de er hjemmestrikkede
de sjælevarmere
der dækker dine håndled
- og gule
20110131
20110130
20110129
20110127
20110126
og det er som når du fylder dine håndflader med vand
ser på det
observerer hvordan det folder sig i dine folder
lytter til dets skvulpen
og så
når du puster til det og vi sammen ser på dråberne
hvordan de tager form - springer ud og over kanterne
og til sidst er kun enkelte tilbage
dråber der triller rundt
og flader
der blot er indsvøbt med en fyldt masse
ser på det
observerer hvordan det folder sig i dine folder
lytter til dets skvulpen
og så
når du puster til det og vi sammen ser på dråberne
hvordan de tager form - springer ud og over kanterne
og til sidst er kun enkelte tilbage
dråber der triller rundt
og flader
der blot er indsvøbt med en fyldt masse
og det er sekundet hun falder i dyb søvn med hovedet på den lyse hovedpude, håret flydende ud over alle kanter og det bankende hjerte under det tynde lagen, at du kysser hende på næsen, hvisker hende i øret at hun minder dig om dit bedste barndomsminde.
du ved hun ikke hører med hovedet, men med noget der husker og skaber langt mere; med hjertet.
i det sekund du har sagt det for anden gang ser du hende smile og mærker under din hånd, hvordan hendes hjerte danner et blidt ekstra slag til ære for dig... og din tilstedeværelse.
du ved hun ikke hører med hovedet, men med noget der husker og skaber langt mere; med hjertet.
i det sekund du har sagt det for anden gang ser du hende smile og mærker under din hånd, hvordan hendes hjerte danner et blidt ekstra slag til ære for dig... og din tilstedeværelse.
du siger min mund minder om lune sommeraftner og jordbær på stribe
jeg siger at min mund aldrig ville ligne en sådan tilstand
du siger at den smiler til dig
jeg siger du lyver og vender ryggen til dig
du råber at kontraster oftest finder hinanden
jeg hører dig godt men lader som intet
så hører jeg dig hviske at mit sind ønsker dig
jeg vælter omkuld
og græder
jeg siger at min mund aldrig ville ligne en sådan tilstand
du siger at den smiler til dig
jeg siger du lyver og vender ryggen til dig
du råber at kontraster oftest finder hinanden
jeg hører dig godt men lader som intet
så hører jeg dig hviske at mit sind ønsker dig
jeg vælter omkuld
og græder
meningsløst
intetsigende
og langt fra givende
dannende
og sansende
det er punktummer efter kommaer
lige rækker og linjer
et to og tre
efter hinanden
det er ikke som dråben der langsomt glider ned af bladet
eller som solen der gemmer sig bag bjergtoppene og sender de sidste stråler ud
og aldrig har det været som to mennesker der sanser og længes efter hinanden
det har aldrig været
og kommer aldrig til
at være æstetisk og som en sprængt boble
man alligevel fanger i splitsekundet den ønsker at forsvinde
ud i intetheden
tværtimod
bliver det ved og vil altid være
som en klat mudder på afbrændt asfalt
meningsløst og intetsigende
sanseløst og
grimt
intetsigende
og langt fra givende
dannende
og sansende
det er punktummer efter kommaer
lige rækker og linjer
et to og tre
efter hinanden
det er ikke som dråben der langsomt glider ned af bladet
eller som solen der gemmer sig bag bjergtoppene og sender de sidste stråler ud
og aldrig har det været som to mennesker der sanser og længes efter hinanden
det har aldrig været
og kommer aldrig til
at være æstetisk og som en sprængt boble
man alligevel fanger i splitsekundet den ønsker at forsvinde
ud i intetheden
tværtimod
bliver det ved og vil altid være
som en klat mudder på afbrændt asfalt
meningsløst og intetsigende
sanseløst og
grimt
20110122
20110118
jeg tror mine træsko var røde, mit hår langt som altid - du havde sikkert sagt at jeg skulle sætte det op, fordi mit ansigt flød væk i en søllet masse sådan som jeg gik og så ud.
