Fyld

Bare duften, omgivelserne, bare minder der sidder i alt.
Det gør ondt og skaber uro.
Følelsen. Og tanken.
Af at du ikke er der mere, men at vi alligevel går rundt i noget, du har været i, levet og åndet i. Grint og grædt i. Været lykkelig og mindre lykkelig i.
Det gør ondt at tænke på.
Men jeg burde måske i stedet bare tænke; alle de dejlige stunder vi havde, alle de fantastiske øjeblikke og alle de ord vi har udvekslet.
Det gør bare ondt alligevel. Det stikker som en i helvede, ødelægger og kaster.
Hvorfor skulle du også tages væk. Hvorfor er det overhovedet rimeligt? Hvordan kan det nogensinde blive rimeligt?
Jeg forstår det ikke.
Og det er stadig ikke gået op for mig. At du er væk.
Bare tanken om at gå ind af jeres runde dør, tage fat om håndtaget og træde ind over dørmåtten. Tanken om den gamle og nære stemme der plejede at strømme ned oppe fra loftet, fordi du var igang med et af dine mange projekter.
Bare tanken om, at den aldrig nogensinde kommer til at ramme mig igen. I stedet er det kulden der rammer mig lige i hovedet og fortæller mig, at du ikke længere er her, og det eneste, der er tilbage, er duften. Og følelserne.
Håndtagene, dørene og stolene. Alt minder mig om dig, alt siger mig et eller andet - det hele emmer af dig, fortæller mig, at du er her. Billederne.
Og så alligevel ikke..
Det er det, der rører mig mest, det er det, der skærer mest i mig, og det er det, der fortæller mig hårdest og mest brutalt, at du aldrig vil komme igen.
Men vi havde det godt dengang, det havde vi.
Og som du sagde til mig... "du har dit eget liv du skal leve videre nu".
Og det ved jeg godt. Og man kan ikke få alt, hvad man ønsker sig, men mit højeste ønske er, at komme ind af den så vante dør i de så vante omgivelser, at komme ind der, hvor man føler sig hjemme, hvor man følte sig hjemme, og så høre din stemme kalde på mig, og høre og se dig, se hvor glad du ville være for at se mig, og se hvor glædeligt du ville spørge til mit liv.
Og jeg ville falde i armene på dig, selvom vi aldrig har gjort det før. Jeg ville lade mine tårer få frit løb og sige at det har været alt for længe siden. Jeg vil sige at jeg har så meget at fortælle, og så meget, jeg gerne vil have du skal se og vide.
Jeg vil fortælle dig, at du aldrig nogensinde må blive væk fra mig igen..
Men det kan jeg ikke.
Aldrig nogensinde...