20100830

kontinuerligt og uden pauser; det flyder som var jeg en sommerfugl med ekstra vinger.
uden filter ser vi verden ganske anderledes
og du behøver ikke at forstå eller indse noget - det er mine ord i mit hoved der svømmer ud i en strøm af sanseligheder der gør at jeg lever og findes.
en knugen i mit bryst, i mit mellemgulv og imellem mine ribben
og det rør mig helt ind og tilbage igen
henslængt som ord der intet betyder i mit hoved men i dit dannes til virkeligheder
smukt.
din hånd hen over klaverets sanselige tangenter siger mere end havets brusen over alverdens flader i farver der siger mere end stjernerne hele vejen og op ad himlen i en tone der slet ikke er definerlig.
selv smagende af hverdag er bitter og lugter af opkast
og i min kalender står der at jeg skal sige at det forstår jeg godt. og i min kalender står der at jeg skal være ligesom jer. og i min kalender står der at jeg skal synes og mene det I siger for ikke at blive defineret som værende underlig. og i min kalender står der at livet er hvad I gør det til.
og.. der var en grund til jeg smed min kalender ud.
og I tror I bliver større og bedre af at sige at de andre er sære og utilregnelige?
det er som en udtrådt grød blandet med grus fra en sti der ikke kun skriger usikkerhed blandet med kontrollerbare følelser, men også pointerer at skrøbelighed er en del af jeres velbefindende.
og det er okay at tillægge hverdagen en smag af noget der måske ikke emmer af sandhed men mere af drømme med lyserødt drys. 
og du tager fejl når du kigger på hende med de der øjne der siger mere end blot et par ord og et kys. og du tager helt klart fejl når du tror at du bare kan trykke delete og holde den nede fire af fem gange for helt at udrydde. og du tager mere end fejl når du tror at livet er noget der blot tillægges en masse form og indhold fordi folk prøver at.. bilde dig noget ind.
men du har ret.. når du siger at du ikke føler en følelse af værdighed når du ser ud over klipperne og rammer solnedgangens sandhed. for du har ret når du siger du ikke føler at du hører til fordi folk omkring dig virker så komplicerede og grimme helt ind i sindet.
for du har ret.. når jeg siger til dig at det handler om at åbne øjnene og erkende en sandhed der er din og ingen andens, og du siger - 
jeg må igang.
og dit hjerte er godkendt og sat i buktik til en pris værende højere end den ældste kødsuppe.
hvad tror du selv du er for en?
og nu jeg ser nærmere, så.. minder dine øjne mig om de mandler min mormor smuttede den jul der blev hendes sidste.
som en sensommer aften der vækker minder helt fra dengang i folkeskolen hvor livet var lig solmodne jordbær, hud der duftede af solcreme og kys der smagte af salt og havets brusen.
og tror du det er godt blot fordi du siger sådan og ser sådan ud?

20100829

slentrende på en måde der siger at du er mere end det din attitude lyver om
og jeg elsker dine hænder der siger at du vil bære mig igennem alt; og jeg elsker dine øjne der siger at vi to, vi kan godt.
og jeg kan godt lide.. og mere end det... dit jeg, dit sind.. dit hjerte.
og dine læber former et ord jeg ikke behøver at høre for jeg ved godt hvad dit hjerte vil sige mig; det har jeg følt længe og vidst altid.
blomster der smager af formlige noder og musik der smager af solstik på en skrøbelig sensommeraften. 

