det er alligevel fredag aften og tiden har slået seksten minutter over treogtyve
mine tæer er kolde, mit hjerte varmt og mit hoved proppet med usmagelige tanker
udenfor synger vinden i træerne, regnen danser på trækronerne og alt levende er for længst krøbet i hi
og her sidder jeg
midt i rummet
tæller stjerner på nattehimlen
danner sammenhænge og konklusioner ud fra noget jeg egentlig slet ikke ved hvad er
og måske egentlig slet ikke er i stand til at vide noget om
men jeg gør det
og det føles rigtigt
specielt når du med din varme stemme spørger om jeg vil have dine lilla sokker på
dem du fik specialsyet da du var 7½ år gammel
og selvom jeg siger nej og forklarer i et blidt tonefald at jeg gerne vil sidde her lidt endnu
i vinduet langt fra alting og alligevel så tæt på
så er vinden pludselig en smule koldere da den rammer mit ansigt få sekunder efter
for måske
skulle jeg have taget imod og givet igen
men det gør jeg imorgen
det siger de altid