du er så uduelig, hæslig, grim, ulæselig og ikke mindst langt fra fantastisk når du er sur og hundrede kilometer fra mig
jeg hiver, trækker, slider og råber; men der sker intet. du bliver sidende på din pind og jeg smuldrer væk i mørket imens nattens mulm æder mig op inde fra.
og så prikker du mig på næsen og siger at det hele bare er en ond drøm og at mit tankeværk er med til at spinde det værre end det nogen sinde har været.
så vågner jeg.
og så ved jeg pludselig hvad mågerne mener når de skriger, hvad ulvenes klagende budskab er - og jeg ved pludselig hvad det er fuglene kvidrer om om foråret når solen står tidligt op og strålerne strejfer et hvert grønligt blad.
jeg ved pludseligt at det ikke er så værst; og du lærer mig det.
med tiden.