20100827

og du skal ikke bestemme,
det skal mit sind,
sjæl
og
hjerte..
og den dag gik han alligevel den anden vej. han gik omvejen fordi han vidste at om lidt ville det alligevel blæse op og så havde det at gå den anden vej alligevel været som at skyde sig selv i foden. og selvom det mørke over hans hoved prøvede at sige ham at han ikke burde gå der der på græsset over plænen med de der helt tunge skridt; så gjorde han det alligevel. og om sig havde han sin store trøje og med sig havde han.. ingenting. for han var ingen ting havde nogen bildt ham ind og han var alt havde andre sagt. men hvem havde ret og hvem havde i det hele taget ret til at bestemme hvem han var og hvad han indebar? men han gik alligevel; tunge skridt og uden nogen form for følelse i hans tilstedeværelse - der over græsset som i takt med pulsen gav ham sanseberøringer fra et højere sted. hans øjne sagde lyn og mørke skyer og selvom han alligevel ikke var som de troede så tiltrak han det han vidste ventede ham. 
...
og blomsterne åbnede sig langsomt efter lyset. vandet stod ned i stråler der ville kunne vælte et hvert menneskes tro på sandhed. og efter lyset og efter vandet; da kom braget.
og nogen siger at de ikke tror på at menneskets sind er med til at agere og udtrykke. og nogen siger at vind og vejr er det samme som hjerte og sjæl.
og nogen sagde da præsten talte og blomsterne væltede ind over den hvidbelagte kasse; at liv.. det er af skrøbeligt substans. 
for det er meningsløst i mit hoved..
og hvad skal det betyde?
som når ingenting alligevel ingen ende har
,
og du suger til dig af alt det jeg ikke har,
og.. jeg kommer i underskud og skriger ikke engang,
for.. det er ligemeget.
følelsen af tårer på hårdt betongulv er alligevel okay.
og... du er jo bare et menneske. 
skindogben
,
og kan du ikke bare fortælle mig at jeg er virkelig og ikke en del af alt det jeg ikke håber jeg ser.. men alligevel gør.
og hvem har overhovedet lyst til at have det sådan... 
og mine tårer er bare ikke nok.
og mine tanker er virkelige men prøver at være grimt og snusket fiktion
og.. mit sind er ødelagt.
og mit spørgsmål er så bare...
hvorfor?
og hvem?

20100826

og ingen kommer nogensinde til at elske dig lige så meget som jeg gør.
og ingen kommer nogensinde til at elske mig lige så meget som jeg ved.. du gør.
og kunne du synge lidt højere for jeg kan ikke høre hvad du synger når du holder dit hjerte lukket.
og det er sensommer og din paraply er lyserød og siger alt andet end hvad du vil.
min er grøn.
... de siger der er håb.
og lyden fra musikken strømmer ud i rummet og selvom alt før var så rodet og med fremmede hensigter er det nu som løfter det hele sig giver luft og lader det hele svimle i en duft af smukke liljer.
og det hele handler blot om
...  hvordan du ser på det, opfatter det og lader det fange dig.
og det tvist af den så eftertragtede skrøbelighed viser så meget af din indre substans at det ydre helt.. smuldrer. 
og jeg bruger de tre ord om dig fordi jeg ved du findes og er en del af mig ligesåvel og ledes jeg er en del af dig. og når jeg virkelig mærker efter så føler jeg stadig det samme og mere til for du er den du er og jeg er den jeg er og det at være det som vi tror vi er det gør at vi alligevel passer sammen og.. lever. 
og jeg er vild med din stemme, din hæshed og måden hvor på du ryger op i en falset uden overhovedet at virke berørt.
dit sind er vildt; jeg ser op til dig.
.. men..
hvem er du?
og de nætter hvor jeg tænker over hvem du er hvor du lever og hvor i verden jeg kan finde dig, så.. finder jeg alligevel frem til at der måske er to sider af samme sag.

