20091025

Min klippe.

Jeg savner dig hver dag, tænker på dig ofte.
Nogle af dine sidste ord til mig sidder indprentet i mit sind. Og jeg vil altid efterleve dem.
Jeg har gjort, som du sagde, og det vil jeg blive ved med.
Din sidste handling inden jeg sagde farvel, inden jeg så dig for sidste gange, levende, men med et hjerte, der ikke kunne mere.
Dit kram, din krop, der sagde mig alting. Jeg vidste, hvad du ville sige, og jeg vidste, hvad du ville have sagt, hvis du havde kunnet tale.
Du betød alt for mig, selvom det ikke var så tydeligt, som det kunne være. Det var gemt bag alt muligt, men du vidste det godt. Og alle andre, der havde øjnene i orden, så det og vidste det også.
Du var min klippe, og da du lige så stille var på vej væk, sagde du god for den nye, der var på vej.
Det gjorde mig glad.
Men ulykkelig at se dig så langt væk. Så magtesløs.
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg gik og trykkede på knappen ude i køkkenet, som hørte til lampen, der ikke altid virkede. Og hvis den lyste, når jeg havde trykket, så skulle du nok overleve. Så ville du komme tilbage til mig, og du ville stadig være den samme, bare med få ridser, som jeg ville hele, ligesåledes som du havde helet mine sår igennem min barndom.
Men... lyset tændtes ikke.
Jeg havde bare rystet på hovedet og sagt til mig selv, at selvfølgelig passede det ikke, og jeg kunne da for guds skyld ikke gå og bygge mit håb op på et dårligt lys i en grim lejlighed.
Men det gøs alligevel i mig.
Hvordan kunne noget ske, som jeg aldrig nogen sinde havde turdet tænke? Det kunne ikke ske, for et sådan betydningsfuldt menneske ville da ikke bare, sådan lige, kunne forsvinde?
Men jo. Du blev revet fra mig. Som et lille barn, der endnu ikke har lært at tale, men alligevel godt ved, hvad der sker. Skrigende, råbende - afmagtelse. Sådan følte jeg det inden i.
Og de gange, hvor alt pludselig ingen ting betød længere. Og de gange, hvor det virkelig, i små split sekunder, gik op for mig, hvor skrøbelig livet er. Da gjorde det så ondt inden i, i mit hjerte og i min sjæl, at jeg havde lyst til at rive mig selv i stumper og stykker.
Hvordan skulle jeg kunne overleve uden dig? Hvordan skulle min hverdag nogensinde kunne blive som den havde været, dengang?
Men sådan blev det.
Du blev taget fra mig. Alt for tidligt.
Jeg husker tydeligt den aften, hvor jeg græd, så det gjorde ondt helt ind i knoglerne. Husker, hvordan jeg prøvede at gemme mig for de andre, hvordan jeg prøvede at skjule det. Men så slog det mig; hvad er det jeg gemmer mig for? Jeg er mig, jeg er et menneske, og jeg har lov til at vise, at jeg er ked af det, at noget rører mig.
Og der sad jeg. Hos dig, og holdt din hånd. Jeg græd, lod tårerne trille ned af kinderne på mig, og lod min næse løbe. Jeg vidste, hvor ondt det gjorde på dig. Det sagde dine øjne, og dine hænder, udmattede og ingen kræfter længere, prøvede at få mig til at stoppe. Men jeg vidste, at det var det rigtige. Med mine tårer kom også mine følelser. De ramte dig, og det gjorde noget.
Da du prøvede at ligge din arm over mig, løftede jeg den, og lod den hvile over min krop. Jeg lod dig varme i mine arme, i min krop, ligesåledes som du havde varmet mig, da jeg var lille. Da jeg var ked af det, syg og også umedgørelig. Altid havde du været der for mig.
Og nu var jeg der for dig. Mit højeste ønske ville ikke kunne blive opfyldt, det vidste jeg. Men så kunne jeg i det mindste prøve, at gøre det, jeg ønskede næst mest. At fortælle dig, hvor vigtig du var for mig, og stadig ville være, og den dag i dag, stadig er. Og det gjorde jeg.
Jeg krammede dig en sidste gang, tog din hånd, klemte den, og jeg så ind i dine øjne. Og så vidste jeg det. Og derfor gjorde det ekstra ondt.
.. Det blev sidste gang jeg så dig. Ved sekstiden blev jeg ringet op, og så havde du altså fået fred, sagde man.
Mormor, jeg håber inderligt at du har det godt, der hvor du er nu. Og jeg håber du ved, at jeg tænker på dig hver dag. Jeg håber at du ved, at du har været min klippe hele min barndom, og største delen af mit teenage-liv. Jeg håber du ved, at den tid, hvor du var syg, og hvor vi alle ventede og håbede.. da led jeg. Rigtig meget, - men på en måde, der fortalte mig, at der virkelig findes mennesker, der kan fylde så ubeskriveligt meget i en.
Du er det første menneske, der har fået lov til at komme helt ind, og du er det første menneske, der har forstået og accepteret mig helt. Og du er det menneske, der har haft allermest tid til mig.
.. Du fortalte mig, at jeg havde et liv, jeg skulle leve videre. Og det har jeg gjort, og det gør jeg. Og det vil jeg blive ved med at gøre. Og jeg vil altid tænke på dig.
Men det gør stadig ondt at vide, at mennesker, man holder så dybt og ubeskriveligt meget af, kan blive revet væk fra én, så hurtigt og ufatteligt.
Derfor er jeg bange. Inderst inde.
Men man skal jo leve, og man kan ikke rende rundt og være bange hele tiden, som du sagde til mig.
Men det gør stadig ondt.. og frygten sidder i mig.
Mennesket er skrøbeligt, det er det virkelig. Men det gør mig ikke til en person, der aldrig vil turde at holde så meget af et andet menneske igen.
Det gør jeg allerede. Blot på en anden, men anderledes måde. Og det udspringer fra dig, mormor.
Du lærte mig at holde af andre mennesker, se på dem og have tillid til dem. Du lærte mig, at jeg var god nok.. du lærte mig, at holde af andre mennesker.
Uden dig, havde jeg idag, ikke været andet end et lille og skrøbeligt fnug.
Tak.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar