20110228

en by af rosendans
hjerteskærende ord
kys på stribe og samhørighed på stilke
og findes der overhovedet noget
finere?
noget
smukkere?
og det ville aldrig give mening i mit hoved
bare skuldre
et åbnet sind
et vindue på skrå
sensommervinden der tager fat
det er lunt
og elegant falder dit tøj
fint lander det med en knitrende fornemmelse
det rammer gulvet
dine fingre berører vindueskarmen
du venter på endnu en dag
hjertekærlighed spundet af det fineste silke
hæklet af de ældste
og mest vidende
hænder
bare tæer på et flisebelagt gulv
de siger det ikke giver mening
længere
men at noget giver mening
er et vidt
begreb
og jeg er vild med din lange krop
dine bøjede finurligheder
din måde at tale på
jeg er vild med dit sind
dit hjerteslag
og du har skåret dit hjerte ud i træ
til mig
tilsømmet det
sat det sammen
og sat det op på forsiden
af min træ
bog
og din fletning er som en lang trappe
et langt reb
som en sti af snoede veje
og kunstnerisk
ser det ud
som et lille fint hul
i
skydækket

20110224

og det hele er lige foran mig
men alligevel så langt væk at jeg engang kan nå det
tomt,
og dit kram gjorde mig blot endnu mere sikker på at jeg virkelig
behøvede
det
det er som en kæmpe stor kasse
og lige meget hvor meget jeg leder
søger og prøver at opfinde
bliver den ved med at være
tom
som en summen i den øverste etage
en febrilsk massakre

20110222

åndedrag tæt på tætomslyngede tårer
i en regnvejrs-
dans
jeg er vild med din måde at udelukke hele verden på og kun indsuge hvad du finder vigtigt for dig
og dit livsværk
vil du lære mig det?

20110220

slidt og slæbt hen af gulvet
og stadig
smilende vidende
og til
og en dame fortalte mig engang hvor nemt
og hvor lige til det er at vinde i lotto
hver gang
jeg troede hende ikke
og det var da hun forklarede mig hvordan at det først gik op for mig at det var sandt
at det er for øjnene af os hver evig eneste dag vi trækker vejret
og det var det hun sagde
og sandt
det var det
sammen og hver for sig plukker vi stilke
uden farve
uden blomst og uden
noget
i troen og med troen
på og om
at farverne snart arriverer
frembringer en frembrusende fornemmelse af
forår
bladene er røde stilken grøn
dine læber iskole men dit hjerte
varmt
og det hele er prikket til når du helst ønsker det
enkelt
og uden skavanker
og det hele er enkelte og lige til
når du helst ønsker det ustyrligt og tåleligt
og i små bøtter i min vindueskarm har jeg sandheder
løgne
jeg har min samvittighed i små dele
kys og jeg har oplevelser
og erindringer
i små bøtter i min vindueskarm har jeg tomhed
og hele verden
og med noder fylder du vores tørrestativ
til
og med musik fylder du vores rum
til
og med din tilstedeværelse fyldestgør du
mig
væk er jeg
i skydækket
og snart begravet i drømme og
saglighed
og imorgen vågner jeg til hverdag
og dagdrømmeri
og sammen løber vi
os to
hånd i hånd
ud i intetheden
opsnuser verden
og altheden

20110218

og jeg har lyst til at blive væk i en kilometer lang sky af trøjer
med hår og noder ud
til alle sider

