de utællelige gange vi har plukket blade fra det lyserøde
figentræ
de ovale ord der kom ud af din mund og de noder du altid
betrådte
alle de spindelvæv vi gik igennem befængte os med og
alle de væv vi spændte der sammen os to
i skoven
de gange du har bedt mig lukke øjnene for dit køn
fortrænge at du var af det modsatte og havde hormonerne til at
trække
i mig
de gange jeg virkelig prøvede men ikke kun modstå
dig - det
alle de uvirkelige sandheder vi har oplevet
de langsommelige nætter under stjernehimler og nattefrost der krøb helt der
ind
de gange du har taget min hånd sagt at jeg aldrig må glemme at
huske
og de lyse sommermorgener hvor du hjalp mig med ordene spandt sætningerne sammen
og til sidst fik åbnet mine øjne
men også lukket dem igen
de gange du har sagt at virkeligheden aldrig var virkelig nok til dig
flettet anemoner og sommerkranse
og dengang du sagde vi ses
-