og den dag gik han alligevel den anden vej. han gik omvejen fordi han vidste at om lidt ville det alligevel blæse op og så havde det at gå den anden vej alligevel været som at skyde sig selv i foden. og selvom det mørke over hans hoved prøvede at sige ham at han ikke burde gå der der på græsset over plænen med de der helt tunge skridt; så gjorde han det alligevel. og om sig havde han sin store trøje og med sig havde han.. ingenting. for han var ingen ting havde nogen bildt ham ind og han var alt havde andre sagt. men hvem havde ret og hvem havde i det hele taget ret til at bestemme hvem han var og hvad han indebar? men han gik alligevel; tunge skridt og uden nogen form for følelse i hans tilstedeværelse - der over græsset som i takt med pulsen gav ham sanseberøringer fra et højere sted. hans øjne sagde lyn og mørke skyer og selvom han alligevel ikke var som de troede så tiltrak han det han vidste ventede ham. 

...

og blomsterne åbnede sig langsomt efter lyset. vandet stod ned i stråler der ville kunne vælte et hvert menneskes tro på sandhed. og efter lyset og efter vandet; da kom braget.

og nogen siger at de ikke tror på at menneskets sind er med til at agere og udtrykke. og nogen siger at vind og vejr er det samme som hjerte og sjæl.

og nogen sagde da præsten talte og blomsterne væltede ind over den hvidbelagte kasse; at liv.. det er af skrøbeligt substans.