20100825

kunne godt sove.. men du holder mig vågen. og kunne godt skrive.. men det er som er jeg tom for ord. og kunne godt smile.. men,
det kunne jeg ikke alligevel.
og træt helt ind i sindet. og blind helt ind til hjertet. og intet ser jeg.. selv ikke stjernerne på himlen, bladene der hvirvler i luften.. ikke engang din kærlighed er synlig.
og,
dårlige dage findes.
og ingen ved om der virkelig findes en sandhed om den sandhed vi tror er sand i dag.
og ingen ved om sandheder engang hører op og ordet helt bliver fjernet fra retskrivningsordbogen.
for ingen ved.. hvad sandheden egentlig er.
sandhed er defineret ved mennesker der anses som værende kloge.
og sandhed... ansiges som værende - sandt.
det bliver jo grimt når man kan mærke du har prøvet.
stop det.
som når dine læber sig nej; men dit hjerte tiltrækker mit og siger... ja.
Og det er okay at være en ud af intet. Og det er okay at lade vinden hive fat. Og det er okay at slippe med fødderne. Og det er okay at lade tankerne lege med følelsen af at flyve med. Og det er okay at smile over intethed. Og det er okay at kaste sig ud. Og det er okay at føle en tomhed hvergang ensomhedens skygger viser sig. Og det er okay at være et menneske af sky og stråler. Og det er okay at tro på noget som andre ikke anser som værende langsigtsholdbart. Og det er okay at gå en omvej selvom de andre siger det virker ulogisk. Og det er okay at smile trods sindet der siger grålighed. Og det er okay at være den man er uden at give udtryk for det egentlige jeg. Og det er okay at sige ja selvom man egentlig mener nej. Og det er okay... at græde.
og du river i min sjæl. skærer med din indre gennemslagskraft og gør hvad du har i sinde.
og jeg vil det ikke.
og du råber og skriver og prøver.
ja du prøver at få et ord indført, og når du ikke høres.
så starter du bare på noget nyt.
og i dag løb jeg.
og jeg løb ikke kun..
jeg løb med hjertet i dag.
og lod benene blive hvor de var.
jeg løb med hjertet... og løb længere end nogen sinde.

20100823

som opbrugte hjerneceller og energi der virker som sløvhed.

20100822

at verificere en usand sandhed.
og..
ord kan være smukke, men betydningen gemt bag orden kan være endnu smukkere.
som når dine fingerspidser ikke kan, men vil.
og som når du virkelig lugter af øl fra et værtshus og ikke tør indse at.. indse.
og ja... som når du vælter ned af trappen til tonerne af det hårdeste sjælemusik, som når jeg siger til dig at jeg elsker dig ligemeget hvad, og som når du åbner øjnene og jeg ser du slet ikke er sådan; og at du for længst har været alt andet end det mørke, uvirkelige og fremkommelige, ja... som når jeg ser at jeg har været blind og ladet det mørke overskygge det lyse og min kærlighed til dit hjerte.
som når jeg i mit sind kommer til at blande min fortid ind i min nutid. og som når jeg virkelig blander dem, roterer dem og siger at nu,
.. nu ramler min fremtid.
men allermest og virkeligt. som når jeg føler følelsen af åbnede øjne, mit frie sind og dine bløde, drenge læber over mine. og som når du tørrer mine tårer væk i takt med min undskyldende stemme, og som når du siger at det hele er okay.
og at du godt forstår, og som når det du siger allerhelst er, at du vil dræbe min fortid.
men.. som når, som og når. jeg siger at det må du ikke... for jeg er en del af den, og den en del af mig, og jeg kan ikke, og den kan ikke leve, hvis ikke vi og jeg, den og det, er til stede.
og som når du bærer mig op af trappen til tonerne af den blideste Bon jovi stemme, og som når du ligger mig på min, din - vores, seng. og som når du lader din højre hånd bestemme til hvilken side mit hår skal ligge, og som når du virkelig viser, at du er min, jeg er din og som når du våger over mig indtil jeg falder i søvn.. og som når du virklig visker mig i mit venstre øre, at det bedste der er sket dig, det er mig. og som når jeg døsigt og halv sovende ryster utroende på hovedet og lader de sidste tårer rende videre. og... når du tager min hånd og lader din kærlighed strømme i mine åre og ramme mit hjerte. og som når jeg virkelig falder i søvn fordi jeg ved du er der, og altid vil være der, der.. hos mig, jeg i dine arme og mit hjerte tilhørende dit. 
og jeg er blevet levende igen, der inde hvor de blander sig, ordene, tankerne og.. ordene.
og jeg kan ikke lide jer. det siger ikke jeg, men det indre.
men.. skal det bestemme?
og der dufter af blomster og musik hvergang du åbner munden og føler med din stemme. 
tomme ord og en kage fyldt med sand og udråb.
og hvem tager billeder der alligevel intet siger når det menneskelige øje, sind og hjerte ser tilbage om tyve år.
utælleligt og sandt.
og hvem tager billedet kun med det bedste og realistiske kamera nogensinde.
sjælen, sindet, hjertet og det gode øje.
utælleligt.
og når det bliver personligt, så er det som ømhedens blideste punkt. det skærer ind til benet og I elsker det.
men hvem siger at det er det jeg egentlig siger, gør, tænker.. og vil vise?
som værende en del af en person der har været, var og er i blivende form, som en del af hårdhed, indædt tvivl og umenneskelige tanker. og alligevel også har den glæde at være i stand til at indeholde det smukke, skrøbeligheden og den så sigende kærlighed.
ikke underligt det nogle gange koger over, brænder og laver ætsende mærker.
i sindet.
og bordet er hvidt og så klinisk at det skærer i øjnene. du elsker det, fordi det minder dig om noget der giver dig adrenalin kicks og hårrejsende minder i sindet. jeg.. ved ikke hvad jeg skal synes, men hvornår ved jeg også det. i de øjeblikke hvor det virkelig går op for mig, hvad jeg egentlig synes at mene, da er jeg høj eller langt væk på dine grimme ord og brudte løfter.
knogler og skind og en smule... uvirkelighed.
udenfor skinner solen og idag lugter maden er appetitløshed.
ja.
jeg er besat af tanken.
hvem gør hvad gør hvor gør
.. og tænker de mon at..

