20110131

de er hjemmestrikkede
de sjælevarmere
der dækker dine håndled
- og gule
jeg tror det var din inderlighed du havde fået ned på papir
der virkelig rørte mig
tog mig fra ende til anden
det var som en flodbølge der overdyngede mig med
noget
som af mange anses som værende vigtigt og formbart
men for mig var det bare
fint
og så skrøbeligt
så ømt og så fantastisk
smukt
og det er når du siger du elsker mig at min mave snører sig sammen og mit åndedræt ikke længere vil lystre og mit hjerte bare
hopper,
en tekst der bærer præg af tankestrømme på kryds
og på tværs
er som et drikke en kop kaffe uden farve
som at kaste en bold uden at gribe
det er som at læse en tekst
prøve at forstå
men aldrig helt at fatte
indsnuse og fornemme ordene
farverne og det der egentlig
skulle have stået
det er som punktum efter komma
som en skreven tekst uden bid
det er som regn uden sensommer
som kærlighed uden kys
- det er som et oversvømmet sind
som en båd uden årer
en lyst og en ulyst
som en tåre uden nogen
eller noget
at falde tilbage på...

20110130

som et springbræt for alle andre
alene tilbagestående
men alligevel langt fremme
og blandt stregerne fortovene bilerne lygtepælene - og stjernerne
det hele føles så tåget
det er som små prikker over det hele
muligvis stjernestøv der drysser ned over dig
og det eneste jeg kan se
er dig
der er en bagvedliggende grund til et hvert menneskes gøren
om end den bevidst ligger og koger i det indre da opgaven udføres
eller mennesket i det givne øjeblik føler sig sindssyg fordi grunden der til ikke kan ses
men kun høres
- i det ubevidste

20110129

og en tynd fletning
flettet om dit hoved
mit hjerte
flettet sammen med
dit
din rygsøjle skinner ud
og over det hele
skuldrebladene ligner dine vinger
og hænderne en sød kokosnød
flækket halvt over
og i hans arme holdt han hende
tæt ind til kroppen
tæt på hjertet
og dets pulserende dans
hun var ikke i tvivl
skønt hun ikke længere selv
kunne danse
reverie
intet ansigtsudtryk men en kropsholdning der fortæller mere end hvad dine øjne ville have sagt
som en balletdanser i bløde slidte sko hen over et glasbetrådt gulv
det ser så fint
så enkelt ud
sådan som de springer
dannes og udvikles
,
vores fødder spejles i vandets overflade
broen er vores værested
det er her vi sidder
her vi tænker
her vi tror vores liv begynder
overfladen er blank,
vores fødder grove
så fint
og intet
og alt sigende
du siger mit hår kruser
at det ligner en busk uden blade
jeg siger jeg er ligeglad
og i mit stille indre tænker jeg
at jeg
om sommeren
i det mindste har de grønne
svimlende omstridte farver
om mig
som en beskyttet hinde
uden omsvøb
din klang er så..
fin
som et nypoleret rødvinsglas
som små barnefingre uden nogen form for
oplysning
og så fyldt med lyst til
livet
dit hjerte banker som en stjernestrøm af en ombefattet rusfølelse
helt
ud i tæerne
og det er bag tankestruktioner det hele findes
det er her det bobler
siler
glider
og indbefatter
bag det grågrønne
det rødlige
og den purpurrøde farve
det er hér
du finder hvad du leder efter

20110127

for dig er fliserne andet end det vi andre går og betræder
og du står med en kuffert
lilla blomster i din venstre armhule
og dine ord siger at du aldrig forlader mig
at det regner udenfor nu
men at du har en paraply
den matcher himmelstrøgene
og sammen
os to
under paraplyen
under stjernestøv og
os to under skud
sammen
hånd i hånd
dine hænder... er så virkelige
så langt væk
og så tæt på
dine hænder er så sanselige
rørende og så
sigende
din gynge har altid været fin
og højere
end min

