de blå alger
danner slag omkranset af måneskud
og hjertesagaer
skulle vi lytte..
sammen?
din kind er varm
min er kold
snart er vi begge
en blanding
som en guitar uden strenge
en virkelighed uden ilt
og bladene hvirvler rundt i luften
skifter farve standser og poserer 
der ude
i luften
en sygelig sjæl kommer løbende
opfatter ser og tager med sig
der ude
i luften
en musiker uden plekter 

uden forstand på noder og rytme
en sandhed der kaster livet op
ødelægger
sig selv
i luften
... der ude
og jeg vil jo bare løbe
mærke vinden mod mine kolde kinder
jeg vil bare have lov til at mærke blodet suse
føle at jeg lever og at jeg har lov til at
føle
jeg vil jo bare danse igennem mudderet
studere regnens lynnedslag
og jeg vil
have lov til at opfinde et ord
bare i ny og næ
opleve
når mit hjerte bakser der ud af og ikke kan få ro
jeg vil bare se mig i spejlet og tænke
yes
studere knoglerne skindet og menneskeliggørelsen
fundere over tilværelsen livet og dets pusten
.... men det er så koldt der
der helt uden for
,
det er som når kulden lukker sammen om dig
som en mur af vægge der kommer vraltende i en lind strøm
i mod dig
som regn der daler ned fra himlen
men ikke for din skyld
som sylespidse nåle der borer igennem noget du ikke selv
endnu
har været i stand til at definere
og så kommer de
de salte tårer
.
smadret, lukket inde
sømmet fast med søm af hjerteblod
brader af sindsstemninger
og lukket til med stressfaktorer

20101022

jeg skriver grimt for tiden

20101021

lyden af... en dør der klaprer
 vinden der suser og regn der spiller musik på efterårets nedfaldne blade
sandheden af balancen der er så rar
men alligevel
ikke burde være
der
det er en underlig følelse, men alligevel er det..
som når brikkerne passer sammen, som når luften endelig dufter af frisk græs og liv. 
det hele føles bare så.. rart. hyggeligt, blåligt og sødt. 
hvor det kommer fra ved ingen.
men det er bedst...
sådan.
og det regner igen og det er så rart at balancen nemt findes

20101020

din verden er ikke min verden og den verden du tror er din verden... er den sand
?
vi lever i en klam, dobbeltmoralsk verden - gad vide hvonår al galden ryger tilbage i hovederne på os?
vi skal hade de mennesker, der siger de skærer i sig selv, de mennesker, der siger de har kvalme og ikke kan spise. vi skal ikke kunne lide de mennesker, der skiller sig ud, for de gør det bare for at skille sig ud, og det er ikke sådan man agerer i det her samfund. vi skal få topkarakter og helst reklamere med det, ellers har vi det dårligt og har sikkert store problemer der hjemme. folk der tænker for meget på sig selv er helt sikkert enebørn og har fået en hel anden opvækst end os andre. de mennesker, der altid smiler og aldrig er kede af det, har det psykisk dårligt og de bliver slået der hjemme. og vi skal helst være med på at sladre om det første og det sidste. hvis vi ikke har hundredetyve opdateringer på facebook eller twitter om ugen er vi ikke populære, men de der skriver hver dag er smålige og tænker kun på at verden skal se på dem og deres liv. de der disser modeblogge har ikke forstand på mode, og dem der tager tøj på fordi de tror de har forstand på mode, er latterlige. når piger ikke spiser, er de langt ude og vil kun have opmærksomhed. og de mennesker der spiser meget, de har helt sikkert bulimi. mænd der går på den måde, de er helt sikkert bøsser og ham der har helt sikkert fået den bag i. hvis vi ikke synes vores lærer er idioter er vi dengser og har aldrig prøvet noget vi ikke må. de der ikke kysser på første date er lamme i roen og tør ikke en skid. og hende der har knaldet med flere hundrede er sej. det er ikke fedt at drikke med dem, men med de andre giver det status. og når de siger at de gjorde sådan i går, så lyver de helst sikkert. vi må ikke kunne lide verden, vi skal helst være rå og søde på samme tid. der er ingen der er noget værd og du er slet ikke.
... jeg fatter intet mere. hvornår løsriver vi os?
hvad er overhovedet tilladt længere
hvornår er det godt nok
hvem bestemmer
og hvorfor skal det overhovedet... accepteres? 
følelsen af magtesløshed er utålelig, alt jeg ønsker er at du har det godt
for din skyld vil jeg påføre mig alverdens smerte
bare dit hjerte har det som det bedst skal have det 
ømhed i blid omfavnelse 
samfundet og vores omgivelser får os til at hade noget vi før elskede
hvad er det der sker?
regn gør mennesket mere kreativt, ord gør mennesket mere udtryksfuld, tanker gør mennesket mere... forvirrende
og vi vil alle sammen være noget vi ikke er og selvom vi tror vi ved hvad det er vi så hjertens gerne vil være så ved vi det inderst inde slet ikke for det vi stræber efter det findes ikke og det ved vi måske nok men i skyggen af den tanke prøver vi grådlabilt at kreere noget som vi tror er bedre end alt det andet og alt i mens vi gør dette stykke arbejde vi alle tror medfører noget godt i sidste ende så gemmer vi os for omgivelserne og græder tårer og bilder os ind at de intet betyder 
punktum - det er det vi alle mangler 
men vi tør ikke
og de er så.. tynde, fingrene.
som en brat opvågning og en besværlig udånding.
men de er der.

