Rødt barn
Drengen har rød trøje på. Og så gynger han. Helt der op for at røre skyerne med sine små indrammede fødder, sit hjemlige jeg og sit undersøgende sind.  
Og de, træerne, der rammer hans korte ben, fortæller ham sandheden om det uvidende lille barn han er. De fortæller ham at hans higen er alt for ubrugelig i hans indre lige nu, men at det hele nok skal komme, snigende som en overskyet himmel en varm sommerdag.
Men de indpakkede knogler hviler blødt i de grønne ruskinds bukser, og de ved, lige som han selv ved, at de kan modstå en hver gren der hænger over ham, og i stedet for at stoppe sætter han blot mere af og nyder synet af en cuttet jordforbindelse. 
Først nu når han falder af, triller en omgang og ramler ind i en rød barnevogn forstår han en lille del af den alvor der er at finde blandt alt det interessante...