som et intet og alligevel alt vidende individ løfter du hænderne og lader sandet hvirvle ned over dit ansigt som var det vand der ville nedkøle den skoldhede krop du går rundt med som ellers plejer at have en temperatur der svarer til det normale - men hvad er normalt og hvornår siges noget at være oprigtigt og ikke mindst realistisk, for hvem har facitlisten, og hvem har i det hele taget svarene på spørgsmålene, og hvem kommer nogensinde til at indse hvad der er rigtigt og forkert hvis ikke individet accepterer at der er alt og intet i verden men at alt alligevel fylder mest og intet en meget lille brøkdel som blikket på et lille sandkorn der forsigtigt men bestemt triller ned over dit runde øjeæble og fæstner sig fast i det hvide og gør det blå til noget rødligt
... hvem sagde ja - og hvem sagde nogensinde nej?