en by af rosendans
hjerteskærende ord
kys på stribe og samhørighed på stilke
20110228
20110224
20110222
20110220
og en dame fortalte mig engang hvor nemt
og hvor lige til det er at vinde i lotto
hver gang
jeg troede hende ikke
og det var da hun forklarede mig hvordan at det først gik op for mig at det var sandt
at det er for øjnene af os hver evig eneste dag vi trækker vejret
og det var det hun sagde
og sandt
det var det
og hvor lige til det er at vinde i lotto
hver gang
jeg troede hende ikke
og det var da hun forklarede mig hvordan at det først gik op for mig at det var sandt
at det er for øjnene af os hver evig eneste dag vi trækker vejret
og det var det hun sagde
og sandt
det var det
20110218
20110217
jeg tror det var en af de dage hvor du spurgte mig om vi skulle gå ned til vandet
det var vel mørkt men himlen lyste alligevel på en eller anden måde der gjorde at jeg ikke følte mig angst
fuglene er sorte men himlen blå, sagde du
og jeg tror ikke jeg tænkte videre over det i det givne øjeblik du lod det slippe over dine læber
det var nok nærmere senere - da du sad i båden og var ved at ro over havet
skal vi gå af stien, spurgte du
og da jeg ikke som sådan svarede men blot tog din hånd førte du blot an
på vejen der ned var der stille men ikke på den måde der gør en tilstedeværelse uhåndgribelig
egentlig har jeg altid følt mig virkelig og ok når jeg har været sammen med dig
og det har været lige meget hvor tæt og hvor langt væk vi har været fra hinanden
tænker du nogensinde over hvorfor vi er her, tror jeg du sagde
jeg vil gerne indrømme at jeg ikke lyttede til ret meget af det du sagde den aften
jeg var opslugt
opslugt af omgivelserne og det var nok mest fordi jeg var i en periode af mit liv hvor jeg var meget modtagelig
fuglene over os skreg men det gjorde mig intet - selv ikke da du hev i min arm fordi jeg blot stoppede og lyttede
og hvad med de gange hvor du har gjort noget fordi du har følt dig presset, og ikke fordi du har haft lyst - er det aldrig noget du nogen gange tænker over når du ligger og ikke kan sove - spurgte du
jeg gik blot videre som var mine læber sømmet fast og min hjerne et helt andet sted
der var stadig en dyster stemning men jeg følte mig godt tilpas i den - der var noget over den der gjorde mig sigende og svævende
fint, tror jeg jeg svarede da du igen spurgte til mit liv for tiden
fint, som det plejer
egentlig tror jeg det måtte have lydt som et ligegyldigt svar - men du talte blot videre
og måske vidste du også godt jeg ikke lyttede men havde muligvis bare brug for at tale til en
stien vi trådte af var ikke rigtig grøn længere men vejret havde også ændret sig de sidste par måneder
ligesom dig
dengang havde jeg ikke tænkt over dine underlige samtaler med intetheden og dine underlige hentydninger til havet og dets sande virkelighed
egentlig tror jeg bare jeg havde opfattet det som - intet
vil du med, spurgte du og tog fat i båden
aftenen forinden havde du sagt at du ikke kunne holde til livet længere at det intet rigtig betød for dig mere og at du havde lyst til at finde meningen et sted hvor ikke ret mange andre ville forstå dig
men du troede jeg forstod dig
og fordi jeg var som jeg var og fordi jeg var i den periode i mit liv hvor den mindste ting opslugte mig
var mit svar bare - selvfølgelig
jeg plejer at ro her ud når mit sind er i oprør, sagde du og tog fat om årerne og begyndte at trække den lille båd efter dig hen af sandet
du mumlede noget med at jeg ville fortryde hvis jeg ikke tog med dig for vandet var så roligt i aften og havde jeg set vinden - og fuglene
jeg tror ikke jeg svarede men blot lod vinden hive fat i mit hår der efterhånden var faldet helt ned
hvis jeg havde vidst hvad du havde i sinde var jeg taget med og det ved du også godt
selvfølgelig var jeg taget med for at forhindre dig tale dig tilbage til livet og få dig til at indse hvor mange du ville røre helt ind bag ved det de ikke vidste de var i besiddelse af
men jeg tog ikke med
og jeg ved ikke hvor længe jeg havde stået i sandet ved vandkanten og sunget at solen var så rød og at mit hjerte snart faldt ud af brystet på mig
før jeg opdagede hvad det var der var sket
hvad det var jeg havde gjort
dagen efter fandt jeg en åre længere henne af stranden - og om det var din der var skyllet i land som et tegn på at du har tilgivet mig og at du stadig er hos mig
det ved jeg ikke
men det er ikke længere dystert og jeg føler mig ikke længere som en del af en oplagt trance
nu er jeg blot angst
angst for livet, sagde du engang, det må man aldrig være
