og de bygger reder der ovre ved siden af
i træet
måske er det duerne skaderne eller måske er det en helt
anden
fugleart
reden er stor og rodet - den stikker ud til alle sider
men den er fin
elegant og så er en helt deres egen
og hver dag når jeg fylder sukker på mine gryn kan jeg se dem
bygge til
og fra
hver for sig og helt sikkert
sammen
20110328
20110326
og dengang hvor jeg var lille og vintergækkerne sprang ud
dengang mine fødder ikke kunne nå jorden da jeg sad på den hvide stol
da spurgte jeg
ja jeg tror jeg spurgte på en måde der ikke gjorde ondt
på en måde der sagde at jeg virkelig brændte for det
og jeg tror ikke jeg husker hvad du svarede men blot at du aldrig gjorde hvad jeg spurgte om
og dengang vidste jeg jo ikke at det ikke kunne lade sig gøre
at det kun var mig selv der kunne lave om på det
og så alligevel ikke
i hvert fald plukkede jeg de sidste vintergækker og satte mig aldrig på den stol
igen
dengang mine fødder ikke kunne nå jorden da jeg sad på den hvide stol
da spurgte jeg
ja jeg tror jeg spurgte på en måde der ikke gjorde ondt
på en måde der sagde at jeg virkelig brændte for det
og jeg tror ikke jeg husker hvad du svarede men blot at du aldrig gjorde hvad jeg spurgte om
og dengang vidste jeg jo ikke at det ikke kunne lade sig gøre
at det kun var mig selv der kunne lave om på det
og så alligevel ikke
i hvert fald plukkede jeg de sidste vintergækker og satte mig aldrig på den stol
igen
20110324
20110321
og dengang var dine hænder så fine
stregerne var så tydelige
dine linjer i hænderne sagde så meget uden egentlig at påpege noget som helst
dine ord var så barmhjertige uden du vidste det
den måde dine øjne stirrede på hvergang en fugl fløj forbi dig
de gange sandet strøg igennem dine fingre og du kiggede op mod himlen
og da du flere gange spurgte til de blinkende farver i krydset og gjorde svarene til en del af dig
dine bevægelser var så uskyldige
så barnagtige og virkelige
hver gang du tog et skridt tog du det i nysgerrighed og ikke fordi du skulle
du vidste ikke hvad det ville medføre og det var det der gjorde det hele så smukt
nogle sagde at det æstetiske ved dig var måden hvorpå du fik verden vendt til en del af dig
den måde du fik det hele til at se ud som en leg
jeg tror det var da du begyndte at skrive bogstaver ned og jeg så din måde at udforme dig på
de snørklede af slagsen og dine opfundne ord
og når man spurgte til det prøvede du ikke at finde et klogt svar men sagde blot at det så flot ud
jeg tror din verden var virkelig foran dig bag dine øjne og bag dig
når det regnede fangede du dråberne med fiskenettet og fandt det helt naturligt
du sagde at man kunne se dem på den tynde kant af tråden men at de snart faldt af igen
det var meningen, påpegede du
og når du fangede solens stråler med dine små hænder gjorde du det ikke fordi nogen havde sagt at det ville være pænt
men du gjorde det fordi det faldt dig ind og fordi det gav dig noget
du levede virkelig
det gjorde du
og det sande i dig var dit væsen da du fik lov til at leve frit og i din helt egen verden
jeg tror ikke selv du husker det længere
at det var sådan det var engang og at du virkelig havde det sådan inderst inde
det tror jeg ikke nogen kan
overhovedet
nu er det andre ting der fylder
rammerne og det strukturelle der sætte dagsorden
og dine hænder er ikke længere som de var dengang
dine linjer er der ganske vist stadig men de virker så forældede
som er de tiløst noget de ikke længere kan stå inde for
det er ikke dig
det er ikke os
det er verden
hæftet på os
med et samtykke der aldrig har været vendt
men altid været tilstede
stregerne var så tydelige
dine linjer i hænderne sagde så meget uden egentlig at påpege noget som helst
dine ord var så barmhjertige uden du vidste det
den måde dine øjne stirrede på hvergang en fugl fløj forbi dig
de gange sandet strøg igennem dine fingre og du kiggede op mod himlen
og da du flere gange spurgte til de blinkende farver i krydset og gjorde svarene til en del af dig
dine bevægelser var så uskyldige
så barnagtige og virkelige
hver gang du tog et skridt tog du det i nysgerrighed og ikke fordi du skulle
du vidste ikke hvad det ville medføre og det var det der gjorde det hele så smukt
nogle sagde at det æstetiske ved dig var måden hvorpå du fik verden vendt til en del af dig
den måde du fik det hele til at se ud som en leg
jeg tror det var da du begyndte at skrive bogstaver ned og jeg så din måde at udforme dig på
de snørklede af slagsen og dine opfundne ord
og når man spurgte til det prøvede du ikke at finde et klogt svar men sagde blot at det så flot ud
jeg tror din verden var virkelig foran dig bag dine øjne og bag dig
når det regnede fangede du dråberne med fiskenettet og fandt det helt naturligt
du sagde at man kunne se dem på den tynde kant af tråden men at de snart faldt af igen
det var meningen, påpegede du
og når du fangede solens stråler med dine små hænder gjorde du det ikke fordi nogen havde sagt at det ville være pænt
men du gjorde det fordi det faldt dig ind og fordi det gav dig noget
du levede virkelig
det gjorde du
og det sande i dig var dit væsen da du fik lov til at leve frit og i din helt egen verden
jeg tror ikke selv du husker det længere
at det var sådan det var engang og at du virkelig havde det sådan inderst inde
det tror jeg ikke nogen kan
overhovedet
nu er det andre ting der fylder
rammerne og det strukturelle der sætte dagsorden
og dine hænder er ikke længere som de var dengang
dine linjer er der ganske vist stadig men de virker så forældede
som er de tiløst noget de ikke længere kan stå inde for
det er ikke dig
det er ikke os
det er verden
hæftet på os
med et samtykke der aldrig har været vendt
men altid været tilstede
20110316
20110311
20110308
20110304
20110303
Abonner på:
Opslag (Atom)