Helt der inde, hvor knoglerne samler sig som en intethed. Helt der inde trykker det, hver gang du siger det. Hver gang du pointerer det.

Og hver gang falder jeg i et hul, et sort hul fyldt med sorte fangearme, der ikke ligefrem siger, at jeg kommer op igen.

Du er lige som de kæmpemæssige maskiner, og jeg er asfalten. Igen og igen kører du over mig, - og du tænker ikke videre derover.
For hvem gør det?