Der står hun, i hendes lyserøde støvler, der i regnen og rømmer sig som den lille pige hun er. Håret der klistrer til hendes kind og solen der skinner under skyerne. Hendes mund siger intet, men hendes hjerte er fyldt op.
Ingen ved bedre i den alder, plejer man at sige - men hvad hvis hun gør? Ingen har lært hende at lukke op og udøse. Det eneste hun har lært sig selv er at åbne op, presse og masse for at holde inde, for dernæst at kunne gøre plads til alt det andet, fra de andre.

Der falder hun, i sine lyserøde støvler, der i regnen som den lille pige hun er. Håret flyder i regnpytten hun er endt i, og mudderet leger tegnebræt på hendes kinder. Hendes mund er halvt åben og solen skinner ned i den. Blander sine stråler med de mørke røde farver der fylder hende.
Alle ved bedre i den alder.. der er bare ingen, der har tilladt det.