Omvendt
Og han ser på hende som frembringer han alverdens minder fra hans egen bardom i hende. Hendes lange fletning der elegant hviler over hendes lille men yndige barm, hendes sommerglød som et fint lag sand over hendes krop, og ikke mindst glimtet i hendes øjne der siger mere end noget andet at hun er ung, har livet foran sig og venter langt mere end han nogensinde turde drømme om. Og da hun vender hovedet og opdager hans stirrende øjne, vrænger hun ikke på næsen, men smiler i stedet et smil der bringer minderne om hans første kæreste frem i ham. Genert og undskyldende vender han hovedet bort og hans øjne rammer hans mørke hænder, der med sine skræmmer, rynker og livslinjer fortæller om hans liv nu, og pludselig med et, som et slag der har bragt ham tilbage til det, han før anså som værende ulykkeligt og uværdigt. Da han få minutter efter lindrer på sit hoved og lader sine øjne danse hen over hendes ungdommelige krop, smiler han stille for sig og oplever pludselig den fremkaldelige livsgejst igen. Han havde levet; var hans opfattelse før, men nu var den anderledes, nu, da levede han pludselig stadig i kølvandet af minderne og det og den han var og stadig er.