det var vel mørkt men himlen lyste alligevel på en eller anden måde der gjorde at jeg ikke følte mig angst
fuglene er sorte men himlen blå, sagde du
og jeg tror ikke jeg tænkte videre over det i det givne øjeblik du lod det slippe over dine læber
det var nok nærmere senere - da du sad i båden og var ved at ro over havet
skal vi gå af stien, spurgte du
og da jeg ikke som sådan svarede men blot tog din hånd førte du blot an
på vejen der ned var der stille men ikke på den måde der gør en tilstedeværelse uhåndgribelig
egentlig har jeg altid følt mig virkelig og ok når jeg har været sammen med dig
og det har været lige meget hvor tæt og hvor langt væk vi har været fra hinanden
tænker du nogensinde over hvorfor vi er her, tror jeg du sagde
jeg vil gerne indrømme at jeg ikke lyttede til ret meget af det du sagde den aften
jeg var opslugt
opslugt af omgivelserne og det var nok mest fordi jeg var i en periode af mit liv hvor jeg var meget modtagelig
fuglene over os skreg men det gjorde mig intet - selv ikke da du hev i min arm fordi jeg blot stoppede og lyttede
og hvad med de gange hvor du har gjort noget fordi du har følt dig presset, og ikke fordi du har haft lyst - er det aldrig noget du nogen gange tænker over når du ligger og ikke kan sove - spurgte du
jeg gik blot videre som var mine læber sømmet fast og min hjerne et helt andet sted
der var stadig en dyster stemning men jeg følte mig godt tilpas i den - der var noget over den der gjorde mig sigende og svævende
fint, tror jeg jeg svarede da du igen spurgte til mit liv for tiden
fint, som det plejer
egentlig tror jeg det måtte have lydt som et ligegyldigt svar - men du talte blot videre
og måske vidste du også godt jeg ikke lyttede men havde muligvis bare brug for at tale til en
stien vi trådte af var ikke rigtig grøn længere men vejret havde også ændret sig de sidste par måneder
ligesom dig
dengang havde jeg ikke tænkt over dine underlige samtaler med intetheden og dine underlige hentydninger til havet og dets sande virkelighed
egentlig tror jeg bare jeg havde opfattet det som - intet
vil du med, spurgte du og tog fat i båden
aftenen forinden havde du sagt at du ikke kunne holde til livet længere at det intet rigtig betød for dig mere og at du havde lyst til at finde meningen et sted hvor ikke ret mange andre ville forstå dig
men du troede jeg forstod dig
og fordi jeg var som jeg var og fordi jeg var i den periode i mit liv hvor den mindste ting opslugte mig
var mit svar bare - selvfølgelig
jeg plejer at ro her ud når mit sind er i oprør, sagde du og tog fat om årerne og begyndte at trække den lille båd efter dig hen af sandet
du mumlede noget med at jeg ville fortryde hvis jeg ikke tog med dig for vandet var så roligt i aften og havde jeg set vinden - og fuglene
jeg tror ikke jeg svarede men blot lod vinden hive fat i mit hår der efterhånden var faldet helt ned
hvis jeg havde vidst hvad du havde i sinde var jeg taget med og det ved du også godt
selvfølgelig var jeg taget med for at forhindre dig tale dig tilbage til livet og få dig til at indse hvor mange du ville røre helt ind bag ved det de ikke vidste de var i besiddelse af
men jeg tog ikke med
og jeg ved ikke hvor længe jeg havde stået i sandet ved vandkanten og sunget at solen var så rød og at mit hjerte snart faldt ud af brystet på mig
før jeg opdagede hvad det var der var sket
hvad det var jeg havde gjort
dagen efter fandt jeg en åre længere henne af stranden - og om det var din der var skyllet i land som et tegn på at du har tilgivet mig og at du stadig er hos mig
det ved jeg ikke
men det er ikke længere dystert og jeg føler mig ikke længere som en del af en oplagt trance
nu er jeg blot angst
angst for livet, sagde du engang, det må man aldrig være
20110216
20110215
de siger du engang var balletdanserinde
at du snoede dine fødder om alt
at dine ben var så tynde som stolper
at de kunne nå alt og
være alt
de siger du vandt alles hjerter
at du kunne dine trin til punkt
og til prikke
de siger du var så fin med dit opsatte hår
med dine hjerteslag og din lille mund
og ved du hvad de siger
de siger at dine øjne lyste
at din glæde kunne mærkes på flere meters afstand
at dit sind var kreativt
men
de siger at du tabte til sidst
at du pludselig sagde stop
at du bandt dine sko op
de siger at du lagde dit tøj sammen
at du forlod de stirrende øjne
at du vendte det hele ryggen
og ved du hvad de siger
de siger at du lever et sted hvor nu kun få når ind
at du spiller klaver
morgen og aften
