20110217

jeg tror det var en af de dage hvor du spurgte mig om vi skulle gå ned til vandet
det var vel mørkt men himlen lyste alligevel på en eller anden måde der gjorde at jeg ikke følte mig angst
fuglene er sorte men himlen blå, sagde du
og jeg tror ikke jeg tænkte videre over det i det givne øjeblik du lod det slippe over dine læber
det var nok nærmere senere - da du sad i båden og var ved at ro over havet
skal vi gå af stien, spurgte du
og da jeg ikke som sådan svarede men blot tog din hånd førte du blot an
på vejen der ned var der stille men ikke på den måde der gør en tilstedeværelse uhåndgribelig
egentlig har jeg altid følt mig virkelig og ok når jeg har været sammen med dig
og det har været lige meget hvor tæt og hvor langt væk vi har været fra hinanden
tænker du nogensinde over hvorfor vi er her, tror jeg du sagde
jeg vil gerne indrømme at jeg ikke lyttede til ret meget af det du sagde den aften
jeg var opslugt
opslugt af omgivelserne og det var nok mest fordi jeg var i en periode af mit liv hvor jeg var meget modtagelig
fuglene over os skreg men det gjorde mig intet - selv ikke da du hev i min arm fordi jeg blot stoppede og lyttede
og hvad med de gange hvor du har gjort noget fordi du har følt dig presset, og ikke fordi du har haft lyst - er det aldrig noget du nogen gange tænker over når du ligger og ikke kan sove - spurgte du
jeg gik blot videre som var mine læber sømmet fast og min hjerne et helt andet sted
der var stadig en dyster stemning men jeg følte mig godt tilpas i den - der var noget over den der gjorde mig sigende og svævende
fint, tror jeg jeg svarede da du igen spurgte til mit liv for tiden
fint, som det plejer
egentlig tror jeg det måtte have lydt som et ligegyldigt svar - men du talte blot videre
og måske vidste du også godt jeg ikke lyttede men havde muligvis bare brug for at tale til en
stien vi trådte af var ikke rigtig grøn længere men vejret havde også ændret sig de sidste par måneder
ligesom dig
dengang havde jeg ikke tænkt over dine underlige samtaler med intetheden og dine underlige hentydninger til havet og dets sande virkelighed
egentlig tror jeg bare jeg havde opfattet det som - intet
vil du med, spurgte du og tog fat i båden
aftenen forinden havde du sagt at du ikke kunne holde til livet længere at det intet rigtig betød for dig mere og at du havde lyst til at finde meningen et sted hvor ikke ret mange andre ville forstå dig
men du troede jeg forstod dig
og fordi jeg var som jeg var og fordi jeg var i den periode i mit liv hvor den mindste ting opslugte mig
var mit svar bare - selvfølgelig
jeg plejer at ro her ud når mit sind er i oprør, sagde du og tog fat om årerne og begyndte at trække den lille båd efter dig hen af sandet
du mumlede noget med at jeg ville fortryde hvis jeg ikke tog med dig for vandet var så roligt i aften og havde jeg set vinden - og fuglene
jeg tror ikke jeg svarede men blot lod vinden hive fat i mit hår der efterhånden var faldet helt ned
hvis jeg havde vidst hvad du havde i sinde var jeg taget med og det ved du også godt
selvfølgelig var jeg taget med for at forhindre dig tale dig tilbage til livet og få dig til at indse hvor mange du ville røre helt ind bag ved det de ikke vidste de var i besiddelse af
men jeg tog ikke med
og jeg ved ikke hvor længe jeg havde stået i sandet ved vandkanten og sunget at solen var så rød og at mit hjerte snart faldt ud af brystet på mig
før jeg opdagede hvad det var der var sket
hvad det var jeg havde gjort
dagen efter fandt jeg en åre længere henne af stranden - og om det var din der var skyllet i land som et tegn på at du har tilgivet mig og at du stadig er hos mig
det ved jeg ikke
men det er ikke længere dystert og jeg føler mig ikke længere som en del af en oplagt trance
nu er jeg blot angst
angst for livet, sagde du engang, det må man aldrig være

Ingen kommentarer:

Send en kommentar