20110217

din krop former en silhuet af en verden jeg langt fra
er en del af
og du kan aldrig give mig virkeligheden i gave
men du kan give mig
noget af den
og det er når det skrevne kommer helt inde fra det virker
som en følelse af fylde der springer
til alle og flere sider
på en og samme tid
en udvidelse og en fænomenal følelse af
opstemthed
og de gange jeg lytter til dit hjerte er det som om det spiller en melodi
for os to
og fremtiden
og ved du hvad
det lyder rart
og smukt
på en
og samme tid
jeg tror det var en af de dage hvor du spurgte mig om vi skulle gå ned til vandet
det var vel mørkt men himlen lyste alligevel på en eller anden måde der gjorde at jeg ikke følte mig angst
fuglene er sorte men himlen blå, sagde du
og jeg tror ikke jeg tænkte videre over det i det givne øjeblik du lod det slippe over dine læber
det var nok nærmere senere - da du sad i båden og var ved at ro over havet
skal vi gå af stien, spurgte du
og da jeg ikke som sådan svarede men blot tog din hånd førte du blot an
på vejen der ned var der stille men ikke på den måde der gør en tilstedeværelse uhåndgribelig
egentlig har jeg altid følt mig virkelig og ok når jeg har været sammen med dig
og det har været lige meget hvor tæt og hvor langt væk vi har været fra hinanden
tænker du nogensinde over hvorfor vi er her, tror jeg du sagde
jeg vil gerne indrømme at jeg ikke lyttede til ret meget af det du sagde den aften
jeg var opslugt
opslugt af omgivelserne og det var nok mest fordi jeg var i en periode af mit liv hvor jeg var meget modtagelig
fuglene over os skreg men det gjorde mig intet - selv ikke da du hev i min arm fordi jeg blot stoppede og lyttede
og hvad med de gange hvor du har gjort noget fordi du har følt dig presset, og ikke fordi du har haft lyst - er det aldrig noget du nogen gange tænker over når du ligger og ikke kan sove - spurgte du
jeg gik blot videre som var mine læber sømmet fast og min hjerne et helt andet sted
der var stadig en dyster stemning men jeg følte mig godt tilpas i den - der var noget over den der gjorde mig sigende og svævende
fint, tror jeg jeg svarede da du igen spurgte til mit liv for tiden
fint, som det plejer
egentlig tror jeg det måtte have lydt som et ligegyldigt svar - men du talte blot videre
og måske vidste du også godt jeg ikke lyttede men havde muligvis bare brug for at tale til en
stien vi trådte af var ikke rigtig grøn længere men vejret havde også ændret sig de sidste par måneder
ligesom dig
dengang havde jeg ikke tænkt over dine underlige samtaler med intetheden og dine underlige hentydninger til havet og dets sande virkelighed
egentlig tror jeg bare jeg havde opfattet det som - intet
vil du med, spurgte du og tog fat i båden
aftenen forinden havde du sagt at du ikke kunne holde til livet længere at det intet rigtig betød for dig mere og at du havde lyst til at finde meningen et sted hvor ikke ret mange andre ville forstå dig
men du troede jeg forstod dig
og fordi jeg var som jeg var og fordi jeg var i den periode i mit liv hvor den mindste ting opslugte mig
var mit svar bare - selvfølgelig
jeg plejer at ro her ud når mit sind er i oprør, sagde du og tog fat om årerne og begyndte at trække den lille båd efter dig hen af sandet
du mumlede noget med at jeg ville fortryde hvis jeg ikke tog med dig for vandet var så roligt i aften og havde jeg set vinden - og fuglene
jeg tror ikke jeg svarede men blot lod vinden hive fat i mit hår der efterhånden var faldet helt ned
hvis jeg havde vidst hvad du havde i sinde var jeg taget med og det ved du også godt
selvfølgelig var jeg taget med for at forhindre dig tale dig tilbage til livet og få dig til at indse hvor mange du ville røre helt ind bag ved det de ikke vidste de var i besiddelse af
men jeg tog ikke med
og jeg ved ikke hvor længe jeg havde stået i sandet ved vandkanten og sunget at solen var så rød og at mit hjerte snart faldt ud af brystet på mig
før jeg opdagede hvad det var der var sket
hvad det var jeg havde gjort
dagen efter fandt jeg en åre længere henne af stranden - og om det var din der var skyllet i land som et tegn på at du har tilgivet mig og at du stadig er hos mig
det ved jeg ikke
men det er ikke længere dystert og jeg føler mig ikke længere som en del af en oplagt trance
nu er jeg blot angst
angst for livet, sagde du engang, det må man aldrig være
og sammen
alene
hver for sig og til tider
oceaner af mennesker
sammen
skaber vi trådene
kreerer dem spinder og farvelægger dem
og til sidst
samler vi dem
og det hele er så fint
så smukt
når det regner
det regnede til din begravelse
og på en måde glædede det mig
selvfølgelig ikke din begravelse
- men at det regnede
og jeg er så meget mere end engelsk grammatik
sammensatte ord
og grimme tal
din kjole strammer i taljen,
sagde du
og da
vendte hele min verden
om
dine læbers substans
kringlede efterord
og en stemning af
vanilje
og en duft af
forår
og jeg ved udemærket godt I taler om mig bag min ryg
men uden for falder bladene snart af
de brune nuancer går til jorden
og snart hopper de grønlige frem
og jeg
er bare mig
jeg brænder mig på min te
men du lyver
går andre veje
og tror du er hele
verden