20100821

henslængt og med ord spyttende ud af fingerspidserne.
rart..
det er som blød kærlighed over for hård realitet.
tør du?
og det siger mit intet, tror jeg i hvert fald ikke.
og jeg kender i hvert fald ikke til det, bilder jeg mit hjerte ind.
og jeg er slet ikke en del af det....
lyver jeg.

men inderst inde,
der er det bevidst/ubevidst. 
jeg anbefaler gerne...
ja, jeg anbefaler gerne folk med skrøbeligt sind; at skrive.
og når jeg lørdag morgen står op og mærker livets virkelighed i form af dug fra græsset sandheder over mig.
som når jeg fører skeen ind i munden for derefter få sekunder efter lade mine smagsløg overmande af mælken. og som når jeg lytter til Bon Iver og tror jeg er skabt til det her.
hvad du prøver på er ikke mit ansvar, mit liv eller min konstanthed.
hvad du prøver på er dig.. og ikke mig.
og det hele er så sigende og alligevel slet ikke så lige til.
som når solen strømmer ind af mine gennemsigtige ruder og som når de rammer mig dér, lige i hjertet.
og jeg bilder mig selv ind at jeg ved hvad dagen bringer, klæder mig forsvarligt på i mit sind, i mit hjerte og i mine øjne... 
jeg er klar.
måske det hele bare handler om at.. smile?

20100820

og hendes spinkle krop samler sig om det iskolde toilet; inden hun lukker øjnene og slipper det hele, sukker hun og lader en skrøbelig tåre falde.
det er okay at give udtryk for livet.. 