20110126

og det er som når du fylder dine håndflader med vand
ser på det
observerer hvordan det folder sig i dine folder
lytter til dets skvulpen
og så
når du puster til det og vi sammen ser på dråberne
hvordan de tager form - springer ud og over kanterne
og til sidst er kun enkelte tilbage
dråber der triller rundt
og flader
der blot er indsvøbt med en fyldt masse
din hånd der danner omkreds om dit ansigt
dit hoved
dine øjne og din mund
din hånd der lukker for det
der skulle sige
så meget
de siger du er dygtig fordi du endelig giver slip
de siger det er flot at du kan læne dig tilbage
ligesom de andre
de siger du er dygtig fordi... du endelig giver slip
men
de ved ikke at den eneste grund til du gav slip
var fordi du mistede håbet
og det
vil du ikke roses for
du er en sort silhuet i det kridhvide landskab
omkring dig danser noder og ord der farver alt
dit indre
og det er sekundet hun falder i dyb søvn med hovedet på den lyse hovedpude, håret flydende ud over alle kanter og det bankende hjerte under det tynde lagen, at du kysser hende på næsen, hvisker hende i øret at hun minder dig om dit bedste barndomsminde.
du ved hun ikke hører med hovedet, men med noget der husker og skaber langt mere; med hjertet.
i det sekund du har sagt det for anden gang ser du hende smile og mærker under din hånd, hvordan hendes hjerte danner et blidt ekstra slag til ære for dig... og din tilstedeværelse.
to prikker i horisonten der fortæller deres historie

du siger min mund minder om lune sommeraftner og jordbær på stribe
jeg siger at min mund aldrig ville ligne en sådan tilstand
du siger at den smiler til dig
jeg siger du lyver og vender ryggen til dig
du råber at kontraster oftest finder hinanden
jeg hører dig godt men lader som intet
så hører jeg dig hviske at mit sind ønsker dig
jeg vælter omkuld
og græder
meningsløst
intetsigende
og langt fra givende
dannende
og sansende
det er punktummer efter kommaer
lige rækker og linjer
et to og tre
efter hinanden
det er ikke som dråben der langsomt glider ned af bladet
eller som solen der gemmer sig bag bjergtoppene og sender de sidste stråler ud
og aldrig har det været som to mennesker der sanser og længes efter hinanden
det har aldrig været
og kommer aldrig til
at være æstetisk og som en sprængt boble
man alligevel fanger i splitsekundet den ønsker at forsvinde
ud i intetheden
tværtimod
bliver det ved og vil altid være
som en klat mudder på afbrændt asfalt
meningsløst og intetsigende
sanseløst og
grimt
det er tunge øjne
et smadret sind
rodet virvar af virkelighed
og en evighed inde bag ordene
bogstaverne og alt det uforståelige
der skaber en følelse af
melankoli og
intethed
og mit hoved fortættes smadres og fyldes op med ord begreber og tidsaldre de siger jeg skal kunne
men som jeg ikke kan

20110122

du står der ude i højre side
og græder
venstreside er forbeholdt glæden
,
dine øjne er skåret ud af billedet
det er kun dine ben
lange arme
spinkle talje
og din mund der hviler og giver udtryk
til mit indtryk
.. min fod var på linje med horisonten
og det handler om overgangene
overgangene fra det basale til det skrøbelige
det er overgangene her
der skaber dét der er hele pointen
du siger mine fingre mest af alt minder om simple tråde der hver gang jeg taler kludrer sig ind i en usamhørig masse der alligevel er så æstetisk at det gør ondt der
i dit hjerte
nattens damp tåge og tilstedeværelse
overmaler os
hvem vi er hvad vi bliver til
kan vi ikke længere
selv
bestemme 
og det er som skifter du karakter
ansigtstræk og sind
når jeg udtømmer de bløde ord

