20101227

din spinkle hånd holder om tekruset jeg forærede dig til vinter
du ved,
dengang sneen faldt og vi duggede ruderne til
sammen
dit lange mørke hår fortæller om alle vores rejser
et strå for vores kys i de grønne omgivelser
et andet for da vi flettede fingre på savannen
dine læber berører blidt porcelæns kanten
den er hvid,
sandfarvet andre steder
du sagde du elskede blomster i alle former og afskygninger
det jeg fandt havde tre og et sirligt sprog
jeg tror du forstod at jeg elskede dig
har du set regnen,
spørger du
din stemme er ved at knække over men du redder den
du ved jeg nikker og har allerede fjernet blikket igen
du smiler,
det er maj måned og de siger du har tre uger endnu
men vi er enige om at de ikke taler sandt,
lægerne
din pude er sløret
tankerne bløde
du tegner små streger der bliver til et helt landskab
midt i det hele står der at dit hjerte er varmt
og sammen sidder vi
ser på stjerner
mærker blodet i vores årer
vi ser verden
ud over kanterne
ind i hjørnerne
og på kryds
på tværs
min hånd i din og dine læber solidt plantet
der
hvor vi begge ønsker det
skældsord er ikke din pragmatiske evne
bløde hjerteord
fine berøringer
skrøbelige sansninger
sandfærdige tanker
er dig
og i din venstre hånd hviler en halv skal
du bærer blomster i din højre
og over dit kølige bryst hænger dine ord
stadig
det er efter hun kysser dig
efter hun lader sin venstre side krydse din højre
det er her du tør op
din hånd i min og ord der siger kærlighed
de flettes
knyttes
de sammensættes og føles
mærkes, ses
fremstilles
de smelter
sammen
krydser og spinder
tråde
imellem
en bro der sent åbner
men altid tilstedeværende
som prikker kommaer
og et solidt punktum
svævende nærværende
men fraværende
til evig
og altid
tiden
og ord der tilsløres af kys i en højere vanedannelse
tilsneede gynger der bæres af vindens sandfærdighed

20101226

og dine hænder er placeret i min talje
skrøbeligt, plejer du at sige
så løfter du mig fra jorden
du svinger mig rundt imens du smiler og så siger du;
'hjerteblod, min blomst. kærlighed'
..
øjekys
sjæledans

sammen,
os to
hjerteeventyr...
ømhed er rørende på en måde der sirligt spinder tråde...
små fnug i et blødt hjertedrag


dine hænder der blidt rør mine kantede skuldre
din pegefinger der strejfer min overlæbe
dine øjenvipper der pirrer mine blodrøde kinder
dit hjerte der med sanserne og dets substans rør mig
dybt,
jeg savner dig,
mit hjerte dig savner
det er med tankespind og hjertesind
en knitrende lyd
og sammenfoldede ben
kontinuerlige hjerteslag og smækkys
.. jeg ligger mig på puden
og drømmer mig hen
til dig
og jeg tegner hjerter på min serviet
den er hvid og rød
af hjerteformede ord
jeg elsker dig helt ind i hjertet,
jeg kan spinde bobler af trohed
trille tårer af savn
male farver af kærlighed
sige hej
og spørge dig om du
imorgen
vil tage mit hoved i dit skød
stryge mit hår fra panden
og kysse mig på næsen
og jeg ved du vil sige at du elsker mig
og jeg vil nynne en melodi der siger dig at jeg vil dig,
altid
ømhed

20101220

dine hænder spinder tråde af materiale der endnu ikke er godkendt i retskrivningsordbogen

20101219

og det er som en ømhed omkring en silhuet af gammel kærlighed der stadig spirer

20101216

der er som et tykt lag tåge som ingen øjne kan overmande

20101211

du spurgte mig engang om jeg havde prøvet at sætte perler på en snor og oplevet følelsen af et sind i balance
og du siger jeg burde lade være med at tage de billeder og i stedet huske det inde i mit hoved
men forstår du ikke at jeg er bange for at miste
ikke bare andre
men også mig selv
det var ikke da du tog min hånd og sagde at det hele nok skulle gå og at jeg ikke skulle græde
men det var da jeg tog dine hænder og klappede dem sammen og sagde dig at det nok skulle gå
at jeg tabte noget af mig selv
for jeg holdt jo ikke hvad jeg lovede dig...
det gik ikke
og dine hænder blev slappere og dit sind svagere
og jeg græd
selvom du sagde jeg ikke skulle
,
blomst, sagde du engang
du har dit eget liv
du skal spire
fornye dig
forelske dig
og formere dig

og så pustede du ud,
og folk sagde du visnede og gik bort
men jeg oplevede dig leve videre
i mig
i mine ord
og i mine gøremål
,
og det er på de tidspunkter i mit liv hvor jeg kommer til at sætte min situation i perspektiv og det hele pludselig falder sammen under storhed og magtesløshed
at glæde sig over et velformet hjerte på en gul lap i en given situation har pludselig ingen betydning når det hjerte man holdt allermest af går i stå og aldrig vil slå igen
og det er din forsvinding fra overfladen der syvoghalvfjerds gange om året skaber de tårer der falder ned over mine kinder
men efter vedblivelse og standhaftighed tørrer jeg dem væk og minder mig selv om at selvom du ikke længere er synlig med livets briller er du stadig mere synlig i mit hjerte end du nogensinde har været det
,
og det er den sneengel du efterlader i sneen der får mig til at græde fordi det mest af alt minder mig om noget der gør mig mere skrøbelig end virkeligheden tryllebundet af intetheden, 

