jeg tror mine træsko var røde, mit hår langt som altid - du havde sikkert sagt at jeg skulle sætte det op, fordi mit ansigt flød væk i en søllet masse sådan som jeg gik og så ud.
du mente det sikkert godt, men jeg var syv år.
min viden om mennesket og dets reaktioner og ikke mindst tanker i en alder af syv år var ikke på det plan man ville kalde for det højeste - men jeg tror du troede at jeg var lige så voksen som dig.
spørgsmålet er så bare om det var en positiv ting
- for hvor voksen var du egentlig selv?
og egentlig tror jeg ikke det var følelsen da du for tiende gang smækkede døren i hovedet på mig, følelsen da du fortalte mig med dine hårde ord at jeg ikke kunne finde ud af noget inden for nogens rækkevidder - overhovedet.. men jeg tror nærmere det var følelsen der krøb ind i mig, bosatte sig og blev sidende som en mus der endelig havde fundet sit hul - dengang du smed den sten væk jeg havde samlet op til dig nede på stranden.
du sagde at den alligevel blev grim når den tørrede.
men jeg var syv år. jeg syntes stenen var flot i det givne øjeblik og jeg ville give dig den fordi jeg var stolt over mit fund.
og det var ikke engang en pæn måde du lagde den tilbage på.. du smed den. jeg stod i sandet, der tæt på stien der førte op til vores båd i sommerhuset, og så til hvordan den ramlede sammen med alle de andre sten - som den eneste - våd og slebet af vandet.
og så gik du. vendte mig ryggen og råbte et halvt minut efter - vel i troen om at jeg vellydt tøffede efter dig - at jeg kunne fjerne min cykel oppe på terrassen nu jeg alligevel gik forbi den - det blev jo snart mørkt.
det havde du alligevel bidt mærke i - at jeg var bange for mørket.
men jeg blev stående i sandet velvidende om dit temperament der ville flyde over som en gryde i rasende kog - men jeg gik i en anden retning. slæbte mine røde sandaler hen over sandet, mærkede hvordan sandet krøb ind og afmærkede mine fodballer. da jeg nåede vandet nød jeg følelsen af vandet der sivede ind fra alle huller og kanter - selvfølgelig med dit rasende hoved i tankerne.
da den syvende bølge malede mine buksekanter gennemsigtige fik jeg øje på endnu en sten. selv syntes jeg den var flot, men..
følelsen af den givne situation jeg lige havde været ude for gjorde at jeg ikke samlede den op, men i stedet lod den ligge.
jeg var syv år. syv år, og kunne stadig ikke forstå hvorfor du havde smidt den væk.
og så var det endda bare... en sten.