lidende fiktion
og snart går solen ned. avisen har ikke mere at byde på men du læser den alligevel fra ende til anden for fjerde gang denne aften. hun sidder der inde. der ovre, på den anden side bag gardinet. det løfter sig nogle gange, og så kommer de frem. øjnene, der siger dig, at der er noget, du må have. de blå tingester der siger mere end blot 'hej nabo'. det er du sikker på, selv da du læser sporten endnu engang med en kvalmende fornemmelse af uvirkelighed svimlende over dig. klokken er snart halv tolv, men hvad rører det dig? du har ferie, du har intet arbejde og du er alene. som for det meste. og egentlig, selvom du har det svært ved at indrømme det, så nyder du det. det ville være som jordbær uden fløde, sommerdage uden sol og dejlige, kølige dage uden regn; hvis det stod anderledes til.
du hoster en enkel gang, rømmer dig for tredje gang og skifter position. nu må hun da også snart kigge igen.bare et hurtigt blik, bare et snus og en fornemmelse. men der går lang tid. og du skal til og igang med den femte session, da ikke kun vinduet forsvinder, men døren går op.
der står hun. lange ben. ikke særlig sommerlige, hvide som var de fyldt med den fineste sne. måske nærmere porcelæn. barmen er fyldig og den vipper da hun i faste skridt går hen mod dig. da hun letter på hagen og lader øjnene kører over dit skød, ved du godt hvad det betyder. du rejser dig, ligger avisen fra dig som var den intet. som betød den intet. den falder til jorden og du stiger til vejrs. 
der tager vel 7 minutter. sådan cirka. ikke fordi du har tid eller vejr til at tælle; men du har altid været god til tiden. tiden og dens fornemmelser.
og da hun lader toppen glide ned over barmen, åbner døren og sender dig øjne du aldrig skal se igen, hopper dit hjerte et slag over.
.. klokken er kvarter i to. du formår at suge en klump løbsk savl tilbage og ligger pludselig mærke til kulden der har sænket sig over dit ellers varme sind. du har sovet.
avisen ligger nede på jorden. kaffen har overtaget den..