20091124

.

Livet er dejligt..

20091123

Tak

Hvilken dejlige lettelse
Hvilken dejlig åbenbaring
Om noget
Som inderst inde godt viden om
Et lykkeligt sug
En fantastisk følelse
Af glæde
Åh,
Den savnede glæde
Tak til alle jer
I mennesker
Omkring mig
Jeg er
Heldig
Med
Jer

20091122

lev

Jeg synes bare jeg prøver
Men det synes ikke at virke
Godt nok
Sikke en rutsjebanetur
Og sikke en ulyst
Og sikke en træls følelse
Giv mig lyst igen
Giv mig smil og grin
Giv mig ægte virkelighed
Giv mig det hele tilbage igen
Hvordan kan det lade sig gøre
At gøre således
At glemme
At fortrænge noget
Så godt
Og så ubeskriveligt fantastisk
Hvordan kan noget
Og alt
Blive overskygget
Gemt væk
Og holdt over
Af en så dum og lille
Bitte ting
Bare lad det strømme lidt
Lad det lege en leg
Hvis det er det det vil
Men det skal smutte igen
Meget snart
Ikke?
Så jeg
Kan være mig
Og have lov til at være mig
Og have ret til at smile
Grine
Og være glad
For jeg
Ja, jeg
Jeg elsker livet

forklareskandetikke

Hvorfor en sådan tomhed?
Hvorfor så tomt?
Når der fyldt
Med mennesker
Hvorfor en sådan lyst
Til ikke at lave noget
Til ikke at fungere
Hvorfor en sådan angst
For angsten
..
Hvorfor en sådan følelse
Når der sidder en lille
Men meget lille
Spirre inden i
Og kigger
Hopper
Danser og
Prøver
Prøver alt
For at blive set
For opmærksomheden og sine inputs
Men den får ikke lov
Den bliver overskygget..
Af en tomhed
Der intet siger
Andet end
Av

20091118

inspiration

Jeg skrev
Og jeg skrev
For jeg
Var inspireret
Og tak fordi du
Du lod mig være det
Inspireret

20091117

tre digte;skrevet i NG-time

Skrevet i en naturgeografi-time... som man dog keder sig;

Vil livet
vil leve
mærke livet
og mærke det tæt
og dettes gøres noget så kraftigt for tiden
det skal komme til at være på normal blus igen...
det er helt sikkert

smil,
mærk lettelsen,
mærk lettelsen i dit bryst,
se for dig hvordan dine bekymringer
hvordan de flyder væk,
hvordan det trykkende og det uvirkelige forsvinder
ned ad floden på individuelle flåder...
mærk hvordan de mærker livets sug,
i maven,
hvordan du smiler o griner
Mærk hvordan det hele virker lige til og roligt
Igen..

Som en lille blomst
der ikke tør springe ud i frygt for frygten
det skal nok komme en dag,
hvor angsten flytter sig fra kroppen igen
og der igen kan åndes med lettelsen
og livsgnist

20091115

Rolighedsvej

Utroligt så bange som menneske man kan blive
Ja det er utroligt
Men det er en del af det at være menneske
Det er en del af det at leve
Og sådan er det bare
Og sådan må man lade det være
Og lade det ske
Det handler ikke om kontrol
Altid
Og det må vi
Mennesker
Prøve at acceptere
Ja vi må så
Prøve at lade tingene flyde
Lade dem danse for øjnene af os
Uden nogen form for kontrol
Uden nogen form for kontrol af det hele
Blot lade tingene ske
Som de nu vil ske
Og en ting er helt sikkert
Alting skal nok gå
Bare rolig

20091112

åh ha..

Som man da kan køre sig selv op
Og som man da gang på gang kan føle sig magtesløs
Ubehageligt
Ubeskriveligt
Uvirkeligt
...

