og solen skinner, kaster sine stråler ned over dem og lader den blå himmel udfylde dagen.
hvilken dag det er, anes ikke - men det er også ligegyldigt. alt er ligegyldigt, alt anes ligegyldigt og alt virker lige således. om regnen daler eller lynene rammer - det rører dem ikke.
for solen skinner. og den rammer dem.
rammer deres kroppe. hendes lange ben og hans nøgne overkrop. de vrider sig. og helt der oppe fra virker det som den smukkeste leg. som når sommerfuglene leger tagfat og regnens dråber rammer uskyldige læber. som når alt virker som intethed og alligevel udtrykker alt på den mest udefinerbare måde.
hendes udslåede hår der når længere end den længste å, hans hænder der blidt berører hende og den kærlighed. kærligheden der stråler ud af dem. og om kap med solen danner de en atmosfære. en luftart og en virkelighed. 
ja... for solen skinner. og de vrider sig. ikke som de vilde hanløver eller en hyæne på jagt. men som.. de mest skrøbelige kanter, små siv og grønne græsstrå. og hendes læber der omslutter hans bare kind og hans muskuløse ben der trykker dem dybere sammen. 
og solens stråler blander sig. de hvirvler rundt i luften og de danser. rammer øjeblikket og sanserne.
og de vrider sig. i dansen. i legen.
og i deres virkelighed.