20110216

og det er duften af din tilstedeværelse der gør mig
høj
dine nøgne ryg siger alt
dine hænder mere
og når du åbner dine øjne og siger det du plejer
siger du mest
og endnu mere end
alt
og det var det øjeblik du holdt op med at trække vejret for nogle år siden at det sagde stop
men alligevel plantede et frø
og med mine tårer og dit hjerteblod
lod det hele vokse
hvornår kysser du mig?
det lyder så fint
og føles så rart når du besvarer det
sanseligt
og det chokerede mig da jeg så en ægte tåre
trillede ned
af din kind
pling,
og vi lever under vand
selv når dine øjne lukker sig
falder i dyb søvn
vender ind ad
og intet ud af
så befinder jeg mig i
dyb
angst
du lille blomst
hvornår springer du
ud
det skærer i mit hjerte
smadrer mit sind
hiver alle ord ud
og ødelægger sætninger
kommaer
punktummer
det ødelægger alt
det ikke burde
og heller ikke skulle
ødelægge
de tror altid det intet betyder,
siger du
og så kom regnen
tordenvejret og lynene
og bagefter,
sagde du
var luften så frisk
så fin
og så ren
og jeg
vi
os to
vi har
os to
du og jeg
dig og mig
vi har stjernerne
her
og vi har dem
i hænderne
som små fingre der flettes ind i alt
en blå himmel der venter på regn
og et hjerte ud i en dyb skov
tætpakket
og med vejende grene

20110215

og der er ingen der kan finde frem
og tilbage
blandt tårerne
og regnens prikken
i muldjorden
og kun du
og dine tanker er til stede
og må være
til
de siger du engang var balletdanserinde
at du snoede dine fødder om alt
at dine ben var så tynde som stolper
at de kunne nå alt og
være alt
de siger du vandt alles hjerter
at du kunne dine trin til punkt
og til prikke
de siger du var så fin med dit opsatte hår
med dine hjerteslag og din lille mund
og ved du hvad de siger
de siger at dine øjne lyste
at din glæde kunne mærkes på flere meters afstand
at dit sind var kreativt
men
de siger at du tabte til sidst
at du pludselig sagde stop
at du bandt dine sko op
de siger at du lagde dit tøj sammen
at du forlod de stirrende øjne
at du vendte det hele ryggen
og ved du hvad de siger
de siger at du lever et sted hvor nu kun få når ind
at du spiller klaver
morgen og aften
at du ikke længere danser
at du kun smiler når du selv har lyst
nu
de siger at regnen tog dig
de siger at de sagtens kan klare sig uden dig
at der findes oceaner af din slags
at du skal holde dig væk
men
du blot smiler
og går hånd i hånd
med regnen
og du siger at du aldrig har været mere kreativ
du siger at dit liv er så langt fra hvad det nogen sinde har været
at barndomsminder er mere end blot ønsketænkning
at det er mere end billeder og klapsalver
du siger at du danser din egen ballet
nu
hæse stemme,
du klare nat
grønne blade
sandhed og...
kys
og du ødelægger alt det
der ellers før
var så smukt og så lige til
med dine analyser
og dine påtvunge fortolkninger
hvad med bare at lade noget
være noget
og lade en fjer
være en fjer
jeg skriver om så meget andet end sandheder
som når dine fingerspidser berører mine yderste følelser
sammen er vi nøgne
deler verden
og ryger alt
hvad ryges kan
livet, farverne, sanserne
og kærligheden
og det er de gange du holder mit hoved højt og siger mig at jeg er som en lille blå blomst for dig
det er de gange du former dine læber og at de i mit hoved ligner et hjerte
og du,
det er de gange du langt fra siger du elsker mig
men derimod de gange hvor du virkelig viser det
at jeg ikke
og langt fra
er i tvivl
og selv ikke dine dybe suk er nok til at smide mig ud i kulden
for det er dine øjne der siger
og dit sind der bestemmer
langt fra dine lange arme og formede læber
jeg skriver mig varm
bløder mig fast
kaster ord ud
og spinder ord ind
du siger lyden er som vinger der brister
som nyvaskede dyner
og du siger det hele virker så blødt
og vanedannende
du siger det regner
men intet rør mig
så blåt
så dybthavsblåt
så sigende og vigende
så... evigt.
sammen og alene
bladrer du i din lille bog om sommerfugle
og i dit stille
og fine indre
drømmer du dig væk
med vinger
og stjernestøv
og du har en svale på dit inderste
der ved pulsårernes krydsen
hvor håndledet bløder
hvis du skær
og de aner ikke hvis nøgler det er
og heller ikke når du siger de skal blive hvor de er
og kun blæsten
og dine reflektioner
må lade dem finde nye steder
at placere sig
en flod mod en lille intetsigende
sten
og der er en grund til mennesket ikke kan blive ved med at
holde fast
og netop derfor findes nye øjeblikke
sanser
og farverige oplevelser
dit sind er pakket ind i sølvpapir
og kun de tyndeste
og fineste
fingre kan pakke op uden den mindste
lyd

