Mæt af ord skubber jeg tallerkenen væk, sukker let og mærker hvordan det flyver ud af mig. Det er som værende ustabilt. Det er som var det en drøm, som ville vare ved. Ord der mætter, gør sulten uspiselig. Som når solen skinner ind og gør det mørke til det lyse. Som når katten endelig efter intens jagt hele natten fanger musen.
Så mæt og så afklaret. Og så alligevel så fyldt til randen med alverdens sætninger, ord og bøjninger. Punktummer, kommaer og uvidenhed.
Giv mig noget mere, foder mig, lad mit sind mærke efter.
Efter mætheden fra ordene det sigende og det virkende.
Det er sandt... Så sandt som sand kan være. Med sine små sandkorn, pirrelige og dog så rørende. Faldende, sviende og forfjamskede. Hvor kommer det hele fra, og hvem kan sige at pigen med hovedet på skrå er uvirkelig, blot fordi hendes blik siger det?
Følelsen af følelsen i sjælen udfylder sindet til en intethed der er lig det hele.
Mon mon er ord nok, og nok at reflektere over?