20100819

og jeg skriver mig varm, og varmer mig på ord.
det rare i en omfavnelse er trygheden og den vel vidende tanke der svømmer rundt i sindet og fortæller sjælen at du er et menneske med en ild der kan røre andre helt ind i hjertet.
jordbærsmag og kolde nætter.
en virkelighedsfølelse men dog alligevel så fyldt med klicher.
hvornår lærer vi noget nyt?
som lydløse fingre over en vant tangent.
som sarte læber over en sød mund.
som en nattehimmel over en fugtig, men sigende jord.
og som... dig over mig.
og nu tror jeg at den vante følelse af at ramme en ny betrukket pude vil være det samme som at få iskoldt vand over en skoldhed krop en varm juli måned.
og jeg glæder mig.
glæder mig til den skrøbelige og samtidige fine lyd af mit hår der rammer pudens substans og mine øjenvippers kamp om at blinke om kap med dine læber.
du taler meget, og mest af alt taler du om ting der siger mig alt og intet; men alligevel tager jeg det til mig, sætter det ind og lader det få plads, for..
du er en del af mig.
og jeg kan godt lide dig.
som den der te.. der rummer så meget og giver lige så.
og de nætter hvor jeg vågner af månens skær mod din højre kind og mærker helt inde at jeg virkelig ved hvad jeg laver.
og de gange jeg indser at det egentlig også er det eneste punkt i mit liv at jeg er så sikker..
som når jeg nikker og tænker at ja;det er egentlig også ret.. rart.
som når du griber om mig og trykker min krop mod din og fortæller mig at jeg dufter helt ligesom dengang.
du ved,
dengang hvor det hele var nyt og alt var skrøbeligt.
og min hjerne svømmer over af intethed og alt.
et glas vand med eftersmag af kærlighed,
tak.
du ved det ikke. din hjerne tror du ved det fordi du har pisket den igennem ordene der sagde hvad du skulle tænke.
det er forskellen.
i mit sind oplever jeg det som værende en del af min virkelighed.
og ikke som tvungen læsning.
ad.
og jeg er et helt andet sted hvor du slet ikke findes og dine ord bliver til rotter der bliver skudt af mine underbevidste tankers rationalitet.
og jeg burde høre efter,
men hjerne
sind
sjæl
og hjerte
er et helt andet sted.
det er jo ikke
vigtigt... 

20100817

et sind i oprør er letpåvirkeligt og om end ikke dumdristigt
tillæst intelligent
vs.
fremkommende intelligent
som når mennesket ikke kan se ud over sine egne anelser.
blindhed bliver til grimhed,

20100816

hvem siger også at alt skal være smukt
giv os det grimme og lær os om det smukke
,

det er som sider i en støvet roman
aldrig anset men alligevel så kendte
og det er som om hele universet det vælter
ja,
når de rammer mig
dine læber
kan man kalde det.. englestøv?
jeg tænker ikke og det er det der gør det hele så sprøjtende usandfærdigt
- men hvem ved det
og hvem skal i det hele taget vide det
overhovedet
?
og min dag har været lyserød krydret med gråligt støv helt der oppe fra hvor ingen andre tør befinde sig.
det er også okay engang i mellem - ikke?
det giver ikke mening det jeg skriver men det er meningen i det ikke frembragte der alligevel frembringer en kryptisk men fremadvisende mening
og kommaer er grimme
ligesåledes med punktummer
de stopper det hele og gør det hele så
struktureret
det kan vi ikke lide
os der kommer fra de firkantede huse
med de kromosonlignende tanker 
og det eneste lys der anses for værende frembragt af hendes tilstedeværelse, er lampen der damper over det hvide bord, der, foran panorama vinduerne der siger mere end blot en grim status og løgne på køl.
det snor sig fletter sig ind danner cirkler og frembringer de så omtalte ovale krumninger.
og hjertechip krydret med sjælestøv og stjernepas
og det smukke i menneskets ydre vil aldrig overgå det skønne i det indre.
og du står i en tåget masse og prøver at bilde hele verden ind at du har det værst af os alle sammen
og ud af dine øjne synger alverdens klagesange der alligevel ikke tør se det eneste rigtige i øjnene
din sjæl
og dit sind
men hvem siger også du er i stand til det?
og når et menneske rækker hånden frem og prøver at føre dig over de skoldhede kul; da ryster du blot på dit hoved du tror skjuler alt.
men det vidende menneske ved og ser.
og det gør du også.
det handler om at turde.
og om bare at lade stå til. 
og lad os alle lege førende eksistentialister. 
lad os alle tro at vi er en del af det kreerende centrum.
og lad os alle vide at vores egen mening, sandhedens substans, blot skabes ud fra vores egne valg og de beslutninger vi dengang traf. 