20110209

de siger det er din sjæl der snor sig rundt om stolbenet hver gang jeg kommer ind i rummet
din næse er sød,
tror jeg jeg sagde
så faldt du ned af stolen - og benet knækkede 
det er tonerne der kryber ind i mit indre
spiller med mit sjælespind
og nogle gange
er det som virker det hele igen
,
stabil siger du,
som en puls
liggende
langt fra dirrende
kun og uden balancegang
du ligger - fast
dit ansigt siger så meget
men dine ord intet
din udstråling er intet andet end jordens atmosfære
ganget med alverdens sansninger
og kun divideret
med et enkelt kys
og et håb
og jeg har lyst til at skrive side op
og side ned
jeg har lyst til at vende på hovedet
og kaste med sæbebobler
jeg har lyst til at spise jordbær i solen
mærke sensommer nætterne i bedste form
og jeg har lyst til bare at være til
og være til
og jeg har lyst til at - være til

20110208

og det er dine fingre der siger langt mere
og så meget andet
end hvad de egentlig udtrykker
her
på papiret
det er noget alment menneskeligt - siger de
jeg tror bare det regner
udenfor fryser det
og blomsterne
de kan ikke komme op
for tiden

20110206

og det var da jeg holdt spejlet op foran mit ansigt og intet andet end grønne kløver så at jeg overvejede at dyppe hovedet i et iskoldt fad smørblomster
dine ribben skinner i skolen
din finger bløder
og du siger dine tanker
tæller timer
og det er i skumringen det nye opstår
det er her farverne blandes
tankerne kreeres
det er her
og var her
vi mødtes
de siger du er en skadefugl
,
og gaden du vakler igennem
ikke bare lyser op
men ser nærmest ud til at
samle sig
det er dine skuldre der stikker
dine arme der hvirvler
men aller vigtigst er det
dit blik
og det er så rundt...
og alligevel så kantet og vredet
på alle kanter
og leder

20110203

vindueskarmen er gennemsigtig
gardinerne hvide
og udenfor hviler himlen i en glans der ikke siger ord
men kun viser billeder
du siger jeg skal læne mig tilbage
bare slippe og føle
og da jeg gør det ser jeg intet andet end
hvidt
på hvidt
og stille
som tiden lader sig opbygge
samle sig og kreere
da viser mit sind mit hjerte
og mine øjne
da viser mit indre hvad mit ydre
ikke og aldrig
ser
du siger at jeg skal blive i øjeblikket
bare et sekund eller to
og det hele er som en... boblen
en slags sitren og en følelse af
intethed
og da du spørger om jeg kan mærke livet
helt tæt - helt der inde hvor de blodrøde ovale former bestemmer
så svarer jeg ikke
jeg er mundlam...
men alligevel fast besluttet
dit blik siger alt idag

20110202

og idag regnede det
dråber der legede ned af et solidt men lodret plan
den silende dans
og det virvar af pletter streger og ovale former
det regnede i dag
det er dine hænder på min læn
dine læber solidt plantet på min runde kind
det er dine ord der rammer mit nervesystem
og det er dig der ånder ud
det er dig der ånder ind
det er dig - der lever
og det er når alt andet er sort
det er når alt andet gør ondt
og det er specielt når alt andet ikke længere er til stede
at du
tager min hånd
siger er månen langt fra er rund
at stjernerne hvisker fra en distance der siger mere end to to-cifrede tal - til sammen
det er netop her du siger
at det er mine øjne der skal se
mit hjerte der skal føle
og at det er mig der skal sætte grænserne
og ikke lade mine omgivelser
bestemme over mig
og mit sind
og sammen ser vi ud af den tågede masse
sammen holder vi vores hjerter i blød
leger at verden er som vi ønsker den
og sammen er vi to
og en
på en og samme
tid

20110201

og ved siden af nynner du
virker så virkelig
så tilstedeværende
i min
og din
tilstedeværelse