"det er okay", siger du og tror du kan bilde mig ind at du intet ligger i det, du siger

"det er okay", siger du, men jeg ved godt du synes jeg er dum og at du selv mener, du er klogere

"det er okay", og jeg ved godt du sidder og fryder dig

"det er okay", fjerde gang og jeg ved, at nu begynder du snart at føle skyld

"det er okay", siger du igen, ser ned på mig og prøver at skabe sikkerhed i din usikkerhed

"... er du okay", spørger du, da jeg går og ikke længere synes at kunne udholde det du påfører mig med dine ord, du selv ved gør ondt, men blot bruger for at skabe det, du selv kalder dit jeg, men du ved også, at jeg ved hvor du vil hen med det.

spørgsmålet er altid; hvor længe kan et menneske udholde den psykiske nedbrydelse... 

så længe det ikke kan finde hoved og hale i andet - men jeg er her stadig og har andre til at støtte mig.

det er okay.