20110329

og de bygger reder der ovre ved siden af
i træet
måske er det duerne skaderne eller måske er det en helt
anden
fugleart
reden er stor og rodet - den stikker ud til alle sider
men den er fin
elegant og så er en helt deres egen
og hver dag når jeg fylder sukker på mine gryn kan jeg se dem
bygge til
og fra
hver for sig og helt sikkert
sammen
og der findes alligevel ingen sande historer om noget i denne verden
jeg kan ikke rumme din ikke-
eksistens

20110328

og formen siger mig intet
indholdet alt 
intet menneske er mere skrøbeligt
mere sigende
mere æstetisk 
som når det er helt og aldeles
nøgen
 fyldt til renden med ord
og kulsort hår der drypper langt og helt ned til
tæerne  

alle de gange du har skubbet mig højt på gyngen med sansernes kraft
og jeg falder i søvn til rytmen af din bløde leg med strengene på din
guitar
hver lille del skaber farver og specielt en rytme spreder lyseblå skyer for mit
indre
som silende regn helt der ned over dine små bitte ører
ord der springer ud som blodrøde tulipaner og sanser der siger så meget mere
end de egentlig
indeholder
og det hele var så fint
og helt uden de der
rammer
og kun dine arme rundt om min krop på den der helt
specielle
måde
kan få mig til at føle mig tryg værdsat og sand helt der op
hvor intet stopper
en oplyst ide gennemhullet af din tilstedeværelse
smagen af blod giver ikke mening ved siden af roser og
ord
og der er alle de gange du har fortalt og jeg har nikket og produceret hjulpende ord
alle de gange jeg solidt har plantet mit hjerte rundt om dit for at
støtte dig
alle de gange jeg har følt vi havde et bånd
og med et lille vift
et pust
og med en fejende bevægelse er jeg blot
luft

20110326

og det er lige så jeg kan mærke kniven skære i mit sølle
lille
hjerte
da jeg ser billedet og hurtigt lukker ned
igen
og dengang hvor jeg var lille og vintergækkerne sprang ud
dengang mine fødder ikke kunne nå jorden da jeg sad på den hvide stol
da spurgte jeg
ja jeg tror jeg spurgte på en måde der ikke gjorde ondt
på en måde der sagde at jeg virkelig brændte for det
og jeg tror ikke jeg husker hvad du svarede men blot at du aldrig gjorde hvad jeg spurgte om
og dengang vidste jeg jo ikke at det ikke kunne lade sig gøre
at det kun var mig selv der kunne lave om på det
og så alligevel ikke
i hvert fald plukkede jeg de sidste vintergækker og satte mig aldrig på den stol
igen
jordbær hvide mælkebøtter og en glasbelagt grusvej
mandag morgen i en sensommer døs
os to
og så alligevel
flere på én
og samme tid
en tåget masse i et klart støvbillede
,
og der findes en trappe helt der op
til mine drømme
og din næsetip minder om
den lille plet i verden jeg endnu ikke har set
men alligevel
og meget længe
har ønsket mig
hver gang det regner holder jeg mine øre ansvarlige for de tanker der til sidst ender med at blive produceret til
ord
og helt her oppe fra ser alt pludselig anderledes ud
dit hoved vendt mod regnen og alverdens virkeligheder
og det er i mine bare hænder jeg holder dit hjerte
og i mit hjerte jeg holder mig mit bare sind
og det er dit hjerte der gør mit bare sind noget som helst og helt mærkværdigt
værd
glasset er gennemsigtigt og indeholder et stykke af
virkeligheden
du betroede mig engang at du ønskede at begynde og male igen
og selvom du begyndte at græde er det alligevel en af de dage der sidder
dybest
i min hukommelse
og det første jeg så var hvordan du holdt om regnbuen
der
i tågen af intetheden
og efterladt havde du en ufærdig tegning
skitse
skygge af
en blomst i en tynd
gennemsigtig
vase
og sammen har vi bygget vores egen lille by
der
på skrænten over vandet
under skyerne
og sammen har vi givet dem navne
de små mennesker
blandet dem og gjort dem levende
på hver vores
måde
og det er ikke de gange skumringen udvikler en særlig atmosfære
men nok nærmere de gange du virkelig er til stede
lever
og ånder
og de gange du kysser mine øjenlåg
holder mig tæt
i din favn
hvisker at jeg er virkelig og at vi
os to
sammen
spinder et væv der er stærkt
og skrøbeligt på en
og på samme tid