at du ikke længere danser
at du kun smiler når du selv har lyst
nu
de siger at regnen tog dig
de siger at de sagtens kan klare sig uden dig
at der findes oceaner af din slags
at du skal holde dig væk
men
du blot smiler
og går hånd i hånd
med regnen
og du siger at du aldrig har været mere kreativ
du siger at dit liv er så langt fra hvad det nogen sinde har været
at barndomsminder er mere end blot ønsketænkning
at det er mere end billeder og klapsalver
du siger at du danser din egen ballet
nu
at du snoede dine fødder om alt
at dine ben var så tynde som stolper
at de kunne nå alt og
være alt
de siger du vandt alles hjerter
at du kunne dine trin til punkt
og til prikke
de siger du var så fin med dit opsatte hår
med dine hjerteslag og din lille mund
og ved du hvad de siger
de siger at dine øjne lyste
at din glæde kunne mærkes på flere meters afstand
at dit sind var kreativt
men
de siger at du tabte til sidst
at du pludselig sagde stop
at du bandt dine sko op
de siger at du lagde dit tøj sammen
at du forlod de stirrende øjne
at du vendte det hele ryggen
og ved du hvad de siger
de siger at du lever et sted hvor nu kun få når ind
at du spiller klaver
morgen og aften
at du ikke længere danser
at du kun smiler når du selv har lyst
nu
de siger at regnen tog dig
de siger at de sagtens kan klare sig uden dig
at der findes oceaner af din slags
at du skal holde dig væk
men
du blot smiler
og går hånd i hånd
med regnen
og du siger at du aldrig har været mere kreativ
du siger at dit liv er så langt fra hvad det nogen sinde har været
at barndomsminder er mere end blot ønsketænkning
at det er mere end billeder og klapsalver
du siger at du danser din egen ballet
nu
og det er de gange du holder mit hoved højt og siger mig at jeg er som en lille blå blomst for dig
det er de gange du former dine læber og at de i mit hoved ligner et hjerte
og du,
det er de gange du langt fra siger du elsker mig
men derimod de gange hvor du virkelig viser det
at jeg ikke
og langt fra
er i tvivl
det er de gange du former dine læber og at de i mit hoved ligner et hjerte
og du,
det er de gange du langt fra siger du elsker mig
men derimod de gange hvor du virkelig viser det
at jeg ikke
og langt fra
er i tvivl
20110209
20110208
20110206
20110203
vindueskarmen er gennemsigtig
gardinerne hvide
og udenfor hviler himlen i en glans der ikke siger ord
men kun viser billeder
du siger jeg skal læne mig tilbage
bare slippe og føle
og da jeg gør det ser jeg intet andet end
hvidt
på hvidt
og stille
som tiden lader sig opbygge
samle sig og kreere
da viser mit sind mit hjerte
og mine øjne
da viser mit indre hvad mit ydre
ikke og aldrig
ser
du siger at jeg skal blive i øjeblikket
bare et sekund eller to
og det hele er som en... boblen
en slags sitren og en følelse af
intethed
og da du spørger om jeg kan mærke livet
helt tæt - helt der inde hvor de blodrøde ovale former bestemmer
så svarer jeg ikke
jeg er mundlam...
men alligevel fast besluttet
gardinerne hvide
og udenfor hviler himlen i en glans der ikke siger ord
men kun viser billeder
du siger jeg skal læne mig tilbage
bare slippe og føle
og da jeg gør det ser jeg intet andet end
hvidt
på hvidt
og stille
som tiden lader sig opbygge
samle sig og kreere
da viser mit sind mit hjerte
og mine øjne
da viser mit indre hvad mit ydre
ikke og aldrig
ser
du siger at jeg skal blive i øjeblikket
bare et sekund eller to
og det hele er som en... boblen
en slags sitren og en følelse af
intethed
og da du spørger om jeg kan mærke livet
helt tæt - helt der inde hvor de blodrøde ovale former bestemmer
så svarer jeg ikke
jeg er mundlam...
men alligevel fast besluttet
20110202
og det er når alt andet er sort
det er når alt andet gør ondt
og det er specielt når alt andet ikke længere er til stede
at du
tager min hånd
siger er månen langt fra er rund
at stjernerne hvisker fra en distance der siger mere end to to-cifrede tal - til sammen
det er netop her du siger
at det er mine øjne der skal se
mit hjerte der skal føle
og at det er mig der skal sætte grænserne
og ikke lade mine omgivelser
bestemme over mig
og mit sind
det er når alt andet gør ondt
og det er specielt når alt andet ikke længere er til stede
at du
tager min hånd
siger er månen langt fra er rund
at stjernerne hvisker fra en distance der siger mere end to to-cifrede tal - til sammen
det er netop her du siger
at det er mine øjne der skal se
mit hjerte der skal føle
og at det er mig der skal sætte grænserne
og ikke lade mine omgivelser
bestemme over mig
og mit sind
Abonner på:
Opslag (Atom)