20091110

Takforhjælp

At køre sig selv helt der ude hvor man ikke længere kan bunde
Er ret så dumt
Godt der findes mennesker
Der kan redde én ind
Folk der har lært at svømme når bølgerne er højst
For det har jeg ikke
I hvert fald ikke når det kommer
Til mig selv

Tak Jeanette

20091109

Bla bla bla

Så langt ude at jeg ikke længere gider at sige noget til det
I kan sejle jeres egen sø
Jeg ved hvem der står mig nær
Og jeg ved hvem der ikke gør
Og det kommer I aldrig til
Og som sagt før
Man kan ikke være heldig hver gang
Sejl i jeres egen sø
Ja, gør det
Indtil jeres beskidte vand er brugt op
Og der ikke længere er nok træ at fælde
Ja, til at fælde til jeres klamme både
At holde sig oppe på den måde
Ved hjælp af andre
Som i blot trækker ned ved jeres handlinger
Det er ikke for altid
Men blot midlertideligt
I synker en dag
Og sig ikke I ikke var advaret

20091108

Uophørelighed

Lettelsen
Lettelsen ved dine øjnes kontakt
Lettelsen ved en så manglende berøring
Lettelsen ved at se dig i live
Se dig levende og tilstedeværende
Lettelsen ved at du er min og at du bliver passet på
Lettelsen ved at vide hvor meget og hvor vigtig
Du er
Og lettelsen ved at du er til
Og at vi var til stede
Lettelsen ved følelsen af at en følelse kan blive så stor
Og så troende
Og så fyldestgørende og virkelig
Og lettelsen ved at du er dig
At I er jer
Og at jeg er mig
Tak verden

Menneskelig kontakt

Livet har sine betingelser
Det har sine sider
Sine uophørlige mareridt
Men det har også sine heldigheder
Sine åbenbaringer
Sine lysninger
Og sine slag
Der siger
Se dig omkring
Lyt og lev
Og opdag
Hvor mange
Hvor rigtig mange der er omkring dig
Hvor ægte de er nogle af dem
Og hvor heldig du er
Og hvor heldig jeg var
At I var til stede
At det rigtige skete
Da det forkerte var sket
Tak

Mareridt

Hvordan bilerne skar
Hvordan de så på en
I mørket
Hvordan lysene skar igennem
På en ødelæggende og intetsigende
Måde
Hvordan hjertet pumpet
Pulsen dansede der ud af
Hvordan tanker spekulationer og udråb hvirvlede rundt
Hvordan det gjorde så ubeskriveligt ondt
Hvordan hele kroppen
Fra tå til sidste hårstrå
Skreg på hjælp
Hjælp til at forstå
Til svar
Hvordan en følelse af magtesløshed
Ødelæggende og kreerende
Indtagende og trykkende
Kom snigende
Og lygterne lysene og strålerne
Blev ved
Ville intet sige
Og stilheden trak tænder ud
Med rod og blod sprøjtende
Men så kom beskeden
Opvågningen
En lettelse over alle bjerge
En udånding der sagde tak Gud
Og så kom det andet
De andre spekulationer
Sådan er vi jo
Os mennesker..
Og hvor kan
og hvor er
Livet dog skrøbeligt

20091107

jegelskerdig

Hvor kan livet dog bare være skrøbeligt nogle gange
Gudske tak og lov for der ikke skete mere
Magtesløshed er den værste følelse
Hvor gør det dog ondt
...

20091105

Ondt

Minder
Små billeder
Stykker og splinter
Sætter sig sammen
Danner
Kreerer
Opstår
Og det gør ondt
Vil ikke mindes
Vil ikke tænke

det
Det er intet
Og det
Ved jeg godt

Godmorgen

Godmorgen, siger man
Godmorgen, og lader håret dryppe
Dryp dryp dryp
Alt lys skærer
Alt mad smager rædselslagende
Maven vender sig af søvnmangel
Øjnene hænger
Men fuglene
De pip-pip'er
For uden for er der en ny dag
En frisk ny dag
Med nye oplevelser
Nye input
Der kan blive til output
Hvis man er heldig
Observer menneske
Lev
Og mærk du danser igennem livet

20091104

Lyt

Så lad mig dog leve
Så lad mig dog styre uden om alle dine planlagte planer
Så lad mig dog leve mit eget liv
Med mine kære
Og nære
Så lad mig dog være
Og behold
Dig eget liv
For dig
Selv
Tak

..