20110324

jeg er vild med din hovedform
dine tankestrå
men allervigtigst er dine fingre
hen over tangenterne og rundt der
om min talje
forårsknopperne springer ud og dit hjerte banker slag helt ud og så tilbage
igen
og jeg ved med sikkerhed at det aldrig kommer til at give mening for dig
lige meget hvor meget du så
prøver
søger
og higer
og ud over verden
ud over trætoppene
helt ud over hustagene
der søger du
ser med dit øje
og pulser
på din smøg
dit øje græder men
dit sind siger så meget
og alt
andet
og du flyder konstant i overfladen til en melodi af din puls der spankulerer over et bump
og et hjerte-
slag
og gud, sagde du
hvor var hun smuk
og du har hul ind til din navle og ud vokser en grøn
alge
persiennerne afmærker dine ståsteder
dine læber er flænset
brudt op
og ud siver
det blodrøde
punktum efter
punktum
din hånd mellem mine knæ
dine tanker et sted hvor intet findes
og dit hjerte
langt væk og helt der ude
og mit hoved er et virvar af alt andet end det det plejer at være
du må gerne græde, sagde du engang
bare ikke når
jeg
ser på
jeg tror din fletning har været flettet op
to
og en halv
gange
i den overophedede uvirkelighed
væv over spundet
vissent græs
og
stiv kuling
sjovt som spindelvæv har udvisket din virkelighed
sjovt som du snød
sjovt som... intet er
som
det ser ud
til