20100815

som når hjertet slår slag over i en galop der siger trav.
og som når stjernerne siger skud blandet med stilhed.
da himlen siger blålig i stedet for grålig, danner måneskud og synger hjertesange.
som en enevældig tosomhed inspireret af en uvirkelig åbenhed.
og som læber der mødes i et savn til tonerne af hjertelighed, skaber mere end blot trolighed og kreerer saglighed.
da lynlåsen går i stykker og hiver i superlativet af et tyndt stykke hud... og
,
river hul.
og hvem har ikke lov til det?
læberne former et g, dernæst et oprørsk r, et skrigende i og for at få det hele til at emme af umulighed dannes et blødt m.
men lyden siger; "smuk".
tro ikke.
men vær vidende.

indhyldet i tåge, mørke og dis.
da sidder jeg, hun, den, han og dem.
det gør de, fordi de tror det er sandt og rigtigt.
men hvem fortalte dem at sætninger der starter med 'skal' er pligtopfyldende?
og sagde personen at det hele var en...
løgn?
nej.  
er et grimt svar.
men hvem bekymrer sig om det?
og plukker du blomster til mig, mit hjerte eller mit sind?
og når du siger du savner mig; er det så mit hjerte, mit jeg eller min sande virkelighed?
og da gange du krammer mig, tror du så jeg er mig, eller tror du inderst inde jeg er en anden i dine filtrerede sanseligheder?

20100814

vil du kysse mine kinder og kramme mit hjerte?
så vil jeg bade dig i min evighed, fylde dig med min taknemlighed, forklare dig min sandhed og fortrylle dig med min kærlighed.
alting handler om...
ærlighed.
der er syv trin på vejen, men resten er utælleligt
sandhed, konsekvens og staveleg. 
hvordan staver man til hjertelighed, fortæl mig hvem du anser som værende din kærlighed
- når du lyver mister du din værdighed.

,
grønne øjne, mørkt mørke og rød sandhed.
rastløse fingre over et lysende tastatur.
og ord der siger mere end bevægende læber.
.. det bliver snart nat.
din latter minder mig om en søgende muldvarpe indsvøbet i lyden af de smukke regndråbers møde med mudderet i vejkanten på vej ind til skoven med alle bøgetræerne.
det er som om du slet ikke hænger sammen.. på den rigtige måde.
(ps. jeg har ikke lært hvad den rigtige måde er. men min fornemmelse siger mig at rigtig er det modsatte af forkert. og nogle siger at man må opleve forkert for at føle rigtig)
og hvad så hvis det ser grimt ud synes du så jeg er et dårligt menneske og bliver jeg så stemplet som noget du synes jeg er men egentlig ikke ved noget som helst om?
og vi lever for de der øjeblikke.
de giver kicks. 
som når en cykelrytter når den højeste etape, når linedanseren overmaner sin perfektionisme og som når pigen med anoreksi har tabt et kilo..
det rammer, det får blodet i vores åre til at ånde lettet op og flyde hurtigere.
for en stund.
og ind til det næste rammer... da må vi leve med omgivelserne,
suge til os,
mærke med fingerspidserne
og sige stop..
sætte os for os selv og vride det ud.
for.. de må ikke blive følelsesløse. 
det er det yderste der føler, mærker, opsuger, omdanner og lader os få det.
kicket. 
22.56;
mand med forklæde og klam grill.
har de da heller ingen indhold længere?