20110120

jeg er en tynd væg
og meget skal ryges
for at trænge igennem

20110119

om du så tømmer min sjæl
hver dag
vil jeg altid være der

20110118

det er følelsen af to kontraster der skaber en sådan dynamik overfor hinanden at jeg ikke tør tro at hverken det ene eller det andet
finder sted
og jeg ryster stadig når jeg gennemgår de perioder
måneder
år
og situationer i mit liv
dengang
jeg tror mine træsko var røde, mit hår langt som altid - du havde sikkert sagt at jeg skulle sætte det op, fordi mit ansigt flød væk i en søllet masse sådan som jeg gik og så ud.
du mente det sikkert godt, men jeg var syv år.
min viden om mennesket og dets reaktioner og ikke mindst tanker i en alder af syv år var ikke på det plan man ville kalde for det højeste - men jeg tror du troede at jeg var lige så voksen som dig.
spørgsmålet er så bare om det var en positiv ting
- for hvor voksen var du egentlig selv?
og egentlig tror jeg ikke det var følelsen da du for tiende gang smækkede døren i hovedet på mig, følelsen da du fortalte mig med dine hårde ord at jeg ikke kunne finde ud af noget inden for nogens rækkevidder - overhovedet.. men jeg tror nærmere det var følelsen der krøb ind i mig, bosatte sig og blev sidende som en mus der endelig havde fundet sit hul - dengang du smed den sten væk jeg havde samlet op til dig nede på stranden.
du sagde at den alligevel blev grim når den tørrede.
men jeg var syv år. jeg syntes stenen var flot i det givne øjeblik og jeg ville give dig den fordi jeg var stolt over mit fund.
og det var ikke engang en pæn måde du lagde den tilbage på.. du smed den. jeg stod i sandet, der tæt på stien der førte op til vores båd i sommerhuset, og så til hvordan den ramlede sammen med alle de andre sten - som den eneste - våd og slebet af vandet.
og så gik du. vendte mig ryggen og råbte et halvt minut efter - vel i troen om at jeg vellydt tøffede efter dig - at jeg kunne fjerne min cykel oppe på terrassen nu jeg alligevel gik forbi den - det blev jo snart mørkt.
det havde du alligevel bidt mærke i - at jeg var bange for mørket.
men jeg blev stående i sandet velvidende om dit temperament der ville flyde over som en gryde i rasende kog - men jeg gik i en anden retning. slæbte mine røde sandaler hen over sandet, mærkede hvordan sandet krøb ind og afmærkede mine fodballer. da jeg nåede vandet nød jeg følelsen af vandet der sivede ind fra alle huller og kanter - selvfølgelig med dit rasende hoved i tankerne.
da den syvende bølge malede mine buksekanter gennemsigtige fik jeg øje på endnu en sten. selv syntes jeg den var flot, men..
følelsen af den givne situation jeg lige havde været ude for gjorde at jeg ikke samlede den op, men i stedet lod den ligge.
jeg var syv år. syv år, og kunne stadig ikke forstå hvorfor du havde smidt den væk.
og så var det endda bare... en sten.
mit spørgsmål er så bare om du overhovedet er i stand til at miste indse og være til stede
på én
og samme tid
jeg tror det ikke,
men det er det du beder mig om det du har bedt mig om - altid
og mine ord ligger i min spinkle hånd flettet ind i din robuste verden
størst er ikke frygten for det anderledes
misundelsen og ej heller skyggen af noget ønsket
men i stedet
troen på at det du står i nu
er vigtigt
og omend ikke rigtigt for dig,
- det største der kan opnås
og det nyslåede græs pirrer alligevel din rygsøjle
for der findes ingen
der er grundige
nok
din øreflip minder om noget jeg ikke længere kan sætte ord på
søvndrukken lukker jeg op for mine sanser
halv-gennemtrængelig for lyde og omverdens triller
og ved siden af mig ligger du
dit hoved hviler tungt på den blålige pude
dit åndedrag er langt fra mig og det er da mine venstre arm løfter mig
da pulsen pumper og øjnene åbner sig
at jeg ser hvad jeg ikke længe har set
du er jo skrøbelig
der i søvnen

