og jeg er så forskrækket at mit sind står stille
mit hjerte banker halvfems slag i sekundet
og mine tårer smager af skræk
skoldhede på mine kolde kinder

og det vigtigste er ikke at I ved det
at andre ved det
at verden og resten af befolkningen
ved det
det vigtigste er at jeg ved det
at jeg kender farverne
rammerne
og at jeg føler at jeg på trods af den mindste rystelse stadig er i stand til at tegne indenfor stregerne
der hvor jeg
lyster

og jeg tror jeg elsker dig helt der ud hvor ingen nogensinde har farvelagt et eneste tern

sammen med alt ser jeg intet
og sammen med intet ser jeg
alt

og alt hvad ønsker mig lige nu er at se dig smile
mærke dig svinge mig rundt ude på marken
opleve sensommeraften lukke sig omkring os
og alt hvad jeg ønsker mig lige nu er
dig

og jeg ser jo blot ud i intetheden
sekund efter
sekund
og alt hvad jeg ser er blot
mørke
små prikker af
mørke

en ubærlig tilstedeværelse og dog alligevel så rummelig at selv regn på det fineste sand skaber lykkefølelse og sensommer stemning helt ind og dybt der i det blodrøde
hjerte

og os to på et koldt trægulv
to kopper te
en smøg eller to
hjertedans, gennemsigtighed
og
rummelighed

og dine arme rundt om mig er det eneste
jeg
ønsker

og for dit vedkommende står tiden stille
regnen trommer på dit vindue
og akkorderne er mere end blot dine sjæle
venner

og dit greb om paraplyen i et sådan vejr siger
alt
om din måde at håndtere verden
og ikke mindst livet
på

men dit ansigt er skjult af en røgsky
dine kinder blodrøde
og bag din strikkede blågule cardigan
sidder et hjerte
pulserende
pumpende
og langt fra
til stede

og det var jo en hel sværm af sorte fugle
svømmende
drømmende, sejlende
flyvende
helt der ud af den blå
blå
himmel

og dit hoved er formet som en guitar
dine hænder som de fineste strå
og når du taler viser dine læber sig som små
fine
elegante
kajakker
som vi to - kun os to
sejler og bliver væk
i

små klumper af ord der efter et sanseligt indtryk bliver til hvirvelstrømme af
virkelighed

jeg elsker når du bruger luften til at holde dig levende

og du tømmer mit hoved
slipper mine tanker løs
lader dem flyde i en strøm der langt fra er
påvirkelig
og sammen med dig er jeg blot
tom
og så alligevel helt
og aldeles
fyldt

og det er når man giver slip og lader alt det strukturelle flyde at det der virkelig er til og oprigtigt spinder tråde bliver og langt fra
slipper op

og du blander farverne sammen på en måde der skjuler alt det u-
nødvendige

midt i naturen
og så alligevel placeret tæt
massivt
og helt lige der
i din overdramatiske
drøm

og her fra ser vi alt andet end månen
og her fra ser vi intet
og alt

tusindvis af aflagte sanser
men endnu flere af
de
der virkelig findes

i lyset af månens skær elsker vi hinanden
bag vinduer
gardiner
bag lag af lagner og farvede
sanser

et sommerfugle kys
blidt
på din albue

og de bygger reder der ovre ved siden af
i træet
måske er det duerne skaderne eller måske er det en helt
anden
fugleart
reden er stor og rodet - den stikker ud til alle sider
men den er fin
elegant og så er en helt deres egen
og hver dag når jeg fylder sukker på mine gryn kan jeg se dem
bygge til
og fra
hver for sig og helt sikkert
sammen

og der findes alligevel ingen sande historer om noget i denne verden

jeg kan ikke rumme din ikke-
eksistens

og formen siger mig intet

indholdet alt 

intet menneske er mere skrøbeligt

mere sigende

mere æstetisk 

som når det er helt og aldeles

nøgen
 fyldt til renden med ord

og kulsort hår der drypper langt og helt ned til

tæerne  

alle de gange du har skubbet mig højt på gyngen med sansernes kraft

og jeg falder i søvn til rytmen af din bløde leg med strengene på din
guitar
hver lille del skaber farver og specielt en rytme spreder lyseblå skyer for mit
indre

som silende regn helt der ned over dine små bitte ører
ord der springer ud som blodrøde tulipaner og sanser der siger så meget mere
end de egentlig
indeholder

og det hele var så fint
og helt uden de der
rammer

og kun dine arme rundt om min krop på den der helt
specielle
måde
kan få mig til at føle mig tryg værdsat og sand helt der op
hvor intet stopper