20110321

det er okay,
der fortalte du mig selv
dine ben tynde
røgen tyk
vejen imellem os kort
og vores evighed
lang
og du minder om et jordbær i en varm sommer
kun iført fregner
en sort bh
en ubrugt smøg og et sind
fyldt med tanker om
dig
en fuglerede helt der oppe i himlen
lyde der ikke er hørt før
farver der endnu ikke er opdaget
og en smag af tåge i miles omkreds
og jeg tror også jeg skal sove nu
men mine øjne er som en sæbeboble
jeg er ikke træt
er høj af en virkelighed der ikke engang er min egen
ene og alene
længere
solens stråler laver streger på dine underarme
de matcher
de laver mønstre og de giver
dig
liv
og for nogle
og for mange
og for de fleste er livet
en stor
og smagfuld
mund
fuld
og de gange du har nydt at lide
de gange du har suget til mærket din virkelighed blive overtaget af en
anden
de gange du har lænet dig tilbage og bedt andre tage dig i hænderne
flytte dine fødder
og de gange du har fået andre
og specielt en bestemt
til at videregive dit hjertes -
slag
og jeg ønsker mig intet andet end
dig&mig
en vedblivelse og en virkelighed
jeg ønsker mig intet andet end dit smittende smil
dine bløde læber
din omfattende tilstedeværelse
og ved du
jeg ønsker mig intet andet end blot dig
og mig
sammen
og i en
evighed
et lyn bag øret, siger du
det kunne jeg aldrig
nej
og du stiller jo ord op som var de intet andet end jordklumper i en
mudder -
kamp
du siger så meget
dine negle er røde
og udenfor
helt der nede og forbi alt det andet
svømmer de
fiskene
i en lind og ubrydelig
strøm
og har du lagt mærke til hvordan mit ansigt og specielt
mine fregner
forsvinder hver dag
ind i røgen
skyen
ind i væggen
og væk
døde metaforer kalder de dem
men de er nok nærmere
ord
der aldrig fik en chance
blev støvede
og satte præg på en måde der blev
for ens -
farvet
din nakke fryser
du prikker til vinden og beder den holde op
bare lige
for en tid
og i min drøm kysser vi under vand
taler
laver fagter
vi tegner cirkler
og laver sjove kruseduller
vi oplever verden fra en ny vinkel
og sammen
os to
svømmer vi væk
som små fisk
i en kæmpe
ubetydelig
verden fyldt med
vand
dine hænder i min frisure
dit hoved i mit skød
dine læber der synger de fineste toner
en overvældelse af sanser
og
substanser
du tæller fjer på en omvendt måde der gør selv mig
og ikke mindst
månen
svimmel
hiv mig ud i en oval bue
kys mine omvendte læber
dan dig et overblik og fortæl mig om
skoven
nattens mulm
og dit virkelige
liv
det er som at tage et billede af verden
uden
at opleve den
inden
og
først
og de siger så mange ting
men ord er bare ord
når
de
ikke
bliver brugt
rigtigt
sandfærdigt siger de
uvirkeligt
siger jeg
din tilstedeværelse er virkelig
virkelig
og dengang var dine hænder så fine
stregerne var så tydelige
dine linjer i hænderne sagde så meget uden egentlig at påpege noget som helst
dine ord var så barmhjertige uden du vidste det
den måde dine øjne stirrede på hvergang en fugl fløj forbi dig
de gange sandet strøg igennem dine fingre og du kiggede op mod himlen
og da du flere gange spurgte til de blinkende farver i krydset og gjorde svarene til en del af dig
dine bevægelser var så uskyldige
så barnagtige og virkelige
hver gang du tog et skridt tog du det i nysgerrighed og ikke fordi du skulle
du vidste ikke hvad det ville medføre og det var det der gjorde det hele så smukt
nogle sagde at det æstetiske ved dig var måden hvorpå du fik verden vendt til en del af dig
den måde du fik det hele til at se ud som en leg
jeg tror det var da du begyndte at skrive bogstaver ned og jeg så din måde at udforme dig på
de snørklede af slagsen og dine opfundne ord
og når man spurgte til det prøvede du ikke at finde et klogt svar men sagde blot at det så flot ud
jeg tror din verden var virkelig foran dig bag dine øjne og bag dig
når det regnede fangede du dråberne med fiskenettet og fandt det helt naturligt
du sagde at man kunne se dem på den tynde kant af tråden men at de snart faldt af igen
det var meningen, påpegede du
og når du fangede solens stråler med dine små hænder gjorde du det ikke fordi nogen havde sagt at det ville være pænt
men du gjorde det fordi det faldt dig ind og fordi det gav dig noget
du levede virkelig
det gjorde du
og det sande i dig var dit væsen da du fik lov til at leve frit og i din helt egen verden
jeg tror ikke selv du husker det længere
at det var sådan det var engang og at du virkelig havde det sådan inderst inde
det tror jeg ikke nogen kan
overhovedet
nu er det andre ting der fylder
rammerne og det strukturelle der sætte dagsorden
og dine hænder er ikke længere som de var dengang
dine linjer er der ganske vist stadig men de virker så forældede
som er de tiløst noget de ikke længere kan stå inde for
det er ikke dig
det er ikke os
det er verden
hæftet på os
med et samtykke der aldrig har været vendt
men altid været tilstede
sanselighed overfor ødelagthed
barndom overfor ungdom
udfoldelse overfor... rammer
og du ved godt
at
du inspirerer mig
fra top
og så til
den måde dine skuldre former et landskab jeg aldrig har set
men altid haft lyst til at være
og leve
i
de gange din hånd har beskyttet min
de gange du blot har smilt imens jeg har grædt
og de gange du har været til stede
imens jeg har været
væk
de gange og altid
dig
og så mig
sammenlagt
og en udefinerbar
varme
og jeg bliver ved
og ved
med at høre din stemme
genindspille din sange
forklare alle
at du
har ændret
og stadig ændrer
mit liv
det er digtet i sin ufuldendte form
der spirrer
inspirerer
og danner grobund
for
flere
og inderst inde ved jeg godt at du er det bedste der nogensinde er sket
mig
og alle de gange du har holdt om mig
og jeg har grædt
prøvet at forklare
og alle de gange du har sagt at det er okay
at jeg bare skal være mig
og ikke den jeg prøver på at være
og alle de gange du bare har været dig
tørret mine tårer væk og sagt intet
men vist
alt
forårsfornemmelser i mit spirrende hjerte