20110117

og vi er så gennemsigtige begge to
og alligevel så virkelighedsnære som en
sæbeboble
afklædt siger de du er
men jeg ser mere end først antaget
du siger det ligger derude et sted
jeg skal bare lede
eftersøge endevende og afmærke
de svajende strå der blødt hviler i atmosfæren
og de blander sig med dine ord om dig mig
og det du siger jeg er værd
mit vindue står åbent
jeg ryger,
det er derfor det står åbent - mit vindue
jeg ved ikke hvorfor jeg gør det
men min krop siger at det giver mig noget
æstetisk
altså
at ryge
mine ben hviler ud over altankanten
jeg har kun en hånd til rådighed i det givne minut
og kun et hjerte
til at fortælle hvad jeg ønsker
og det at vores tanker leder os hen til det punkt hvor vi ikke længere tænker men i stedet lader sanserne og det givne øjeblik styre hvad der sker omkring os er det der kaldes elegant smukt og ord der skaber billeder i hovedet af det skrøbelige for det er her vi virkelig lever og det er her
vi tør
og hver nat skaber dine øjne ord
dine kys minutter
og når du tager mig i hånden
hvisker at imorgen bliver en god dag
så tror jeg dig
og jeg lader endda dine arme hvile
rundt om mit
liv
småsten på en græsbelagt grusvej
blodpletter over den grågrønne illusion
fødder der træder
men alligevel aldrig tør
sådan rigtigt
,
og over en fuldendt sårskorpe skriver jeg smukke mennesker uden nogen form for tegnsætning
og det er i virkeligheden det
der skal til
og mit papir er blankt
lidt ligesom himlen i dag
og alligevel siger det alt
og mere til
specielt da du beder mig tegne
og jeg langt fra tegner
men spytter
nu er mit papir ikke længere
blankt
at du blotter dit bryst
fortæller at du ingen sandheder kender
at den klokke der hverdag ringer syv minutter over tolv
mest af alt minder om en betontrappe
et kranium der smadres og en blomst der
udspringer
men at du blotter dit bryst
trækker dit skind
over hovedet
skaber ikke sandheder
og langt fra forklaringer på klokken
betontrappen
det udsprungne kranium og den ødelagte
blomst
og du siger ikke noget
selvom det gør ondt
du tier blot
lukker dig inde
tror det er der inde
bag alt det andet
at det findes
det der skal gøre dig hel
det der skal skabe forståelse
du tror virkelig at det findes
derinde
det du har søgt siden du blev sat til verden
uden egentlig at vide hvad det er
du søger
og sammen drikker vi mælk af vinglas
tæller stjerner på en solrig sensommeraften
os to,
vi er isterninger der gang på gang overlever
det varme
og selvsamme underlag
du siger jeg er sær
jeg siger verden er usand
og et ufærdigt digt er som et påbegyndt verbaltoverfald der bliver ved med at fugte væggene indtil det endnu engang gribes
- og gøres færdigt.
først derefter enten oplyser
eller ødelægger
det.
og jeg tror jeg finder det
sirligt
hver gang din hånd griber om det
fører det op til munden
og måden hvorpå dine fingre slipper taget
som slap du en line til omverden
det er så brutalt
og skrøbeligt som en sårskorpe
men det er sådan du er
og det fortsætter

20110115

og musikken kryber ind i mit indre
spiller hvirvler rundt og trykker på tangenter
der aldrig er blevet spillet på før
og så kommer de
ordene
ordspillene og sætningerne
men ingen ved hvor
fra
du siger det smager af plastic,
når du ser ud på verden
det er de små øjeblikke jeg lever for
de små øjeblikke hvor min hjerne
og det jeg kreativt udfører
smelter sammen
bliver én stor helhed og pludselig
pludselig giver mening
og giver en overvældende
urummelig energi
og det var først
da
jeg så mig selv ude fra
som en anden
et væsen der lever
agerer og gør
at jeg begyndte at forstå
se, opfatte
og være ok med det,
mig - jeg
og det er frygten der skaber angsten
angsten der skaber begrænsningerne
begrænsningerne der skaber rutinerne
rutinerne der skaber tankerne
tankerne der skaber ulideligheden 
ulideligheden der skaber det nye
det nye der skaber perspektivet
perspektivet der skaber...
frygten
du holder appelsinerne op foran øjnene
de er gule, jeg kan se kanterne
og kernerne
du siger det er dine øjne
at du ser gult orange og hvidt
og jeg får lyst til at observere dig
se dig gå
frem og tilbage
alene på gulvet
knogle-spilleri
syv og en halv smøg
og så siger du at det intet betyder
hvisker at min krop fryser
jeg synker blot og hiver en ny
frem
det kaldes oversvømmet savn