20101018

og det handler ikke om det interessante i teksten men det interessante i ordene 
din hånd tager om min da nattens mulm tager over og vi ser på måneskud og stjernetegn, tegner sandheder og lytter til vindens susen 
og de er røde, bladene udenfor. og mit sind rimer på regn og efterårsvind blandt med sprød kærlighed
og det smukke i en tekst ligger i at kunne skrive uden at prøve
jeg drømte du blev skudt og i samme sekund døde
jeg. 
og jeg spørger bare.. hvorfor sidder du stadig der
inde i mit hoved og fylder?
og hvorfor minder de fleste drenge
om dig?
du betyder intet.
men jeg ser dig stadig.

20101015

og endelig regner det igen. og vi hygger os, vi krummer kiks i sofaen, blander kys og udveksler blikke.
åh, ferie.

20101013

lad os grine sammen
så får vi det bedre
et rundt bord, en hjerteformet tekande med duftende skovbær, ord fra dig og tanker fra mig
og jeg har dig, og selv når jeg mærker, ser og føler at andre føler lede ved min kærlighed til dig, så er mit hjerte stadig dit og du kysser mig stadig godnat hver aften og to timer senere ligger du stadig dine arme omkring min varme krop og hvisker i mit øre at jeg ikke skal tage mig af det; for vi har hinanden. 
"det er okay", siger du og tror du kan bilde mig ind at du intet ligger i det, du siger
"det er okay", siger du, men jeg ved godt du synes jeg er dum og at du selv mener, du er klogere
"det er okay", og jeg ved godt du sidder og fryder dig
"det er okay", fjerde gang og jeg ved, at nu begynder du snart at føle skyld
"det er okay", siger du igen, ser ned på mig og prøver at skabe sikkerhed i din usikkerhed
"... er du okay", spørger du, da jeg går og ikke længere synes at kunne udholde det du påfører mig med dine ord, du selv ved gør ondt, men blot bruger for at skabe det, du selv kalder dit jeg, men du ved også, at jeg ved hvor du vil hen med det.

