Ud af dine lilla briller kommer ej ensomheden men tosomheden som ser den ud når man ser farverigt på den. Som når fuglen synger sin trille og lader frøerne danse med som var de på stoffer af de højeste farvepatroner. Som et belejligt kick og alligevel værende ophøjet og alt sigende på et og samme sted. Som var der noget gemt bag alt det vante og det rituelle der aldrig kom frem, aldrig ville det og aldrig gjorde det.
Men ser du ud af de mørke blå briller...

så er det straks en anden sag.