20110113

og det er når alt udefrakommende
al påvirkeligt og tilstedeværende
bliver til luft
utydelighed
gennemsigtigheden af den vidende
og tilstedeværende
følelse
sandhed og ikke mindst
boble af samhørighed
fra punkt
og lige præcis
til prikke
det er som bløde melodier fra øregangen
hjerteprosa og skrøbelighed
når du skærer til
brækker over
og samler igen

20110112

og de siger du er nøgen
men jeg ser så meget
mere
og mest
ud af boblen
igennem glasset
der,
da ser du
og du er pakket ind i silke
ud af dine øjne flyder de største oversvømmelser
dine panderynker fortæller en historie
hver og en
og din stemme er sprød som brødet på din tallerken
men du bruger ikke smør længere
du fortæller sjældent nu
sidder blot stille for dig selv
og nyder det
æstetikken i nuet
nu
de siger knoglerne stikker ud
at du har ødelagt din krop og at dine hænder ligner små poser
uden greb
de siger at dine ben snart falder sammen under dig
at du ikke kan tale længere
du, de siger virkelig at du ikke kan lide dig selv
men er det rigtig?
de siger du altid har snydt
løjet
bildt ind og aldrig sagt sandheden
men...
jeg tror gerne du vil leve
det vil du da,
ikke?
sammen ser vi himlen farve sig
vi hører duggen lægge sig i græsset
fuglene trække i vingerne
og sammen er vi to åndedræt
to hjerter
én kærlighed
udsprunget af alt
og i alt
og du hvisker i mit øre at jeg er så lille
som aldrig før
som det lille bygkorn ved siden af de store bjergklipper
og du kysser mig på kinden
tørrer tårer væk fra min hals
siger at du vil passe på mig
altid
og det er alligevel ikke livets påfaldende øjeblikke der i det skrevne øjeblik er det sande
men frem for alt det impulsive der skaber strømme pirrelighed og
æstetik
det er som bløde læber over en sirlig sangtekst
du sagde det var opskriften på livet,
drømmene
så tegnede du snørklede bogstaver
bildte mig ind at det sagte ord intet var værd
og at det skrevne,
var alt
jeg tror ikke du talte til mere end sytten
dengang vi legede,
da vi var små
du sagde du talte til tyve og ikke ville snyde
dengang på bakken,
da du var ældst og jeg mindst
du sagde at mit hår krøllede i enderne
at mine øjne flød i vinden
og at min hånd i din var som den flotteste tegning
men jeg hadede tegninger
tegninger var fyldt med farver
og farver skar mig i mine øjne
.. og jeg tror ikke du talte sandt men løj
dengang vi var uvidende,
der - i rusen af barneleg og intethed
dine tætomslyngede arme om hendes krop siger alt andet end hvad regnen prøvede at fortælle mig idag
det er sandkornene der lister sig ind under mine fødder når jeg går
det er tornene fra buskene der river ud efter mig når jeg løber
det er mørket der fuldstændig mistolker mine sanser når jeg græder
dine ord er ikke nok og min samvittighed intet
undskyld, siger du
til vinden
undeskyld, fordi jeg også
lever
ud og indånder dig
og alt det andet
, undskyld
og det gør ondt i mit hoved
imens pirrer frosten blot de grågrønne blade
vælter rundt på nat og på dag
og jeg
ja
jeg siger blot det gør ondt