spørgsmålet er altid; hvor længe kan et menneske udholde den psykiske nedbrydelse... 
så længe det ikke kan finde hoved og hale i andet - men jeg er her stadig og har andre til at støtte mig.
det er okay. 
men din kærlighed til mig dækker det andet og jeg heler når du siger at jeg har lov til at være mig og findes og tænke som jeg gør og bedst er det når du fortæller mig at du holder mere af mig end du har holdt af nogen nogensinde og specielt når du fortæller mig at de folk jeg ikke tror kan lide mig bare ikke tør vise det på den måde de inderst inde ønsker det mest og nogle gange
.. så tror jeg dig. 
jeg tror på det er ok også selv når jeg ser spejlet og det afspejler noget der intet siger men kun viser
og hvad er værst:
falsk sandhed
eller sand løgnagtighed?
og de gule blomster - de findes ikke længere. for nu er det efterår og farverne blandes i alverdens håb, kastes rundt som intet og alt, og de der nu engang finder dem har lov.
og jeg burde ikke være ked af det selvom det er mig der bliver stemplet for inderst inde og dybest set er det slet ikke mig men dem der har det værst 
blå rammer
en sanselighed der siger mere end ord
smag af velbehag og rar træthed
tåreregn er også ok når man føler sig trådt på

20101012

nattefrost og måneskær fra et vindue højt oppe fra, der står vi - os to.
hjertesans og rumsubstans 
ord på stribe, kys på langs, liv omkranset af eksistens og lilla asters i en hjerteformet dåse udformet af dit og mit sansespind
og det er dig og din eksistens, din kærlighed og din ageren der holder mig oppe fra at falde helt ned,
tak
rodede uger med skematiske ordbrug 

20101010

jeg savner dig og nu er det snart to år siden
og... idag stod hun op med et formål hun ikke kunne forklare men tegnede det i stedet. hendes hjerne gav agt men hendes sind sprudlede. og da hun gik ud på gaden for at opsnappe morgenduggen sagde hun ikke hej selvom hun burde. hun vinkede heller ikke, selvom hun vidste at normerne ville ligge beslag på hende. hendes hjerte var fyldt og dog så levende. og de troede hende ikke, men det gjorde intet for hun vidste det godt. og da hun samlede den hvide blomst op, som hun godt vidste navnet på, lod hun den falde over næste fodgængerfelt. manden i bilen gloede som aldrig før, men hun smilede blot. hendes venstre fod var foran den højre da hun endelig nåede over, manden dyttede og hun gik videre. hvem havde bedt dagen om at komme med en sådan åbenbaring, hjerteprosa og vellidt tankespind. hun vidste det ikke, men hvem vidste det og hvem ville overhovedet vide det. hun ville.. og derfor gik hun her. 
den gamle dame sagde hej og missede mod strålernes dans bag skydækket. hun nikkede, fortsatte sin gang mod noget hun ikke selv var herre over, men blot gjorde. de ville gerne vide mere om hende, havde de sagt. der, da hun var gået forbi igår. hun ville ikke fortælle, kun tænke og producere. men ikke overfor dem. hun levede selv, det havde hun lovet. ingen andre havde lov, fik lov eller skulle have lov. det var hende, hendes tanker og hendes spind. og selvom han gerne ville, ham som altid hikkede og lugtede fælt af øl. hun vidste jo godt han gerne ville, altså tale med hende. 
hun snublede over en halvgammel flaske. 
men det ville hun ikke. hun havde hørt historier om den kastanjefarvede kærlighed, folk havde bedt hende læse den og den bog, men hun ville ikke. hvorfor skulle hun når nu hun selv var igang. hun fandt selv ud af det, ville selv finde ud af hvad det var for en art, hvor den kom fra og hvem der gav den lov. for hun gjorde ikke. i hvert fald ikke endnu, om fem dage eller sytten. nej, hendes hjerte brændte for sansernes dans, deres vilje og ikke det som de andre ville belære hende med. og findes du virkelig, var der en der engang havde spurgt hende. hvad hun skulle svare vidste hun ikke, i stedet skrev hun ja på en lap papir og gik sin vej. hvad skulle hun bruge sådan et spørgsmål til, hverken hendes sanser eller kognitive sind kunne bruge det. og måske vidste hun godt hvorfor det indtraf, men... hun kunne ikke svare endnu.
vinden tog fat i hendes hår, løftede hende en halv meter op og kastede hende videre. hun kunne godt lide blæsten, dens omfavnelser og dens påvirkning. hvad den ikke gjorde, havde hun endnu ikke oplevet. nej, hvad endnu ikke var oplevet, ville blive oplevet og skulle opleves. og vinden var her i dag, og det var den halvgrønne bænk også. hun stirrede på den, observerede den, tænkte på alle de folk der havde siddet der siden sidst. alle de folk med hver deres historie, med hver deres hjerte og sind. alle de mennesker, som hun endnu ikke havde mødt, men ønskede at møde. ikke for deres skyld eller venskabets skyld. men for sansernes skyld, for virkelighedens skyld og for lærdommens skyld. og han havde sikkert også siddet der, ham der gik der. han lignede en ung fyr på syvogtyve et halv, men hun var ikke sikker og slet ikke da hun lod sine øjne indfange hans mund. den lignede ikke en mund i den alder, hans øjne sagde mørke blandet med urolighed og hans gang. den gang, den gjorde hende urolig. men hun gik videre, følte hans sind og lod tankerne gå på opdagelse i hans historie.
only love is all maroon
- Bon Iver
tænk et menneske og aldrig har det bevæget sig ud fra egne grænser - hvor er det og hvor vil det gerne.. være?
til
et ulykkeligt forsøg på at elske det banale

