udmattelse
og snart så slukker jeg lyset, her over spisebordet, tager min blomstrede tallerken ud og lader de grønne toppe falde i skraldespanden under vasken, der i forvejen er utæt og for iøvrigt ikke lugter særlig godt.
så går jeg op af trappen på de trin der er alt for grimme og uden den mindste farve, knirkende og bestøvede, for derefter at træde ind på stuegulvet der langsomt vil føre mig hen til den dør hvor i der bag findes et værelse med alverdens ting der tror de ejes af mig, men slet ikke findes og blot er som et lille støvfnug i en forunderlig verden.
når jeg så ser på alt rodet og siger til mig selv at ja, undskyld, det må ligge der en nat til, så lader jeg mig falde bagover og forestiller mig i et kort øjeblik at jeg er den fjer, jeg så gerne vil være.
efter at have ramt puden og den halve dyne med de farvede pletter, føler jeg en kulde og en umenneskeliggørelse blot fordi mørket endnu ikke er faldet på og derfor siger mig at jeg ikke burde være her - men der.
da jeg så sætter mig op og føler den tunge fornemmelse i for- og baghoved, svimler det hele pludseligt for mig og de få farver der før var at skimte med det blotte øje forsvinder som når du slukker der henne på stikkontakten.