skrig

.. og jeg ville falde i armene på dig, lade mine tåre dryppe ned over din solbrændte hud, jeg ville fortælle dig, at du aldrig måtte tage så langt væk og være så længe væk, igen - og jeg ville vise dig, alt hvad jeg havde at vise dig - og jeg ville kramme mig ind til dig, føle mig varm og velkendt igen.
Jeg ville fortælle dig hvor meget jeg har savnet dig, og hvor ond og hvor trykkende den følelse, der har siddet dybt i mig, har været.
Jeg ville se dig dybt i øjnene og jeg ville tage dig i hænderne og fortælle dig alt hvad du ikke vidste. Jeg ville fortælle dig alt - alt hvad der var sket på det lange men også hurtige år.
Jeg ville gøre alt for dig. Jeg ville prøve at forstå..

Jeg v i l prøve at forstå.
Men sådan bliver det aldrig. Aldrig nogensinde.
For du kommer ikke tilbage. Aldrig mere. Og det ved jeg også godt.
Så nu må jeg stå her... tilbage, i den dør, hvor du plejede at vinke, her må jeg stå - og føle mig så større og mindre end jeg egentlig er.
Men jeg er tvunget til det.
Tvunget ud i livet.
Og det ved du godt, og det var din hensigt - selvom den var hård og utilgivelig.

Jeg savner dig...
Rigtig meget. Og det at du aldrig kommer tilbage, at jeg aldrig nogen sinde kan trykke dig i din hånd igen, at jeg aldrig kan mærke din dejlige bløde, varme og gamle hænder - det at jeg aldrig nogen sinde kommer til at mærke dine varme ord over mig, dit forstående ansigt og dine bedende øjnene... det kommer aldrig til at ske igen - fra dig.
Og det må jeg forstå... det må jeg vel.
Men hvor er det hårdt. Og hvor gør det allerhelvedes og fandens ondt.
Jeg skriger.
Under vandet.
Og prøver at gemme mig i mængden... gemme mig hos de, der er tilbage, som jeg holder af - og elsker. Men ingen var som dig.
Og ingen bliver nogensinde ligesom dig.