20101009

ord der ikke findes skal bare opfindes og bruges
eufemismer
hendes hår er blødt som silke, mund og øjne flyder sammen i den samme hvide farve. hendes hjerte slår mange slag i minuttet og når hun trækker vejret er det som tom luft passerer lokalet. 
det er ok, har hun fået at vide. 
og de gange folk har spurgte til hendes hænder, har hun blot svaret med enstavelsesord og aldrig gjort brug af de sammenkneb, hun normal vis bruger. under overfladen. hendes hjerne kender ingen til og hendes tanker er hendes helt egne. når hun skriver er det som et ocean i kamp med vejrguderne, og når hun sætter det sidste punktum lukker hun aldrig hæftet, men lader det stå åbent; for tænk nu hvis der kom mere til. musikken er hendes sjæleven og aldrig har hun følt en forelskelse og det undrer mange. 
det er ok, har hun fået at vide. 

når hun åbner munden hører folk en gråspurv synge, hun nikker hver gang hun tror hun tager fejl og når hun slutter en sætning går hun videre. hun spørger aldrig. og hvis folk spørger hende, svarer hun og smiler. det er ikke fordi hun ikke tænker, men mere fordi hun observerer i høj tilstand. hendes sanseindtryk betyder mere end skrevne ord der siges at være kloge. og når hun sidder foran et vindue ser hun ikke naturen, men det der ligger bagved.
det ok, har hun fået at vide.
hendes sind er mærket for livet, og det har det været siden hun blev født. hvem hendes forældre er, ved ingen, men hun lever i sin egen lejlighed på mindre end tolv kvadratmeter. ingen lærte hende at læse, men en lærte hende at tænke. og når hun tænker så lever hun, det har hun engang sagt. hun ved ikke hvem de store tænkere er, men hun ved hvad verden går ud på og leder efter sandheden om mennesket. hun har ingen ører, det tror folk i hvert fald ikke. men bag hendes hår hviler de og de hører kun når de vil.
det ok, har hun fået at vide.
tre gange har hun været besvimet, hun selv siger det har været sansernes skyld. lægerne mener det er fordi hun ikke spiser. men hun tror ikke lægerne, for de siger kun det en bog har fortalt dem, eller citerer kun de ord et højtragende menneske har bildt dem ind er sandhed. og bag alt det ligger pengene. og dem tror hun ikke. hendes virkelighed er lig alle andres, mener hun selv. de fleste mener hun er en sær snegl, fordi hun ingen tillid har til de autoritære i samfundet. det er jo trods alt dem, der er de kloge, siger de. men hun vil dem ikke.
det er ok, har hun fået at vide.
de gange hun har startet en samtale kan tælles på en hånd, hendes verbale mundtøj er hendes værktøj og hun tror på livets reinkarnation. de fleste siger hun minder om en trold på euforisk stof. hun mener selv dagene giver nye ord, der sammen med indtrykkene er med til at give hende mere viden og sand erfaring. og når nogle spørger om hun ikke snart begynder at studere, er svaret blankt. nej. hun studerer selv, siger hun. pengene har hun fra poetisk oplæsning, det intellektuelle fra gadernes støv og det spindelvæv hun selv har kreeret. og når hun sætter sig i hjørnet imens andre maser for at komme op foran, og når hun sætter ord på i stedet for at råbe, og når hun ikke anses som et menneske fordi hun er den hun er, så..
er det ok, det har hun fået at vide. 
som tre punktummer lige efter hinanden et suk og en hånd der altid giver men aldrig tager imod 
hverken dit eller mit sind kender til enjambementer men vi bruger dem alligevel for at lyse sandhed
jeg mangler
ord
og du kan også bare kalde det melankoli er største og bredeste skuffe, for det er måske alligevel der det bedst passer ind, og måske også der det findes af bedste kvalitet og højeste rang. 
men du kan også bare kalde det for et ord eller flere uden punktum, blande det med grimme adjektiver og tilføje en skarp tone..
så er jeg sikker på du får ret. 