du mente det sikkert godt, men jeg var syv år.
min viden om mennesket og dets reaktioner og ikke mindst tanker i en alder af syv år var ikke på det plan man ville kalde for det højeste - men jeg tror du troede at jeg var lige så voksen som dig.
spørgsmålet er så bare om det var en positiv ting
- for hvor voksen var du egentlig selv?
og egentlig tror jeg ikke det var følelsen da du for tiende gang smækkede døren i hovedet på mig, følelsen da du fortalte mig med dine hårde ord at jeg ikke kunne finde ud af noget inden for nogens rækkevidder - overhovedet.. men jeg tror nærmere det var følelsen der krøb ind i mig, bosatte sig og blev sidende som en mus der endelig havde fundet sit hul - dengang du smed den sten væk jeg havde samlet op til dig nede på stranden.
du sagde at den alligevel blev grim når den tørrede.
men jeg var syv år. jeg syntes stenen var flot i det givne øjeblik og jeg ville give dig den fordi jeg var stolt over mit fund.
og det var ikke engang en pæn måde du lagde den tilbage på.. du smed den. jeg stod i sandet, der tæt på stien der førte op til vores båd i sommerhuset, og så til hvordan den ramlede sammen med alle de andre sten - som den eneste - våd og slebet af vandet.
og så gik du. vendte mig ryggen og råbte et halvt minut efter - vel i troen om at jeg vellydt tøffede efter dig - at jeg kunne fjerne min cykel oppe på terrassen nu jeg alligevel gik forbi den - det blev jo snart mørkt.
det havde du alligevel bidt mærke i - at jeg var bange for mørket.
men jeg blev stående i sandet velvidende om dit temperament der ville flyde over som en gryde i rasende kog - men jeg gik i en anden retning. slæbte mine røde sandaler hen over sandet, mærkede hvordan sandet krøb ind og afmærkede mine fodballer. da jeg nåede vandet nød jeg følelsen af vandet der sivede ind fra alle huller og kanter - selvfølgelig med dit rasende hoved i tankerne.
da den syvende bølge malede mine buksekanter gennemsigtige fik jeg øje på endnu en sten. selv syntes jeg den var flot, men..
følelsen af den givne situation jeg lige havde været ude for gjorde at jeg ikke samlede den op, men i stedet lod den ligge.
jeg var syv år. syv år, og kunne stadig ikke forstå hvorfor du havde smidt den væk.
og så var det endda bare... en sten.
du mente det sikkert godt, men jeg var syv år.
min viden om mennesket og dets reaktioner og ikke mindst tanker i en alder af syv år var ikke på det plan man ville kalde for det højeste - men jeg tror du troede at jeg var lige så voksen som dig.
spørgsmålet er så bare om det var en positiv ting
- for hvor voksen var du egentlig selv?
og egentlig tror jeg ikke det var følelsen da du for tiende gang smækkede døren i hovedet på mig, følelsen da du fortalte mig med dine hårde ord at jeg ikke kunne finde ud af noget inden for nogens rækkevidder - overhovedet.. men jeg tror nærmere det var følelsen der krøb ind i mig, bosatte sig og blev sidende som en mus der endelig havde fundet sit hul - dengang du smed den sten væk jeg havde samlet op til dig nede på stranden.
du sagde at den alligevel blev grim når den tørrede.
men jeg var syv år. jeg syntes stenen var flot i det givne øjeblik og jeg ville give dig den fordi jeg var stolt over mit fund.
og det var ikke engang en pæn måde du lagde den tilbage på.. du smed den. jeg stod i sandet, der tæt på stien der førte op til vores båd i sommerhuset, og så til hvordan den ramlede sammen med alle de andre sten - som den eneste - våd og slebet af vandet.
