og det går ind og rør ved det lille frø der så fint ligger inden i mig. det ikke blot prikker og går igen. det smyger sig i takt med lyden af den skrøbelighed der ligger i teksten omkring mit indre, mit sind.. min sjæl.

forestil dig et rod af udefinerbare systemer være omkranset af en harmoni af lyde, ord og noget.. noget der bare ikke er i stand til at kunne forklares.

nogen sinde.

og det er det.. der gør det så skrøbeligt fint.