Tab

Der sidder hun. En efterårsdag, midt ude i farverne. Bladene hvirvler omkring hende, regnen drypper fra en overskyet og mørk himmel.
Og inden i hende hersker alverdens spørgsmål, som alligevel aldrig vil kunne besvares.
Men hvor er det smukt, og hvor er det utroligt som verden kan skifte udseende.
Efteråret. Og foråret.
De to tidspunkter, hvor landet er smukkere end noget andet. Farverne skifter, som en slange, der skifter ham. Kulden tager over, og regnen bliver smuk.
Hendes ben er lange, og fødderne er dækket af sportsko og snørebånd. Hendes hænder er fint beklædt af en lysegrå farve i form af ny strikkede vanter. Det varmer om hendes fingre, der er så tynde og slanke, at de kunne have tilhørt en ferm pianist.
Men det er hun ikke. Pianist, altså. Hun spiller blokfløjte. Har gjort det siden hun var fire år og så op til sin bror, der var syv år ældre.
Nu er han borte. Nu gør hun det kun for sin mors skyld. Og for.. inderst inde, at bevare mindet om ham.
Men det gør ondt. Og dybt inde hader hun lyden af den skingrerende ballade, der fylder hendes øre og omgivelser, hver gang hun puster. Men hun gør det alligevel..
Et dybt suk fylder hendes indre for derefter at lande blødt i naturens omgivelser. Her bliver alt godt modtaget. Om det så er en kedelig beretning fra skolen om hendes andengradsligninger, eller om hendes sokker, der ikke længere er værdige at gå med.
Alt bliver godt modtaget, altid er armene åbne og lukker ind.
Hun nyder det.
At se hvordan bladene lader sig løsrive, falde med en hastighed der er udefinerbar, og farverne, der ikke længere skærer, men blander sig i hendes øjne.
Det gør hende levende.
Og det river hende væk. Løsriver hende.
Væk fra fortiden, væk fra nutiden og væk fra fremtiden.
Så har hun det bedst.
Svævende, som et rodløst blad, i intetheden, tomheden - i sig selv..