og så gik du. vendte mig ryggen og råbte et halvt minut efter - vel i troen om at jeg vellydt tøffede efter dig - at jeg kunne fjerne min cykel oppe på terrassen nu jeg alligevel gik forbi den - det blev jo snart mørkt.
det havde du alligevel bidt mærke i - at jeg var bange for mørket.
men jeg blev stående i sandet velvidende om dit temperament der ville flyde over som en gryde i rasende kog - men jeg gik i en anden retning. slæbte mine røde sandaler hen over sandet, mærkede hvordan sandet krøb ind og afmærkede mine fodballer. da jeg nåede vandet nød jeg følelsen af vandet der sivede ind fra alle huller og kanter - selvfølgelig med dit rasende hoved i tankerne.
da den syvende bølge malede mine buksekanter gennemsigtige fik jeg øje på endnu en sten. selv syntes jeg den var flot, men..
følelsen af den givne situation jeg lige havde været ude for gjorde at jeg ikke samlede den op, men i stedet lod den ligge.
jeg var syv år. syv år, og kunne stadig ikke forstå hvorfor du havde smidt den væk.
og så var det endda bare... en sten.
søvndrukken lukker jeg op for mine sanser
halv-gennemtrængelig for lyde og omverdens triller
og ved siden af mig ligger du
dit hoved hviler tungt på den blålige pude
dit åndedrag er langt fra mig og det er da mine venstre arm løfter mig
da pulsen pumper og øjnene åbner sig
at jeg ser hvad jeg ikke længe har set
du er jo skrøbelig
der i søvnen
halv-gennemtrængelig for lyde og omverdens triller
og ved siden af mig ligger du
dit hoved hviler tungt på den blålige pude
dit åndedrag er langt fra mig og det er da mine venstre arm løfter mig
da pulsen pumper og øjnene åbner sig
at jeg ser hvad jeg ikke længe har set
du er jo skrøbelig
der i søvnen
20110117
at du blotter dit bryst
fortæller at du ingen sandheder kender
at den klokke der hverdag ringer syv minutter over tolv
mest af alt minder om en betontrappe
et kranium der smadres og en blomst der
udspringer
men at du blotter dit bryst
trækker dit skind
over hovedet
skaber ikke sandheder
og langt fra forklaringer på klokken
betontrappen
det udsprungne kranium og den ødelagte
blomst
fortæller at du ingen sandheder kender
at den klokke der hverdag ringer syv minutter over tolv
mest af alt minder om en betontrappe
et kranium der smadres og en blomst der
udspringer
men at du blotter dit bryst
trækker dit skind
over hovedet
skaber ikke sandheder
og langt fra forklaringer på klokken
betontrappen
det udsprungne kranium og den ødelagte
blomst
og du siger ikke noget
selvom det gør ondt
du tier blot
lukker dig inde
tror det er der inde
bag alt det andet
at det findes
det der skal gøre dig hel
det der skal skabe forståelse
du tror virkelig at det findes
derinde
det du har søgt siden du blev sat til verden
uden egentlig at vide hvad det er
du søger
selvom det gør ondt
du tier blot
lukker dig inde
tror det er der inde
bag alt det andet
at det findes
det der skal gøre dig hel
det der skal skabe forståelse
du tror virkelig at det findes
derinde
det du har søgt siden du blev sat til verden
uden egentlig at vide hvad det er
du søger
20110115
20110113
20110112
og du er pakket ind i silke
ud af dine øjne flyder de største oversvømmelser
dine panderynker fortæller en historie
hver og en
og din stemme er sprød som brødet på din tallerken
men du bruger ikke smør længere
du fortæller sjældent nu
sidder blot stille for dig selv
og nyder det
æstetikken i nuet
nu
ud af dine øjne flyder de største oversvømmelser
dine panderynker fortæller en historie
hver og en
og din stemme er sprød som brødet på din tallerken
men du bruger ikke smør længere
du fortæller sjældent nu
sidder blot stille for dig selv
og nyder det
æstetikken i nuet
nu
de siger knoglerne stikker ud
at du har ødelagt din krop og at dine hænder ligner små poser
uden greb
de siger at dine ben snart falder sammen under dig
at du ikke kan tale længere
du, de siger virkelig at du ikke kan lide dig selv
men er det rigtig?
de siger du altid har snydt
løjet
bildt ind og aldrig sagt sandheden
men...
jeg tror gerne du vil leve
det vil du da,
ikke?
at du har ødelagt din krop og at dine hænder ligner små poser
uden greb
de siger at dine ben snart falder sammen under dig
at du ikke kan tale længere
du, de siger virkelig at du ikke kan lide dig selv
men er det rigtig?
de siger du altid har snydt
løjet
bildt ind og aldrig sagt sandheden
men...
jeg tror gerne du vil leve
det vil du da,
ikke?
jeg tror ikke du talte til mere end sytten
dengang vi legede,
da vi var små
du sagde du talte til tyve og ikke ville snyde
dengang på bakken,
da du var ældst og jeg mindst
du sagde at mit hår krøllede i enderne
at mine øjne flød i vinden
og at min hånd i din var som den flotteste tegning
men jeg hadede tegninger
tegninger var fyldt med farver
og farver skar mig i mine øjne
.. og jeg tror ikke du talte sandt men løj
dengang vi var uvidende,
der - i rusen af barneleg og intethed
dengang vi legede,
da vi var små
du sagde du talte til tyve og ikke ville snyde
dengang på bakken,
da du var ældst og jeg mindst
du sagde at mit hår krøllede i enderne
at mine øjne flød i vinden
og at min hånd i din var som den flotteste tegning
men jeg hadede tegninger
tegninger var fyldt med farver
og farver skar mig i mine øjne
.. og jeg tror ikke du talte sandt men løj
dengang vi var uvidende,
der - i rusen af barneleg og intethed
dine tætomslyngede arme om hendes krop siger alt andet end hvad regnen prøvede at fortælle mig idag
det er sandkornene der lister sig ind under mine fødder når jeg går
det er tornene fra buskene der river ud efter mig når jeg løber
det er mørket der fuldstændig mistolker mine sanser når jeg græder
dine ord er ikke nok og min samvittighed intet
det er sandkornene der lister sig ind under mine fødder når jeg går
det er tornene fra buskene der river ud efter mig når jeg løber
det er mørket der fuldstændig mistolker mine sanser når jeg græder
dine ord er ikke nok og min samvittighed intet
20110110
det er det fine i dine spinkle fingre der blidt berører hver enkelt lille sandkorn
det er dit altsigende smil
og det er når du tager hans hånd
fortæller ham at stjerneskud er alt andet end hvad han tror
det er da du ømt påpeger at livet er skrøbeligt
men at du stadig har tænkt dig at leve det
det er her han kysser dig
fæstner sig fast
i dit hjerte -
sind
det er dit altsigende smil
og det er når du tager hans hånd
fortæller ham at stjerneskud er alt andet end hvad han tror
det er da du ømt påpeger at livet er skrøbeligt
men at du stadig har tænkt dig at leve det
det er her han kysser dig
fæstner sig fast
i dit hjerte -
sind
20110108
du spørger ikke engang
spiller blot videre
nikker
de ved ikke hvor de hører til, siger du
jeg ser ud af vinduet
observerer bladene i vinden
regnen ned af de kolde ruder
og tårerne ned af mine kinder
du siger jeg ikke behøver at græde, du spiller en ny akkord
jeg kan intet nyt se
så jeg græder videre
spiller blot videre
nikker
de ved ikke hvor de hører til, siger du
jeg ser ud af vinduet
observerer bladene i vinden
regnen ned af de kolde ruder
og tårerne ned af mine kinder
du siger jeg ikke behøver at græde, du spiller en ny akkord
jeg kan intet nyt se
så jeg græder videre
20110104
Abonner på:
Opslag (Atom)