menneske
som når de kigger ud af vinduerne og drømmer sig til et andet sted, men alligevel vender det hele ryggen for det de tror er til, og det de tror de lever for, fordi de er enige med de fleste andre om det.
som når de anerkender og accepterer fordi deres virkelighed siger det er det rigtige og det vigtigste, og som når de snakker og taler og udviser deres mening og respekt, blot fordi de har lært af normerne fra samfundet, og ikke fra det inderste, sindet og deres egen velvilje.
som når de, få minutter over midnat, endnu gang ser ud af det samme vindue som de har gjort op til flere gange før, og som når det i et split sekund stikker dem i hjertet at tænke på det liv de nu engang lever, når nu det de ellers helst vil leve, ligger helt der ude, hvor den nærmeste stjerne blinker...
og som når de fleste alligevel, trods suk og en kortbølget tanke, hiver til om det efterhånden beskidte gardin, ruller det for med en fast bevægelse og med tunge skridt går over mod den vante seng og falder i den vante søvn, med de vante tanker om ting der skal nåes, siges, gøres og tænkes; blot fordi de er enige med alle de andre om det...