og... idag stod hun op med et formål hun ikke kunne forklare men tegnede det i stedet. hendes hjerne gav agt men hendes sind sprudlede. og da hun gik ud på gaden for at opsnappe morgenduggen sagde hun ikke hej selvom hun burde. hun vinkede heller ikke, selvom hun vidste at normerne ville ligge beslag på hende. hendes hjerte var fyldt og dog så levende. og de troede hende ikke, men det gjorde intet for hun vidste det godt. og da hun samlede den hvide blomst op, som hun godt vidste navnet på, lod hun den falde over næste fodgængerfelt. manden i bilen gloede som aldrig før, men hun smilede blot. hendes venstre fod var foran den højre da hun endelig nåede over, manden dyttede og hun gik videre. hvem havde bedt dagen om at komme med en sådan åbenbaring, hjerteprosa og vellidt tankespind. hun vidste det ikke, men hvem vidste det og hvem ville overhovedet vide det. hun ville.. og derfor gik hun her. 

den gamle dame sagde hej og missede mod strålernes dans bag skydækket. hun nikkede, fortsatte sin gang mod noget hun ikke selv var herre over, men blot gjorde. de ville gerne vide mere om hende, havde de sagt. der, da hun var gået forbi igår. hun ville ikke fortælle, kun tænke og producere. men ikke overfor dem. hun levede selv, det havde hun lovet. ingen andre havde lov, fik lov eller skulle have lov. det var hende, hendes tanker og hendes spind. og selvom han gerne ville, ham som altid hikkede og lugtede fælt af øl. hun vidste jo godt han gerne ville, altså tale med hende. 

hun snublede over en halvgammel flaske. 

men det ville hun ikke. hun havde hørt historier om den kastanjefarvede kærlighed, folk havde bedt hende læse den og den bog, men hun ville ikke. hvorfor skulle hun når nu hun selv var igang. hun fandt selv ud af det, ville selv finde ud af hvad det var for en art, hvor den kom fra og hvem der gav den lov. for hun gjorde ikke. i hvert fald ikke endnu, om fem dage eller sytten. nej, hendes hjerte brændte for sansernes dans, deres vilje og ikke det som de andre ville belære hende med. og findes du virkelig, var der en der engang havde spurgt hende. hvad hun skulle svare vidste hun ikke, i stedet skrev hun ja på en lap papir og gik sin vej. hvad skulle hun bruge sådan et spørgsmål til, hverken hendes sanser eller kognitive sind kunne bruge det. og måske vidste hun godt hvorfor det indtraf, men... hun kunne ikke svare endnu.

vinden tog fat i hendes hår, løftede hende en halv meter op og kastede hende videre. hun kunne godt lide blæsten, dens omfavnelser og dens påvirkning. hvad den ikke gjorde, havde hun endnu ikke oplevet. nej, hvad endnu ikke var oplevet, ville blive oplevet og skulle opleves. og vinden var her i dag, og det var den halvgrønne bænk også. hun stirrede på den, observerede den, tænkte på alle de folk der havde siddet der siden sidst. alle de folk med hver deres historie, med hver deres hjerte og sind. alle de mennesker, som hun endnu ikke havde mødt, men ønskede at møde. ikke for deres skyld eller venskabets skyld. men for sansernes skyld, for virkelighedens skyld og for lærdommens skyld. og han havde sikkert også siddet der, ham der gik der. han lignede en ung fyr på syvogtyve et halv, men hun var ikke sikker og slet ikke da hun lod sine øjne indfange hans mund. den lignede ikke en mund i den alder, hans øjne sagde mørke blandet med urolighed og hans gang. den gang, den gjorde hende urolig. men hun gik videre, følte hans sind og lod tankerne gå på opdagelse i hans historie.