Blændende lys er ikke nødvendigvis lig positivitet.

20091103

Atfilosofereovernoget

If the fish swam out of the ocean
and grew legs and they started walking

Black and gold - Sam Sparro
Spændende, og om end ikke interessant tanke.
Lad os alle filosofere lidt over det og lad os så se om vi bliver klogere.
Tanker er spændende, og når sådanne tekster bliver kastet i hovedet på os mennesker, så er vi nogle, der tænker videre og ikke blot skråler med og glemmer efter ti sekunder.
Det er da en sjov tanke?
Noget spontanitet har aldrig skadet.. og hvor kunne det være sjovt.
Endnu en ting mennesket kunne tage afstand til, blot fordi det ville være anderledes og uforståeligt.
Hvilket rungende suk.

ingentitel

Når øjne spiser
Når de direkte æder
Når de sluger og opsuger
Når de tager alt med sig
Når de lader input
Blive til output
Når de lader ubetydelige ting til at blive
Vigtige
Kaldet inspiration
Når de lader det komme ind
I sindet
Lader det blande, mikse og rotere
For til sidst
At komme ud
Som en fantastisk fortolkning
Som en sprudlende glæde
... hvad musik dog kan gøre ved humøret.

Detsmukkeerikkealtidnemt

Når regn bliver en smuk del af helheden
Når helheden bliver en smuk del af regnen
Når alt bliver vasket rent
Når alt bliver fint og friskt
Når menneskene blander sig med det der prøver
Prøvende at skille dem ad
Gøre dem rene
Fremhæve det smukke
Lykkes det?
Overhovedet?
Nogensinde?
Næh
Og hvorfor skulle det
Det
Lad os leve i rodet
I det urene
Lad os leve og lad os finde
Individuelt og som individ alene
Vores renhed
Vores metafor for
Regn

20091102

endnu en tak

At glide sammen
Smelte sammen som i en intethed
Kun os to
dig og mig
Omgivelserne der langsomt sejler væk i en omtåget masse
Lydene forsvinder
Og det er kun dig
Dine øjne
Dit smil
og din krop jeg kan se
Hvordan blodet pumper
Hvordan det cirkulerer rundt i blodbanerne
Hvordan du konstant, hvert minut får konstateret at du lever
Ved hver berøring
Hver bølgende følelse
Som en udefinerbar størrelse der blot vokser
Og vokser
En sådan følelse
En sådan tilstedeværelse er guld værd
En tanke der siger dig at du lever
Og at du lever fordi du bliver holdt oppe
Af kærligheden
At personen og ikke kun det bånd der var i starten
Men nu et større
Og tykkere
Og om end ikke kraftigere
Bånd
Der holder jer sammen
Holder dig oppe
Holder os oppe
Binder os sammen
Dig og mig
Det er fantastisk
Uvirkeligt og så inspirerende
At være så heldig
At have taget en stor beslutning
En virkeliggørelse
En sandhed
En virkelighed og en svimlende følelse
Som en rutsjebane der aldrig
Aldrig holder op
Du er min røde tråd i mit liv
Du gør at jeg hænger sammen
At jeg har lyst til at leve
Og tak
Tak fordi du findes

kærlighed

At være forelsket til op over begge ører
At kunne mærke glæden over alt
At kunne mærke overskuddet
En fantastisk følelse der
Invaderer
Formaterer
Og opdaterer
Det er skønt
Og hvor er jeg glad
For dig
Intet menneske betyder mere for
mig
End
dig

20091101

...


Hvad musik ikke kan gøre ved en..