20110316

og jeg har tattoveret en flyvende drage på min fod
i barnagtig
forstand
og det er ikke alting der skal forstås før det frembringer nogen form for mening
hvis blot man føler og lukker øjnene vil de meste give
mening
det er når du efterlader dynen lun til mig
putter mit hjerte ind i det fineste silke
snørrer mig rundt i alverdens verdenshjørner
og det er når du viser alt uden at sige noget
overhovedet
og hvad med os der bare gerne vil leve uden at skulle tages stilling til og
bedømmes
og hvad med de gange du har tabt det hele ud af hænderne
og aldrig magtet
turdet
eller tænkt over
at samle det op
igen
et stykke med virkelighed,
tak
klichernes malplacering i dit stille indre
og jeg har ikke tal på de gange jeg har forsøgt mig under vandets ringe
og du fortalte mig engang at dine hænder kunne røre himlen
hvis du ville
jeg spurgte om du så kunne forklare hvad den indeholdte
og du svarede aldrig
min sandhed om dig begravede jeg i sandet
dengang
for langtid siden
det var jo så fint
sandet
gled ud og ned mellem mine fingre
dannede spor og producerede
tanker
din ensomhed kan spores i dine mangelfulde punktummer og iøjnefaldende kommaer

20110311

og det handler om at se det fra det store hele
i det store perspektiv
og det er når vi ubevidst gør mikroskopet til en del af os
når vi finder den mindste detalje og gør det til den største katastrofe
det er her det ikke bare bliver farligt
men til sidst
går
helt galt

20110308

du holder fast i træstammerne
jeg i stilkene
de grønne af slagsen
og for mig er det at bruge ordet 'elske'
som at trække hele himlen ned og lade stjernerne falde til jorden
og der er de dage jeg ved du højst af alt ønsker at drukne
svømme væk fra en verden
ude af proportioner
tilsølet i klicher overmalet med blæk
tilskrevet intethed
og
alt
dit hoved er spundet til af væv fra et indviklet møde i dit liv
det var som et jordbær skåret midt over tildrysset med sukker, sagde du
og jeg forstod det ikke
før jeg blev ældre
og det er ikke altid alting giver mening
overhovedet
ikke engang i de mindste detaljer
eller i det store overblik
en tåget masse udfylder huller
intethed
og den subjektivitet du troede
du indeholdte
og der er noget smukt ved indre tårer
og alt har du indrammet
gendannet
og
smadret
en mørk nat blendet med din kærlighed
vores sanser og en stjerneklar himmel
al sammen noget
vi aldrig kan
og aldrig vil
forklare
ligesom et tomt hul af ingenting
dine ord
hentydninger
bare dit væsen
og du er slet ikke
som du dengang
sagde

20110304

og det er når du holder sneen i din fine
lille
hånd og
det er når sneen begynder at smelte
der i din lille fine
hånd at
mit inderste jeg og mine yderste
sanser ved og ser
foråret
morgengry på kande
tryllekys i skiver
dig
og så mig
i helstøbte
former
og det er stilheden der skaber vores evige
minder
ikke blot de farvelagte
men også de sande
af slagsen
og de dage jeg kan holde solstrålerne i mine hænder er som de dage du virkelig elsker mig uden at sige det med ord
og hvad med alle de gange du intet har sagt
men blot farvelagt
skitseret
og
ageret
dine ben er så tynde at selv en sommerfugl føler sig
utilpas
i dit selskab

20110303

det handler om at være lille bitte
og med et lille
solidt
prik
udfylde hele verden
og de gange du ikke engang spørger mig
men blot tager min hånd
sind
og hjerte med
og så løber vi
os to
og væk fra det hele
alt
og de gange du ikke engang spørger mig
men blot tager min hånd
sind
og hjerte med
og så løber vi
os to
og væk fra det hele
alt
og det fineste er ikke måden din mund omslutter ordene og gør dem til dine men derimod måden din udstråling farver dem i en retning og skaber noget hensigtsmæssigt

20110301

vinteren har indkapslet din evighed
de nætter du tager mit hjerte i hænderne og kærtegner det som var det
udefinerbart
og det er de dage hvor tanker fylder mere end virkelighed og hvor virkelighed er så langt væk fra den sandhed mine tanker producerer