.. og han sukker og tror det hele bliver bedre ved at brokke sig og ryste på hovedet. og de få ord der danner grobund for hans vrede, helt der inde, de er ikke nok. og slet ikke vidende og om end forklarende nok.
hvem bestemmer egentlig det - hvad?
grimt mørke og smukt lys.
jordbær og mælk med tanker og sammenbundne sætninger.
de siger det skulle være...
sundt?
viden
de troede de vidste at vi andre ikke vidste hvad de vidste men vi ved at vi alle ikke ved hvad de fleste ved men da de anså at det vidende ikke altid er det som det indre egentlig ved så vidste de også at det de vidste og det de nu midt i tiden ved, er det de vidste om de vidende dengang de sagde at de vidste det - uden egentlig at vide det. 
åben munden, tag dine hænder, fold dem ud, smag på luften, duften og momentets stilhed. vrid dem om mig og mærk min bløde hud, min eksistens der strømmer med blodets veje i mine åre. 
se, hør - oplev.
vi er mennesker, men er vi det, vi tror vi er?
stiklys, virkelighed, hjerter der banker af stødt sukker og blomster der farver tilværelsen i en realitet af sundheds substanser og grinagtige virkelighedsfølelser. 
som når det stikker i højre hjernedel fordi...
fordi det regner?
hjertekys og tåreregn.

,

20100812

giv mig en kniv, et stykke kernerugbrød.. og en hjerteskabelon. 
og solen skinner, kaster sine stråler ned over dem og lader den blå himmel udfylde dagen.
hvilken dag det er, anes ikke - men det er også ligegyldigt. alt er ligegyldigt, alt anes ligegyldigt og alt virker lige således. om regnen daler eller lynene rammer - det rører dem ikke.
for solen skinner. og den rammer dem.
rammer deres kroppe. hendes lange ben og hans nøgne overkrop. de vrider sig. og helt der oppe fra virker det som den smukkeste leg. som når sommerfuglene leger tagfat og regnens dråber rammer uskyldige læber. som når alt virker som intethed og alligevel udtrykker alt på den mest udefinerbare måde.
hendes udslåede hår der når længere end den længste å, hans hænder der blidt berører hende og den kærlighed. kærligheden der stråler ud af dem. og om kap med solen danner de en atmosfære. en luftart og en virkelighed. 

ja... for solen skinner. og de vrider sig. ikke som de vilde hanløver eller en hyæne på jagt. men som.. de mest skrøbelige kanter, små siv og grønne græsstrå. og hendes læber der omslutter hans bare kind og hans muskuløse ben der trykker dem dybere sammen. 
og solens stråler blander sig. de hvirvler rundt i luften og de danser. rammer øjeblikket og sanserne.
og de vrider sig. i dansen. i legen.
og i deres virkelighed.

20100811

det er den der følelse af...
godhed.
men ordet er ikke tæt nok.
det er som er det hullet og ubrugligt.
det er en virkelighed der siger mere end og - og men.
som en virkelighedsfølelse af bruglighed og sanselighed
ud over kanten..
helt der ud over hvor det hele bruser og samler sig.
bare i et split sekund.
og.. det er lidt sådan som
sukker.
den knasende følelse af små sten i munden uden virkelighedsfølelsen af sødmen der straks overmander smagsløgene. 
det er lidt som brændte sandheder.
er du 
der?
kys på stribe og en børnetegning der fortæller alt og intet.
opskrift på det du ønsker dig.. og lidt til.

1 halv tsk øjebliks stilhed
2 halve druer
5 knps ømhed
Én troende virkelighed

p.s. - for ekstra tvist; et håb om kærlighed.
(helt inde fra sjælen)
hvem sagde musik der giver tanker ord og spekulationer
og hvem sagde stjerner der flyver som aldrig før hen over himlen i en fart der siger blå og gul og lidt kærlighed.
som når min røde sofa puster fjer i hovedet af mig og mine indtagelser i løbet af dagen er gjort til fuldbydende tanker der intet andet siger end stop den sang og lad mig strikke mit eget halstørklæde - det hele skal flyde men du skal have lov til at leve.
suk. 
grimt.
stop det.
prøv igen
imorgen..
som når jeg vågner til min telefons spinden og fuglenes kvidren.
og nogle gange går det hele stærkt og det er som sten på en granitsnor tæt på overbegæring og ødelæggelse.
... og hvis du så bare havde været - grim?
og jeg har lyst til at stenen skal ramle ned over dig og få dig til at smutte ud af mit og ikke mindst hans liv.
og hvorfor den følelse når den følelse alligevel ikke passer til de rigtige følelser?

20100802

subsystemet
,
interessant