underlighed

Som et lille fnug, der daler lige så fint og let ned fra himlen en kold vinterdag. Så smukt alting ser ud, så ubeskriveligt og så alligevel tilstedeværende. Så uhåndgribeligt og så alligevel så lige til. Alt er hvidt, kridhvidt og minder mest af alt af intetheden. Men intetheden er smuk, den er lige til og så alligevel så kryptisk som noget overhovedet kan være. Det skærer i maven, men det er en dejlig følelse. En følelse af sne, der leger over hende. En følelse af bunker af hvidt pulver, der overmaner hende og tager hende med sig. En følelse af intetheden, der endnu engang har fat i hende. Det varmer, selvom det er noget så koldt. Det varmer inden i, at nogen forstår. At nogen gider.
Langsomt lader hun hovedet falde, lader sneen præge hendes nakke, og lader den blande sig med det store mørke hår. I dag er det den første vinterdag, den første dag i to år, det har sneet. Og med det kommer tankerne, minderne og følelserne, der har været væk.
Længe.
Det er dejligt, kulden. Kulden op over ørene, inde i ørene og over næsen. Det er dejligt at mærke, hvordan den, det hvide, de små fnug der danner større, smelter over hende. Bliver til vand, der triller lige så fint ned af kinderne på hende. Og blander sig med det salte der også danser ud fra øverst oppe.
De små hår rejser sig, de vil gerne bestemme, sige noget og have noget at skulle have sagt. Have indflydelse.
Men de får ikke lov.. det er intetheden, der har taget over.
Og det varmer.
Helt oppe. Højt over, hvor fuglene flyver, hvor skyerne danner og hvor fnugene bliver til.. helt der oppe fra kan man se en lille plet.
Og et lille smil, falme i omgivelserne...