det er som en kedelig og vant rugbrøds mad med spegepølse. de heldige har smag af remoulade og måske mayonnaise. bare for.. bare for at det hele nu også passer sammen. med de andre af de der.. rugbrøds mader, ja, som egentlig bare er af samme kedelige støbeform, har samme formål og egentlig så.. bare lider af den samme selvcenteringspsykose. 

og de lever i en verden af ord der ikke findes interessante men blot overfladiske fordi gennemgangen af de brugte stavelser er så slidte og klichefyldte at det helt skærer i en ordelskers hjerte

20101008

kælighedskammer .
at flyde på en bølge af sanseekstase
og overfladen siger mit intet, men det gør lydene, tankerne, farverne og formerne.
og hvis du trækker et kort i bunken og anser det som værende usandsynligt så læg det tilbage og smil blot - det er ok. 
en tidlig morgen i selskab med resterne af nattens mulm og lyde der siger stilhed og ro.

20101006

afkrydsede tankesæt der beroliger min sindstilstand 
og det er faktisk ret smukt når regnen trommer på mine firkantede ruder og du sidder i min seng og er klar til at holde min hånd og mit hjerte - hele natten. 

20101005

og lige nu føler jeg:

,
 men det går over.
og nej det er ikke smukt og nej det sender ikke refleksioner i hovedet på dig der siger guld og grønne skove nej det er så ækelt som noget kan være men det skal det også have lov til at være nogle gange det er der nemlig nogle der siger og jeg tror jeg er enig
,
og de løber over kanten, tårerne.
og det må de også godt.
og åndedrættet bliver ødelagt af den konstante hiksten; men det må det også godt.
bare det gør ondt og overdøver det andet.
så er det ok.
"jeg gider ikke høre på dit tuderi. det er ikke til at holde ud at høre på".
...
du kunne lige så godt skære hende i hjertet og sige at du hader hende. selvom hun ved det ikke er det der er din mening, så gør det alligevel ondt.. når du ikke forstår.
tak.

20101004

og lad os finde sammen i ugrupperede grupper og udøse vor hjerteblod
fordi jeg smiler betyder det ikke at jeg er enig, og fordi du siger noget betyder det ikke at jeg ikke ved at du mener noget andet.
et hjertegab der siger av og et sind der siger hjælp.
pas jer selv.
det er ok.
... "og jeg er bedrevidende fordi jeg er højerestående end dig for det har jeg sammen med en anden stemplet dig til at være og sådan er det og det jeg siger er ikke til diskussion for jeg er intellektuel og du er grim"..
tak.
og det eneste jeg hører er intet og i stedet viser du et kropssprog der viser klam mur og dumhed.

og der er stadig grønt græs foran min hoveddør og blot fordi jeres er blevet brunt og kedeligt skal det ikke ødelægge mit
jeg løber fra vreden, fra idiotien og til melankolien, til knoglerne og til sandhederne.