og dengang hvor jeg var lille og vintergækkerne sprang ud
dengang mine fødder ikke kunne nå jorden da jeg sad på den hvide stol
da spurgte jeg
ja jeg tror jeg spurgte på en måde der ikke gjorde ondt
på en måde der sagde at jeg virkelig brændte for det
og jeg tror ikke jeg husker hvad du svarede men blot at du aldrig gjorde hvad jeg spurgte om
og dengang vidste jeg jo ikke at det ikke kunne lade sig gøre
at det kun var mig selv der kunne lave om på det
og så alligevel ikke
i hvert fald plukkede jeg de sidste vintergækker og satte mig aldrig på den stol
igen