20110110

hun har bundet sløjfen tæt
sløjfen om hendes liv
det er det fine i dine spinkle fingre der blidt berører hver enkelt lille sandkorn
det er dit altsigende smil
og det er når du tager hans hånd
fortæller ham at stjerneskud er alt andet end hvad han tror
det er da du ømt påpeger at livet er skrøbeligt
men at du stadig har tænkt dig at leve det
det er her han kysser dig
fæstner sig fast
i dit hjerte -
sind
og hun i Paris
han i Frankrig
så langt fra hinanden
men alligevel så tætomslynget
i hjertet
tankerne
og ikke mindst i
livet
du siger mine ben er tændstikker
jeg siger du lyver
tætomslynget i en røgsky spørger
du
så kysser
jeg
men det er ikke skyggerne der deler dem
langt fra
det er måden de griber efter stjernerne
det er måden de gemmer
og erindrer
det er måden de hader
og elsker
hårstrøg
fine hårstrøg
lag på lag på lag
findelte skrøbelige
og så evighedssøgende
og med ord stammelser opblødte substrater
så spurgte han
jeg svarede i en drøm
og midt i vindens susen
musikkens overophedede rytmer
sagde han at han selv kom fra
skyerne

20110108

det er sanseberøringer snørklet om lillefingeren
og din rygsøjle minder mig om en snoet vej
jeg falder glider tramper
og kan ikke finde plads
men den er der jeg går der
og jeg er tilstede
hvert bump på din rygsøjle
svøbt ind i hud og farvepigmenteringer
minder mig mest af alt om det jeg gerne vil
men ikke må
,
og det handler om at se ud over det kantede
det portrætterede
det skete og det iøjefaldende
det der virkelig giver noget
det er det usete
det der ikke anses som fremkommeligt
der skaber
kreerer og stykker sanserne
sammen og hver for sig
og det er måden dine fingre flyder over tastaturet over mine skuldre over mine læber
det er måden du udtaler kærlighed med kys
og ømhed
du spørger ikke engang
spiller blot videre
nikker
de ved ikke hvor de hører til, siger du
jeg ser ud af vinduet
observerer bladene i vinden
regnen ned af de kolde ruder
og tårerne ned af mine kinder
du siger jeg ikke behøver at græde, du spiller en ny akkord
jeg kan intet nyt se
så jeg græder videre
en tåre for det uforklarlige der finder sted

20110104

og det er din ømhed
over for så meget
og alt
der får mit hjerte til at slå
hårdt
og levende
gulvbrædderne er kolde på mine spinkle tæer
skal du have sukker, spørger du
din stemme er som honning
og udenfor sneer det
jeg svarer ikke,
kysser dig blot
du famler i blød tåge
kysser sandpapirslæber
synger oprørske sange
men lever i en drømme verden
med et sind der siger alt andet end
hårdhed
som en sirlig regn
i tankerne
som minder fra sommeren
et blødt blad
og en mund der former ord
kys
og menneskelighed 
og det er dine hænder
skuldre
din ånde
og åndedrag
dit sind
og dit blodrøde hjerte
hver nat
dag
og minut, sekund
ikke mindst måneder
og år
der omfavner mig
lever ind
ud og over mig
under mig og
i mig
dine kælighedskys luller mig i søvn til melodien af din hjerterytme der fortæller om et hoved springfyldt med glæde og særlighed
og det er vel egentlig følelsen af en dag fyldt med udfordringer der ikke kun har givet hårde nedslag men også lærdom helt ud i fingerspidserne
tunge øjenlåg over en tynd men opsigtsvækkende kop te

20110101

som små sommerfugle vinger over mit hoved
i mit hjerte
mave
og imellem
dig og mig
sammen, siger du
du smiler altid når mit sind græder
så heler jeg
et nyt år, siger du
så kysser du mig på min næse
jeg hvisker at jeg glæder mig til en masse nye stunder
og selvom du ved at jeg er angst
for alt
så klarer vi det sammen,
siger du