Fyld

Bare duften, omgivelserne, bare minder der sidder i alt.
Det gør ondt og skaber uro.
Følelsen. Og tanken.
Af at du ikke er der mere, men at vi alligevel går rundt i noget, du har været i, levet og åndet i. Grint og grædt i. Været lykkelig og mindre lykkelig i.
Det gør ondt at tænke på.
Men jeg burde måske i stedet bare tænke; alle de dejlige stunder vi havde, alle de fantastiske øjeblikke og alle de ord vi har udvekslet.
Det gør bare ondt alligevel. Det stikker som en i helvede, ødelægger og kaster.
Hvorfor skulle du også tages væk. Hvorfor er det overhovedet rimeligt? Hvordan kan det nogensinde blive rimeligt?
Jeg forstår det ikke.
Og det er stadig ikke gået op for mig. At du er væk.
Bare tanken om at gå ind af jeres runde dør, tage fat om håndtaget og træde ind over dørmåtten. Tanken om den gamle og nære stemme der plejede at strømme ned oppe fra loftet, fordi du var igang med et af dine mange projekter.
Bare tanken om, at den aldrig nogensinde kommer til at ramme mig igen. I stedet er det kulden der rammer mig lige i hovedet og fortæller mig, at du ikke længere er her, og det eneste, der er tilbage, er duften. Og følelserne.
Håndtagene, dørene og stolene. Alt minder mig om dig, alt siger mig et eller andet - det hele emmer af dig, fortæller mig, at du er her. Billederne.
Og så alligevel ikke..
Det er det, der rører mig mest, det er det, der skærer mest i mig, og det er det, der fortæller mig hårdest og mest brutalt, at du aldrig vil komme igen.
Men vi havde det godt dengang, det havde vi.
Og som du sagde til mig... "du har dit eget liv du skal leve videre nu".
Og det ved jeg godt. Og man kan ikke få alt, hvad man ønsker sig, men mit højeste ønske er, at komme ind af den så vante dør i de så vante omgivelser, at komme ind der, hvor man føler sig hjemme, hvor man følte sig hjemme, og så høre din stemme kalde på mig, og høre og se dig, se hvor glad du ville være for at se mig, og se hvor glædeligt du ville spørge til mit liv.
Og jeg ville falde i armene på dig, selvom vi aldrig har gjort det før. Jeg ville lade mine tårer få frit løb og sige at det har været alt for længe siden. Jeg vil sige at jeg har så meget at fortælle, og så meget, jeg gerne vil have du skal se og vide.
Jeg vil fortælle dig, at du aldrig nogensinde må blive væk fra mig igen..
Men det kan jeg ikke.
Aldrig nogensinde...

underlighed

Som et lille fnug, der daler lige så fint og let ned fra himlen en kold vinterdag. Så smukt alting ser ud, så ubeskriveligt og så alligevel tilstedeværende. Så uhåndgribeligt og så alligevel så lige til. Alt er hvidt, kridhvidt og minder mest af alt af intetheden. Men intetheden er smuk, den er lige til og så alligevel så kryptisk som noget overhovedet kan være. Det skærer i maven, men det er en dejlig følelse. En følelse af sne, der leger over hende. En følelse af bunker af hvidt pulver, der overmaner hende og tager hende med sig. En følelse af intetheden, der endnu engang har fat i hende. Det varmer, selvom det er noget så koldt. Det varmer inden i, at nogen forstår. At nogen gider.
Langsomt lader hun hovedet falde, lader sneen præge hendes nakke, og lader den blande sig med det store mørke hår. I dag er det den første vinterdag, den første dag i to år, det har sneet. Og med det kommer tankerne, minderne og følelserne, der har været væk.
Længe.
Det er dejligt, kulden. Kulden op over ørene, inde i ørene og over næsen. Det er dejligt at mærke, hvordan den, det hvide, de små fnug der danner større, smelter over hende. Bliver til vand, der triller lige så fint ned af kinderne på hende. Og blander sig med det salte der også danser ud fra øverst oppe.
De små hår rejser sig, de vil gerne bestemme, sige noget og have noget at skulle have sagt. Have indflydelse.
Men de får ikke lov.. det er intetheden, der har taget over.
Og det varmer.
Helt oppe. Højt over, hvor fuglene flyver, hvor skyerne danner og hvor fnugene bliver til.. helt der oppe fra kan man se en lille plet.
Og et lille smil, falme i omgivelserne...

Smerte

Som en borende kniv
Som uforståelighedens sande jeg
Som magtesløshed i højeste grad
Som virkeliggørelse
Som tilstedeværelse der gør ondt
Slip det fri
Lad det løbe
Åh
Gå nu væk