20101209

det er detaljen der taler
og det er når du læner hovedet på skrå og siger at jeg fylder mere end hvad mest er at jeg oplever en samhørighed med stjernerne når de oplever et skud der gør dem høje af eufori
og der er nogle der beskriver det med at det er fordi vi ikke kan
andre siger at det er fordi vi kan men at vi ikke vil
jeg tror bare det er fordi det hele fungerer bedst når vi ikke tænker så meget
følelsen af at være tvunget til at skrive formelt defineres som:






,
det knitre
som elektricitet i luften
som når læber færdes i en
omsluttethed
i en sanselighed
en
brugbar observation
der
midt i stjernernes berøring over nattehimlen
oprindeliggøres
smukt,
det er overgangen
det forbindelse imellem det enkelte og... det sigende
det er broen der over
det er de små skridt der tynger
det er den spundne tråd
der tæller
om dit hoved kruser det fint
dit hår
dit hjerte banker svagt og misvisende
fingre så tynde som stilke
bevægende
over tangenter der siger mere end bare... ord

20101208

og du har en form for...
euforiserende virkning
et fint snørklet og let elegant ord skrevet med selvsamme disciplin som intetheden i en altings nærværende virkelighed bygget af snefnug og smeltende sanser spundet i bløde buer af velfungerende kys
som når man ser et glas vand gennemsigtigt og uberørt og så
få sekunder efter
en farve brede sig ud udfolde sig og fylde intetheden ud med ikke bare en farve
men også en smag
en faktor der ikke bare berører en
men flere sanser
følelsen er som en let og elegant spundet sløjfe rundt om al den viden der til sammen udgør en enkelhed der siger mere end alverdens verdenshjørner

20101207

og det smukke er de spundne relationer der ikke ses men blot svæver usynligt rundt i rummet og flygtigt berører hinanden i en dans der aldrig stopper

20101205

engang troede jeg det var det snørklede, påfyldte og det der udstrålede intellektualitet der var lig
det smukkeste
nu ved jeg det er noget helt andet
dine øjne ses i snefnug og dalende kærlighed

20101202

og det smukke skal findes i det enkelte
i en exceptionel guitarsolo
i din ufejlbarlige stemme
i kyssene imellem kærlighed og ro
i et blad der blidt lander
i læber der skilles i en falset
i en udånding der giver liv til et hej
i et blik imellem fjender
i nat der bliver til dag
og det enkelte skal findes i det smukke
omfanget af din psyke roterer i det uvirkelige men findes i det banale 
et thebrev der åbner sig og bryder ud i sang oversmører min mund med grums og minder mig om hvad det egentlig er jeg laver
der er jo ikke nogen der ved hvad der er rigtigt eller forkert længere
ordene er brugte slidte gennemtæsket og ødelagte
vi har brug for nye
begreber
en ny rettesnor
at klippe over
nedlægge, konkretiserer for til sidst at gøre det hele til en stor kliché
igen 
det smukke ved poesi er ikke bare når det får det sagte til at udvide sig til det levende men også når det levende kan gå tilbage til det sagte og udvikle det levende
igen
briller af stål
sandhed af... kål?
og det er ikke fordi jeg synes nutids r er grimt
det falder bare ikke i min smag
og min tunge leger med væsken
vipper det, triller det, roterer det og placerer det
det brænder, stikker og prikker
det breder sig, udvikler sig og udvider sig
skoldhed og sigende
smagende og plagende
fordampet og brugt
væk
men alligevel stadig til stede
faktisk er min kop med the
prikket
de er hvide, prikkerne
mit theblad er grønligt og smager af lemon
og når jeg brænder mig
så kniber jeg øjnene sammen
mærker den stikkende fornemmelse helt ned i tæerne
og sukker
men det betyder blot
at jeg lever
det er små fine dun på min hovedpude
små kølige fjer
mandelfarvede og tilstedeværende
de hvirvler svimler og risler
men intet er lig alt
og alt er lig intet
men dine kys er varme
omsluttende
som en lun sommeraften
røde kronblade syrligt saft og røde kinder
som fregner på en blød run næse
kinder som æbler ferskner og blommer
det er som din mund der former elskede i mørket
i lyset og i balancen midt i mellem
det er som det ene tager over det andet
og alligevel beholder det ene overkrydset af det andet
det smager sødt men alligevel syrligt og pragmatisk på en og samme tid
og det føles som dug over mit bryst din varme ånde over min mave
det er dit hjerte
mod mit hjerte
os to
sammen
tætomslynget i en dans der aldrig stopper
det hele giver bare ikke rigtig mening
det er som drømme spundet ind i ødelagt tankespind
som den kolde sne dybt begravet i et tomt hjerte
det bare som om det gør ondt i hovedet
graver i sårene ødelægger og siger
nej
og jeg kan ikke længere finde det frem som jeg engang havde sidende først for
i stedet er der fyldt med ubrugelige sætninger, redskaber og ordstillinger
og om ganske få måneder
betyder det intet
længere
så har jeg et tal der fortæller mig hvad jeg er værd
og hvad det har kostet af
blod, sved og tårer
at ødelægge, nedbryde og nedlægge
dét
jeg før havde
...
er det tak man siger?
og skolens rammer
regler
overøsede analytiske redskaber
prædikener og kloge ord
har ødelagt det
det der sad i mig som
barn
...
jeg hader mig selv.
og nej,
det er ikke særlig poetisk.