en oplyst ide gennemhullet af din tilstedeværelse

smagen af blod giver ikke mening ved siden af roser og
ord

og der er alle de gange du har fortalt og jeg har nikket og produceret hjulpende ord
alle de gange jeg solidt har plantet mit hjerte rundt om dit for at
støtte dig
alle de gange jeg har følt vi havde et bånd
og med et lille vift
et pust
og med en fejende bevægelse er jeg blot
luft

og det er lige så jeg kan mærke kniven skære i mit sølle
lille
hjerte
da jeg ser billedet og hurtigt lukker ned
igen

og dengang hvor jeg var lille og vintergækkerne sprang ud
dengang mine fødder ikke kunne nå jorden da jeg sad på den hvide stol
da spurgte jeg
ja jeg tror jeg spurgte på en måde der ikke gjorde ondt
på en måde der sagde at jeg virkelig brændte for det
og jeg tror ikke jeg husker hvad du svarede men blot at du aldrig gjorde hvad jeg spurgte om
og dengang vidste jeg jo ikke at det ikke kunne lade sig gøre
at det kun var mig selv der kunne lave om på det
og så alligevel ikke
i hvert fald plukkede jeg de sidste vintergækker og satte mig aldrig på den stol
igen

jordbær hvide mælkebøtter og en glasbelagt grusvej
mandag morgen i en sensommer døs
os to
og så alligevel
flere på én
og samme tid

en tåget masse i et klart støvbillede
,

og der findes en trappe helt der op
til mine drømme

og din næsetip minder om
den lille plet i verden jeg endnu ikke har set
men alligevel
og meget længe
har ønsket mig

hver gang det regner holder jeg mine øre ansvarlige for de tanker der til sidst ender med at blive produceret til
ord

og helt her oppe fra ser alt pludselig anderledes ud

dit hoved vendt mod regnen og alverdens virkeligheder

og det er i mine bare hænder jeg holder dit hjerte
og i mit hjerte jeg holder mig mit bare sind
og det er dit hjerte der gør mit bare sind noget som helst og helt mærkværdigt
værd

glasset er gennemsigtigt og indeholder et stykke af

virkeligheden

du betroede mig engang at du ønskede at begynde og male igen
og selvom du begyndte at græde er det alligevel en af de dage der sidder
dybest
i min hukommelse

og det første jeg så var hvordan du holdt om regnbuen
der
i tågen af intetheden

og efterladt havde du en ufærdig tegning
skitse
skygge af
en blomst i en tynd
gennemsigtig
vase

og sammen har vi bygget vores egen lille by
der
på skrænten over vandet
under skyerne
og sammen har vi givet dem navne
de små mennesker
blandet dem og gjort dem levende
på hver vores
måde

og det er ikke de gange skumringen udvikler en særlig atmosfære
men nok nærmere de gange du virkelig er til stede
lever
og ånder

og de gange du kysser mine øjenlåg
holder mig tæt
i din favn
hvisker at jeg er virkelig og at vi
os to
sammen
spinder et væv der er stærkt
og skrøbeligt på en
og på samme tid

jeg er vild med din hovedform
dine tankestrå
men allervigtigst er dine fingre
hen over tangenterne og rundt der
om min talje

forårsknopperne springer ud og dit hjerte banker slag helt ud og så tilbage
igen

og jeg ved med sikkerhed at det aldrig kommer til at give mening for dig
lige meget hvor meget du så
prøver
søger
og higer

og ud over verden
ud over trætoppene
helt ud over hustagene
der søger du
ser med dit øje
og pulser
på din smøg

dit øje græder men
dit sind siger så meget
og alt
andet

og du flyder konstant i overfladen til en melodi af din puls der spankulerer over et bump
og et hjerte-
slag

og gud, sagde du
hvor var hun smuk

og du har hul ind til din navle og ud vokser en grøn
alge

persiennerne afmærker dine ståsteder

dine læber er flænset
brudt op
og ud siver
det blodrøde
punktum efter
punktum

din hånd mellem mine knæ
dine tanker et sted hvor intet findes
og dit hjerte
langt væk og helt der ude

og mit hoved er et virvar af alt andet end det det plejer at være

du må gerne græde, sagde du engang
bare ikke når
jeg
ser på

jeg tror din fletning har været flettet op
to
og en halv
gange

i den overophedede uvirkelighed
væv over spundet
vissent græs
og
stiv kuling

sjovt som spindelvæv har udvisket din virkelighed
sjovt som du snød
sjovt som... intet er
som
det ser ud
til